| A | | De  skriver mig bekymret til og spørger | 11 |
| b | |
hvi slægten går så underlig fortrykt, | 10 |
| A | | ej ildnes op i fryd og ikke sørger, | 11 |
| b | | men synes ruge på en uklar frygt, – | 10 |
| Cc | 5 | hvi intet held formår at live ånderne, | 11 ∪-∪-∪-∪-∪-∪∪ |
| D | | hvi ingen er sin egen modgangs dommer, | 11 |
| Cc | | hvi hvermand tager skæbne-gunst og vånderne | 11 ∪-∪-∪-∪-∪-∪∪ |
| D | | med sløvheds ro, og venter hvad der kommer. | 11 |
| E | | Kræv ikke, ven, at jeg skal gåden klare; | 11 |
| E | 10 | jeg spørger helst; mit kald er ej at svare. | 11 |
| f | |
Men da De nu har dyppet Deres pen, | 10 |
| G | | så skal det dog ej være gjort forgæves, – | 11 |
| G | | at sige, hvis ej med bestemthed kræves | 11 |
| f | | et svar, som svarer sådan ligehen. | 10 |
| f | 15 |
Kort, jeg til svar vil spørge Dem igen; | 10 |
| H | | og undskyld at – da hånden med i spillet | 11 |
| H | | en digter har – der spørges i et billed. | 11 |
| I | | Så sig mig da, om De har nogensinde | 11 |
| j | | tilfældigvis ved vore kyster set | 10 |
| I | 20 | et skib stå ud tilhavs for friske vinde | 11 |
| j | | og sætte kursen endefrem og ret? | 10 |
| K | | Det har De visst, og De har sikkert mærket | 11 |
| l | | det liv, den lyst, den virksomhed ombord, | 10 |
| K | | den trygge sorgløshed, der driver værket, | 11 |
| l | 25 | det sikre bydende kommando-ord, | 10 |
| M | | som om det var en regelbunden verden | 11 |
| l | | med fastsat bane, lig vor egen jord, | 10 |
| M | | med lov, som den, for farten og for færden. | 11 |
| N | |
Tidt går et sådant skib på lange rejser; | 11 |
| O | 30 | det søger fjerne lande, mange havne; | 11 |
| N | | man losser lasten, og ombord man hejser | 11 |
| O | | nyt stykgods under udenlandske navne; | 11 |
| O | | man stuver rummet mellem begge stavne | 11 |
| P | | med en utallighed af kasser, baller, | 11 |
| q | 35 | og hverken skipper eller mandskab ved | 10 |
| q | | til punkt og prik hvad skibet fører med; | 10 |
| P | | alt går iflæng, alt tages som det falder. | 11 |
| R | |
Så lægges atter ud på vide veje; | 11 |
| s | | kækt graver bougen i det salte skum; | 10 |
| s | 40 |
det er som havet ikke havde rum | 10 |
| R | | og bølgens rygning ej gav bredt nok leje | 11 |
| s | |
for den usigelige livsmods-sum, | 10 |
| T | | som stormvejr ikkun øger og formerer | 11 |
| T | | hos skipper, mandskab og hos passagerer. | 11 |
| u | 45 | Begribeligt. Er ikke skuden tæt? | 10 |
| V | | Er ikke lasten stuvet jævnt og sikkert? | 11 |
| V | | Er ej kompas, sextant og stjernekikkert | 11 |
| u | | i orden til at holde kursen ret? | 10 |
| W | | Er ej det skøn, den dygtighed tilstede, | 11 |
| W | 50 | som vækker lid og holder mishåb nede? | 11 |
| Y | | Og dog, tiltrods for alt, det kan sig hænde | 11 |
| z | | en godvejrsdag, foruden synlig grund, | 10 |
| z | | at der ombord, på hvermands sind og mund, | 10 |
| Y | | en sælsom trykket lumring er at kende. | 11 |
| A' | 55 | Først tykkes få af denne tunghed grebne, | 11 |
| B' | | så fler, så mange, så til slutning alle; | 11 |
| Aa' | | sløvt sættes sejl og sløvt håndteres rebene;
| 11 ∪-∪-∪-∪-∪-∪∪ |
| B' | | sløvt purres ud; sløvt høres piben kalde. | 11 |
| c' | | Der tages varsler af hver liden ting. | 10 |
| D' | 60 |
Havblikkets døs, ja føjelige vinde | 11 |
| c' | | mismodigt tydes; selv et marsvins spring, | 10 |
| D' | | en stormfugls skrig man lægger sig på sinde. | 11 |
| Ee' | | Sløvt går de der, af samme lønsot smittede, | 11 ∪-∪-∪-∪-∪-∪∪ |
| Ee' | | skønt ingen røbed og skønt ingen frittede. | 11 ∪-∪-∪-∪-∪-∪∪ |
| f' | 65 | Hvad er da sket? Hvad er vel hændt ombord? | 10 |
| G' | | Hvad er den gådefulde grund til trykket, | 11 |
| f' | | som lamslog sind og vilje, arm og ord? | 10 |
| G' | | Er nød påfærde, – nogen forulykket? | 11 |
| h' | | Nej, ingenlunde. Alting går sin gang, – | 10 |
| h' | 70 |
men uden håb og mod, og uden sang. | 10 |
| i' | | Og hvorfor? Jo, fordi en lønlig tvivl, | 10 |
| i' | |
et rygte sniger sig foruden hvil | 10 |
| J' | | fra forlugaren og til agtermasten: | 11 |
| J' | | De tror de sejler med et lig i lasten. | 11 |
| k' | 75 |
Den sømands-overtro er vel bekendt; | 10 |
| L' | |
engang brudt ud den fylder alles tanker. | 11 |
| k' | | Hvordan med sagen selv det er bevendt, | 10 |
| k' | | erfares først, hvis rejsen vorder endt, | 10 |
| L' | | trods alle varsels-tegn, trods skær og banker, | 11 |
| L' | 80 | i havnen trygt fortøjet og for anker. – | 11 |
| m' | |
Se, kære ven, – Europas damp-paket | 10 |
| N' | | står ud tilhavs med kurs mod nye lande, | 11 |
| m' | | og både De og jeg har løst billet | 10 |
| m' | | og taget plads på agterdækkets bret, | 10 |
| N' | 85 | med hatten løftet mod de gamle strande. | 11 |
| N' | | Herude svales både sind og pande; | 11 |
| m' | | heroppe kan vi ånde frit og let; – | 10 |
| O' | | i lasterummet ligger al bagagen, | 11 |
| O' | | og kok og steward sørger for menagen. | 11 |
| p' | 90 | Hvad kræves mere til en sorgløs færd? | 10 |
| Q' | |
Maskinen gør sin pligt; hør kedlen buldre; | 11 |
| Q' | | se stempelstangen løfte sine skuldre; | 11 |
| p' | | se skruen kløve vandet som et sværd; – | 10 |
| R' | |
stagsejlet holder skibet frit for krængning; | 11 |
| R' | 95 | rormanden bøder af hver overdængning; | 11 |
| S' | |
rumt farvand går vi i; kaptejnen oppe | 11 |
| t' | | på brettet er vor fulde tillid værd | 10 |
| S' | | og holder udkik over alle toppe; – | 11 |
| t' | | hvad kræves mere til en sorgløs færd? | 10 |
| u' | 100 |
Og dog, – vidt ude på det åbne hav, | 10 |
| V' | | midtvejs imellem hjemmets land og målet, | 11 |
| u' | |
det lader jo som farten sakked af, | 10 |
| V' | |
som al vor frejdighed var fra os stjålet. | 11 |
| W' | | Mandskab og passagerer, mænd og kvinder, | 11 |
| W' | 105 | går om med sløve øjne, slappe kinder; | 11 |
| Y' | | man synker sammen, ruger, grubler, lytter | 11 |
| Y' | | i forlugarer og i pragt-kahytter. | 11 |
| z' | | De spørger mig om grunden, gode ven! | 10 |
| A'' | | Har De ej mærket, noget vilde komme? | 11 |
| A'' | 110 | Forstod De ej, et tidehverv var omme, | 11 |
| z' | | der vejred tryghed og fortrøstning hen? | 10 |
| B'' | | Hvad grunden er, det ligger ej for dagen; | 11 |
| B'' | | men De skal høre hvad jeg ved om sagen. | 11 |
| C'' | | Jeg sad en nat alene her på dækket, | 11 |
| D'' | 115 | en lummer nat med stjerner og med stilhed; | 11 |
| D'' | | luftdraget var så blødt, så fuldt af mildhed, | 11 |
| C'' | | og aftenvindens vinger ganske stækket. | 11 |
| E'' | | Tilkøjs var alle passagerer gangne, | 11 |
| F'' | | og døsigt brændte lamperne dernede; | 11 |
| F'' | 120 | ud fra kahytten flød en kvalmfuld hede, | 11 |
| E'' | | der holdt de trætte i en halvsøvn fangne. | 11 |
| G'' | | Men hvileløs og uden fred var blunden; | 11 |
| H'' | | jeg så det; skylights-lugen stod halvt åben; – | 11 |
| G'' | | hist lå en statsmand og fordrejed munden | 11 |
| H'' | 125 |
som til et smil, der endte med en måben; | 11 |
| I'' | |
en lærd professor vælted sig til siden, | 11 |
| I'' | |
splidagtig, lod det, med sin egen viden; | 11 |
| J'' | |
en theolog trak teppet over panden; | 11 |
| J'' | | i hovedpuden grov sig ned en anden; | 11 |
| K'' | 130 |
og højt og lavt lå kunstnere, skribenter, | 11 |
| K'' | | som folk i drøm, der frygter og forventer; – | 11 |
| L'' | | men over alt det halvsøvns-liv dernede – | 11 |
| L'' | | en rødlig, osende og kvalmfuld hede. | 11 |
| M'' | |
Jeg vendte øjet fra det sløve røre; | 11 |
| n'' | 135 | jeg stirred fremad i den friske nat; | 10 |
| n'' | | jeg så mod øst, hvor alt en dagning mat | 10 |
| M'' | | begyndte alle stjerners glans at sløre. | 11 |
| M'' | | Da traf et ord hist nedefra mit øre; | 11 |
| O'' | | det traf mig der jeg lænet sad mod masten. | 11 |
| p'' | 140 | En sagde højt og, som det syntes, midt | 10 |
| p'' | | imellem usund søvn og mareridt: | 10 |
| O'' | | Jeg tror vi sejler med et lig i lasten! | 11 |
| | | |
