| Nedlastbare filer: |  |  |
| Kildekode |
Innledning til Lille Eyolf
ført i pennen av Asbjørn Aarseth
TILBLIVELSE
Den første gangen Ibsen nevner at han er opptatt av planer for et nytt verk etter Bygmester Solness, er i et brev til Jacob Hegel 18. september 1893: «Jeg er nu begyndt at planlægge et nyt dramatisk arbejde, som det er min agt at fuldføre i løbet af den kommende sommer.» Dette betyr ikke at skrivearbeidet var i gang høsten 1893. Vanligvis måtte det en god del tankearbeid til før dikteren begynte på den skriftlige utformingen av et nytt skuespill. Det eldste manuskriptet til det som skulle bli Lille Eyolf, er trolig en udatert personliste (NBO Ms.4° 1117a, bl. 1–2; jf. Manuskriptbeskrivelse). Her forekommer en del navn som vi kjenner igjen fra det ferdige verket, men som er knyttet til andre personer. Ekteparet Allmers heter i den første personlisten Harald og Johanne Borghejm, mens hans søster heter Rita og sønnen Alfred. Ingeniøren heter Ejvind Almer. Rottejomfruen har i denne personlisten det navnet som også oppgis i skuespillets endelige form, i omtalen av henne før hun gjør sin entré, frøken Varg, men i personlisten oppgis hun å være Johannes tante, med andre ord guttens grandtante. Dette er et interessant punkt med tanke på at den kvinnen med kallenavnet Rottejomfruen som dikteren kunne huske fra sin barndom i Skien og på Venstøp, var en tante av hans mor (jf. Mosfjeld 1949, 233).
Resten av høsten 1893 nevner ikke Ibsen noe om planene for et nytt skuespill, men i et brev av 26. januar 1894 til forlagets korrekturleser og betrodde medarbeider fullmektig August Larsen kommer han inn på det: «Jeg går nu og tumler med planerne til mit nye skuespil og jeg håber at kunne, som sædvanlig, begynde for alvor med udarbejdelsen henad foråret.» Ingenting tyder på at skrivearbeidet var kommet i gang på dette tidspunktet. Til Jacob Hegel skriver Ibsen i brev av 19. april 1894: «Med forberedelserne til mit nye skuespil går det stadig og jævnt fremad og jeg håber at have det færdigt til sædvanlig tid. Sommerferier tør jeg altså ikke tænke på iår.» De forberedelsene han nevner her, er sannsynligvis fremdeles hovedsakelig på tankearbeidets stadium, men neste gang han omtaler sitt nye arbeid, i et brev av 15. juni til svigerdatteren Bergliot Ibsen, er skrivingen i gang. Han er klar over at dagen etter er hennes fødselsdag, og i den anledning ville han normalt ha avlagt henne og familien en visitt. Dette må han avstå fra denne gangen. Han nøyer seg med å sende sine hjerteligste lykkønskninger per brev, og grunnen til det er klar nok:
Igår begyndte jeg nemlig at skrive for alvor på selve dialogen i mit nye stykke. Og da er jeg bunden til skrivebordet og til mine funderinger og synes ikke jeg kan afsé tid til noget andet og duer heller ikke til nogen verdens ting – udenfor det, at få arbejdet færdigt. Således har jeg det altid; som Sigurd nok véd.
En knapp uke senere, 21. juni, må Ibsen med beklagelse takke nei til en invitasjon fra medisineren Cæsar Hakon Boeck, som gjelder et tidspunkt senere på sommeren, og som tydeligvis ville innebære et noe lengre avbrudd: «Jeg sidder nu hver dag helt beskæftiget med og opfyldt af et nyt skuespil. Dette arbejde vil kræve hele min tid lige til Oktober og en afbrydelse, selv af den behageligste art, frygter jeg altid for, da det for mig er så vanskeligt at komme i gang igen.» Arbeidet med skuespillet har prioritet over alt annet. Disse og andre brev skrevet fra medio juni 1894 bevitner at utarbeidelsen av dialogen i det nye stykket er i full gang. Vanligvis daterte dikteren sitt arbeid både ved begynnelsen og slutten av hver akt, men arbeidsmanuskriptet til første akt av Lille Eyolf mangler det første arket, slik at den nøyaktige datoen for igangsettingen er ukjent. Stoler vi på det han skriver til sin svigerdatter, kan vi slutte at han begynte 14. juni 1894.Av arbeidsmanuskriptet (NBO Ms.4° 1117) kan vi se at personenes navn i begynnelsen stort sett svarer til det eldste bevarte manuskriptet, personlisten. En forskjell er at ekteparets navn her ikke er Harald og Johanne Borghejm, men Hakon (deretter Alf) Skjoldhejm og fru Skjoldhejm. Senere blir etternavnet Almer, deretter Allmer, og til sist Allmers. Sønnens navn Alfred rettes til Ejvind, deretter Eyolf, mens hans far får fornavnet Alfred. Moren kalles en stund Andrea. Det blir senere overført til Alfreds søster. Ingeniøren får navnet Borghejm. Alle disse navneendringene skjer i første akt av arbeidsmanuskriptet. I annen akt får fru Allmers navnet Rita, mens ingeniøren en kort stund kalles Berghejm, før han igjen blir Borghejm. I tredje akt får frøken Allmers, som i et utkast har vært kalt Edith, fornavnet Asta. Frøken Varg (eller Warg) får sitt kallenavn Rottejomfruen i en rettelse som må være gjort etter at arbeidsmanuskriptets første akt er avsluttet.
Ifølge manuskriptets datering er utkastet til første akt ferdig 10. juli, og dagen etter har Ibsen tatt fatt på annen akt. I et brev til Jacob Hegel av 25. juli kan han opplyse at han dagen før har fullført annen akt, og at han samme dag som brevet skrives, tar fatt på tredje og siste akt. Dermed kan han forsikre forleggeren om at skuespillet vil bli ferdig «i god betimelig tid». Datoene han oppgir i brevet, stemmer med påskriften på arbeidsmanuskriptet for de to aktene. Tredje akt er ifølge arbeidsmanuskriptet fullført 7. august 1894 (jf. Manuskriptbeskrivelse).
I arbeidsmanuskriptet er Alfred (dvs. Eyolf) «liden, spæd, og ser noget sygelig ud» (NBO Ms.4° 1117b, legg 2, bl. [1]r), men han går ikke med krykke. I margen på manuskriptet hvor første akt ender, er føyet til: «Krykken flyder» (legg 14, bl. [2]r). I dialogen mellom ektefellene er det under bearbeidelsen kommet til hentydninger til spebarnets skjebnesvangre fall fra bordet i en kort stund mens foreldrene bare er opptatt av hverandre. Første gang det nevnes, er i første akt, og det kommer tilbake flere ganger i annen akt. Av andre ting som er lagt til senere, er frøken Vargs beskrivelse av hvordan rottene lokkes: «Og spiller på mundharpe» (legg 4, bl. [2]v). Av større betydning er introduksjonen av begrepene forvandling og forvandlingens lov, som i alle tre akter fungerer som karakteriserende elementer for personenes forventning til samliv og aldring. Dialogen har ellers mange endringer i den ferdige versjonen, men bortsett fra omtalen av episoden da Eyolf ble krøpling, er handlingen i hovedtrekk tidlig på plass. I tredje akt har arbeidsmanuskriptet et dikt som Allmers leser for Rita, «De sad der, de to» (legg 30, bl. [2]r). Det er senere strøket. Det samme diktet er av Ibsen betegnet som «Første forarbejde til ‹Bygmester Solness›», og datert 16. mars 1892 (jf. innledningen til Bygmester Solness, under Tilblivelse).
I brev til Jacob Hegel skriver Ibsen 11. september 1894 at arbeidet med skuespillet er kommet så langt at han regner med å kunne sende manuskriptet til forlaget midt i oktober. Et nytt brev til forleggeren 1. oktober forteller at renskriften snart er ferdig, og tidspunktet for oversendelse ligger fast. Den 14. oktober skriver Ibsen til August Larsen: «Som i telegram bebudet afsendte jeg igår manuskriptet til mit nye stykke, som jeg håber vil komme frem i god behold.» For at oversetterne skal få «nogenlunde rundelig tid til at udføre deres ikke ganske lette arbejde», ønsker han at forlaget så snart som mulig går i gang med settingen (brev til Larsen 27. oktober). I et nytt brev til Larsen 31. oktober ber Ibsen om en endring i manuskriptet:
Det er i tredje akt, umiddelbart efter at Asta og Borghejm er gået. Der skal stå:
(Rita o. s. v. Allmers går i stærkt indre oprør hen til rækværket og står der og stirrer nedover. – Ophold.) Allmers (vender sig og siger med tilkæmpet fatning) –
Alt øvrigt uforandret.
