| Nedlastbare filer: |  |  |
| Kildekode |
Innledning til Olaf Liljekrans, 2. versjon
ført i pennen av Vigdis Ystad
BAKGRUNN
Etter oppføringen av Olaf Liljekrans ved Det norske Theater i Bergen 2. og 4. januar 1857 tok Ibsen initiativ til at stykket også skulle settes opp ved Christiania Theater. I forbindelse med fremføringen på hovedstadsscenen ønsket han også å få teksten utgitt i Illustreret Nyhedsblad på tilsvarende måte som det var gjort med Fru Inger til Østeraad (jf. Ibsens to brev til Paul Botten-Hansen 17. og 28. april 1857 samt innledningen til Olaf Liljekrans 1857, under Utgivelse). Det er ikke kjent om Ibsen fikk svar fra teaterdireksjonen i Kristiania. Stykket kom ikke opp på hovedstadsscenen, og det ble heller ikke trykt.
I 1859 planla Ibsen å omarbeide skuespillteksten til en operalibretto med tittelen Fjeldfuglen, men han fullførte bare første akt, jf. innledningen til Fjeldfuglen. To år senere sendte han det ufullførte manuskriptet til komponisten Martin Andreas Udbye i Trondheim med «Forespørgsel om hvorvidt De skulde være villig til at komponere Musiken […] Resten af Manuscriptet kan snart sendes» (brev til Udbye 18. juli 1861, HIS 12). Udbye svarte positivt, men den fullstendige librettoen uteble. Ved sangerfesten i Bergen 1863 deltok både Ibsen og Udbye, og der meddelte forfatteren Udbye at han var kommet «til det Resultat, at Emnet, han havde valgt, ikke egnede sig for en Opera» (Udbyes notat på Fjeldfuglens manuskript; UBiT Ms. 504, 4°). Teksten til Olaf Liljekrans ble med andre ord liggende upublisert og ubearbeidet i mer enn en mannsalder.
Da Georg Brandes, Julius Elias og Paul Schlenther forberedte en samlet utgave av Ibsens verker på tysk i forbindelse med forfatterens 70-årsdag i 1898, henvendte de seg ved årsskiftet 1896/97 til Ibsen, og han svarte positivt i brev til Julius Elias 16. januar 1897:
Et lyspunkt i tristheden er det for mig at De i Deres brev stiller mig i udsigt at De kunde komme herop til næste sommer og forelægge Deres og dr. Schlenthers planer for udgivelsen af den nye udgave af mine skuespil. Hjertelig velkommen skal De være mig! Vær forvisset om det. Jeg skal lægge alt andet til side i den tid, De er her, og stille mig udelukkende til Deres rådighed (HIS 12).
Utgiverne må ha planlagt at Sämtliche Werke også skulle inneholde tidligere utrykte verker. Omtrent et halvt år senere skrev Julius Elias til Ibsen for å få tilsendt tekster til oversettelse. Hans ønske må også ha omfattet Sancthansnatten og Olaf Liljekrans, som til da aldri hadde vært publisert. Men Ibsens svar i brev av 20. juni 1897 var lite imøtekommende: «De to andre skuespil, som jeg i min ungdom har skrevet, har jeg aldrig villet offentliggøre og jeg ønsker dem ikke oversatte.» Utgiverne må tross dette ha holdt fast ved sitt forsett, og Ibsen ser omsider ut til å ha gått med på å inkludere Olaf Liljekrans, under den forutsetning at hans tyske oversetter Emma Klingenfeld utførte oversettelsen. I brev til Julius Elias 19. september 1897 skriver Ibsen:
For sidste gang må jeg herved kategorisk erklære at jeg hverken vil eller kan lade skuespillet «Sankthansnatten» optage i samlingen af mine arbejder […] Oversættelserne af de to andre ungdomsarbejder tror jeg vil hos frøken Klingenfeld være i de bedste hænder.
De to arbeidene Ibsen tillater utgiverne å publisere, er Kjæmpehøien og Olaf Liljekrans. Den første trykte utgave av Olaf Liljekrans er med andre ord den tyske oversettelsen som utkom i bind 2 av Sämtliche Werke i 1898 (jf. Tekstkritisk redegjørelse).
Den norske førsteutgaven av Olaf Liljekrans kom ikke før fire år senere, og da i en noe annen versjon enn den opprinnelige fra 1857. Ortografien er endret i samsvar med vedtakene på det nordiske rettskrivningsmøtet i 1869, og en del av teksten (noen av sangene og flere replikker) fra manuskriptet er strøket (jf. Tekstkritisk redegjørelse). Stykkets karakter av syngespill er dermed endret. HIS ønsker å dokumentere konsekvensene av en slik omarbeidelse (der det musikkdramatiske preget svekkes og språket er modernisert) og utgir derfor også denne omarbeidede versjonen, til tross for at de fleste tekstendringene fra første til annen versjon av stykket er rent ortografiske.
Omarbeidelsen ble trykt i supplementsbindet til den samlede utgaven som markerte Ibsens 70-årsdag i 1898, den såkalte Folkeutgaven (FU) ved Gyldendalske Boghandel. Tilbudet om en slik utgave må ha kommet fra forlaget ved årsskiftet 1897/98, og i brev til Jacob Hegel 16. januar 1898 svarer Ibsen:
Det var mig en stor glæde at modtage Deres forslag om udgivelsen af en billig folkeudgave af mine bøger. Allerede i længere tid har jeg ønsket en sådan for at kunne skaffe mine samlede arbejder udbredelse i samfundslag, til hvilke de dyrere udgaver har vanskeligt for at vinde indgang. Og nu er tidspunktet utvilsomt det heldigste, der kunde vælges. Det er derfor med stor tilfredshed og tak at jeg modtager Deres gode tilbud og betragter altså sagen i så henséende som afgjort. […] De to ungdomsarbejder af mig, som har været nævnte i tyske blade er den dramatiske digtning «Kæmpehøjen», i én akt og «Olaf Liljekrans», skuespil i tre akter. Intet af disse stykker foreligger i en sådan redaktion at jeg kunde anbefale dem til uforandret offentliggørelse i originalsproget; de måtte først grundigt gennemarbejdes. Til brug for en oversættelse kan den gamle tekst jo altid være fyldestgørende. Skulde De ønske de to stykker medtagne i folkeudgaven, så kunde det kanske helst være som et slags afsluttende tillæg til denne.
