Du er her:
Nedlastbare filer:Last ned kildefilLast ned pdf
KildekodePDF
Innledning til Vildanden
ført i pennen av Asbjørn Aarseth
TILBLIVELSE
I flere brev skrevet blant annet i januar og februar 1883 nevner Ibsen at han er i gang med forberedelse til et nytt dramatisk arbeid (jf. nedenfor). Til Georg Brandes skriver han i brev fra Roma 12. juni 1883:
Jeg går i denne tid og tumler med udkastet til et nyt dramatisk arbejde i 4 akter. Der ansamler sig jo gerne mellem år og dag diverse galskaber i en, og dem vil man jo gerne have et afløb for. Men da stykket ikke kommer til at handle om rigsret eller om absolut veto, ikke engang om det rene flag, så tør det vel neppe påregne nogen opmærksomhed fra norsk side. Forhåbentlig er der vel imidlertid ørenlyd at finde andetsteds.
Han er lett ironisk når det gjelder den politiske situasjonen i Norge, som for tiden ikke har plass til noen litterær interesse, og han virker tilfreds ved tanken på at hans verk denne gangen ikke skal ha noen politisk relevans. Det er rimelig å anta at det nevnte utkastet har sammenheng med noen opptegnelser som finnes blant Ibsens etterlatte papirer, og som er trykt i Efterladte Skrifter (b. 1, 310–12; jf. b. 3, 465) (NBO Ms. 4° 1674). Han nevner i et brev til Frederik Hegel 5. september 1883 at han arbeider med stykket: «Mit nye skuespil kommer jeg ikke til at fuldføre før i løbet af den kommende vinter; men jeg håber at denne langsomme fremadskriden ikke vil være til skade for stykket.»
Vinteren går før Ibsen skriver til sin forlegger i København om starten på sitt nye skuespill. De politiske forviklingene i Norge, striden om riksrettssaken, har virket forstyrrende. Han trenger sinnsro, skriver han til Hegel 21. april 1884. Nå har han endelig fått det, og han er i full gang med skrivingen: «i denne uge vil første akt være ferdig, og jeg gør regning på at jeg så omtrent i midten af juni vil kunne melde Dem at det hele er afsluttet. Naturligvis kommer derefter renskriften.» Nokså presis kunne han 14. juni skrive til Hegel: «Herved har jeg den fornøjelse at meddele Dem at jeg i går fuldførte konceptet til mit nye skuespil» (NBO Ms. 4° 1115b, uten senere rettelser og tillegg). Han forteller videre at det er i fem akter, og han har beregnet at det vil utgjøre omtrent 200 trykte sider. Renskrivingen gjenstår, men han gjør oppmerksom på at den vil ta tid: Det vil være nødvendig med «en hel omskrivning for replikkernes vedkommende». Han tenker seg at det vil kreve to måneder. Samtidig slipper han ut litt informasjon om handlingen, slik at interessen skal stimuleres: «Dette stykke handler ikke om politiske eller sociale eller overhovedet om offentlige anliggender. Det bevæger sig helt igennem på familjelivets område. Diskussion vil det nok kunne fremkalde; men det vil ikke kunne vække anstød hos nogen.» Til Georg Brandes, som har måttet vente på brev en stund, skriver Ibsen 25. juni at han holder på med gjennomarbeidelsen av sitt nye skuespill. Han er kommet til «den finere udformning af sproget og den mere energiske individualisering af karakterer og repliker». Han forteller at han om noen få dager vil reise alene til Gossensass i Tyrol for å fullføre arbeidet, mens hans hustru og sønn reiser til Norge. To dager senere skriver han til Theodor Caspari omtrent det samme om arbeidet med skuespillet. Han legger til at han gjerne skulle ha vært med til Norge, men «I min alder får man nytte tiden til arbejde». I brev til Hegel 29. juni 1884 opplyser han at han dagen etter akter å reise til Gossensass, og vil derfra sende manuskriptet til det nye stykket straks det er ferdig: «1ste akt er allerede her renskreven og 2den påbegyndt […] Jeg har nu ingen anden tanke eller interesse end dette arbejde, og kommer således rimeligvis i denne sommer ikke hjem.»
Deretter skriver ikke Ibsen flere brev til Hegel på to måneder, og heller ikke til andre, uten Bjørnson og sin egen familie, de to som er reist til Norge og har satt seg som mål å komme til Nordkapp. I de brevene som han sender fra Gossensass, adressert vekselvis til Sigurd og Susanna, men slik at alle brev er til dem begge, gir han regelmessig rapport om hvordan bearbeidelsen av konseptet skrider frem og den ene akten etter den annen blir ferdig. Den 9. juli skriver han til Sigurd og kan fortelle at annen akt nå nærmer seg slutten: «Jeg begynder da straks på den næste; der er kortere.» Også brevet 20. juli er adressert til sønnen. Han forteller om gjester på hotellet hvor han bor, som Sigurd og Susanna kjenner fra tidligere som faste sommergjester, men han er også påpasselig med å rapportere om skrivearbeidet: «Anden akt, der er 8 sider længere end første, fuldførte jeg den 12. dennes; tredje akt påbegyndte jeg den 14. og håber at få den ferdig i løbet af denne uge. Jeg ser at det hele blir rundelig færdig i betimelig tid.» Den 28. juli kan han melde til Susanna: «I morgen eller senest iovermorgen blir jeg færdig med 3. akt, der er lige så lang, som den forrige, og går derefter ufortøvet i vej med den følgende. Jeg er fortræffelig oplagt til at arbejde her, og min levevis er fremdeles den samme som før beskrevet.» Den 9. august (med fortsettelse 10.) skriver han til Sigurd:
Med fjerde akt er jeg nu snart færdig; jeg håber at kunne afslutte den om nogle få dage og at hele stykket skal være i stand til afsendelse inden månedens udgang. Dette arbejde interesserer mig i høi grad, og jeg beskjæftiger mig stadig med det i tankerne, selv i de timer, da jeg ikke skriver.
Den 19. august er brevet fra Gossensass adressert til Susanna, og Ibsen informerer om arbeidets videre gang: «I forgårs blev jeg færdig med 4. akt, der er af omtrent samme længde som de forrige. Jeg arbejder nu på den 5. og håber, da denne er den korteste, at kunne få manuskriptet afsendt ved månedens slutning.» Til Sigurd skriver han så 27. august:
Mit stykke nærmer sig nu stærkt mod slutningen. Om 3–4 dage er det færdigt; så læser jeg det nøjagtigt igennem og sender det afsted. Det er mig en stor glæde at sysle med dette arbejde, der stadig vokser i enkeltheder; og jeg vil føle det som et savn, når jeg må slippe det fra mig; men glad skal jeg dog samtidig være.
I det samme brevet forteller han om et menneske blant sommergjestene han har observert med spesiell interesse, fordi det hjelper ham til å se en av skuespillets personer klarere: «Den tyske billedhugger, professor Kopf fra Rom har med sig en 13-årig datter, som er den ypperligste modell for Hedvig i mit stykke, jeg kan ønske mig; hun er smuk, har et alvorlig ansigt og væsen og er lidt gefrässig [glupsk].»
Brevet 30. august er adressert til Susanna. Nå kan han rapportere «at jeg nu netop har fuldført mit manuskript. Stykket blir meget omfangsrigt, større end noget andet af mine nyere skuespil. Jeg har fåt alt det frem, som jeg vilde have, og jeg tror ikke at det lettelig skulde kunne gøres bedre.» Det gjenstår bare to–tre dagers gjennomlesning, så vil han sende manuskriptet til sin forlegger. Omtrent samtidig får Hegel en foreløpig melding fra Ibsen om at han er ferdig. Nærmest i telegramstil skriver han 1. september 1884: «manuskriptet fuldførtes igår; idag sidste gennemlæsning, imorgen afsendelse.» Og neste dag går sendingen til København, med et lengre brev innlagt. Her skriver Ibsen nærmere om sitt forhold til skuespillet Vildanden, som nå i fire måneder har beskjeftiget ham hver eneste dag, og som han ikke uten et visst savn sender fra seg:
Menneskene i dette stykke er, trods deres mangehånde skrøbeligheder, dog ved denne langvarige daglige omgang med dem blevne mig kære; men jeg har det håb at de også vil finde gode velvillige venner i den store læsende almenhed og ikke mindst blandt skuespillerfolket; thi de frembyder alle uden undtagelse taknemmelige opgaver.
Han gjør seg også det håpet «at ‹Vildanden› måske kan lokke nogle af vore yngre dramatikere ind på nye veje, og dette vilde jeg holde for ønskeligt».
At Ibsen denne gangen brukte så lang tid på renskrivingen, var uvanlig. Det tyder på at han så at det var ønskelig med en gjennomgripende forandring. Selv skriver han i et par av brevene (til Hegel og til Brandes) at han vil legge mye arbeid i utformingen av replikkene for at personene skal få sitt eget språk og hver sin uttrykksmåte. Francis Bull er på grunnlag av et inngående studium av opptegnelser og utkast til dette skuespillet blitt overbevist om «at Vildanden er det eneste stykket, av dem som vi har opptegnelser til, hvor Ibsen nesten helt har omlagt sin opprinnelige plan» (Bull 1966, 9).
Det er særlig to ting som er bemerkelsesverdige i historien om dette skuespillets tilblivelse, som Ibsen forteller fra Gossensass sommeren 1884 i brevene til Susanna og Sigurd og til Hegel. Det ene er den regelmessige og uavbrutte arbeidsprosessen som gjør at han med stor sikkerhet kan forutsi når skuespillet vil være ferdig gjennomarbeidet. Det andre er den sterke gleden ved arbeidet som han flere ganger gir uttrykk for, tilfredsheten ved å se hvordan verket former seg under hans hender, kjærligheten til selv de skrøpeligste av dramaets personer, overbevisningen om at denne kunsten er noe han behersker, og det frimodige håpet om at yngre dramatikere kunne ta lærdom av det han har fått til i Vildanden, og følge i sporene hans.