Du er her:
Bygmester Solness
 Innstillinger for teksten Nedlastinger
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf, epub, kindle
Om verket
Les mer om verket
​
1.utg: [III]
​
HIS: 207
BYGMESTER SOLNESS

 
​
1.utg: [IV]
​
1.utg: [V]
​
HU: 29
BYGMESTER SOLNESS
SKUESPIL I TRE AKTER
AF HENRIK IBSEN
KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
GRÆBES BOGTRYKKERI
1892

 
​
1.utg: [VI]
​
1.utg: [VII]
​
HIS: 208
​
HU: 31
Personerne
BYGMESTER HALVARD SOLNESS
FRU ALINE SOLNESS, hans hustru
DOKTOR HERDAL, huslæge
KNUT BROVIK, forhen arkitekt, nu assistent hos Solness
RAGNAR BROVIK, hans søn, tegner
KAJA FOSLI, hans søsterdatter, bogholderske
FRØKEN HILDE WANGEL
NOGLE DAMER
FOLKEMÆNGDEpå gaden
Handlingen foregår hos bygmester Solness.
​
1.utg: [VIII]
​
​
1.utg: [1]
​
HIS: 209
​
HU: 33
FØRSTE AKT
Et tarvelig udstyret arbejdsværelse hos bygmester Solness. Fløjdør på væggen til venstre fører ud til forstuen. Til højre er døren til husets indre værelser. På bagvæggen en åben dør til tegneværelset. Foran til venstre en pult med bøger, papirer og skrivesager. Ovenfor døren en ovn. I hjørnet til højre en sofa med bord og et par stole. På bordet vandkaraffel og glas. Et mindre bord med gyngestol og lænestol i forgrunden til højre. Tændte arbejdslamper på bordet i tegneværelset, på bordet i hjørnet og på pulten.
Inde i tegneværelset sidder Knut Brovik og hans søn Ragnar beskæftiget med konstruktioner og beregninger. Ved pulten i arbejdsværelset står Kaja Fosli og skriver i hovedbogen. Knut Brovik er en gammel, tynd mand med hvidt hår og skæg. Han er klædt i en noget luvslidt men vel vedligeholdt sort frakke. Bærer briller og hvidt, noget gulnet halstørklæde. Ragnar Brovik er i tretiårene, velklædt, lyshåret, med en lidt ludende holdning. Kaja Fosli er en spædbygget ung pige på nogle og tyve år, omhyggeligt klædt, men af et sygeligt udseende. Hun har en grøn skærm for øjnene. – Alle tre arbejder nogen tid i taushed.
KNUT BROVIK rejser sig pludselig, som i angst, fra tegnebordet, ånder tungt og besværligt, idet han går frem i døråbningen
Nej, nu holder jeg det snart ikke længer ud!
KAJA går hen til ham
Det er visst rent dårlig med dig ikveld, onkel?
​
1.utg: 2
​
HIS: 210
BROVIK
Å, jeg synes, det blir værre dag for dag.
RAGNAR har rejst sig og kommer nærmere
Du skulde helst gå hjem, far. Prøve på at få sove lidt –
BROVIK utålmodig
Gå til sengs kanske? Vil du da, at jeg rent skal kvæles!
KAJA
Men ta’ dig en liden tur da.
RAGNAR
Ja, gør det. Jeg skal gå med dig.
BROVIK hæftig
Jeg går ikke, før han kommer! Ikveld vil jeg snakke rent ud med – ( indædt harmfuld) med ham – principalen.
​
HU: 34
KAJA angst
Å nej, onkel, – vent da endelig med det!
​
1.utg: 3
RAGNAR
Ja, heller vente, far!
BROVIK trækker vejret besværligt
Hah, – hah –! Jeg har nok ikke tid til at vente ret længe, jeg.
KAJA lyttende
Hys! Der hører jeg ham nede i trappen!
De går alle tre til sit arbejde igen. Kort stilhed.
​
HIS: 211
Bygmester Halvard Solness kommer ind gennem forstuedøren. Han er en noget ældre mand, sund og kraftig, med tætklippet, kruset hår, mørk knebelsbart og mørke, tykke øjenbryn. Han bærer en grågrøn, tilknappet jakke med ståkrave og brede brystslag. På hodet har han en blød, grå filthat og under armen et par mapper.
BYGMESTER SOLNESS ved døren, peger mod tegneværelset og spørger hviskende
Er de gået?
KAJA sagte, ryster på hodet
Nej.
Hun tar øjenskærmen af.
Solness går fremover gulvet, kaster sin hat på en stol, lægger mapperne på sofabordet og nærmer sig så atter pulten. Kaja skriver uafbrudt men synes nervøst urolig.
SOLNESS højt
Hvad er det for noget, De står og fører ind der, frøken Fosli?
​
1.utg: 4
KAJA farer sammen
Å, det er bare noget, som –
SOLNESS
La’ mig få sé, frøken. (bøjer sig over hende, lader, som om han ser i hovedbogen og hvisker) Kaja?
KAJA skrivende, sagte
Ja?
​
HIS: 212
SOLNESS
Hvorfor tar De altid den skærmen af, når jeg kommer?
KAJA som før
Jo, for jeg ser så styg ud med den.
SOLNESS smiler
Vil De ikke gerne det da, Kaja?
KAJA skotter halvt op til ham
Ikke for alt i verden. Ikke i Deres øjne.
SOLNESS stryger hende let over håret
Stakkers, stakkers lille Kaja –
​
1.utg: 5
KAJA dukker hodet
Hys, – de kan høre Dem!
Solness driver henover gulvet mod højre, vender om og standser ved døren til tegneværelset.
​
HU: 35
SOLNESS
Har nogen været her og spurgt efter mig?
RAGNAR rejser sig
Ja, de unge folk, som vil ha’ bygget villaen ude ved Løvstrand.
SOLNESS brummende
Nå de? Ja, de får vente. Jeg er ikke på det rene med mig selv om planen endnu.
RAGNAR nærmere, noget nølende
Det var dem så svært om at gøre at få tegningerne snart.
​
HIS: 213
SOLNESS som før
Ja, gudbevar’s, – det vil de jo allesammen!
BROVIK ser op
For de går og længter så urimelig efter at få flytte ind i sit eget, sa’ de.
​
1.utg: 6
SOLNESS
Ja vel; ja vel. En kender det! Og så tar de det slig, som det bedst kan falde sig. Får sig så’n en – en bolig. Et slags tilholdssted bare. Men ikke noget hjem. Nej mange tak! La’ dem så heller vende sig til en anden. Sig dem det, når de kommer igen.
BROVIK skyder brillerne op i panden og ser studsende på ham
Til en anden? Vilde De gi’ det arbejde fra Dem?
SOLNESS utålmodig
Ja, ja, ja, for fan’! Hvis det endelig så skal være, så –. Heller det, end at bygge bort i vejr og vind. (udbrydende) For jeg kender jo ikke videre til de folk endnu!
BROVIK
Folkene er solide nok. Ragnar kender dem. Han vanker i familjen. Svært solide folk.
SOLNESS
Å, solide, – solide! Det er jo sletikke det, jeg mener. Herregud, – forstår ikke De mig heller nu? (hæftig) Jeg vil ikke ha’ noget med de fremmede mennesker at skaffe. La’ dem vende sig til hvem de vil for mig!
​
1.utg: 7
BROVIK rejser sig
Er det Deres alvorlige mening?
​
HIS: 214
SOLNESS mut
Ja, det er. – For en gangs skyld.
Han går fremover gulvet.
Brovik veksler et blik med Ragnar, som gør en advarende bevægelse. Derpå går han ind i det forreste værelse.
​
HU: 36
BROVIK
Må jeg få lov til at snakke et par ord med Dem?
SOLNESS
Gerne det.
BROVIK til Kaja
Gå der ind sålænge, du.
KAJA urolig
Å, men onkel –
BROVIK
Gør som jeg siger, barn. Og luk døren efter dig.
Kaja går nølende ind i tegneværelset, skotter angst og bønligt til Solness og lukker døren.
​
1.utg: 8
BROVIK noget dæmpet
Jeg vil ikke, at de stakkers barnene skal vide, hvor ilde det har sig med mig.
SOLNESS
Ja, De ser svært klejn ud nu om dagene.
​
HIS: 215
BROVIK
Med mig er det snart forbi. Kræfterne tar af – fra den ene dagen til den anden.
SOLNESS
Sæt Dem lidt.
BROVIK
Tak, – må jeg det?
SOLNESS rykker lænestolen lidt tilrette
Her. Vær så god. – Nå?
BROVIK har sat sig med besvær
Ja, det er jo dette her med Ragnar. Det er det, som er det tyngste. Hvad skal det bli’ til med ham?
SOLNESS
Deres søn, han blir naturligvis her hos mig, så længe han bare vil.
​
1.utg: 9
BROVIK
Men det er jo netop det, han ikke vil. Ikke synes, at han kan – nu længer.
SOLNESS
Nå, han er da ganske godt aflagt, skulde jeg tro. Men skulde han forlange mere, så skal jeg ikke være uvillig til at –
BROVIK
Nej, nej! Det er sletikke det. (utålmodig) Men han må da engang få lejlighed til at arbejde på egen hånd, han også!
​
HIS: 216
SOLNESS uden at sé på ham
Tror De, at Ragnar har alle de rigtige evner til det?
BROVIK
Nej, sé, det er jo det forfærdelige. Det, at jeg er begyndt at tvile på gutten. For De har da aldrig sagt så meget som – som et opmuntrende ord om ham. ​
HU: 37
Men så synes jeg, det er umuligt andet alligevel. Han må ha’ evnerne.
SOLNESS
Nå, men han har jo ingenting lært – sådan grundigt. Undtagen det at tegne da.
​
1.utg: 10
BROVIK ser med lønligt had på ham og siger hæst
De havde heller ikke lært stort af faget, dengang De stod i tjeneste hos mig. Men De la’ i vej lige fuldt, De. (drager vejret tungt) Og slog Dem op. Og tog luven både fra mig og – og fra så mange andre.
SOLNESS
Ja, ser De, – det føjed sig nu slig for mig.
BROVIK
Det har De ret i. Alting føjed sig for Dem. Men så kan De da ikke ha’ hjerte til at la’ mig gå i graven – uden at få sé, hvad Ragnar duer til. Og så vilde jeg jo gerne sé dem gifte også – før jeg går bort.
SOLNESS hvast
Er det hende, som vil ha’ det så?
BROVIK
Ikke Kaja så meget. Men Ragnar går og snakker hver dag om ​
HIS: 217
det. (bønlig) De må, – De må hjælpe ham til noget selvstændigt arbejde nu! Jeg må få sé noget, som gutten har gjort. Hører De det!
​
1.utg: 11
SOLNESS arrig
Men jeg kan da, for fan’, ikke hale bestillinger ned fra månen til ham!
BROVIK
Han kan få en pen bestilling nu netop. Et stort arbejde.
SOLNESS urolig, studsende
Kan han?
BROVIK
Hvis De vilde gi’ Deres samtykke.
SOLNESS
Hvad slags arbejde er det?
BROVIK noget nølende
Han kan få bygge den villaen ude på Løvstrand.
SOLNESS
Den! Men den skal jo jeg selv bygge!
BROVIK
Å, De har jo ikke videre lyst til det.
​
1.utg: 12
SOLNESS opfarende
Ikke lyst! Jeg! Hvem tør sige det?
​
HIS: 218
BROVIK
Det sa’ De jo selv nu nylig.
SOLNESS
Å, hør aldrig på, hvad jeg så’n – siger. – Kan Ragnar få bygge den villaen?
​
HU: 38
BROVIK
Ja. Han kender jo familjen. Og så har han, – bare så’n for moros skyld, – gjort tegninger og overslag og altsammen –
SOLNESS
Og de tegningerne, de er de fornøjet med? De, som skal bo der?
BROVIK
Ja. Dersom bare De vilde sé dem igennem og godkende dem, så –
SOLNESS
Så vilde de la’ Ragnar bygge hjemmet for sig?
BROVIK
De likte så svært godt det, som han vilde ​
1.utg: 13
ha’ frem. De syntes, det var noget så aldeles nyt, dette her, sa’ de.
SOLNESS
Åhå! Nyt! Ikke sligt noget gammeldags juks, som det, jeg plejer bygge!
BROVIK
De syntes, det var noget andet.
​
HIS: 219
SOLNESS i undertrykt forbittrelse
Det var altså til Ragnar de kom her – mens jeg var ude!
BROVIK
De kom her for at hilse på Dem. Og så spørge, om De kunde være villig til at træde tilbage –
SOLNESS opfarende
Træde tilbage! Jeg!
BROVIK
Ifald De fandt, at Ragnars tegninger –
SOLNESS
Jeg! Træde tilbage for Deres søn!
​
1.utg: 14
BROVIK
Træde tilbage fra aftalen, mente de.
SOLNESS
Å, det kommer jo ud på et. (lér forbittret) Ja så da! Halvard Solness, – han skal begynde at træde tilbage nu! Gi’ plads for de, som yngre er. For de aller yngste, kanské! Bare gi’ plads! Plads! Plads!
BROVIK
Herregud, her er da vel plads til flere end en eneste én –
SOLNESS
Å, her er nu ikke så svært rundeligt med plads heller. Nå, det får nu være som det vil. Men jeg træder aldrig tilbage! Viger aldrig for nogen! Aldrig frivilligt. Aldrig i denne verden gør jeg det!
​
HIS: 220
BROVIK rejser sig med møje
Skal jeg altså gå ud af livet uden tryghed? Uden glæde? Uden tro og lid til ​
HU: 39
Ragnar? Uden at få sé et eneste værk af ham? Skal jeg det?
SOLNESS vender sig halvt til siden og mumler
Hm, – spør’ da ikke mere nu.
​
1.utg: 15
BROVIK
Jo, svar mig på det. Skal jeg gå så rent fattig ud af livet?
SOLNESS synes at kæmpe med sig selv; endelig siger han med lav men fast stemme
De får gå ud af livet slig, som De bedst véd og kan.
BROVIK
Må så være da.
Han går opover gulvet.
SOLNESS går efter ham, halvt fortvilet
Ja, for jeg kan ikke andet, skønner De! Jeg er nu engang slig, som jeg er! Og jeg kan da ikke skabe mig om heller!
BROVIK
Nej, nej, – De kan vel ikke det. (vakler og standser ved sofabordet) Får jeg lov til at ta’ et glas vand?
SOLNESS
Vær så god. (skænker i og rækker ham glasset)
BROVIK
Tak. (drikker og sætter glasset fra sig)
​
HIS: 221
Solness går hen og lukker op døren til tegneværelset.
​
1.utg: 16
SOLNESS
Ragnar, – De får komme og følge Deres far hjem.
Ragnar rejser sig hurtig. Han og Kaja kommer ind i arbejdsværelset.
RAGNAR
Hvad er det, far?
BROVIK
Ta’ mig under armen. Så går vi.
RAGNAR
Ja vel. Ta’ på dig, du også, Kaja.
SOLNESS
Frøken Fosli må bli’ efter. Bare et lidet øjeblik. Jeg har et brev, som må skrives.
BROVIK ser på Solness
God nat. Sov godt – om De kan.
SOLNESS
God nat.
Brovik og Ragnar går ud gennem forstuedøren. Kaja går hen til pulten. Solness står med ludende hode tilhøjre ved lænestolen.
​
HU: 40
KAJA usikker
Er der noget brev –?
​
1.utg: 17
​
HIS: 222
SOLNESS kort
Nej visst er der ikke, nej. (ser barskt på hende) Kaja!
KAJA angst, sagte
Ja?
SOLNESS peger befalende med fingeren mod gulvet
Kom her hen! Straks!
KAJA nølende
Ja.
SOLNESS som før
Nærmere!
KAJA adlyder
Hvad vil De mig?
SOLNESS ser en stund på hende
Er det Dem, jeg kan takke for dette her?
KAJA
Nej, nej, tro da ikke det!
SOLNESS
Men gifte Dem, – det vil De jo nu.
​
1.utg: 18
KAJA sagte
Ragnar og jeg har været forlovet i fire–fem år, og så –
SOLNESS
Og så synes De, det får ha’ en ende. Er det ikke så?
​
HIS: 223
KAJA
Ragnar og onkel siger, at jeg skal. Og så får jeg jo føje mig da.
SOLNESS mildere
Kaja, holder De nu ikke i grunden lidt af Ragnar også?
KAJA
Jeg holdt svært meget af Ragnar engang. – Før jeg kom her til Dem.
SOLNESS
Men ikke nu længer? Slet ikke?
KAJA lidenskabelig, folder hænderne imod ham
Å, De véd jo, at nu holder jeg bare af en eneste én! Ikke af nogen anden i hele verden! Kommer aldrig til at holde af nogen anden!
​
1.utg: 19
SOLNESS
Ja, det siger De. Og så går De fra mig alligevel. La’r mig sidde her alene med det altsammen.
KAJA
Men kunde jeg da ikke få bli’ hos Dem, om også Ragnar –?
SOLNESS afvisende
Nej, nej, det la’r sig sletikke gøre. Går Ragnar sin vej og gi’r sig til at arbejde på egen hånd, så får han jo selv brug for Dem.
​
HU: 41
KAJA vrider hænderne
Å, jeg synes ikke, at jeg kan skilles fra Dem! Det er da så rent, rent umuligt, synes jeg!
​
HIS: 224
SOLNESS
Så sé til, at De kan få Ragnar bort fra disse her dumme indfaldene. Gift Dem med ham så meget De vil – (forandrer tonen) Ja, ja, jeg mener, – få ham til at bli’ i sin gode stilling her hos mig. For så kan jeg jo få beholde Dem også, kære Kaja.
KAJA
Å ja, hvor dejligt det vilde være, om det kunde mage sig så!
​
1.utg: 20
SOLNESS fatter hende med begge hænder om hodet og hvisker
For jeg kan ikke være Dem foruden, skønner De. Må ha’ Dem hos mig her hver eneste dag.
KAJA nervøst henrevet
Å gud! Å gud!
SOLNESS kysser hende på håret
Kaja, – Kaja!
KAJA segner ned for ham
Å, hvor snil De er imod mig! Hvor usigelig snil De er!
SOLNESS hæftig
Rejs Dem! Rejs Dem da, for –! Jeg synes, jeg hører nogen!
Han hjælper hende op. Hun vakler hen til pulten.
​
HIS: 225
Fru Solness kommer i døren tilhøjre. Hun ser mager og forgræmmet ud, med spor af fordums skønhed. Blonde hængekrøller. Elegant, helt sort klædt. Taler noget langsomt og med klagende stemme.
FRU SOLNESS i døren
Halvard!
​
1.utg: 21
SOLNESS vender sig
Å, er du der, kære –?
FRU SOLNESS med et blik på Kaja
Jeg kommer nok til ulejlighed, jeg, kan jeg skønne.
SOLNESS
Aldeles ikke. Frøken Fosli har bare et lidet brev at skrive.
FRU SOLNESS
Ja, jeg ser det.
SOLNESS
Hvad var det så du vilde mig, Aline?
FRU SOLNESS
Jeg vilde bare si’, at doktor Herdal sidder inde i hjørnestuen. Kommer du kanske ind, du også, Halvard?
SOLNESS ser mistænksom på hende
Hm, – vil doktoren så nødvendig snakke med mig, du?
​
HU: 42
FRU SOLNESS
Nej, så nødvendig just ikke. Han kom ​
1.utg: 22
indom på besøg til mig. Og så vilde han jo gerne hilse på dig med det samme.
​
HIS: 226
SOLNESS lér stille
Kan tænke mig det, ja. Nå, så får du be’ ham vente lidt.
FRU SOLNESS
Og så kommer du ind til ham siden?
SOLNESS
Kanske det. Siden, – siden, kære. Om lidt.
FRU SOLNESS atter med et blik til Kaja
Ja, glem det nu bare ikke, Halvard. (trækker sig tilbage og lukker døren efter sig)
KAJA sagte
Å gud, å gud, – fruen tænker visst noget ondt om mig!
SOLNESS
Å, sletikke det. Ikke mere end vanlig ialfald. Men det er bedst, at De går nu alligevel, Kaja.
KAJA
Ja, ja, nu må jeg gå.
​
1.utg: 23
SOLNESS strængt
Og så bringer De dette her andet i orden for mig. Hører De det!
KAJA
Å, gid det så sandt stod til mig, så –
SOLNESS
Jeg vil ha’ det i orden, siger jeg! Og det imorgen den dag!
​
HIS: 227
KAJA angstfuldt
Går det ikke på anden måde, så skal jeg gerne gøre det forbi med ham.
SOLNESS opfarende
Gøre det forbi! Er De ble’t rent gal! Vil De gøre det forbi?
KAJA fortvilet
Ja, heller det. For jeg må, – jeg må få bli’ her hos Dem! Kan ikke gå ifra Dem! Så rent, – rent umuligt, det!
SOLNESS bruser ud
Men, for fan’, – Ragnar da! Det er jo netop Ragnar, som jeg –
​
1.utg: 24
KAJA ser på ham med forskrækkede øjne
Er det mest for Ragnars skyld, at – at De –?
SOLNESS fatter sig
Å nej visst ikke, nej! De skønner da ingenting heller. (mildt og sagte) Det er naturligvis Dem, jeg vil ha’. Først og fremst Dem, Kaja. Men just derfor ​
HU: 43
må De få Ragnar til at bli’ i stillingen også. Så, så, – gå nu hjem.
KAJA
Ja, ja, god nat da.
SOLNESS
God nat. (idet hun vil gå) Å, hør her! Ligger Ragnars tegninger derinde?
KAJA
Ja, jeg så ikke, han tog dem med sig.
​
HIS: 228
SOLNESS
Så gå ind og find dem til mig. Jeg kunde kanske sé lidt på dem alligevel.
KAJA glad
Å ja, gør endelig det!
​
1.utg: 25
SOLNESS
For Deres skyld, kære Kaja. Nå, la’ mig så få dem i en fart, hører De!
Kaja skynder sig ind i tegneværelset, roder ængstelig i bordskuffen, finder frem en mappe og bringer den.
KAJA
Her er alle tegningerne.
SOLNESS
Godt. Læg dem der borte på bordet.
KAJA lægger mappen fra sig
God nat da. (bønlig) Og tænk godt og snilt på mig.
SOLNESS
Å, det gør jeg jo altid. God nat, kære, lille Kaja. ( skotter til højre) Gå så da!
Fru Solness og doktor Herdal kommer gennem døren til højre. Han er en ældre, fyldig herre med rundt, veltilfreds ansigt, skægløs, har tyndt, lyst hår og bærer guldbriller.
FRU SOLNESS endnu i døren
Halvard, nu kan jeg ikke holde på doktoren længer.
​
HIS: 229
SOLNESS
Nå, kom De bare her.
​
1.utg: 26
FRU SOLNESS til Kaja, som skruer pultlampen ned
Alt færdig med brevet, frøken?
KAJA forvirret
Brevet –?
SOLNESS
Ja, det var et ganske kort et.
FRU SOLNESS
Det må visst ha’ været svært kort.
SOLNESS
De kan gerne gå, frøken Fosli. Og kom så betids igen imorgen.
KAJA
Det skal jeg nok. – God nat, frue.
Hun går ud gennem forstuedøren.
​
HU: 44
FRU SOLNESS
Det må være godt for dig, det, Halvard, at du har fået fat på denne frøkenen.
SOLNESS
Ja såmænd. Hun er brugbar til noget af hvert, hun.
FRU SOLNESS
Hun lader til det.
​
1.utg: 27
​
HIS: 230
DOKTOR HERDAL
Flink i bogførsel også?
SOLNESS
Nå, – en del øvelse har hun jo altid fåt i disse to årene. Og så er hun snil og villig til hvad det skal være.
FRU SOLNESS
Ja, det må jo være en stor behagelighed –
SOLNESS
Det er det. Især når en ikke er forvænt i så henseende.
FRU SOLNESS mildt bebrejdende
Kan du sige det, Halvard?
SOLNESS
Å nej, nej, kære Aline. Jeg be’r om forladelse.
FRU SOLNESS
Ingen årsag. – Ja, doktor, så kommer De altså igen siden og drikker té hos os?
DOKTOR HERDAL
Bare jeg har gjort det sygebesøget, så kommer jeg.
​
1.utg: 28
FRU SOLNESS
Tak for det.
Hun går ud gennem døren til højre.
SOLNESS
Har De hastværk, doktor?
​
HIS: 231
DOKTOR HERDAL
Nej, på ingen måde.
SOLNESS
Må jeg få snakke lidt med Dem da?
DOKTOR HERDAL
Ja, særdeles gerne.
SOLNESS
Så lad os sætte os ned.
Han anviser doktoren plads i gyngestolen og sætter sig selv i lænestolen.
SOLNESS ser prøvende på ham
Sig mig, – mærked De noget hos Aline?
DOKTOR HERDAL
Nu, da hun var her inde, mener De?
SOLNESS
Ja. Ligeover for mig. La’ De mærke til noget?
​
1.utg: 29
DOKTOR HERDAL smiler
Ja, for fanden, – en kunde da ikke godt undgå at lægge mærke til, at Deres hustru, – hm –
SOLNESS
Nå?
​
HIS: 232
​
HU: 45
DOKTOR HERDAL
– at Deres hustru ikke synes videre godt om denne frøken Fosli.
SOLNESS
Ikke andet? Det har jeg selv mærket, det.
DOKTOR HERDAL
Og det er jo ikke så underligt endda.
SOLNESS
Hvilket?
DOKTOR HERDAL
At hun ikke præcist liker, at De sådan dagstødt har et andet fruentimmer hos Dem.
SOLNESS
Nej, nej, De kan ha’ ret i det. Og Aline også. Men den ting, – det kan nu ikke være anderledes, det.
​
1.utg: 30
DOKTOR HERDAL
Kunde De ikke ta’ Dem en kontorist da?
SOLNESS
Den første den bedste fyr? Nej tak, – det kan jeg ikke være tjent med.
DOKTOR HERDAL
Men når nu Deres hustru –? Så svag, som hun er –. Når hun nu ikke tåler at sé på dette her?
​
HIS: 233
SOLNESS
Ja, det får i guds navn være det samme, – havde jeg nær sagt. Jeg må beholde Kaja Fosli. Kan ikke bruge nogen anden end netop hende.
DOKTOR HERDAL
Ingen anden?
SOLNESS kort
Nej, ingen anden.
DOKTOR HERDAL rykker sin stol nærmere
Hør nu her, kære herr Solness. Må jeg få lov til at gøre Dem et spørsmål i al fortrolighed?
​
1.utg: 31
SOLNESS
Ja, vær så god.
DOKTOR HERDAL
Fruentimmer, ser De, – de har i visse ting en forbandet fin sporsans –
SOLNESS
Det har de. Det er visst og sandt. Men –?
DOKTOR HERDAL
Nå. Hør så bare. Når nu Deres hustru aldeles ikke kan udstå denne Kaja Fosli –?
SOLNESS
Ja, hvad så?
​
HIS: 234
DOKTOR HERDAL
– har hun da ikke sådan en – en bitte liden grund for denne uvilkårlige uvilje?
SOLNESS ser på ham og rejser sig
Åhå!
DOKTOR HERDAL
Ta’ mig det ikke ilde op. Men har hun ikke det?
​
1.utg: 32
​
HU: 46
SOLNESS kort og bestemt
Nej.
DOKTOR HERDAL
Slet aldeles ingen grund altså?
SOLNESS
Ingen anden grund end sin egen mistænksomhed.
DOKTOR HERDAL
Jeg véd, at De har kendt adskillige kvinder i Deres liv.
SOLNESS
Ja, det har jeg.
DOKTOR HERDAL
Og syntes ganske godt om enkelte af dem også.
SOLNESS
Å ja, det med.
​
HIS: 235
DOKTOR HERDAL
Men i dette her med frøken Fosli –? Her er der altså ikke sligt noget med i spillet?
SOLNESS
Nej. Ikke nogetsomhelst – fra min side.
​
1.utg: 33
DOKTOR HERDAL
Men fra hendes da?
SOLNESS
Det synes jeg ikke, De har ret til at spørge om, doktor.
DOKTOR HERDAL
Det var Deres hustrus sporsans, vi gik ud fra.
SOLNESS
Var så, ja. Og for så vidt –. (sænker stemmen) Alines sporsans, som De siger, – den har på en viss måde ståt sin prøve, den.
DOKTOR HERDAL
Nå, – ser vi det!
SOLNESS sætter sig
Doktor Herdal, – nu skal jeg fortælle Dem en underlig historie. Hvis De vil høre på den da.
DOKTOR HERDAL
Jeg hører gerne på underlige historier.
SOLNESS
Nå, godt og vel. De husker sagtens, at jeg tog Knut Brovik og ​
HIS: 236
sønnen i min tjeneste, – ​
1.utg: 34
dengang det var gåt så rent til agters med den gamle.
DOKTOR HERDAL
Det kender jeg så nogenlunde, ja.
SOLNESS
For de er i grunden et par flinke fyrer, de to, ser De. De har evner, hver på sin måde. Men så fandt sønnen på at forlove sig. Og så, naturligvis, så skulde han til at gifte sig, – og begynde at bygge selv. For allesammen så tænker de nu på sligt noget, de unge.
​
HU: 47
DOKTOR HERDAL lér
Ja, de har den uvane, at de gerne vil sammen.
SOLNESS
Nå. Men det kunde jo ikke jeg være tjent med. For jeg havde jo selv brug for Ragnar. Og for den gamle også. Han er nu så svært flink til beregninger af bæreevne og kubikindhold – og alt det dævelskab, han, ser De.
DOKTOR HERDAL
Å ja, det hører vel med, det også.
SOLNESS
Gør så, ja. Men Ragnar, han skulde og ​
1.utg: 35
han vilde begynde på egen hånd. Der var ingen råd med det.
DOKTOR HERDAL
Men han er da ble’t hos Dem alligevel.
​
HIS: 237
SOLNESS
Ja, nu skal De bare høre. En dag så kom hun, Kaja Fosli, ind til dem i et ærende. Havde aldrig været her før. Og da jeg fik sé, hvor inderlig forgabet de to var i hverandre, så slog den tanke ned i mig: kunde jeg få hende her på kontoret, så blev kanske Ragnar siddende, han også.
DOKTOR HERDAL
Det var jo en nokså rimelig tanke.
SOLNESS
Ja, men jeg ymted ikke et levende ord om sligt noget dengang. Stod bare og så’ på hende – og ønsked så rigtig ihærdig, at jeg havde hende her. Så snakked jeg lidt venlig til hende, – så’n om løst og fast. Og dermed gik hun sin vej.
DOKTOR HERDAL
Nå?
SOLNESS
Men så næste dag, så’n udover kvælden, da ​
1.utg: 36
gamle Brovik og Ragnar var gå’t hjem, så kom hun til mig her igen og téde sig, som om jeg havde truffet en aftale med hende.
DOKTOR HERDAL
En aftale? Om hvad?
SOLNESS
Akkurat om det, som jeg bare havde ståt her og ønsket. Men som jeg sletikke havde sagt et eneste ord om.
DOKTOR HERDAL
Det var ret mærkeligt.
​
HIS: 238
​
HU: 48
SOLNESS
Ja, var det ikke? Og nu vilde hun vide, hvad hun skulde bestille her. Om hun kunde få begynde straks den næste morgen. Og sligt noget.
DOKTOR HERDAL
Tror De ikke, hun gjorde det for at få være sammen med kæresten?
SOLNESS
Det faldt mig også ind i førstningen. Men nej, det var ikke så. Fra ham gled hun ligesom rent bort, – da hun vel var kommen her til mig.
​
1.utg: 37
DOKTOR HERDAL
Gled over til Dem da?
SOLNESS
Ja, så helt og holdent. Jeg kan mærke, at hun føler det, når jeg ser på hende bagfra. Hun dirrer og hun ryster, bare jeg kommer i nærheden af hende. Hvad synes De om det?
DOKTOR HERDAL
Hm, – det lar sig jo nok forklare.
SOLNESS
Nå, men det andet da? Det, at hun trode, jeg havde sagt hende, hvad jeg bare havde ønsket og villet – sådan i stilhed. Indvendig. For mig selv. Hvad siger De om det? Kan De forklare mig sligt noget, doktor Herdal?
DOKTOR HERDAL
Nej, det indlader jeg mig ikke på.
​
HIS: 239
SOLNESS
Kunde tænke mig det på forhånd. Derfor så har jeg aldrig før villet snakke om det heller. – Men det er så forbandet brydsomt for mig i længden, skønner De. Her må jeg gå dagstødt og lade som om jeg –. Og det er jo synd imod ​
1.utg: 38
hende, stakker. (heftig) Men jeg kan ikke andet! For render hun ifra mig, – så går Ragnar sin vej også.
DOKTOR HERDAL
Og De har ikke fortalt Deres hustru sammenhængen i dette?
SOLNESS
Nej.
DOKTOR HERDAL
Hvorfor i alverden gør De ikke det da?
SOLNESS ser fast på ham og siger dæmpet
Fordi jeg synes der ligger ligesom – ligesom en slags velgørende selvpinsel for mig i det at la’ Aline få gøre mig uret.
​
HU: 49
DOKTOR HERDAL ryster på hodet
Dette her forstår jeg ikke det guds skabte ord af.
SOLNESS
Jo, ser De, – for det er da ligesom en smule afdrag på en bundløs, umådelig gæld –
DOKTOR HERDAL
Til Deres hustru?
​
1.utg: 39
​
HIS: 240
SOLNESS
Ja. Og det letter jo altid lidt op i sindet. En kan få puste friere ud en stund da, forstår De.
DOKTOR HERDAL
Nej, ved gud, om jeg forstår et ord –
SOLNESS afbrydende, rejser sig igen
Ja, ja, ja, – så snakker vi ikke mere om det heller.
Han driver henover gulvet, kommer tilbage og standser ved bordet.
SOLNESS ser på doktoren med et lunt smil
De synes vel, at De har fåt mig dygtig godt på glid nu, doktor?
DOKTOR HERDAL noget ærgerlig
På glid? Det skønner jeg heller ikke et gran af, herr Solness.
SOLNESS
Å, si’ De det bare rent ud. For jeg har så inderlig godt mærket det, ser De!
DOKTOR HERDAL
Hvad har De mærket for noget?
​
1.utg: 40
SOLNESS dæmpet, langsomt
At De går her så lunt og holder øje med mig.
DOKTOR HERDAL
Gør jeg! Hvorfor i alverden skulde jeg gøre det?
​
HIS: 241
SOLNESS
Fordi De tror, at jeg – (opfarende) Nå for fan’, – De tror om mig det samme, De, som Aline tror?
DOKTOR HERDAL
Og hvad tror så hun om Dem da?
SOLNESS atter behersket
Hun er begyndt at tro, at jeg er sådan – sådan – syg.
DOKTOR HERDAL
Syg! De! Det har hun aldrig sagt et levende ord om til mig. Hvad skulde der da fejle Dem, kære?
SOLNESS læner sig over stolryggen og hvisker
Aline går her og tror, at jeg er gal. Det gør hun.
​
1.utg: 41
DOKTOR HERDAL rejser sig
Men, kæreste, bedste herr Solness –!
​
HU: 50
SOLNESS
Jo så min sæl’ og salighed –! Således er det. Og det har hun fåt Dem til at tro på også! Å, jeg kan forsikre Dem, doktor, – jeg mærker det så godt, så godt på Dem. For jeg la’r mig ikke lure så let, jeg, skal jeg si’ Dem.
DOKTOR HERDAL ser forundret på ham
Aldrig, herr Solness, – aldrig med en tanke er sligt noget faldet mig ind.
SOLNESS med et vantro smil
Ja så? Virkelig ikke det?
​
HIS: 242
DOKTOR HERDAL
Nej aldrig! Og visst aldrig Deres hustru heller. Det tror jeg næsten, jeg tør sværge på.
SOLNESS
Nå, det skulde De dog helst la’ være. For på en måde, ser De, så – så kunde hun jo kanske også ha’ grund til at tro noget sligt.
​
1.utg: 42
DOKTOR HERDAL
Nej, nu må jeg rigtignok sige –!
SOLNESS afbrydende, slår ud med hånden
Ja, ja, kære doktor, – la’ os så ikke komme nærmere ind på dette her. Det er bedst, at hver blir ved sit. (slår over i en stille lystighed) Men hør nu, doktor – hm –
DOKTOR HERDAL
Ja?
SOLNESS
Når De nu altså ikke tror, at jeg er – sådan – syg – og forrykt – og gal og sligt noget –
DOKTOR HERDAL
Hvad så, mener De?
SOLNESS
Så må De vel sagtens bilde Dem ind, at jeg er en svært lykkelig mand da?
DOKTOR HERDAL
Skulde det bare være en indbildning?
​
HIS: 243
SOLNESS lér
Nej, nej, – forstår sig! Gud bevar’s vel! ​
1.utg: 43
Tænk det, – at være bygmester Solness! Halvard Solness! Jo, jeg takker, jeg!
DOKTOR HERDAL
Ja, jeg må virkelig sige, at for mig står det, som om De har havt lykken med Dem i en ganske utrolig grad.
SOLNESS undertrykker et tungt smil
Det har jeg. Kan ikke klage på det.
​
HU: 51
DOKTOR HERDAL
Først så brændte jo den gamle fæle røverborgen ned for Dem. Og det var da sandelig et stort held.
SOLNESS alvorlig
Det var Alines familjehjem, som brændte. Husk på det.
DOKTOR HERDAL
Ja, for hende må det jo ha’ været en tung sorg.
SOLNESS
Hun har ikke forvundet det den dag idag. Ikke i alle disse tolv–tretten år.
​
1.utg: 44
DOKTOR HERDAL
Det, som fulgte bagefter, det var vel det værste slag for hende.
SOLNESS
Det ene med det andet.
DOKTOR HERDAL
Men De, – De selv, – De svang Dem da op på det. Var begyndt ​
HIS: 244
som en fattig gut fra landsbygden, – og står nu her som første mand på Deres område. Å jo, herr Solness, De har da rigtignok havt lykken med Dem.
SOLNESS ser sky hen til ham
Ja, men det er jo netop det, som jeg går og gruer så forfærdelig for.
DOKTOR HERDAL
Gruer De? For at De har lykken med Dem?
SOLNESS
Både sent og tidlig gør det mig så ræd, – så ræd. For engang må da vel omslaget komme, skønner De.
DOKTOR HERDAL
Å, snak! Hvor skulde det omslag komme fra?
​
1.utg: 45
SOLNESS fast og sikker
Det kommer fra ungdommen.
DOKTOR HERDAL
Pyt! Ungdommen! De er da vel ikke aflægs, De, skulde jeg tro. Å nej, – De står visst nu så grundmuret her, som De kanske aldrig før har ståt.
SOLNESS
Omslaget kommer. Jeg aner det. Og jeg føler, at det nærmer sig. En eller anden gi’r sig til at kræve: træd tilbage for mig! Og så stormer alle de andre efter og truer og skriger: gi’ plads, – gi’ plads, – ​
HU: 52
gi’ plads! Jo, pas De bare på, doktor. Engang kommer ungdommen her og banker på døren –
​
HIS: 245
DOKTOR HERDAL lér
Nå, herregud, hvad så?
SOLNESS
Hvad så? Jo, så er det slut med bygmester Solness.
Det banker på døren til venstre.
SOLNESS farer sammen
Hvad er det? Hørte De noget?
​
1.utg: 46
DOKTOR HERDAL
Der er nogen som banker.
SOLNESS højt
Kom ind!
Hilde Wangel kommer ind gennem forstuedøren. Hun er af middels højde, smidig, og fint bygget. Lidt brunet af solen. Klædt i turistdragt, med ophæftet skørt, udslået matroskrave og en liden sømandshat på hodet. Randsel på ryggen, plæd i rem og lang bergstok.
HILDE WANGEL går med tindrende glade øjne imod Solness
God aften!
SOLNESS ser uviss på hende
God aften –
HILDE lér
Jeg tror næsten, at De ikke kender mig igen!
​
HIS: 246
SOLNESS
Nej, – jeg må rigtignok si’, at – så’n i øjeblikket –
DOKTOR HERDAL går nærmere
Men jeg kender Dem igen, frøken –
​
1.utg: 47
HILDE fornøjet
Å nej, er det Dem, som –!
DOKTOR HERDAL
Ja visst er det mig. (til Solness) Vi mødtes oppe på en af fjeldstuerne nu isommer. (til Hilde) Hvad blev der så af de andre damerne?
HILDE
Å, de tog vejen vestover, de.
DOKTOR HERDAL
De likte nok ikke rigtig, at vi gjorde al den sjau om kvælden.
HILDE
Nej, de likte visst ikke det.
DOKTOR HERDAL truer med fingeren
Og det var nu ikke frit for, heller, at De kokettérte en smule med os.
HILDE
Det var da vel morsommere, det, end at sidde og binde hosesokker med alle de kærringerne.
DOKTOR HERDAL lér
Det er jeg så fuldkommen enig med Dem i!
​
1.utg: 48
​
HIS: 247
​
HU: 53
SOLNESS
Kom De til byen nu ikvæld?
HILDE
Ja, nu netop kom jeg.
DOKTOR HERDAL
Ganske alene, frøken Wangel?
HILDE
Ja da!
SOLNESS
Wangel? Heder De Wangel?
HILDE ser lystig forundret på ham
Ja visst gør jeg da vel det.
SOLNESS
Så er De kanske datter af distriktslægen oppe i Lysanger?
HILDE som før
Ja, hvem skulde jeg ellers være datter af?
SOLNESS
Nå, så har vi truffet hinanden der oppe ​
1.utg: 49
da. Den sommer, da jeg var der og bygged tårn på den gamle kirken.
HILDE alvorligere
Ja vel var det dengang.
SOLNESS
Nå, det er lange tider siden, det.
​
HIS: 248
HILDE ser fast på ham
Det er akkurat de ti år siden.
SOLNESS
Og dengang var De vel bare barnet, kan jeg tænke.
HILDE henkastende
Så’n en tolv–tretten år ialfald.
DOKTOR HERDAL
Er det første gang, De er her i byen, frøken Wangel?
HILDE
Ja, det er såmænd det.
SOLNESS
Og De kender kanske ingen her?
​
1.utg: 50
HILDE
Ingen uden Dem. Ja, og så Deres frue.
SOLNESS
Så De kender hende også?
HILDE
Lidt bare. Vi var sammen nogen dage på sanatoriet –
SOLNESS
Nå der oppe.
HILDE
Hun sa’, at jeg gerne måtte besøge hende, hvis jeg skulde ​
HIS: 249
komme her til byen. (smiler) Det havde hun nu for resten ikke behøvet.
SOLNESS
At hun sletikke har snakket om det –
Hilde sætter stokken fra sig ved ovnen, spænder randselen af og lægger den og plædet på sofaen. Doktor Herdal vil være behjælpelig. Solness står og ser på hende.
​
HU: 54
HILDE går imod ham
Nå, så vil jeg be’, at jeg må få bli’ her inat da.
SOLNESS
Det kan visst så godt la’ sig gøre.
​
1.utg: 51
HILDE
For jeg har ikke andre klæ’r, end de, jeg går i. Ja, og så et sæt undertøj i randselen. Men det må vaskes. For det er så svært skiddent.
SOLNESS
Å ja, det blir der nok råd for. Nu skal jeg bare si’ min hustru til –
DOKTOR HERDAL
Så vil jeg gøre mit sygebesøg imens.
SOLNESS
Ja, gør det. Og siden så kommer De jo igen.
​
HIS: 250
DOKTOR HERDAL lystig, med et blik på Hilde
Ja, det kan De rigtignok forbande Dem på! (lér) De spåde sandt alligevel, De, herr Solness!
SOLNESS
Hvorledes det?
DOKTOR HERDAL
Ungdommen kom altså dog og banked på hos Dem.
SOLNESS oplivet
Ja, det var nu på en anden måde, det.
​
1.utg: 52
DOKTOR HERDAL
Var så, ja. Unægtelig det!
Han går ud gennem forstuedøren. Solness åbner døren tilhøjre og taler ind i sideværelset.
SOLNESS
Aline! Du må være så snil at komme ind. Her er en frøken Wangel, som du kender.
FRU SOLNESS kommer frem i døren
Hvem er det, si’r du? (ser Hilde) Å, er det Dem, frøken? (går nærmere og rækker hende hånden) Så kom De da til byen alligevel.
SOLNESS
Frøken Wangel er kommet nu netop. Og så be’r hun, at hun må få bli’ her natten over.
​
HIS: 251
FRU SOLNESS
Her hos os? Ja, så gerne det.
SOLNESS
For at få sit tøj gjort lidt istand, skønner du.
FRU SOLNESS
Jeg skal ta’ mig af Dem, så godt jeg kan. Det er bare pligt, det. Deres kuffert kommer vel efter?
​
1.utg: 53
HILDE
Jeg har ingen kuffert.
FRU SOLNESS
Nå, det ordner sig nok, vil jeg håbe. Men ​
HU: 55
nu får De ta’ tiltakke her hos min mand sålænge. Så skal jeg sé at få et værelse gjort lidt hyggeligt for Dem.
SOLNESS
Kan vi ikke ta’ et af barnekammerserne? For de står jo fuldt færdige, de.
FRU SOLNESS
Å jo. Der har vi mere end plads nok. (til Hilde) Sæt Dem nu ned og hvil Dem lidt.
Hun går ud til højre.
​
HIS: 252
Hilde, med hænderne på ryggen, driver omkring i stuen og ser på et og andet. Solness står foran ved bordet, ligeledes med hænderne på ryggen, og følger hende med øjnene.
HILDE standser og ser på ham
Har De flere barnekammerser, De?
SOLNESS
Her er tre barnekammerser i huset.
HILDE
Det var svært. Så har De vel fælt mange barn da?
​
1.utg: 54
SOLNESS
Nej. Vi har ingen barn. Men nu kan jo De få være barn her sålænge.
HILDE
For inat, ja. Jeg skal ikke skrike. Jeg vil prøve, om jeg ikke kan få sove som en sten.
SOLNESS
Ja, De er vel svært træt, kan jeg tro.
HILDE
Nej da! Men alligevel –. For det er så rasende dejligt at ligge så’n og drømme.
SOLNESS
Drømmer De tidt så’n om nætterne?
​
HIS: 253
HILDE
Ja da! Næsten altid.
SOLNESS
Hvad drømmer De så mest om da?
HILDE
Det si’r jeg ikke ikvæld. En anden gang – kanske.
Hun driver atter hen over gulvet, standser ved pulten og roder lidt om mellem bøgerne og papirerne.
​
1.utg: 55
SOLNESS går nærmere
Er det noget, De leder efter?
HILDE
Nej, jeg står bare og ser på alt dette her. (vender sig) Kanske jeg ikke må?
SOLNESS
Jo vær så god.
HILDE
Er det Dem, som skriver i den store protokollen?
​
HU: 56
SOLNESS
Nej, det er bogholdersken.
HILDE
Et fruentimmer?
SOLNESS smiler
Ja naturligvis.
​
HIS: 254
HILDE
En så’n en, som De har her hos Dem?
SOLNESS
Ja.
​
1.utg: 56
HILDE
Er hun gift, hun?
SOLNESS
Nej, det er en frøken.
HILDE
Nå så.
SOLNESS
Men hun gifter sig visst snart nu.
HILDE
Det er jo bra’ for hende, det.
SOLNESS
Men ikke videre bra’ for mig. For så har jeg ingen til at hjælpe mig.
HILDE
Kan De ikke få fat på en anden en, som er lige så god da?
SOLNESS
Kanske De vilde bli’ her og – og skrive i protokollen?
HILDE ser nedad ham
Jo, det kan De tro! Nej tak, – det skal vi ikke ha’ noget af.
​
1.utg: 57
​
HIS: 255
Hun driver atter hen over gulvet og sætter sig i gyngestolen. Solness går også til bordet.
HILDE ligesom fortsættende
– for her er da vel andet at ta’ sig til, end sligt noget. (ser smilende på ham) Mener ikke De også det?
SOLNESS
Forstår sig. Først og fremst så skal De vel omkring i butikkerne og få fiffet Dem rigtig op.
HILDE lystig
Nej, jeg tror helst, jeg la’r være det!
SOLNESS
Så?
HILDE
Ja, for jeg har sat alle pengene mine overstyr, må De vide.
SOLNESS lér
Hverken kuffert eller penge altså!
HILDE
Ingen af delene. Men skidt, – det kan også være det samme nu.
​
1.utg: 58
SOLNESS
Se, det kan jeg rigtig like Dem for!
HILDE
Bare for det?
​
HIS: 256
​
HU: 57
SOLNESS
For det ene med det andet. (sætter sig i lænestolen) Lever Deres far endnu?
HILDE
Ja, far lever.
SOLNESS
Og nu tænker De kanske på at studere herinde?
HILDE
Nej, det er ikke faldt mig ind.
SOLNESS
Men De blir da vel her i nogen tid, véd jeg?
HILDE
Alt efter som det føjer sig.
Hun sidder en stund og gynger sig og ser på ham, halvt alvorlig, halvt med et undertrykt smil. Derpå tager hun hatten af og lægger den foran sig på bordet.
HILDE
Bygmester Solness?
​
1.utg: 59
SOLNESS
Ja?
HILDE
Er De svært glemsom, De?
​
HIS: 257
SOLNESS
Glemsom? Nej, ikke så vidt jeg véd.
HILDE
Men vil De da sletikke til at snakke med mig om det deroppe fra?
SOLNESS studser et øjeblik
Oppe fra Lysanger? (ligegyldig) Nå, det er da ikke stort at snakke om, det, synes jeg.
HILDE ser bebrejdende på ham
Hvorfor skal De nu sidde og si’ sligt!
SOLNESS
Nå, så snak De til mig om det da.
HILDE
Da tårnet var færdigt, så havde vi stor stads i byen.
SOLNESS
Ja, den dagen glemmer jeg ikke så let.
​
1.utg: 60
HILDE smiler
Ikke det? Det er snilt af Dem, det!
SOLNESS
Snilt?
HILDE
Der var musik på kirkegården. Og mange, mange hundrede mennesker. Vi skolepiger var hvidklædte, vi. Og så havde vi flag allesammen.
​
HIS: 258
SOLNESS
Å jo, de flagene, – de husker jeg rigtignok!
HILDE
Så steg De rakt opover stilladset. Lige op til det allerøverste. Og en stor krans havde De med Dem. Og den kransen hængte De helt oppe på vindfløjen.
SOLNESS kort, afbrydende
Jeg brugte så dengang. For det er en gammel skik, det.
​
HU: 58
HILDE
Det var så vidunderlig spændende at stå dernede og sé op til Dem. Tænk, om han nu faldt udover! Han, – bygmesteren selv!
​
1.utg: 61
SOLNESS ligesom afledende
Ja, ja, ja, det kunde sgu’ godt ha’ hændt, det. For en af disse her hvidklædte dævelungerne, – hun bar sig slig og skreg slig op til mig –
HILDE tindrende glad
«Hurra for bygmester Solness»! Ja!
SOLNESS
– og vifted og svinged slig med flaget sit, at jeg – at jeg næsten blev ør i hodet af at sé på det.
HILDE sagtere, alvorlig
Den dævelungen, – det var mig det.
SOLNESS fæster øjnene stivt på hende
Det er jeg viss på nu. Det må ha’ været Dem.
​
HIS: 259
HILDE atter livfuld
For det var så forfærdelig dejligt og spændende. Jeg kunde ikke skønne, at der fandtes en bygmester i hele verden, som kunde bygge så umådelig højt tårn. Og så, at De stod allerøverst deroppe selv! Lyslevende! Og at De ​
1.utg: 62
sletikke blev en smule svimmel! Det var nu det aller mest – så’n – svimlende at tænke sig.
SOLNESS
Hvoraf vidste De da så sikkert, at jeg ikke var –?
HILDE afvisende
Nej da! Fy! Det kendte jeg indvendig. For ellers så kunde De jo ikke ståt og sunget deroppe.
SOLNESS ser forundret på hende
Sunget? Sang jeg?
HILDE
Ja, det gjorde De da rigtignok.
SOLNESS ryster på hodet
Jeg har aldrig sunget en tone i mit liv.
HILDE
Jo, De sang dengang. Det hørtes som harper i luften.
SOLNESS tankefuld
Det er noget forunderligt noget, – dette her.
​
1.utg: 63
HILDE tier en stund, ser på ham og siger dæmpet
Men så, – bagefter, – så kom jo det rigtige.
​
HIS: 260
SOLNESS
Det rigtige?
​
HU: 59
HILDE tindrende livlig
Ja, det behøver jeg da vel ikke at minde Dem om?
SOLNESS
Å jo, mind mig lidt om det også.
HILDE
Kan De ikke huske, at der blev holdt stor middag for Dem i klubben?
SOLNESS
Jo vel. Det må ha’ været samme eftermiddagen, det. For næste morgen så rejste jeg.
HILDE
Og fra klubben var De bedt hjem hos os til aftens.
SOLNESS
Det er ganske rigtig, frøken Wangel. Mærkværdig, hvor godt De har indpræntet Dem alle disse småtingene.
​
1.utg: 64
HILDE
Småting! Jo, De er god! Var det kanske en småting, det også, at jeg var alene i stuen, da De kom?
SOLNESS
Var De altså det?
HILDE uden at svare ham
Dengang kaldte De mig ikke for dævelunge.
​
HIS: 261
SOLNESS
Nej, det gjorde jeg vel ikke.
HILDE
De sa’, at jeg var dejlig i den hvide kjolen. Og at jeg så’ ud som en liden prinsesse.
SOLNESS
Det gjorde De visst også, frøken Wangel. Og dertil – så let og fri, som jeg kendte mig den dagen –
HILDE
Og så sa’ De, at når jeg blev stor, så skulde jeg være Deres prinsesse.
SOLNESS lér lidt
Se, se, – sa’ jeg det også?
​
1.utg: 65
HILDE
Ja, De gjorde det. Og da jeg så spurte, hvor længe jeg skulde vente, så sa’ De, at De vilde komme igen om ti år, – som et trold, – og bortføre mig. Til Spanien eller noget sligt. Og der skulde De købe et kongerige til mig, lovte De.
SOLNESS som før
Ja, efter en god middag ser en ikke så nøje på skillingen. Men sa’ jeg virkelig alt dette her?
HILDE lér stille
Ja. Og De sa’ også, hvad det kongeriget skulde hede.
SOLNESS
Nå da?
​
HIS: 262
​
HU: 60
HILDE
Det skulde hede kongeriget Appelsinia, sa’ De.
SOLNESS
Nå, det var jo et appetitligt navn.
HILDE
Nej, jeg likte det sletikke. For det var jo som om De vilde gøre nar af mig.
​
1.utg: 66
SOLNESS
Men det var da visst ikke min mening.
HILDE
Nej, det skulde en jo rigtignok også tro. Efter det, som De gjorde bagefter, så –
SOLNESS
Hvad i alverden gjorde jeg da bagefter?
HILDE
Jo, det mangled bare, at De havde glemt det også! For sligt noget må en da vel sagtens huske, véd jeg.
SOLNESS
Ja, ja, sæt mig bare lidt på glid, så kanske –. Nå?
HILDE ser fast på ham
De tog og kyssed mig, bygmester Solness.
SOLNESS med åben mund, rejser sig op fra stolen
Gjorde jeg!
​
HIS: 263
HILDE
Jaha, De gjorde det. De tog mig med begge armene og bøjed mig bagover, og kyssed mig. Mange gange.
​
1.utg: 67
SOLNESS
Nej, men kære, snille frøken Wangel –!
HILDE rejser sig
De vil da vel aldrig nægte det?
SOLNESS
Jo, det vil jeg rigtignok nægte!
HILDE ser hånlig på ham
Nå så.
Hun vender sig og går langsomt tæt hen til ovnen, hvor hun blir stående bortvendt og ubevægelig med hænderne på ryggen. Kort ophold.
SOLNESS går varsomt hen bag hende
Frøken Wangel –?
Hilde tier og rører sig ikke.
SOLNESS
Stå nu ikke der som en stenstøtte. Dette her, De sa’, det må være noget, som De har drømt. (lægger hånden på hendes arm) Hør nu her –
Hilde gør en utålmodig bevægelse med armen.
​
1.utg: 68
​
HIS: 264
SOLNESS som om en tanke skyder op i ham
Eller –! Bi lidt! – Her stikker noget dybere under, skal De sé!
Hilde rører sig ikke.
​
HU: 61
SOLNESS dæmpet men med eftertryk
Jeg må ha’ tænkt på alt dette her. Jeg må ha’ villet det. Ha’ ønsket det. Havt lyst til det. Og så –. Skulde det ikke hænge slig sammen?
Hilde tier fremdeles.
SOLNESS utålmodig
Nå ja, ja, for fan’, – så har jeg gjort det også da!
HILDE drejer lidt på hodet, men uden at sé på ham
Tilstår De altså nu?
SOLNESS
Ja. Alt, hvad De vil.
HILDE
At De tog og slog armene om mig?
​
1.utg: 69
SOLNESS
Ja da!
HILDE
Og bøjed mig bagover?
SOLNESS
Svært langt bagover.
​
HIS: 265
HILDE
Og kyssed mig?
SOLNESS
Ja, jeg gjorde det.
HILDE
Mange gange?
SOLNESS
Så mange, De bare vil.
HILDE vender sig rask imod ham og har igen det tindrende glade udtryk i øjnene
Nå, ser De, at jeg fik lokket det ud af Dem tilslut!
SOLNESS drager på smilebåndet
Ja, tænk bare, – at jeg kunde glemme sligt noget.
​
1.utg: 70
HILDE atter lidt mut, går fra ham
Å, De har vel kysset så mange i Deres dage, De, kan jeg tænke.
SOLNESS
Nej, det må De da ikke tro om mig.
Hilde sætter sig i lænestolen. Solness står og støtter sig til gyngestolen.
SOLNESS ser iagttagende på hende
Frøken Wangel?
HILDE
Ja?
​
HIS: 266
SOLNESS
Hvorledes var det nu? Hvad blev det så videre til, – dette med os to?
HILDE
Det blev jo ikke til noget mere. Det véd De da vel. For så kom jo de andre fremmede, og så – isch!
SOLNESS
Ja rigtig! De andre kom. At jeg kunde glemme det også.
​
HU: 62
HILDE
Å, De har såmænd ingenting glemt. Bare ​
1.utg: 71
skammet Dem lidt. En glemmer da ikke sligt noget, véd jeg.
SOLNESS
Nej, det skulde jo synes så.
HILDE atter livfuld, ser på ham
Eller har De kanske også glemt, hvad dag det var?
SOLNESS
Hvad dag –?
HILDE
Ja, hvad dag hejste De kransen på tårnet? Nå? Sig det straks!
SOLNESS
Hm, – selve dagen har jeg, min sæl’, glemt. Jeg véd bare, at det var for ti år siden. Så’n udover høstparten.
HILDE nikker flere gange langsomt med hodet
Det var for ti år siden. Den 19de September.
​
HIS: 267
SOLNESS
Jaha, det var vel så ved lag. Sé, det ​
1.utg: 72
mindes De også, De! (standser) Men bi lidt –! Jo, – idag har vi også den 19de September.
HILDE
Ja, vi har det. Og de ti år er gåt. Og De kom ikke, – som De havde lovet mig.
SOLNESS
Lovet Dem? Skræmt Dem med, mener De vel?
HILDE
Jeg synes ikke, det var noget at skræmme med, det.
SOLNESS
Nå, narret Dem lidt med da.
HILDE
Var det bare det, De vilde? Narre mig?
SOLNESS
Nå, eller spøge lidt med Dem da! Jeg husker det, gud hjælpe mig, ikke. Men noget sligt noget har det vel været. For De var jo bare et barn dengang.
HILDE
Å, jeg var kanske ikke så rent barn heller. Ikke så’n en tøsunge, som De tror.
​
1.utg: 73
SOLNESS ser forskende på hende
Har De rigtig for ramme alvor gåt og tænkt, at jeg vilde komme igen?
​
HIS: 268
HILDE dølger et halvt drillende smil
Ja da! Jeg havde ventet mig det af Dem.
SOLNESS
At jeg vilde komme hjem til Deres og ta’ Dem med mig?
​
HU: 63
HILDE
Akkurat som et trold, ja.
SOLNESS
Og gøre Dem til prinsesse?
HILDE
De lovte mig jo det.
SOLNESS
Og gi’ Dem et kongerige også?
HILDE ser op mod loftet
Hvorfor ikke det da? For det behøvte jo ikke netop at være så’nt et almindeligt, rigtigt kongerige heller.
​
1.utg: 74
SOLNESS
Men noget andet, som var lige så godt?
HILDE
Ja, mindst lige så godt. (ser lidt på ham) Kunde De bygge de højeste kirketårne i verden, så måtte De vel sagtens kunde gøre udvej til et eller andet slags kongerige også, – tænkte jeg mig.
SOLNESS ryster på hodet
Jeg kan ikke rigtig få rede på Dem, frøken Wangel.
​
HIS: 269
HILDE
Kan De ikke det? Jeg synes, det er så ligetil, jeg.
SOLNESS
Nej, jeg kan ikke bli’ klog på, om De mener alt det, som De siger. Eller om De bare sidder så’n og driver spas –
HILDE smiler
Gør nar, kanske? Jeg også?
SOLNESS
Ja netop. Gør nar. Af os begge to. (ser hen på hende) Har De længe vidst, at jeg var gift?
​
1.utg: 75
HILDE
Ja, det har jeg da vidst hele tiden. Hvorfor spør’ De om det?
SOLNESS henkastende
Nej, nej, det faldt mig bare så’n ind. (ser alvorlig på hende og siger dæmpet) Hvorfor er De kommen?
HILDE
Fordi jeg vil ha’ fat i mit kongerige. Nu er jo fristen ude.
SOLNESS lér uvilkårligt
Jo, De er god, De!
HILDE lystig
Ryk ud med mit kongerige, bygmester! (banker med fingeren) Kongeriget på bordet!
​
HIS: 270
SOLNESS skyver gyngestolen nærmere og sætter sig
Alvorlig talt, – hvorfor er De kommen? Hvad vil De egentlig gøre her?
HILDE
Å, for det første så vil jeg nu gå omkring og sé på alt det, som De har bygget.
​
1.utg: 76
​
HU: 64
SOLNESS
Da får De mere end nok at løbe om efter.
HILDE
Ja, De har jo bygget så forfærdelig meget.
SOLNESS
Jeg har det. Mest i de senere årene.
HILDE
Mange kirketårne også? Så’ne umådelig høje?
SOLNESS
Nej. Jeg bygger ingen kirketårne nu mere. Og ingen kirker heller.
HILDE
Hvad bygger De nu da?
SOLNESS
Hjem for mennesker.
HILDE eftertænksom
Kunde De ikke gøre lidt – lidt så’n kirketårn over de hjemmene også?
​
HIS: 271
SOLNESS studser
Hvad mener De med det?
​
1.utg: 77
HILDE
Jeg mener, – noget, som peger – ligesom frit tilvejrs. Med fløjen så svimlende højt oppe.
SOLNESS grubler lidt
Mærkværdig nok, at De siger det. For det er jo netop det, jeg allerhelst vilde.
HILDE utålmodig
Men hvorfor gør De det så ikke da!
SOLNESS ryster på hodet
Nej, for menneskene vil ikke ha’ det.
HILDE
Tænk, – at de ikke vil det!
SOLNESS lettere
Men nu bygger jeg mig et nyt hjem. Her lige over for.
HILDE
Til Dem selv?
SOLNESS
Ja. Det er omtrent færdigt. Og på det er der et tårn.
​
1.utg: 78
HILDE
Højt tårn?
​
HIS: 272
SOLNESS
Ja.
HILDE
Svært højt?
SOLNESS
Folk vil visst si’, at det er altfor højt. For et hjem at være.
HILDE
Det tårnet vil jeg ud og sé på straks imorgen tidlig.
SOLNESS sidder med hånden under kind og stirrer på hende
Sig mig, frøken Wangel, – hvad heder De? Til fornavn, mener jeg.
HILDE
Jeg heder jo Hilde.
SOLNESS som før
Hilde? Så?
​
HU: 65
HILDE
Sanser De ikke det da? De kaldte mig jo selv Hilde. Den dagen, da De var uskikkelig.
​
1.utg: 79
SOLNESS
Gjorde jeg det også?
HILDE
Men dengang sa’ De lille Hilde. Og det likte jeg ikke.
​
HIS: 273
SOLNESS
Så De likte ikke det, frøken Hilde?
HILDE
Nej. Ikke ved den lejlighed. – For resten – «prinsesse Hilde» –. Det vil komme til at ta’ sig ganske godt ud, synes jeg.
SOLNESS
Ja vel. Prinsesse Hilde af – af –. Hvad var det nu, kongeriget skulde hede?
HILDE
Isch da! Det dumme kongerige vil jeg ikke vide noget af. Jeg vil ha’ mig et ganske andet et, jeg!
SOLNESS har lænet sig tilbage i stolen og ser fremdeles på hende
Er det ikke underligt –? Jo mere jeg tænker over det nu, – så står det for mig, som om jeg i hele lange år har gåt her og pint mig med – hm –
​
1.utg: 80
HILDE
Med hvad?
SOLNESS
Med at komme på noget – noget sådan oplevet, som jeg syntes, jeg måtte ha’ glemt igen. Men aldrig så fik jeg tag i, hvad det kunde være.
HILDE
De skulde slåt knude på Deres lommetørklæde, bygmester.
​
HIS: 274
SOLNESS
Så havde jeg bare gåt og funderet på, hvad den knuden kunde betyde.
HILDE
Å ja, der gi’es vel slige trold i verden også.
SOLNESS rejser sig langsomt op
Det var inderlig godt, at De kom til mig nu.
HILDE ser dybt på ham
Var det godt?
SOLNESS
For jeg har siddet her så alene. Og stirret så rent hjælpeløs på det altsammen. (sagtere) ​
1.utg: 81
Jeg skal si’ Dem, – jeg er begyndt at bli’ så ræd, – så rasende ræd for ungdommen.
HILDE blæser
Pyh, – er ungdommen noget at bli’ ræd for!
​
HU: 66
SOLNESS
Ja, just den. Derfor så har jeg låset og stængt mig inde. (hemmelighedsfuldt) De skal vide, at ungdommen vil komme her og dundre på døren! Bryde ind til mig!
HILDE
Så synes jeg, De skulde gå ud og lukke op for ungdommen da.
SOLNESS
Lukke op?
​
HIS: 275
HILDE
Ja. Så ungdommen kunde få slippe ind til Dem. Så’n med det gode.
SOLNESS
Nej, nej, nej! Ungdommen, – det er gengældelsen, det, ser De. Den kommer i spidsen for omslaget. Ligesom under en ny fane.
​
1.utg: 82
HILDE rejser sig, ser på ham og siger med en dirrende trækning om munden
Kan De bruge mig til noget, bygmester?
SOLNESS
Ja, det kan jeg da rigtignok nu! For De kommer også – ligesom under en ny fane, synes jeg. Ungdom imod ungdom altså –!
Doktor Herdal kommer ind gennem forstuedøren.
DOKTOR HERDAL
Nå, – er De og frøkenen her endnu?
SOLNESS
Ja. Vi har havt mangt og meget at snakke om, vi to.
HILDE
Både gammelt og nyt.
DOKTOR HERDAL
Nej, har De det?
​
HIS: 276
HILDE
Å, det har været så svært morsomt. For bygmester Solness – han har så’n en rent ubegribelig hukommelse, han. Alle mulige småting så husker han dem på flækken.
Fru Solness kommer ind gennem døren tilhøjre.
​
1.utg: 83
FRU SOLNESS
Se så, frøken Wangel, nu er værelset i orden til Dem.
HILDE
Å, hvor snil De er imod mig!
SOLNESS til fruen
Barnekammerset?
FRU SOLNESS
Ja. Det mellemste. Men først så skulde vi vel tilbords.
​
HU: 67
SOLNESS nikker til Hilde
Hilde skal sove i barnekammerset, hun.
FRU SOLNESS ser på ham
Hilde?
SOLNESS
Ja, frøken Wangel heder Hilde. Jeg har kendt hende, da hun var barn.
FRU SOLNESS
Nej, har du det, Halvard? Nå, vær så god da. Der er dækket.
Hun tar doktor Herdals arm og går ud med ham til højre.
​
HIS: 277
Hilde har imens samlet sine rejsesager sammen.
​
1.utg: 84
HILDE sagte og hurtigt til Solness
Er det sandt, som De sa’? Kan De bruge mig til noget?
SOLNESS tar sagerne fra hende
De er den, som jeg sårest har savnet.
HILDE ser på ham med glade forundrede øjne og slår hænderne sammen
Men du store, dejlige verden –!
SOLNESS spændt
Nå –?
HILDE
Så har jeg jo kongeriget da!
SOLNESS uvilkårlig
Hilde –!
HILDE atter med det dirrende drag om munden
Næsten, – havde jeg nær sagt.
Hun går ud til højre. Solness følger hende.
​
​
1.utg: [85]
​
HIS: 279
​
HU: 68
ANDEN AKT
En smukt udstyret, mindre salon hos bygmester Solness. På bagvæggen glasdør ud til veranda og have. Til højre et brudt hjørne med karnap, hvori blomsteropsatser og et stort vindu. Et tilsvarende brudt hjørne til venstre. I dette en liden tapetdør. På hver af sidevæggene en almindelig dør. Foran til højre konsolbord med stort spejl. Blomster og planter i rig opstilling. Foran til venstre sofa med bord og stole. Længere tilbage et bogskab. Ude på gulvet, foran karnappet, et lidet bord og et par stole. Det er tidlig formiddag.
Bygmester Solness sidder ved det lille bord med Ragnar Broviks mappe opslået foran sig. Han blader i tegningerne og ser nøje på nogle af dem. Fru Solness går lydløst om med en liden vandkande og steller med blomsterne. Hun er sortklædt som før. Hendes hat, overtøj og parasol ligger på en stol ved spejlet. Solness følger hende et par gange uformærket med øjnene. Ingen af dem taler.
Kaja Fosli kommer stilfærdig i døren tilvenstre.
SOLNESS vender hodet og siger ligegyldig henkastende
Nå, er det Dem?
KAJA
Jeg vilde bare melde, at jeg er kommen.
SOLNESS
Ja, ja, det er godt. Er ikke Ragnar der også?
​
1.utg: 86
​
HIS: 280
KAJA
Nej, ikke endnu. Han måtte bli’ lidt og vente på doktoren. Men siden vilde han komme og forhøre sig –
SOLNESS
Hvorledes står det sig med den gamle idag?
KAJA
Dårlig. Han be’r så meget undskylde, at han må bli’ liggende dagen over.
SOLNESS
Bevar’s vel. La’ ham endelig det. Men gå så De til Deres arbejde.
KAJA
Ja. (standser ved døren) Vil De kanske snakke med Ragnar, når han kommer?
SOLNESS
Nej, – jeg véd ikke noget så’n særligt.
Kaja går ud igen til venstre.
Solness sidder fremdeles og blader i tegningerne.
​
HU: 69
FRU SOLNESS henne ved planterne
Gad vide, om han ikke dør, han også.
​
1.utg: 87
SOLNESS ser hen på hende
Han også? Hvem andre da?
​
HIS: 281
FRU SOLNESS uden at svare
Jo, jo; gamle Brovik – han dør visst også nu, Halvard. Du skal nok få sé det.
SOLNESS
Kære Aline, skulde du ikke ud og gå lidt?
FRU SOLNESS
Jo, jeg skulde jo egentlig det.
Hun blir ved at stelle med blomsterne.
SOLNESS bøjet over tegningerne
Sover hun endnu?
FRU SOLNESS sér på ham
Er det frøken Wangel, du sidder og tænker på?
SOLNESS ligegyldig
Jeg kom så’n til at huske på hende.
FRU SOLNESS
Frøken Wangel er oppe for længe siden.
​
1.utg: 88
SOLNESS
Nå, er hun det?
FRU SOLNESS
Da jeg var derinde, sad hun og stelled med sit tøj.
Hun går foran spejlet og begynder langsomt at sætte hatten på.
​
HIS: 282
SOLNESS efter et kort ophold
Så fik vi da brug for et barnekammers alligevel, vi, Aline.
FRU SOLNESS
Ja, vi fik jo det.
SOLNESS
Og jeg synes, det er bedre, det, end at altsammen skal stå tomt.
FRU SOLNESS
Dette tomme er så rent forfærdeligt. Det har du ret i.
SOLNESS lukker mappen, rejser sig og går nærmere
Du skal bare få sé det, Aline, at herefter blir det nok bedre for os. Langt hyggeligere. Lettere at leve. – Især da for dig.
​
1.utg: 89
FRU SOLNESS ser på ham
Herefter?
SOLNESS
Ja, tro du mig, Aline –
FRU SOLNESS
Mener du, – fordi hun er kommen her?
SOLNESS betvinger sig
Jeg mener naturligvis, – når vi først får flyttet ind i det nye huset.
​
HIS: 283
FRU SOLNESS tar overtøjet
Ja, tror du det, Halvard? At det blir bedre da?
​
HU: 70
SOLNESS
Jeg kan da aldrig tænke mig andet. Og det tror da vel sagtens du også?
FRU SOLNESS
Jeg tror ingen verdens ting om det nye huset.
SOLNESS forstemt
Det er rigtignok ilde at høre for mig, dette ​
1.utg: 90
her. For det er da vel mest for din skyld, at jeg har bygget det.
Han vil hjælpe hende med tøjet.
FRU SOLNESS unddrager sig
I grunden gør du så altfor meget for min skyld.
SOLNESS med en viss hæftighed
Nej, nej, sligt noget må du sletikke sige, Aline! Jeg tåler ikke at høre den slags ting af dig!
FRU SOLNESS
Nå, så skal jeg ikke sige det da, Halvard.
SOLNESS
Men jeg blir ved mit, jeg. Du skal nok få sé det, at det vil lage sig bra’ for dig der over i det nye.
FRU SOLNESS
Å gud, – bra’ for mig –!
​
HIS: 284
SOLNESS ivrig
Jo da! Jo da! Vær bare sikker på det, du! For der, ser du, – der blir der så utro​
1.utg: 91
lig meget, som kommer til at minde dig om dit eget –
FRU SOLNESS
Om det, som havde været fars og mors. – Og som brændte op – altsammen.
SOLNESS dæmpet
Ja, ja, du stakkers Aline. Det var et forfærdelig hårdt slag for dig, det.
FRU SOLNESS udbrydende i klage
Du kan bygge så meget, du i verden vil, Halvard, – for mig får du aldrig bygget noget rigtigt hjem op igen!
SOLNESS går henover gulvet
Nå, så la’ os i guds navn ikke snakke mere om dette her da.
FRU SOLNESS
Vi plejer jo ellers aldrig at snakke om det heller. For du skyder det bare ifra dig –
SOLNESS standser brat og ser på hende
Gør jeg? Og hvorfor skulde jeg gøre det? Skyde det ifra mig?
​
1.utg: 92
​
HU: 71
FRU SOLNESS
Å jo, jeg forstår dig så godt, Halvard. Du vil jo så gerne skåne mig. Og undskylde mig også. Alt, – hvad du bare kan.
SOLNESS med forbausede øjne
Dig! Er det dig, – dig selv, du taler om, Aline!
​
HIS: 285
FRU SOLNESS
Ja, det må da vel være om mig, véd jeg.
SOLNESS uvilkårligt, hen for sig
Det også!
FRU SOLNESS
For med det gamle huset, – med det fik det nu endda være som det være vilde. Herregud, – når nu engang ulykken var ude, så –
SOLNESS
Ja, det har du ret i. Ulykken rå’r en jo ikke for, – siges der.
FRU SOLNESS
Men det forfærdelige, som branden drog efter sig –! Det er det! Det, det, det!
​
1.utg: 93
SOLNESS heftig
Bare ikke tænke på det, Aline!
FRU SOLNESS
Jo, just det må jeg tænke på. Og få tale om det endelig engang også. For jeg synes ikke, jeg kan bære det længer. Og så at jeg aldrig har lov til at tilgi’ mig selv –!
SOLNESS i udbrud
Dig selv –!
FRU SOLNESS
Ja, for jeg havde jo pligter til to sider. Både imod dig og imod de små. Jeg skulde ha’ gjort mig hård. Ikke ladt skrækken få slig magt over mig. Ikke heller sorgen fordi hjemmet ​
HIS: 286
var brændt for mig. (vrider hænderne) Å, om jeg bare havde kunnet, Halvard!
SOLNESS sagte, rystet, går nærmere
Aline, – du må love mig, at du aldrig mere vil tænke de tanker. – Lov mig endelig det, du!
FRU SOLNESS
Å gud, – love! Love! En kan jo love, hvad det så skal være –
​
1.utg: 94
SOLNESS knuger hænderne og går henover gulvet
Å, det er da også fortvilet, er det! Aldrig en solstråle! Ikke så meget som et streiflys engang ind i hjemmet!
FRU SOLNESS
Her er jo ikke noget hjem, Halvard.
​
HU: 72
SOLNESS
Å nej, du må så sige. (tungt) Og gud véd, om du ikke får ret i det, at det ikke blir bedre for os i det nye huset heller.
FRU SOLNESS
Det blir det aldrig. Lige tomt. Lige øde. Der som her.
SOLNESS hæftig
Men hvorfor i alverden har vi så bygget det da? Kan du sige mig det?
FRU SOLNESS
Nej, det får du svare dig selv på.
SOLNESS skotter mistænksomt til hende
Hvad mener du med det, Aline?
​
1.utg: 95
​
HIS: 287
FRU SOLNESS
Hvad jeg mener?
SOLNESS
Ja, for fan’ –! Du sa’ det så underligt. Som om du havde en bagtanke med det.
FRU SOLNESS
Nej, det kan jeg rigtignok forsikre dig –
SOLNESS går nærmere
Å, mange tak, – jeg véd nok, hvad jeg véd. Og jeg både ser og jeg hører også, jeg, Aline. Det kan du lide på!
FRU SOLNESS
Men hvad for noget da? Hvad for noget?
SOLNESS stiller sig foran hende
Finder du kanske ikke ud en lumsk, bortgemt mening i det uskyldigste ord, som jeg bare siger?
FRU SOLNESS
Jeg, siger du! Gør jeg det!
SOLNESS lér
Håhåhå! Det er jo nokså rimeligt, det, ​
1.utg: 96
Aline! Når du har at trækkes med en syg mand i huset, så –
FRU SOLNESS angstfuld
Syg! Er du syg, Halvard!
SOLNESS bryder ud
En halvgal mand da! En forrykt mand! Kald mig, hvad du vil.
​
HIS: 288
FRU SOLNESS famler efter stolryggen og sætter sig
Halvard, – for gud i himmelens skyld –!
SOLNESS
Men I tar fejl, begge to. Både du og doktoren. Det er ikke slig fat med mig.
Han går op og ned ad gulvet. Fru Solness følger ham ængstelig med øjnene. Derpå går han hen til hende.
SOLNESS rolig
I grunden fejler der mig ingen verdens ting.
​
HU: 73
FRU SOLNESS
Nej, ikke sandt! Men hvad er der så ivejen med dig da?
​
1.utg: 97
SOLNESS
Det er det, at jeg mangen gang holder på at segne under denne forfærdelige gældsbyrden –
FRU SOLNESS
Gæld, siger du! Men du står jo ikke i gæld til nogen, Halvard!
SOLNESS sagte, bevæget
I bundløs skyld og gæld til dig, – til dig, – til dig, Aline.
FRU SOLNESS rejser sig langsomt
Hvad er der bagved alt dette her? Sig det ligeså godt straks.
SOLNESS
Men der er jo ingenting bagved! Jeg har aldrig gjort dig noget ondt. Ikke med vidende og vilje ialfald. Og så alligevel – så kendes det som om en knugende skyld lå og tynged på mig.
​
HIS: 289
FRU SOLNESS
En skyld imod mig?
SOLNESS
Mest imod dig.
​
1.utg: 98
FRU SOLNESS
Så er du – syg alligevel, Halvard.
SOLNESS tungt
Må vel være det. Eller noget sligt noget. (ser mod døren tilhøjre, som åbnes) Nå! Nu lysner det.
Hilde Wangel kommer ind. Hun har ændret et og andet ved sin dragt. Kjoleskørtet er nedhæftet.
HILDE
Godmorgen, bygmester!
SOLNESS nikker
Sovet godt?
HILDE
Vidunderlig dejligt! Ligesom i en vugge. Å, – ligget og strækket mig som – som en prinsesse!
SOLNESS smiler lidt
Rigtig tilpas altså.
HILDE
Skulde mene det.
​
HIS: 290
SOLNESS
Og drømt sagtens også?
​
1.utg: 99
HILDE
Ja da. Men det var fælt.
SOLNESS
Så?
HILDE
Ja, for jeg drømte, at jeg faldt udover en forfærdelig høj, brat fjeldvæg. Drømmer De aldrig sligt noget, De?
SOLNESS
Å jo, – en gang imellem, så –
​
HU: 74
HILDE
Det er så svært spændende – når en så’n daler og daler.
SOLNESS
Det kendes ligesom isnende, synes jeg.
HILDE
Trækker De benene op under Dem, mens det står på?
SOLNESS
Ja, så højt jeg bare kan.
HILDE
Det gør jeg også.
​
1.utg: 100
​
HIS: 291
FRU SOLNESS tar parasollen
Nu får jeg nok gå ud i byen, jeg, Halvard. (til Hilde) Og så skal jeg sé at ta’ et og andet med, som De kan ha’ brug for.
HILDE vil kaste sig om hendes hals
Å, kæreste, dejligste fru Solness! De er da rigtig altfor snil også! Forfærdelig snil –
FRU SOLNESS afværgende, gør sig løs
Å langt ifra da. Det er jo bare min pligt, det. Og derfor gør jeg det så gerne.
HILDE fortrydelig, spidser munden
Forresten synes jeg såmænd, at jeg godt kan gå i gaderne, – så pænt, som jeg har fåt det til nu. Eller kan jeg kanske ikke det?
FRU SOLNESS
Oprigtig talt så tror jeg nok, at en og anden vilde sé lidt efter Dem.
HILDE blæser
Pyh! Ikke andet? Det er jo bare morsomt, det.
​
1.utg: 101
SOLNESS i dulgt, ondt lune
Ja, men folk kunde falde på at tro, at De også var gal, ser De.
HILDE
Gal? Er der da så svært mange gale her i byen?
SOLNESS peger sig på panden
Her ser De en slig en idetmindste.
​
HIS: 292
HILDE
De, – bygmester!
FRU SOLNESS
Uf! Nej men kære, snille Halvard da!
SOLNESS
Har De endnu ikke mærket det?
HILDE
Nej, det har jeg da rigtignok ikke. (besinder sig og lér lidt) Jo, kanske i en eneste ting alligevel.
SOLNESS
Nå, hører du det, Aline?
FRU SOLNESS
Hvad er så det for en ting da, frøken Wangel?
​
1.utg: 102
​
HU: 75
HILDE
Nej, det siger jeg ikke.
SOLNESS
Å jo, sig det!
HILDE
Nej tak, – så gal er jeg ikke.
FRU SOLNESS
Når du og frøken Wangel blir alene, så siger hun det nok, Halvard.
​
HIS: 293
SOLNESS
Ja så, – tror du det?
FRU SOLNESS
Å ja da. For du har jo kendt hende så godt før. Helt siden hun var barn, – fortæller du.
Hun går ud gennem døren tilvenstre.
HILDE lidt efter
Kan Deres frue sletikke like mig, hun?
SOLNESS
Synes De, De kunde mærke sligt noget på hende?
​
1.utg: 103
HILDE
Kunde ikke De selv mærke det da?
SOLNESS undvigende
Aline er ble’t så svært folkesky i de sidste årene.
HILDE
Er hun det også?
SOLNESS
Men hvis De bare kunde få lære hende rigtig at kende –. Ja, for hun er så snil – og så god – og så bra’ igrunden –
HILDE utålmodig
Men når hun det er, – hvorfor skulde hun så gi’ sig til at sige dette her om pligt!
​
HIS: 294
SOLNESS
Om pligt?
HILDE
Ja, hun sa’ jo, at hun vilde gå ud og købe noget til mig. Fordi det var hendes pligt, – sa’ hun. Å, jeg kan ikke udstå det stygge fæle ordet!
​
1.utg: 104
SOLNESS
Hvorfor ikke det da?
HILDE
Nej, for det høres så koldt og spidst og stikkende. Pligt – pligt – pligt. Finder ikke De også det? At det ligesom stikker en?
SOLNESS
Hm, – har ikke tænkt så nøje over det.
HILDE
Jo da! Og når hun er så snil, – som De fortæller, hun er, – hvorfor skulde hun så sige sligt?
SOLNESS
Men herregud, hvad skulde hun da ha’ sagt?
HILDE
Hun kunde jo sagt, at hun vilde gøre det, fordi hun likte mig så forfærdelig godt. Så’nt noget kunde ​
HU: 76
hun ha’ sagt. Noget, som var rigtig varmt og hjerteligt, forstår De.
SOLNESS ser på hende
Er det så, De vil ha’ det?
​
1.utg: 105
​
HIS: 295
HILDE
Ja, just så.
Hun går om på gulvet, standser ved bogskabet og ser på bøgerne.
HILDE
De har svært mange bøger, De.
SOLNESS
Å, jeg har lagt mig til en del.
HILDE
Læser De i alle de bøgerne også?
SOLNESS
Før i tiden prøvte jeg på det. Læser De?
HILDE
Nej da! Aldrig i verden – nu mere. For jeg kan så ikke finde sammenhængen i det alligevel.
SOLNESS
Just slig er det med mig også.
Hilde driver lidt om, standser ved det lille bord, åbner mappen og blader i den.
HILDE
Er det Dem, som har tegnet alt dette her?
​
1.utg: 106
SOLNESS
Nej, det er en ung mand, jeg har til at hjælpe mig.
​
HIS: 296
HILDE
En, som De selv har lært op?
SOLNESS
Å ja, han har vel sagtens lært noget af mig også.
HILDE sætter sig
Så er han vel svært flink da? (ser lidt på en tegning) Er han ikke det?
SOLNESS
Å ikke så værst. Til mit brug, så –
HILDE
Jo da! Han må visst være græsselig flink.
SOLNESS
Synes De, De kan sé det på tegningerne?
HILDE
Pyt, – det krimskramset! Men når han har gå’t i lære hos Dem, så –
SOLNESS
Å, for den sags skyld –. Her er mange ​
1.utg: 107
her, som har lært af mig. Og lige klejne blir de for det.
HILDE ser på ham og ryster på hodet
Nej, om jeg så skulde dø, så skønner jeg ikke, at De kan være så dum.
SOLNESS
Dum? Synes De, jeg er så svært dum da?
​
HIS: 297
HILDE
Ja, det synes jeg rigtignok. Når De kan gi’ Dem til at gå her og lære alle de fyrene op, så –
SOLNESS studser
Nå? Og hvorfor ikke det?
​
HU: 77
HILDE rejser sig, halvt alvorlig, halvt leende
Isch, nej da, bygmester! Hvad skal det være godt for! Ingen andre end De skulde ha’ lov til at bygge. De skulde være ganske alene om det. Gøre det altsammen selv. Nu véd De det.
SOLNESS uvilkårlig
Hilde –!
​
1.utg: 108
HILDE
Nå?
SOLNESS
Hvordan i alverden er De kommen ind på dette her?
HILDE
Synes De, det er så rent galt tænkt af mig, det, da?
SOLNESS
Nej, ikke for det. Men nu skal jeg si’ Dem noget.
HILDE
Nå da?
SOLNESS
Jeg går her – uafladelig – i stilhed og i ensomhed – og tumler med den samme tanken.
​
HIS: 298
HILDE
Ja, det er da nokså rimeligt, det, synes jeg.
SOLNESS ser lidt spejdende på hende
Og det har De sagtens alt lagt mærke til.
HILDE
Nej, det har jeg såmænd slet ikke.
​
1.utg: 109
SOLNESS
Men før, – da De sa’, at De trode jeg var – forkért? Så’n i én ting –?
HILDE
Å, jeg tænkte på noget ganske andet da.
SOLNESS
På hvad for noget andet?
HILDE
Det kan jo være Dem det samme, bygmester.
SOLNESS går henover gulvet
Ja, ja, – som De vil. (standser ved karnappet) Kom her hen, så skal jeg vise Dem noget.
HILDE går nærmere
Hvad er det?
SOLNESS
Ser De, – der borte i haven –?
​
HIS: 299
HILDE
Ja?
SOLNESS peger ud
Lige over det store stenbruddet –?
​
1.utg: 110
HILDE
Det nye huset, mener De?
SOLNESS
Det, som er under bygning, ja. Næsten fuldt færdigt.
HILDE
Det har et svært højt tårn, synes jeg.
​
HU: 78
SOLNESS
Stilladset står endnu.
HILDE
Er det Deres nye hus, det?
SOLNESS
Ja.
HILDE
Det huset, som De snart vil flytte ind i?
SOLNESS
Ja.
HILDE ser på ham
Er der barnekammerser i det huset også?
​
HIS: 300
SOLNESS
Tre, ligesom her.
​
1.utg: 111
HILDE
Og ingen barn.
SOLNESS
Kommer ingen heller.
HILDE med et halvt smil
Ja, er det så ikke, som jeg sa’ –?
SOLNESS
At –?
HILDE
At De er – så’n – lidt gal alligevel.
SOLNESS
Var det dette her, De tænkte på?
HILDE
Ja, på alle de tomme barnekammerserne, som jeg lå og sov i.
SOLNESS sænker stemmen
Vi har havt barn, – Aline og jeg.
HILDE ser spændt på ham
Har De –!
​
1.utg: 112
SOLNESS
To små gutter. Begge var de lige gamle.
​
HIS: 301
HILDE
Tvillinger da.
SOLNESS
Ja, tvillinger. Det er nu en elleve–tolv år siden.
HILDE varsomt
Og begge to er altså –? De tvillingerne har De altså ikke nu længer?
SOLNESS stille bevæget
Vi beholdt dem bare så’n en snes dage. Eller knapt nok det. (bryder ud) Å Hilde, hvor det er rent utrolig godt for mig, at De kom! For nu endelig har jeg da fåt én, som jeg kan snakke med!
HILDE
Kan De da ikke det med – med hende også?
SOLNESS
Ikke om dette her. Ikke så’n, som jeg vil og må. (tungt) Og ikke om så meget andet heller.
​
1.utg: 113
HILDE dæmpet
Var det bare det, De mente, da De sa’, at De behøvte mig?
SOLNESS
Nærmest var det vel det. Igår da. For idag véd jeg ikke længer så rigtig – (afbrydende) Kom her ​
HU: 79
og la’ os sætte os, Hilde. Sæt De Dem der i sofaen, – så De har haven for øjne.
Hilde sætter sig i sofahjørnet.
​
HIS: 302
SOLNESS rykker en stol nærmere
Har De lyst til at høre på det?
HILDE
Ja, jeg vil svært gerne sidde og høre på Dem.
SOLNESS sætter sig
Så skal jeg si’ Dem det altsammen da.
HILDE
Nu har jeg både haven og Dem for øjne, bygmester. Fortæl mig så! Straks!
SOLNESS peger mod karnapvinduet
Der borte på højden, – hvor De altså ser det nye huset –
​
1.utg: 114
HILDE
Ja?
SOLNESS
– der bode Aline og jeg i de første årene. For deroppe lå der dengang et gammelt hus, som havde hørt hendes mor til. Og det fik vi efter hende. Og hele den store haven, den fik vi med.
HILDE
Var der tårn på det huset også?
SOLNESS
Ikke spor af sligt noget. Det var en stor, styg, mørk trækasse at sé til udvendig. Men nokså lunt og hyggeligt inde alligevel.
HILDE
Rev De så det gamle skrammelet ned da?
​
HIS: 303
SOLNESS
Nej. Det brændte for os.
HILDE
Altsammen?
SOLNESS
Ja.
HILDE
Var det en svær ulykke for Dem, det?
​
1.utg: 115
SOLNESS
Li’som en tar det til. Som bygmester kom jeg ivejret på den branden –
HILDE
Nå, men –?
SOLNESS
Vi havde netop fåt de to små gutterne dengang –
HILDE
De stakkers tvillingerne, ja.
SOLNESS
De kom så sunde og trivelige til verden. Og vokse gjorde de fra dag til dag, så en tydelig kunde sé det.
HILDE
Småbarn vokser svært i de første dagene.
​
HIS: 304
​
HU: 80
SOLNESS
Det var det vakkreste syn, én kunde sé for sine øjne, når Aline lå der med dem begge to. – Men så kom brandnatten –
HILDE spændt
Hvad skede! Si’ det da! Brændte nogen inde!
​
1.utg: 116
SOLNESS
Nej; ikke det. Alle blev reddet godt og vel ud af huset –
HILDE
Nå, men hvad så –?
SOLNESS
Skrækken havde rystet Aline så forfærdelig stærkt. Brandlarmen, – udflytningen – så’n over hals og hode, – og det til og med i den isende nattekulden –. For de måtte jo bæres ud, slig, som de lå der. Både hun og de små.
HILDE
Tålte de så ikke det da?
SOLNESS
Jo, de tålte det nok. Men med Aline blev det til feber. Og den gik over i mælken. Amme dem selv, det vilde hun jo endelig. For det var hendes pligt, sa’ hun. Og begge vore smågutter, de – ( knuger hænderne) de – å!
HILDE
De stod ikke det over?
SOLNESS
Nej, det stod de ikke over. Det var det, som tog dem fra os.
​
1.utg: 117
​
HIS: 305
HILDE
Det må visst ha’ været forfærdelig svært for Dem.
SOLNESS
Svært nok for mig. Men tifold sværere for Aline. (knytter hænderne i stille raseri) Å, at sligt noget kan få lov til at gå for sig her i verden! (kort og fast) Fra den dag, jeg misted dem, bygged jeg nødig kirker.
HILDE
Kanske ikke gerne kirketårnet oppe hos os heller?
SOLNESS
Ikke gerne. Jeg véd, hvor glad og let jeg var, da det tårnet stod færdig.
HILDE
Det véd jeg også.
SOLNESS
Og nu bygger jeg aldrig – aldrig sligt noget mere! Hverken kirker eller kirketårne.
HILDE nikker langsomt
Bare huse, som der kan bo folk i.
​
1.utg: 118
​
HU: 81
SOLNESS
Hjem for mennesker, Hilde.
HILDE
Men hjem med høje tårne og spir på.
​
HIS: 306
SOLNESS
Helst det. (slår over i en lettere tone) Ja, ser De, – som sagt, – den branden, den bragte mig ivejret, den. Som bygmester da.
HILDE
Hvorfor kalder De Dem ikke arkitekt ligesom de andre?
SOLNESS
Har ikke lært grundig nok til det. Det, jeg kan, det har jeg for det meste gåt og fundet ud selv.
HILDE
Men ivejret kom De da alligevel, bygmester.
SOLNESS
Ovenpå branden, ja. Næsten hele haven stykked jeg ud i villatomter. Og der fik jeg bygge, akkurat som jeg selv vilde ha’ det. Og så gik det jo strygende for mig.
​
1.utg: 119
HILDE ser forskende på ham
De må visst være en svært lykkelig mand, De. Slig, som De har det.
SOLNESS formørket
Lykkelig? Siger De også det? Ligesom alle de andre.
HILDE
Ja, for det synes jeg da De må. Når De bare kunde la’ være at tænke på de to små barnene, så –
SOLNESS langsomt
De to små barnene, – de er ikke så greje at komme ifra, de, Hilde.
​
HIS: 307
HILDE lidt usikker
Står de endnu så svært ivejen. Så lange, lange tider bagefter?
SOLNESS ser fast på hende, uden at svare
Lykkelig mand, sa’ De –
HILDE
Ja, men er De da ikke det, – for resten?
​
1.utg: 120
SOLNESS blir ved at sé på hende
Da jeg fortalte Dem dette her om branden – hm –
HILDE
Nå da!
SOLNESS
Var der så ikke én særlig tanke, som De – så’n fæsted Dem ved?
HILDE besinder sig forgæves
Nej. Hvad for en tanke skulde det være?
​
HU: 82
SOLNESS med dæmpet eftertryk
Ene og alene ved den branden blev jeg sat i stand til at bygge hjem for mennesker. Hyggelige, lune, lyse hjem, hvor far og mor og hele barneflokken kunde leve i tryg og glad fornemmelse af, at det er en svært lykkelig ting, det, at være til i verden. Og mest det, at høre hverandre til – så’n i stort og i småt.
HILDE ivrig
Ja, men er det ikke en svær lykke for Dem, det, at De kan gøre slige nogen dejlige hjem da?
​
1.utg: 121
​
HIS: 308
SOLNESS
Prisen, Hilde. Den forfærdelige pris, jeg måtte betale for at få komme til.
HILDE
Men er da sletikke det til at vinde sig udover?
SOLNESS
Nej. For at komme til at bygge hjem for andre, måtte jeg gi’ afkald, – for alle tider gi’ afkald på at få et hjem selv. Jeg mener et hjem for barneflokken. Og for far og mor også.
HILDE varsomt
Men måtte De da det? For alle tider, si’r De?
SOLNESS nikker langsomt
Det var prisen for den lykken, som folk går og snakker om. (ånder tungt) Den lykken, – hm, – den lykken, den var ikke billigere at få, den, Hilde.
HILDE som før
Men kan ikke det kanske bli’ godt endnu?
SOLNESS
Aldrig i verden. Aldrig det. Det er også ​
1.utg: 122
en følge af branden. Og af Alines sygdom bagefter.
HILDE ser på ham med et ubestemmeligt udtryk
Og så bygger De endda alle disse barnekammerserne.
SOLNESS alvorlig
Har De aldrig mærket det, Hilde, at det umulige – det ligesom lokker og roper på en?
​
HIS: 309
HILDE tænker sig om
Det umulige? (livfuld) Jo da! Har De det også på det sæt?
SOLNESS
Ja, jeg har det.
HILDE
Så er der vel – så’n lidt trold i Dem også da?
SOLNESS
Hvorfor trold?
​
HU: 83
HILDE
Nå, hvad vil da De kalde sligt noget?
​
1.utg: 123
SOLNESS rejser sig
Nej, nej, kan så være, det. (hæftig) Men må jeg ikke bli’ til et trold, – slig som det støt og stadig går mig i alting! I alting!
HILDE
Hvorledes mener De det?
SOLNESS dæmpet, i indre bevægelse
Læg mærke til, hvad jeg siger Dem, Hilde. Alt det, som jeg nåde til at virke, bygge, skabe i skønhed, i tryghed, i lun hygge, – i storladenhed også – (knytter hænderne) Å, er det ikke forfærdeligt at tænke sig bare –!
HILDE
Hvad er da så forfærdeligt?
​
HIS: 310
SOLNESS
At alt det må jeg gå her og veje op. Betale for. Ikke med penge. Men med menneskelykke. Og ikke med min egen lykke alene. Men med andres også. Ja, ja, ser De det, Hilde! Den pris har min kunstnerplads kostet mig – og andre. Og hver evige dag må jeg gå her og sé på, at prisen blir betalt for mig påny. Om igen, og om igen, – og altid om igen!
​
1.utg: 124
HILDE rejser sig op og ser ufravendt på ham
Nu tænker De visst på – på hende.
SOLNESS
Ja. Nærmest på Aline. For Aline – hun havde sit livskald, hun også. Ligeså godt, som jeg havde mit. (dirrer i stemmen) Men hendes livskald, det måtte forkludres, det, knuges, knækkes sønder og sammen, – for at mit kunde vinde frem til – til et slags stor sejr. Ja, for De skal vide det, at Aline – hun havde sine anlæg til at bygge, hun også.
HILDE
Hun! Til at bygge?
SOLNESS ryster på hodet
Ikke huse og tårne og spir – og sligt noget, som jeg går og driver på med –
HILDE
Nå, men hvad da?
SOLNESS blødt og bevæget
Til at bygge op små barnesjæle, Hilde. Bygge barnesjæle op slig at de kunde rejse sig ​
1.utg: 125
i ligevægt og i ædle, vakkre former. Så de ​
HU: 84
kunde højne sig til ranke, voksne menneskesjæle. Dette ​
HIS: 311
her var det, som Aline havde anlæg for. – Og alt det, det ligger nu der. Ubrugt – og ubrugeligt herefter. Og til ingen verdens nytte. – Akkurat som grushaugene efter en brand.
HILDE
Ja, men selv om nu så var –?
SOLNESS
Det er så! Det er så! Jeg véd det.
HILDE
Nå, men De er da i alle fald ikke skyld i det.
SOLNESS fæster øjnene på hende og nikker langsomt
Ja, sé, det er det store, forfærdelige spørsmål, det. Det er tvilen, som nager mig – både nat og dag.
HILDE
Dette her!
SOLNESS
Ja, sæt nu som så. At jeg havde skylden. På en måde da.
HILDE
De! For branden!
​
1.utg: 126
SOLNESS
For det hele. For alt sammen. – Og så kanske – så rent uskyldig alligevel.
HILDE ser bekymret på ham
Å bygmester, – når De kan si’ sligt noget, så er De jo – syg alligevel da.
​
HIS: 312
SOLNESS
Hm, – blir nok aldrig i verden så’n rigtig frisk i det stykke.
Ragnar Brovik åbner varsomt den lille dør i hjørnet tilvenstre.
Hilde går frem på gulvet.
RAGNAR da han ser Hilde
Å –. Undskyld, herr Solness –
Han vil trække sig tilbage.
SOLNESS
Nej, nej, bli’ De bare. Så er det gjort.
RAGNAR
Å ja, – kunde det såsandt det!
SOLNESS
Det går jo ikke bedre med Deres far, hører jeg.
RAGNAR
Med far går det fort nedad nu. Og derfor ​
1.utg: 127
be’r jeg Dem så bønlig, – gi’ mig et par gode ord på et af bladene! Noget, som far kan få læse før han –
SOLNESS hæftig
De må ikke snakke mere til mig om de tegningerne Deres!
​
HU: 85
RAGNAR
Har De set på dem?
​
HIS: 313
SOLNESS
Ja, – jeg har det.
RAGNAR
Og de duer ikke til noget? Og jeg duer vel heller ikke?
SOLNESS undvigende
Bli’ De her hos mig, De, Ragnar. De skal få alt, som De selv vil ha’ det. Så kan De gifte Dem med Kaja. Leve sorgløs. Lykkelig kanske også. Bare ikke tænke på at bygge selv.
RAGNAR
Ja, ja, så får jeg gå hjem og si’ far det da. For det lovte jeg ham. – Skal jeg si’ far det – før han dør?
​
1.utg: 128
SOLNESS vånder sig
Å, si’ ham, – si’ ham, hvad De vil for mig. Bedst, ikke at si’ ham noget! (udbrydende) Jeg kan ikke handle anderledes end jeg gør, Ragnar!
RAGNAR
Må jeg da få ta’ tegningerne med mig?
SOLNESS
Ja, ta’ dem, – ta’ dem bare! De ligger der på bordet.
RAGNAR går derhen
Tak.
HILDE lægger hånden på mappen
Nej, nej, la’ dem ligge.
​
HIS: 314
SOLNESS
Hvorfor det?
HILDE
Jo, for jeg vil også sé på dem.
SOLNESS
Men De har jo – (til Ragnar) Nå, så la’ dem bli’ liggende her da.
​
1.utg: 129
RAGNAR
Gerne det.
SOLNESS
Og gå så straks hjem til Deres far.
RAGNAR
Ja, jeg får vel det.
SOLNESS som fortvilet
Ragnar, – De må ikke kræve noget af mig, som jeg ikke kan! Hører De det, Ragnar! De må ikke det!
RAGNAR
Nej, nej. Undskyld –
Han bukker og går ud gennem hjørnedøren.
Hilde går hen og sætter sig på en stol ved spejlet.
HILDE ser vred på Solness
Dette her var svært stygt af Dem.
​
HIS: 315
SOLNESS
Synes De også det?
​
HU: 86
HILDE
Ja rigtig fælt stygt, var det. Og hårdt og ondt og grusomt også.
​
1.utg: 130
SOLNESS
Å, De skønner ikke, hvorledes jeg har det.
HILDE
Alligevel –. Nej, De skulde ikke være slig, De.
SOLNESS
De sa’ jo selv nu nylig, at det bare var mig, som skulde ha’ lov til at bygge.
HILDE
Sligt kan jeg si’. Men De må ikke.
SOLNESS
Jeg sagtens mest. Så dyrt, som jeg har købt min plads.
HILDE
Nå ja, – med noget, som De kalder for huslig hygge – og sligt noget.
SOLNESS
Og med min sjælefred på købet.
HILDE rejser sig
Sjælefred! (inderlig) Ja, ja, det har De ret i! – Stakkers bygmester, – De bilder Dem jo ind at –
​
1.utg: 131
​
HIS: 316
SOLNESS med en stilfærdig, klukkende latter
Sæt De Dem nu bare ned igen, Hilde. Så skal De få høre løjer.
HILDE spændt, sætter sig
Nå da?
SOLNESS
Det høres ud som en så latterlig liden ting. For hele stadsen drejer sig bare om en spræk i en skorstenspibe, ser De.
HILDE
Ikke om noget andet?
SOLNESS
Nej, ikke så’n til at begynde med.
Han flytter en stol nærmere hen til Hildes og sætter sig.
HILDE utålmodig, banker sig på knæet
Sprækken i skorstenspiben altså!
SOLNESS
Jeg havde lagt mærke til den revnen i piben længe, længe før det brændte. Hver gang jeg var oppe på mørkloftet, så jeg efter, om den var der endnu.
​
1.utg: 132
HILDE
Og den var?
SOLNESS
Ja. For ingen andre vidste om den.
​
HIS: 317
HILDE
Og De sa’ ingenting?
SOLNESS
Nej, jeg gjorde ikke det.
HILDE
Tænkte ikke på at gøre piben istand heller?
​
HU: 87
SOLNESS
Tænkte nok, – men kom aldrig videre. Hver gang jeg vilde gå ivej med det, var det akkurat li’som en hånd la’ sig imellem. Ikke idag, tænkte jeg. Imorgen. Blev aldrig til noget.
HILDE
Ja, men hvorfor gik De nu slig og søled da!
SOLNESS
Fordi jeg gik i funderinger. (langsomt og dæmpet) Gennem den lille svarte sprækken i skorstenspiben kunde jeg kanske vinde mig tilvejrs – som bygmester.
​
1.utg: 133
HILDE ser frem for sig
Det må ha’ været spændende.
SOLNESS
Uoverkommeligt næsten. Helt uoverkommeligt. For dengang stod det for mig som noget så let og så ligetil altsammen. Jeg vilde, at det skulde være så’n ved vintertid. Lidt før middag. Jeg skulde være ude og køre Aline i spidsslæden. Folkene hjemme, de havde fyret svært i ovnene. –
​
HIS: 318
HILDE
Ja, for det skulde vel være fælt koldt den dagen?
SOLNESS
Temmelig skærende – så’n. Og de vilde, at Aline skulde ha’ det rigtig godt og varmt, når hun kom ind.
HILDE
For hun er visst frysende af sig, hun.
SOLNESS
Hun er det. Og så skulde det være på hjemvejen, at vi så røgen.
HILDE
Bare røgen?
​
1.utg: 134
SOLNESS
Først røgen. Men da vi kom frem til haveporten, så stod hele den gamle trækassen i væltende ildsluer. – Så’n var det, jeg vilde ha’ det, ser De.
HILDE
Men herregud, at det ikke kunde kommet slig da!
SOLNESS
Ja, det må De nok sige, Hilde.
HILDE
Nå, men hør nu her, bygmester. Er De nu også så ganske viss på, at branden kom fra den lille sprækken i skorstenspiben?
​
HIS: 319
SOLNESS
Nej, tvert imod. Jeg er ganske viss på, at sprækken i skorstenspiben sletikke havde noget så’n med branden at gøre.
HILDE
Hvad for noget!
​
HU: 88
SOLNESS
Det er bragt fuldt på det rene, det, at branden brød ud i et klædekammers, – på en ganske anden kant af huset.
​
1.utg: 135
HILDE
Men hvad er det så De sidder og våser om denne her sprukne skorstenspiben da!
SOLNESS
Må jeg få snakke lidt mere med Dem, Hilde?
HILDE
Ja, hvis De bare vil snakke fornuftig, så –
SOLNESS
Skal prøve på det.
Han flytter sin stol nærmere.
HILDE
Ryk ud med det da, bygmester.
SOLNESS fortrolig
Tror ikke De også det, Hilde, at der findes enkelte udkårne, udvalgte mennesker, som har fåt nåde og magt og evne til at ønske noget, begære noget, ville noget – så ihærdigt og ​
HIS: 320
så – så ubønhørligt – at de må få det tilslut. Tror De ikke det?
HILDE med et ubestemmeligt udtryk i øjnene
Hvis så er, vil vi engang få se – om jeg hører til de udkårne.
​
1.utg: 136
SOLNESS
Det er ikke en selv alene, som virker så store ting. Å nej, – hjælperne og tjenerne, – de får nok være med, de også, hvis det skal bli’ til noget. Men de kommer aldrig af sig selv, de. En må rope rigtig ihærdig på dem. Så’n indvendig da, skønner De.
HILDE
Hvad er det for nogen hjælpere og tjenere, det?
SOLNESS
Å, det kan vi snakke om en anden gang. La’ os nu bli’ ved dette her med branden.
HILDE
Tror De ikke, at den branden var kommet ligefuldt – om ikke De havde ønsket det?
SOLNESS
Havde gamle Knut Brovik ejet huset, så var det aldrig i verden brændt så belejligt for ham. Det er jeg så sikker på. For han forstår ikke at rope på hjælperne, han, og ikke på de tjenende heller. (rejser sig i uro) Ser De, Hilde, – det er altså alligevel mig, som er skyld i, at begge smågutterne måtte bøde med livet. Og er jeg kanske ikke skyld i det også, at ​
HU: 89
Aline ikke ​
1.utg: 137
er ble’t til det, som hun skulde og kunde. Og som hun helst vilde.
​
HIS: 321
HILDE
Ja, men når det nu bare er disse hjælperne og tjenerne, så –?
SOLNESS
Hvem ropte på hjælperne og tjenerne? Det gjorde jeg! Og så kom de og føjed sig under min vilje. (i stigende oprør) Det er det, som godtfolk kalder at ha’ lykken med sig. Men jeg skal sige Dem, jeg, hvorledes den lykken kendes! Den kendes som et stort, hudløst sted her på brystet. Og så går hjælperne og tjenerne og flår hudstykker af andre mennesker for at lukke mit sår! – Men såret heles ikke endda. Aldrig, – aldrig! Å, om De vidste, hvor det kan suge og svie iblandt.
HILDE ser opmærksomt på ham
De er syg, bygmester. Svært syg, tror jeg næsten.
SOLNESS
Si’ gal. For det mener De jo.
HILDE
Nej, jeg tror ikke det skorter Dem videre på forstanden.
​
1.utg: 138
SOLNESS
På hvad da? Ud med det!
HILDE
Jeg gad vide, jeg, om De ikke er født til verden med en skranten samvittighed.
SOLNESS
Skranten samvittighed? Hvad er det for noget dævelskab?
​
HIS: 322
HILDE
Jeg mener, at samvittigheden er svært skral hos Dem. Så’n finbygget. Tåler ikke at ta’ tag. Ikke løfte og bære det, som tungt er.
SOLNESS brummer
Hm! Hvorledes skulde så samvittigheden være da, må jeg spørge?
HILDE
Hos Dem vilde jeg helst, at samvittigheden skulde være så’n – så’n rigtig robust.
SOLNESS
Så? Robust? Nå. Har De kanske en robust samvittighed?
​
1.utg: 139
HILDE
Ja, jeg tror nok det. Jeg har ikke mærket andet.
​
HU: 90
SOLNESS
Har vel ikke været sat synderlig på prøve heller, tænker jeg.
HILDE med en dirrende dragning om munden
Å, det var da ikke så ligetil at rejse ifra far, som jeg holder så forfærdelig af.
SOLNESS
Å hvad! Så’n for en måneds tid eller to –
HILDE
Jeg kommer visst aldrig hjem igen.
​
HIS: 323
SOLNESS
Aldrig? Hvorfor rejste De fra ham da?
HILDE halvt alvorlig, halvt drillende
Har De nu glemt igen det, at de ti årene er omme?
SOLNESS
Å snak. Var der et eller andet ivejen hjemme? Nå?
​
1.utg: 140
HILDE helt alvorlig
Det var dette her indeni mig, som jog og pisked mig hid. Lokked og drog mig også.
SOLNESS ivrig
Der har vi det! Der har vi det, Hilde! Der bor trold i Dem også. Li’som i mig. For det er troldet i en, ser De, – det er det, som roper på magterne udenfor. Og så må en gi’ sig, – enten en så vil eller ikke.
HILDE
Jeg tror næsten De har ret, bygmester.
SOLNESS går om på gulvet
Å, der er så urimelig mange dævler til i verden, som en ikke ser, Hilde!
HILDE
Dævler også?
SOLNESS standser
Snille dævler og onde dævler. Lyshårede dævler og svarthårede. Vidste en bare altid, om det er de lyse eller de mørke, som har tag i en! (driver om) Håhå! Det var ingen sag da!
​
1.utg: 141
​
HIS: 324
HILDE følger ham med øjnene
Eller en havde en rigtig frodig, struttende sund samvittighed. Så en turde det, en helst vilde.
SOLNESS standser ved konsolbordet
Jeg tror nu, de fleste er lige så store skrælinger, som jeg, i det stykke.
HILDE
Kan såmænd godt være, det.
SOLNESS læner sig til bordet
I sagabøgerne –. Har De læst noget i disse her gamle sagabøgerne?
​
HU: 91
HILDE
Ja da! I den tiden jeg læste bøger, så –
SOLNESS
I sagabøgerne står der om vikinger, som sejled til fremmede lande og plyndred og brændte og slog mænd ihjæl –
HILDE
Og fanged kvinder –
​
1.utg: 142
SOLNESS
– og beholdt dem hos sig –
HILDE
– tog dem hjem med sig på skibene –
SOLNESS
– og bar sig ad med dem, som – som de værste trold.
​
HIS: 325
HILDE ser hen for sig med et halvt tilsløret blik
Jeg synes, det måtte være spændende.
SOLNESS med en kort, brummende latter
Ja, at fange kvinder, ja?
HILDE
At bli’ fanget.
SOLNESS ser et øjeblik på hende
Nå så.
HILDE ligesom afbrydende
Men hvor vil De så hen med disse her vikingerne, bygmester?
​
1.utg: 143
SOLNESS
Jo, for de karene, de havde robust samvittighed, de! Når de kom hjem igen, så kunde de både æde og drikke. Og glade som barneunger var de også. Og kvinderne da! De vilde mangengang sletikke ifra dem igen. Kan De skønne sligt, Hilde?
HILDE
De kvinderne kan jeg så forfærdelig godt skønne.
SOLNESS
Åhå! Kanske De selv kunde gøre ligedan?
HILDE
Hvorfor ikke det?
SOLNESS
Leve sammen – frivillig – med så’n en voldsmand?
​
HIS: 326
HILDE
Hvis det var en voldsmand, som jeg var kommet til at holde rigtig af, så –
SOLNESS
Kunde De da komme til at holde af en slig en?
​
1.utg: 144
HILDE
Herregud, en kan da ikke selv hjælpe for, hvem en kommer til at holde af, véd jeg.
SOLNESS ser eftertænksom på hende
Å nej, – det er vel troldet indeni en, som rå’r for det.
​
HU: 92
HILDE med en halv latter
Og så alle disse velsignede dævlerne, som De kender så godt. Både de lyshårede og de mørkhårede.
SOLNESS varmt og stille
Så vil jeg ønske, at dævlerne vælger nænsomt for Dem da, Hilde.
HILDE
For mig har de alt valgt. En gang for alle.
SOLNESS ser dybt på hende
Hilde, – De er ligesom en vild skogfugl, De.
HILDE
Langt ifra det. Jeg gemmer mig ikke bort under buskerne.
​
1.utg: 145
SOLNESS
Nej, nej. Der er nok snarere noget af rovfuglen i Dem.
​
HIS: 327
HILDE
Snarere det – kanske. (i stor hæftighed) Og hvorfor ikke rovfugl! Hvorfor skulde jeg ikke gå på rov, jeg også? Ta’ det bytte, jeg har lyst til? Hvis jeg såsandt kan få kløerne i det da. Vinde bugt med det.
SOLNESS
Hilde, – véd De, hvad De er for noget?
HILDE
Ja, jeg er jo så’n en slags underlig fugl.
SOLNESS
Nej. De er ligesom en gryende dag. Når jeg ser på Dem, – da er det som om jeg så imod solopgangen.
HILDE
Sig mig, bygmester, – er De viss på, at De aldrig har ropt på mig? Så’n indvendig?
SOLNESS sagte og langsomt
Jeg tror næsten, at jeg må ha’ gjort det.
​
1.utg: 146
HILDE
Hvad vilde De med mig?
SOLNESS
De er ungdommen, De, Hilde.
HILDE smiler
Ungdommen, som De er så ræd for?
​
HIS: 328
SOLNESS nikker langsomt
Og som jeg igrunden stunder så sårt imod.
Hilde rejser sig, går hen til det lille bord og henter Ragnar Broviks mappe.
HILDE rækker mappen mod ham
Det var altså disse her tegningerne –
​
HU: 93
SOLNESS kort, afvisende
Læg de grejerne væk! Jeg har set nok på dem.
HILDE
Ja, men De skal jo skrive på dem for ham.
SOLNESS
Skrive på dem! Aldrig i verden.
​
1.utg: 147
HILDE
Men når nu den stakkers gamle manden ligger for døden da! Kan De så ikke gøre ham og sønnen en glæde før de skilles? Og kanske han så kunde få bygge efter dem også.
SOLNESS
Ja, det er jo netop det, han kan. Det har han nok sikkret sig, han, – den mosjøen.
HILDE
Men herregud, – når så er, – kan De så ikke lyve en bitte liden smule da?
​
HIS: 329
SOLNESS
Lyve? (rasende) Hilde, – gå fra mig med de fandens tegningerne!
HILDE trækker mappen lidt til sig
Nå, nå, nå, – bid mig da ikke. – De snakker om trold, De. Jeg synes, De selv bær’ Dem ad som et trold. (ser sig om) Hvor har De pen og blæk?
SOLNESS
Har ikke sligt noget herinde.
​
1.utg: 148
HILDE går mod døren
Men ude hos den frøkenen har De da –
SOLNESS
Bli’ hvor De er, Hilde! – Jeg skulde lyve, sa’ De. Å ja, for hans gamle fars skyld kunde jeg nok det. For ham har jeg engang knækket. Kastet overende.
HILDE
Ham også?
SOLNESS
Jeg trængte plads for mig selv. Men denne her Ragnar, – han må ikke for nogen pris få lov til at komme frem.
HILDE
Stakker, det gør han vel heller ikke. Når han ikke duer til noget, så –
​
HIS: 330
SOLNESS nærmere, ser på hende og hvisker
Kommer Ragnar Brovik frem, så slår han mig til jorden. Knækker mig, – ligesom jeg gjorde med hans far.
HILDE
Knækker Dem! Duer han da?
​
1.utg: 149
​
HU: 94
SOLNESS
Ja, det kan De lide på, at han duer! Han er den ungdom, som står færdig til at banke på hos mig. Og gøre det af med hele bygmester Solness.
HILDE ser stille bebrejdende på ham
Og endda så vilde De stænge ham ude. Fy, bygmester!
SOLNESS
Den har kostet hjerteblod nok, den kamp, jeg har kæmpet. – Og så er jeg ræd, at hjælperne og tjenerne, de lystrer mig ikke længer.
HILDE
Så får De lægge ivej på egen hånd da. Der er ikke andet for.
SOLNESS
Håbløst, Hilde. Omslaget kommer. Lidt før eller lidt senere. For gengældelsen, den er ubønhørlig, den.
HILDE i angst, holder sig for ørerne
Snak da ikke sligt noget! Vil De ta’ livet a’ mig! Ta’ fra mig det, som er mig mere end livet!
​
1.utg: 150
SOLNESS
Og hvad er det?
​
HIS: 331
HILDE
At sé Dem stor. Sé Dem med en krans i hånden. Højt, højt oppe på et kirketårn. (atter rolig) Nå, frem med blyanten da. For en blyant har De vel på Dem?
SOLNESS tar sin tegnebog frem
Her har jeg en.
HILDE lægger mappen på sofabordet
Godt. Og så sætter vi os her, vi to, bygmester.
Solness sætter sig ved bordet.
HILDE bag ham, læner sig over stolryggen
Og så skriver vi på tegningerne. Rigtig, rigtig pænt og varmt skriver vi. For denne her stygge Roar – eller hvad han heder.
SOLNESS skriver nogle linjer, drejer hodet og ser op på hende
Si’ mig en ting, Hilde.
HILDE
Ja?
​
1.utg: 151
SOLNESS
Når De nu altså har gå’t og ventet på mig i ti år –
HILDE
Hvad så?
SOLNESS
Hvorfor skrev De ikke til mig? Så kunde jeg ha’ svaret Dem.
​
HU: 95
​
HIS: 332
HILDE hurtig
Nej, nej, nej da! Det var just det, jeg ikke vilde ha’.
SOLNESS
Hvorfor ikke?
HILDE
Jeg var ræd for, at det kunde gå istykker for mig da. – Men vi skulde jo skrive på tegningerne, bygmester.
SOLNESS
Vi skulde jo det.
HILDE bøjer sig fremover og ser til, mens han skriver
Så godt og hjertevarmt. Å, hvor jeg hader, – hvor jeg hader denne Roald –
​
1.utg: 152
SOLNESS skrivende
Har De aldrig holdt så’n rigtig af nogen, De, Hilde?
HILDE hårdt
Hvad siger De?
SOLNESS
Om De aldrig har holdt af nogen.
HILDE
Af nogen anden, mener De vel?
SOLNESS ser op på hende
Af nogen anden, ja. Har De aldrig det? I disse ti årene? Aldrig?
​
HIS: 333
HILDE
Å jo, så en gang imellem. Når jeg var rigtig gal på Dem, fordi De ikke kom.
SOLNESS
Da brød De Dem om andre også?
HILDE
En liden smule. For en uges tid eller så. Herregud, bygmester, De véd da vel, hvorledes sligt noget har sig.
​
1.utg: 153
SOLNESS
Hilde, – hvad er det, De er kommen for?
HILDE
Spild ikke tiden med snak. Den stakkers gamle manden kunde gerne ligge der og dø for os imens.
SOLNESS
Svar mig, Hilde. Hvad er det, De vil mig?
HILDE
Jeg vil ha’ mit kongerige.
SOLNESS
Hm –
Han ser flygtigt mod døren tilvenstre og vedbliver så at skrive på tegningerne.
​
HIS: 334
Fru Solness kommer ind i det samme. Hun har nogle pakker med sig.
FRU SOLNESS
Her har jeg ta’t med mig lidt til Dem, frøken Wangel. De store pakkerne blir sendt ud siden.
​
HU: 96
HILDE
Å, hvor det er inderlig snilt af Dem alligevel!
FRU SOLNESS
Bare simpel pligt. Sletikke andet.
​
1.utg: 154
SOLNESS læser det skrevne igennem
Aline!
FRU SOLNESS
Ja?
SOLNESS
Så du om hun – bogholdersken var derude?
FRU SOLNESS
Ja naturligvis var hun der.
SOLNESS lægger tegningerne i mappen
Hm –
FRU SOLNESS
Hun stod ved pulten, som hun altid plejer – når jeg går igennem værelset.
SOLNESS rejser sig
Så vil jeg gi’ det til hende da. Og si’ hende, at –
​
HIS: 335
HILDE tar mappen fra ham
Å nej, la’ da mig få ha’ den glæden! (går mod døren, men vender sig) Hvad heder hun?
SOLNESS
Hun heder frøken Fosli.
​
1.utg: 155
HILDE
Isch, det høres jo så koldt! Til fornavn, mener jeg?
SOLNESS
Kaja, – tror jeg.
HILDE åbner døren og råber ud
Kaja! Kom her ind! Skynd Dem! Bygmesteren vil snakke med Dem.
Kaja Fosli kommer indenfor døren.
KAJA ser forskræmt på ham
Her er jeg –?
HILDE rækker hende mappen
Se her, Kaja! De kan ta’ dette her til Dem. For nu har bygmesteren skrevet på.
KAJA
Å, endelig da!
SOLNESS
Gi’ det til den gamle så fort De kan.
​
HIS: 336
KAJA
Jeg vil gå straks hjem med det.
​
1.utg: 156
SOLNESS
Ja, gør det. Og så kan jo Ragnar komme til at bygge.
KAJA
Å, må han få komme her hen og takke Dem for alt –?
SOLNESS hårdt
Jeg vil ingen tak ha’! Hils og si’ ham det fra mig.
KAJA
Ja, jeg skal –
SOLNESS
Og si’ ham så med det samme, at herefter har jeg ikke nogen brug for ham. Og ikke for Dem heller.
​
HU: 97
KAJA sagte og bævende
Ikke for mig heller!
SOLNESS
Nu får De jo andre ting at tænke på. Og ta’ vare. Og det er jo bare bra’, det. Ja, gå så hjem med tegningerne, frøken Fosli. Fort! Hører De det!
​
1.utg: 157
KAJA som før
Ja, herr Solness.
Hun går ud.
​
HIS: 337
FRU SOLNESS
Gud, for nogen lumske øjne hun har.
SOLNESS
Hun! Det stakkers lille fæet.
FRU SOLNESS
Åh, – jeg ser nok, hvad jeg ser, jeg, Halvard. – Siger du dem virkelig op?
SOLNESS
Ja.
FRU SOLNESS
Hende også?
SOLNESS
Var det ikke så, du helst vilde ha’ det?
FRU SOLNESS
Men at du kan undvære hende –? Å ja, du har vel sagtens en i baghånden, du, Halvard.
HILDE lystig
Ja, jeg duer ialfald ikke til at stå ved skrivepulten.
​
1.utg: 158
SOLNESS
Nå, nå, nå, – det gir sig nok, Aline. Nu skal du bare tænke på at flytte ind i det nye hjemmet – så fort du kan. Ikveld hejser vi kransen oppe – (vender sig til Hilde) – helt øverst oppe på tårnspiret. Hvad siger De til det, frøken Hilde?
​
HIS: 338
HILDE stirrer på ham med tindrende øjne
Det blir forfærdelig dejligt at få sé Dem så højt oppe igen.
SOLNESS
Mig!
FRU SOLNESS
Å gud, frøken Wangel, forestil Dem da ikke sligt noget! Min mand –! Så svimmel, som han er!
HILDE
Svimmel! Nej, det er han da rigtignok ikke!
FRU SOLNESS
Å jo såmænd er han så.
HILDE
Men jeg har jo selv set ham øverst oppe på et højt kirketårn!
​
1.utg: 159
FRU SOLNESS
Ja, jeg hører jo folk snakker om det. Men det er så rent umuligt –
​
HU: 98
SOLNESS hæftigt
Umuligt, – umuligt, ja! Men jeg stod nu deroppe, alligevel, jeg!
FRU SOLNESS
Nej, hvor kan du nu sige det, Halvard? Du tåler jo ikke engang at gå ud på altanen heroppe i anden etage. Slig har du jo altid været.
​
HIS: 339
SOLNESS
Du kunde kanske få sé noget andet ikvæld.
FRU SOLNESS angst
Nej, nej, nej! Det skal jeg da med guds hjælp aldrig få sé! For jeg vil straks skrive til doktoren. Og han skal nok få dig fra det.
SOLNESS
Men Aline da –!
FRU SOLNESS
Jo, for du er jo syg, Halvard! Dette her kan ikke være noget andet! Å gud, – å gud!
Hun går skyndsomt ud tilhøjre.
​
1.utg: 160
HILDE ser spændt på ham
Er det så eller er det ikke?
SOLNESS
At jeg er svimmel?
HILDE
At min bygmester ikke tør, – ikke kan stige så højt, som han selv bygger?
SOLNESS
Er det slig, De ser på den sagen?
​
HIS: 340
HILDE
Ja.
SOLNESS
Jeg tror snart ikke en krog i mig kan være sikker for Dem.
HILDE ser mod karnapvinduet
Der oppe altså. Helt der oppe –
SOLNESS går nærmere
I det øverste tårnkammerset kunde De få bo, Hilde. – Kunde få det der som en prinsesse.
​
1.utg: 161
HILDE ubestemmeligt, mellem alvor og spøg
Ja, det har De jo lovet mig.
SOLNESS
Har jeg egentlig det?
HILDE
Fy, bygmester! De sa’, at jeg skulde bli’ prinsesse. Og at jeg skulde få et kongerige af Dem. Og så tog De og – Nå!
SOLNESS varsomt
Er De ganske viss på, at det ikke er så’n en drøm, – en indbildning, som har fæstnet sig hos Dem?
​
HU: 99
HILDE hvast
For De gjorde det kanske ikke?
SOLNESS
Véd knapt selv –. ( sagtere) Men det véd jeg rigtignok nu, at jeg –
​
HIS: 341
HILDE
At De –? Si’ det straks!
SOLNESS
– at jeg burde ha’ gjort det.
​
1.utg: 162
HILDE i kækt udbrud
Aldrig i verden er De svimmel!
SOLNESS
Ikvæld hejser vi altså kransen, – prinsesse Hilde.
HILDE med et bittert drag
Over Deres nye hjem, ja.
SOLNESS
Over det nye huset. Som aldrig blir hjem for mig.
Han går ud gennem havedøren.
HILDE ser ud for sig med et tilsløret blik og hvisker med sig selv. Der høres kun ordene
– – – forfærdelig spændende – –
​
​
1.utg: [163]
​
HIS: 343
​
HU: 100
TREDJE AKT
En stor, bred veranda, hørende til bygmester Solness’s våningshus. En del af huset med udgangsdør til verandaen sés tilvenstre. Rækværk foran denne tilhøjre. Længst tilbage, på verandaens smalside, fører en trappe ned til den lavere liggende have. Store, gamle træer i haven strækker sine grene over verandaen og henimod huset. Længst til højre, inde mellem træerne, skimtes det nederste af den nye villa med stillads om tårnpartiet. I baggrunden begrænses haven af et gammelt pindegærde. Udenfor gærdet en gade med lave, forfaldne småhuse.
Aftenhimmel med solbelyste skyer.
På verandaen står en havebænk langs husvæggen og foran bænken et langagtigt bord. Ved den anden side af bordet en lænestol og nogle taburetter. Alle møblerne er af kurvflætning.
Fru Solness, indhyllet i et stort hvidt krepsjal, sidder hvilende i lænestolen og stirrer henover mod højre.
Lidt efter kommer Hilde Wangel op ad trappen fra haven. Hun er klædt som sidst og har sin hat på hodet. På brystet bærer hun en liden buket af almindelige småblomster.
FRU SOLNESS vender hodet lidt
Har De været omkring i haven, De, frøken Wangel?
HILDE
Ja, jeg har set mig om dernede.
​
1.utg: 164
​
HIS: 344
FRU SOLNESS
Og fundet blomster også, ser jeg.
HILDE
Ja da! For dem er der mere end nok af. Så’n inde mellem buskerne.
FRU SOLNESS
Nej, er der det? Endnu? Ja, for jeg kommer der jo omtrent aldrig.
HILDE nærmere
Hvad for noget! Flyer De ikke ned i haven hver dag da?
FRU SOLNESS med et mat smil
Jeg «flyer» nok ikke nogensteds, jeg. Ikke nu længer.
HILDE
Nå, men går De da ikke ned en gang imellem og hilser på alt det dejlige, som der er?
​
HU: 101
FRU SOLNESS
Det er ble’t så fremmed for mig, altsammen. Jeg er næsten ræd for at sé det igen.
HILDE
Deres egen have!
​
1.utg: 165
FRU SOLNESS
Jeg synes ikke den er min længer nu.
HILDE
Å, hvad er det for noget –!
​
HIS: 345
FRU SOLNESS
Nej, nej, den er ikke det. Det er ikke som i mors og fars tid. De har ta’t så sørgelig meget væk af haven, frøken Wangel. Tænk, – de har stykket ud, – og bygget huse for fremmede mennesker. Folk, som jeg ikke kender. Og de kan sidde og sé på mig inde fra vinduerne.
HILDE med et lyst udtryk
Fru Solness?
FRU SOLNESS
Ja?
HILDE
Må jeg få lov at være her hos Dem lidt?
FRU SOLNESS
Ja gerne det, hvis De kan ha’ lyst.
Hilde flytter en taburet hen til lænestolen og sætter sig.
HILDE
Ah, – her kan en rigtig sidde og sole sig som en kat.
​
1.utg: 166
FRU SOLNESS lægger hånden let på hendes nakke
Det er snilt, at De vil sidde hos mig. Jeg trode, De skulde ind til min mand.
HILDE
Hvad skulde jeg hos ham?
FRU SOLNESS
Hjælpe ham, tænkte jeg.
​
HIS: 346
HILDE
Nej tak. Forresten er han ikke inde. Han går der borte hos arbejdsfolkene. Men han så’ så glubsk ud, at jeg turde ikke snakke til ham.
FRU SOLNESS
Å igrunden er han så mild og blød i sindet.
HILDE
Han!
FRU SOLNESS
De kender ham ikke rigtig endnu, De, frøken Wangel.
HILDE ser varmt på hende
Er De gla’ nu, De skal flytte over i det nye?
​
1.utg: 167
FRU SOLNESS
Jeg skulde jo være glad. For Halvard vil jo så ha’ det –
​
HU: 102
HILDE
Å, ikke just derfor, synes jeg.
FRU SOLNESS
Jo, jo, frøken Wangel. For det er da bare min pligt, det, at bøje mig under ham. Men det falder mangen gang så svært at tvinge sit sind til lydighed.
HILDE
Ja, det må visst falde svært.
FRU SOLNESS
Det kan De tro. Når en ikke er bedre menneske end jeg, så –
​
HIS: 347
HILDE
Når en har gå’t igennem så meget tungt, som De –
FRU SOLNESS
Hvoraf véd De det?
HILDE
Deres mand sa’ det.
​
1.utg: 168
FRU SOLNESS
Til mig rører han så lidet ved de ting. – Ja, De kan tro, jeg har gå’t mere end nok igennem i mit liv, jeg, frøken Wangel.
HILDE ser deltagende på hende og nikker langsomt
Stakkers fru Solness. Først så brændte det jo for Dem –
FRU SOLNESS med et suk
Ja. Alt mit brændte.
HILDE
Og så kom jo det, som værre var.
FRU SOLNESS ser spørgende på hende
Værre?
HILDE
Det, som værst var.
FRU SOLNESS
Hvilket, mener De?
HILDE sagte
De misted jo begge smågutterne.
​
1.utg: 169
​
HIS: 348
FRU SOLNESS
Å, de, ja. Ja, se, det var nu en sag for sig, det. Det var jo en højere tilskikkelse. Og sådant noget får en bøje sig under. Og takke til.
HILDE
Gør De da det?
FRU SOLNESS
Ikke altid, desværre. Jeg véd jo så godt, at det var min pligt. Men jeg kan det ikke alligevel.
HILDE
Nej, nej, det er så rimeligt, det, synes jeg.
FRU SOLNESS
Og tidt og ofte så må jeg jo sige til mig selv, at det var en retfærdig straf over mig –
HILDE
Hvorfor det?
FRU SOLNESS
Fordi jeg ikke var standhaftig nok i ulykken.
​
HU: 103
HILDE
Men jeg skønner da ikke, at –
​
1.utg: 170
FRU SOLNESS
Å nej, nej, frøken Wangel, – snak ikke mere til mig om de to smågutterne. Dem skal vi bare være glade for. For de har det så godt, – så godt nu. Nej, det er de små tab i livet, som skærer ​
HIS: 349
en så ind i hjertet. At miste alt det, som andre folk regner for næsten ingenting.
HILDE lægger armene på hendes knæ og ser varmt op til hende
Søde fru Solness, – fortæl mig, hvad det er for noget!
FRU SOLNESS
Som jeg siger. Bare småting. Der brændte nu alle de gamle portrætterne på væggene. Og alle de gamle silkedragterne brændte. De, som havde hørt familjen til i så langsommelige tider. Og alle mors og bedstemors kniplinger – de brændte også. Og tænk, – smykkerne da! (tungt) Og så alle dukkerne.
HILDE
Dukkerne?
FRU SOLNESS grådkvalt
Jeg havde ni dejlige dukker.
HILDE
Og de brændte også?
​
1.utg: 171
FRU SOLNESS
Allesammen. Å, det var så sårt, – så sårt for mig.
HILDE
Havde De gå’t og gemt på alle de dukkerne da? Lige siden De var liden?
FRU SOLNESS
Ikke gemt på dem. Jeg og dukkerne blev ved at leve sammen siden også.
​
HIS: 350
HILDE
Efter at De var ble’t voksen?
FRU SOLNESS
Ja, længe efter den tid.
HILDE
Efter at De var gift også?
FRU SOLNESS
Å ja da. Når bare ikke han så’ det, så –. Men så blev de jo indebrændt, stakker. Der var ingen, som tænkte på at redde dem. Å, det er så sørgeligt at forestille sig. Ja, De må ikke lé af mig, frøken Wangel.
HILDE
Jeg ler sletikke.
​
1.utg: 172
​
HU: 104
FRU SOLNESS
For det var jo på en måde liv i dem også. Jeg bar dem under mit hjerte. Ligesom små ufødte barn.
Doktor Herdal, med hatten i hånden, kommer ud gennem døren og får øje på fru Solness og Hilde.
DOKTOR HERDAL
Nå, De sidder altså ude og lar Dem forkøle, De, frue?
FRU SOLNESS
Jeg synes, her er så godt og varmt idag.
​
HIS: 351
DOKTOR HERDAL
Ja, ja. Men er her noget på færde i huset? Jeg fik en billet fra Dem.
FRU SOLNESS rejser sig
Ja, der er noget, jeg må tale med Dem om.
DOKTOR HERDAL
Godt. Så går vi kanske ind da. (til Hilde) I fjelduniform idag også, frøken?
HILDE lystig, rejser sig
Ja da! I fuld puds! Men idag skal jeg ikke tilvejrs og brække halsen. Vi to vil pænt bli’ nedenunder og sé på, vi, doktor.
​
1.utg: 173
DOKTOR HERDAL
Hvad skal vi sé på?
FRU SOLNESS sagte, forskrækket til Hilde
Hys, hys, – for guds skyld! Nu kommer han! Se bare at få ham fra det indfaldet. Og la’ os så være venner, frøken Wangel. Kan vi ikke det?
HILDE kaster sig voldsomt om hendes hals
Å, om vi bare kunde.
FRU SOLNESS gør sig læmpeligt løs
Så-så-så! Der kommer han, doktor! Lad mig få snakke med Dem.
DOKTOR HERDAL
Er det ham, det gælder?
​
HIS: 352
FRU SOLNESS
Ja visst er det ham. Kom bare ind.
Hun og doktoren går ind i huset.
I næste øjeblik kommer bygmester Solness fra haven op ad trappen. Et alvorligt drag lægger sig over Hildes ansigt.
SOLNESS skotter mod husdøren, som lukkes varsomt indenfra
Har De lagt mærke til det, Hilde, at så fort jeg kommer, så går hun?
​
1.utg: 174
HILDE
Jeg har lagt mærke til, at så fort De kommer, så får De hende til at gå.
​
HU: 105
SOLNESS
Kanske det. Men jeg kan ikke gøre ved det. (ser opmærksomt på hende) Fryser De, Hilde? Jeg synes, De ser så’n ud.
HILDE
Jeg kom nu netop op fra en gravkælder.
SOLNESS
Hvad skal det sige?
HILDE
At jeg har fåt frost i kroppen, bygmester.
SOLNESS langsomt
Jeg tror, jeg forstår –
​
HIS: 353
HILDE
Hvad vil De her oppe nu?
SOLNESS
Jeg fik øje på Dem der borte fra.
HILDE
Men da så’ De vel hende også, da?
​
1.utg: 175
SOLNESS
Jeg vidste, at hun straks vilde gå, hvis jeg kom.
HILDE
Er det svært ondt for Dem, det, at hun så’n går af vejen for Dem?
SOLNESS
På en måde kendes det som en lettelse også.
HILDE
At De ikke har hende lige for øjnene?
SOLNESS
Ja.
HILDE
At De ikke støt og stadig ser, hvor tungt hun tar sig dette her med smågutterne?
SOLNESS
Ja. Mest derfor.
​
HIS: 354
Hilde driver henover verandaen med hænderne på ryggen, stiller sig ved rækværket og ser udover haven.
SOLNESS efter et lidet ophold
Snakked De længe med hende?
Hilde står ubevægelig og svarer ikke.
​
1.utg: 176
SOLNESS
Længe, spør’ jeg?
Hilde tier, som før.
SOLNESS
Hvad snakked hun om da, Hilde?
Hilde tier fremdeles.
SOLNESS
Stakkers Aline! Det var vel om smågutterne, det.
Hilde gennemfares af en nervøs rykning; så nikker hun hurtig et par gange.
SOLNESS
Forvinder det aldrig. Aldrig i verden forvinder hun det. (går nærmere) Nu står De der som en stenstøtte igen. Slig stod De igårkvæld også.
HILDE vender sig og ser på ham med store, alvorlige øjne
Jeg vil rejse.
​
HIS: 355
​
HU: 106
SOLNESS skarpt
Rejse!
​
1.utg: 177
HILDE
Ja.
SOLNESS
Nej men det får De ikke lov til!
HILDE
Hvad skal jeg gøre her nu?
SOLNESS
Bare være her, Hilde!
HILDE ser nedad ham
Jo, tak skal De ha’. Det blev nok ikke ved det.
SOLNESS uoverlagt
Så meget desto bedre!
HILDE hæftig
Jeg kan ikke gøre noget ondt imod en, som jeg kender! Ikke ta’ noget væk, som hører hende til.
SOLNESS
Hvem siger da, at De skal det!
HILDE vedblivende
En fremmed en, ja! For det er noget ​
1.utg: 178
ganske andet, det! En, som jeg aldrig havde set for mine øjne. Men én, som jeg er kommet nær ind til –! Nej da! Nej da! Isch!
​
HIS: 356
SOLNESS
Ja men noget andet har jeg jo heller ikke sagt!
HILDE
Å, bygmester, De véd visst godt, hvorledes det vilde gå. Og derfor så rejser jeg.
SOLNESS
Og hvad skal der bli’ af mig, når De er rejst? Hvad skal jeg ha’ at leve for da? Bagefter?
HILDE med det ubestemmelige udtryk i øjnene
Med Dem har det vel ingen nød. De har jo Deres pligter imod hende. Lev for de pligterne.
SOLNESS
For sent. Disse her magterne, – disse – disse –
HILDE
– dævlerne –
SOLNESS
Ja, dævlerne! Og troldet indeni mig også. ​
1.utg: 179
De har tappet alt livsblodet af hende. (lér fortvilet) For min lykkes skyld gjorde de det! Jo-jo! (tungt) Og nu er hun død – for min skyld. Og jeg er levende lænket til den døde. (i vild angst) Jeg – jeg, som ikke kan leve livet glædeløst!
Hilde går omkring bordet og sætter sig på bænken med albuerne på bordpladen og hodet støttet i hænderne.
​
HU: 107
HILDE sidder og ser en stund på ham
Hvad vil De så bygge næstegang?
​
HIS: 357
SOLNESS ryster på hodet
Tror ikke, det blir til stort mere nu.
HILDE
Ikke så’ne lune, lykkelige hjem for mor og far? Og for barneflokken?
SOLNESS
Gad vide, jeg, om der blir brug for sligt noget herefterdags.
HILDE
Stakkers bygmester! Og De, som har gå’t her i alle de ti årene – og sat livet ind – bare på det.
SOLNESS
Ja, De må så sige, Hilde.
​
1.utg: 180
HILDE i udbrud
Å, jeg synes, det er rigtig så tosset, så tosset, – altsammen!
SOLNESS
Hvilket altsammen?
HILDE
At en ikke tør gribe efter sin egen lykke. Efter sit eget liv! Bare fordi der står nogen ivejen, som en kender!
SOLNESS
En, som en ikke har ret til at gå forbi.
HILDE
Gad vide, om en ikke havde ret til det igrunden? Men så alligevel –. Å, den, som kunde sove ifra hele grejen!
​
HIS: 358
Hun lægger armene fladt ned på bordet, hviler venstre side af hodet på hænderne og lukker øjnene.
SOLNESS drejer lænestolen og sætter sig ved bordet
Havde De et lunt, lykkeligt hjem – oppe hos Deres far, Hilde?
HILDE ubevægelig, svarer ligesom halvt i søvne
Bare et bur havde jeg.
​
1.utg: 181
SOLNESS
Og De vil slet ikke did ind igen?
HILDE som før
Skovfuglen vil aldrig ind i buret.
SOLNESS
Heller jage i den frie luften –
HILDE fremdeles som før
Rovfuglen jager helst –
SOLNESS lar blikket hvile på hende
Den, som havde vikingtrods i livet –
HILDE med vanlig stemme, åbner øjnene, men rører sig ikke
Og det andet? Si’, hvad det var!
​
HU: 108
SOLNESS
Robust samvittighed.
Hilde retter sig livfuld på bænken. Hendes øjne har igen det glade, tindrende udtryk.
​
HIS: 359
HILDE nikker til ham
Jeg véd, hvad De kommer til at bygge næste gang, jeg!
​
1.utg: 182
SOLNESS
Da véd De mere end jeg, Hilde.
HILDE
Ja, bygmestrene, de er jo så dumme, de.
SOLNESS
Og hvad blir det for noget da?
HILDE nikker igen
Slottet.
SOLNESS
Hvad for et slot?
HILDE
Mit slot, kan De vel skønne.
SOLNESS
Vil De ha’ et slot nu?
HILDE
Skylder De mig ikke et kongerige, må jeg spørge?
SOLNESS
Jo, jeg hører, De siger det.
HILDE
Nå. De skylder mig altså dette her konge​
1.utg: 183
riget. Og til et kongerige hører da vel et slot, skulde jeg tro!
​
HIS: 360
SOLNESS mere og mere oplivet
Ja, det plejer jo gerne være så.
HILDE
Godt; så byg det for mig da! Straks!
SOLNESS lér
Og det så’n straks på timen også?
HILDE
Ja da! For nu er de omme, – de ti årene. Og jeg vil ikke gå og vente længer. Altså, – ryk ud med slottet, bygmester!
SOLNESS
Det er ikke grejt at skylde Dem noget, Hilde.
HILDE
Det skulde De ha’ betænkt før. Nu er det forsent. Altså – (banker i bordpladen) – slottet på bordet! Det er mit slot! Jeg vil ha’ det straks!
SOLNESS alvorligere, læner sig nærmere, med armene på bordet
Hvorledes har De tænkt Dem, at det slottet skulde være, Hilde?
​
1.utg: 184
Hendes blik tilsløres lidt efter lidt. Hun stirrer ligesom indover i sig selv.
HILDE langsomt
Mit slot skal ligge højt oppe. Svært højt skal det ligge. Og frit til alle sider. Så jeg kan sé vidt, – vidt udover.
​
HU: 109
SOLNESS
Og et højt tårn skal der vel være?
​
HIS: 361
HILDE
Et forfærdelig højt tårn. Og øverst oppe på tårnet skal der være en altan. Og ude på den vil jeg stå –
SOLNESS griber sig uvilkårlig om panden
At De kan like at stå så svimlende højt –
HILDE
Ja da! Just der oppe vil jeg stå og sé på de andre, – de, som bygger kirker. Og hjem for mor og far og barneflokken. Og det skal De også få komme op og sé på.
SOLNESS dæmpet
Får bygmesteren lov til at komme op til prinsessen?
​
1.utg: 185
HILDE
Hvis bygmesteren vil.
SOLNESS sagtere
Så tror jeg bygmesteren kommer.
HILDE nikker
Bygmesteren, – han kommer.
SOLNESS
Men får aldrig bygge mere, – stakkers bygmester.
HILDE livfuldt
Jo da! Vi to skal være sammen om det. Og så skal vi bygge det dejligste, – det allerdejligste, som til er i hele verden.
SOLNESS spændt
Hilde, – si’ mig, hvad det er for noget!
​
HIS: 362
HILDE ser smilende på ham, ryster lidt på hodet, spidser munden og taler som til et barn
Bygmesterne – de er nogen svært – svært dumme mennesker.
​
1.utg: 186
SOLNESS
Ja visst er de dumme, ja. Men sig mig så, hvad det er for noget! Det, som er det dejligste i verden. Og som vi to skal bygge sammen?
HILDE tier lidt og siger med et ubestemmeligt udtryk i øjnene
Luftslotte.
SOLNESS
Luftslotte?
HILDE nikker
Luftslotte, ja! Véd De, hvad så’nt et luftslot er for noget?
SOLNESS
Det er jo det dejligste i verden, siger De.
HILDE rejser sig i hæftighed og slår ligesom afvisende ud med hånden
Ja visst så, ja! Luftslotte, – de er så nemme at ty ind ​
HU: 110
i, de. Og nemme at bygge også – (ser hånligt på ham) – allerhelst for de bygmesterne, som har en – en svimmel samvittighed.
SOLNESS rejser sig
Efter denne dag bygger vi to sammen, Hilde.
​
1.utg: 187
HILDE med et halvt tvilende smil
Så’n et rigtigt luftslot?
​
HIS: 363
SOLNESS
Ja. Et med grundmur under.
Ragnar Brovik kommer ud fra huset. Han bærer en stor grøn krans med blomster og silkebånd.
HILDE i glædesudbrud
Kransen! Å, det blir forfærdelig dejligt!
SOLNESS forundret
Kommer De med kransen, Ragnar?
RAGNAR
Jeg havde lovet formanden det.
SOLNESS lettet
Nå, så går det vel bedre med Deres far da?
RAGNAR
Nej.
SOLNESS
Kvikked det ham ikke, det, jeg havde skrevet?
RAGNAR
Det kom for sent.
​
1.utg: 188
SOLNESS
For sent!
​
HIS: 364
RAGNAR
Da hun kom med det, var han ikke ved samling længer. Han havde fåt et slaganfald.
SOLNESS
Men så gå da hjem til ham! Sé da til Deres far!
RAGNAR
Han behøver mig ikke mere.
SOLNESS
Men De behøver da vel at være hos ham.
RAGNAR
Hun sidder ved sengen.
SOLNESS noget usikker
Kaja?
RAGNAR ser mørkt på ham
Ja, – Kaja, ja.
SOLNESS
Gå hjem, Ragnar. Både til ham og til hende. La’ mig få kransen.
​
1.utg: 189
RAGNAR undertrykker et spottende smil
De vil da vel aldrig selv –?
SOLNESS
Jeg vil selv gå ned med den, vil jeg. (tager kransen fra ham) Og gå så De hjem. Vi har ikke brug for Dem idag.
​
HIS: 365
RAGNAR
Jeg véd, at De ikke har brug for mig herefter. Men idag blir jeg.
​
HU: 111
SOLNESS
Nå, så bli’, siden De endelig vil da.
HILDE ved rækværket
Bygmester, – her vil jeg stå og sé på Dem.
SOLNESS
På mig!
HILDE
Det blir forfærdelig spændende.
SOLNESS dæmpet
Det snakker vi to om siden, Hilde.
Han går med kransen ned ad trappen og bort igennem haven.
​
1.utg: 190
HILDE ser efter ham; derpå vender hun sig til Ragnar
De kunde da gerne så meget som takket ham, synes jeg.
RAGNAR
Takket ham? Skulde jeg takket ham?
HILDE
Ja, det skulde De da rigtignok!
RAGNAR
Det måtte vel snarere være Dem, jeg skulde takke.
​
HIS: 366
HILDE
Hvor kan De si’ sligt noget?
RAGNAR uden at svare hende
Men vogt Dem bare, De, frøken! For De kender nok ikke ham rigtig endnu.
HILDE ildfuld
Å, jeg kender ham bedst, jeg!
RAGNAR lér i forbittrelse
Takke ham, som har holdt mig nede år efter år! Han, som har fåt far til at tvile på ​
1.utg: 191
mig. Fåt mig selv til at tvile –. Og det altsammen bare for at –!
HILDE ligesom anende noget
For at –? Si’ mig det straks!
RAGNAR
For at han kunde få beholde hende hos sig.
HILDE med et sæt imod ham
Frøkenen ved pulten!
RAGNAR
Ja.
HILDE truende, med knyttede hænder
Det er ikke sandt! De lyver på ham!
RAGNAR
Jeg vilde heller ikke tro det før idag, – da hun selv sa’ det.
​
HIS: 367
HILDE som ude af sig
Hvad sa’ hun! Jeg vil vide det! Straks! Straks!
RAGNAR
Hun sa’, at han har ta’t hendes sind – ​
1.utg: 192
helt og holdent. Ta’t alle hendes tanker for sig alene. Hun ​
HU: 112
si’r, at hun aldrig kan slippe ham. At hun vil bli’ her, hvor han er –
HILDE med gnistrende øjne
Det får hun ikke lov til!
RAGNAR ligesom forskende
For hvem får hun ikke lov?
HILDE hurtig
Ikke for ham heller!
RAGNAR
Å nej, – jeg forstår jo det hele så godt nu. Herefter vilde hun vel bare bli’ – til besvær.
HILDE
Ingenting forstår De – når De kan si’ sligt! Nej, jeg skal fortælle Dem, hvorfor han holdt på hende.
RAGNAR
Og hvorfor da?
HILDE
For at få beholde Dem.
​
1.utg: 193
RAGNAR
Har han sagt Dem det?
​
HIS: 368
HILDE
Nej, men det er så! Det må være så! (vildt) Jeg vil, – jeg vil, at det skal være så!
RAGNAR
Og just da De var kommen, – så slap han hende.
HILDE
Dem, – Dem var det, han slap! Hvad tror De, han bry’r sig om så’ne fremmede frøkener, han?
RAGNAR tænker efter
Skulde han da ha’ gåt her og været ræd for mig?
HILDE
Han ræd! Så kry skulde De ikke være, synes jeg.
RAGNAR
Å, han må da vel for længe siden ha’ skønnet, at jeg duer til noget, jeg også. – Forresten, – ræd, – det er nu netop det han er, ser De.
HILDE
Han! Jo, bild mig det ind!
​
1.utg: 194
RAGNAR
På sæt og vis er han ræd. Han, den store bygmesteren. Ta’ livslykken ifra andre mennesker, – slig, som han har gjort både med far og med mig, – det er han ikke ræd for. Men bare det, at klyve op på et stakkers stillads, – det vilde han nok be’ gud bevare sig for!
​
HIS: 369
HILDE
Å, De skulde bare set ham så højt oppe, – så svimlende højt, som jeg engang så ham!
RAGNAR
Har De set det?
​
HU: 113
HILDE
Ja, det har jeg rigtignok. Så fri og stolt, som han stod og fæsted kransen til kirkefløjen!
RAGNAR
Jeg véd, at han har vovet det en gang i sit liv. En eneste gang. Vi unge har snakket så tidt om det. Men ingen magt i verden får ham til at gøre det om igen.
HILDE
Idag gør han det om igen!
​
1.utg: 195
RAGNAR hånligt
Jo, det kan De tro!
HILDE
Vi skal få sé det!
RAGNAR
Det får hverken De eller jeg sé.
HILDE voldsom, ustyrlig
Jeg vil sé det! Jeg vil og jeg må sé det!
​
HIS: 370
RAGNAR
Men han gør det ikke. Tør simpelthen ikke gøre det. For han har nu engang den skavank, – han, den store bygmesteren.
Fru Solness kommer fra huset ud på verandaen.
FRU SOLNESS ser sig om
Er han ikke her? Hvor er han gåt hen?
RAGNAR
Bygmesteren er der borte hos arbejderne.
HILDE
Han gik med kransen.
​
1.utg: 196
FRU SOLNESS i skræk
Gik han med kransen! Å gud, – å gud! Brovik, – De må gå ned til ham! Sé at få ham herop!
RAGNAR
Skal jeg si’, at fruen vil snakke med ham?
FRU SOLNESS
Å ja, kære, gør det. – Nej, nej, – si’ ikke, at jeg vil ham noget! De kan si’, at her er nogen. Og at han må komme straks.
RAGNAR
Godt. Jeg skal så gøre, frue.
Han går ned af trappen og bort igennem haven.
​
HIS: 371
FRU SOLNESS
Å, frøken Wangel, De kan ikke forestille Dem, hvilken angst jeg udstår for hans skyld.
HILDE
Men er da dette her noget at være så svært ræd for?
​
HU: 114
FRU SOLNESS
Å ja, det kan De da vel skønne. Tænk, om han gør alvor af det! Om han nu finder på at stige op på stilladset!
​
1.utg: 197
HILDE spændt
Tror De han gør det?
FRU SOLNESS
Å, en kan aldrig vide, hvad han kunde falde på. Han kunde jo gerne være i stand til hvad det så skal være.
HILDE
Aha, De tror kanske også, at han er – så’n –?
FRU SOLNESS
Ja, jeg véd ikke længer, hvad jeg skal tro om ham. For doktoren har nu fortalt mig så mangt og meget. Og når jeg lægger det sammen med et og andet, som jeg har hørt ham si’ –
Doktor Herdal ser ud gennem døren.
DOKTOR HERDAL
Kommer han ikke snart?
​
HIS: 372
FRU SOLNESS
Jo, jeg tænker da det. Der er ialfald gåt bud efter ham.
DOKTOR HERDAL nærmere
Men De må nok gå ind, De, frue –
​
1.utg: 198
FRU SOLNESS
Nej da, nej da. Jeg vil bli’ her ude og vente på Halvard.
DOKTOR HERDAL
Ja men der er kommet nogen damer til Dem –
FRU SOLNESS
Å gud, det også! Og netop nu!
DOKTOR HERDAL
Det er nogen, som si’r, at de endelig må få sé på stasen.
FRU SOLNESS
Ja-ja, så får jeg nok gå ind til dem alligevel. For det er jo min pligt.
HILDE
Kan De ikke be’ de damerne gå sin vej da?
FRU SOLNESS
Nej, det går umulig an. Siden de er kommet herhen, så er det jo min pligt at ta’ imod dem. Men bli’ De herude sålænge, – og ta’ imod ham, når han kommer.
​
1.utg: 199
DOKTOR HERDAL
Og sé til at holde ham oppe med snak så længe som mulig –
​
HIS: 373
​
HU: 115
FRU SOLNESS
Ja, gør det, kære frøken Wangel. Hold ham så fast, som De bare kan.
HILDE
Var det ikke rettest, at De selv gjorde det?
FRU SOLNESS
Jo, herregud, – det var jo min pligt. Men når en har pligter på så mange kanter, så –
DOKTOR HERDAL ser mod haven
Nu kommer han!
FRU SOLNESS
Og tænk, – jeg, som må gå ind!
DOKTOR HERDAL til Hilde
Si’ ikke noget om, at jeg er her.
HILDE
Nej da! Jeg skal nok finde på noget andet at prate med bygmesteren om.
​
1.utg: 200
FRU SOLNESS
Og hold ham endelig fast. Jeg tror, at De kan bedst det.
Fru Solness og doktor Herdal går ind i huset. Hilde blir stående igen på verandaen.
​
HIS: 374
Bygmester Solness kommer fra haven op ad trappen.
SOLNESS
Her skal være nogen, som vil ha’ fat på mig, hører jeg.
HILDE
Jaha, det er mig, det, bygmester.
SOLNESS
Å, er det Dem, Hilde. Jeg var ræd, det skulde være Aline og doktoren.
HILDE
De er nok svært ræd af Dem, De!
SOLNESS
Så De tror det?
HILDE
Ja, folk si’r, at De er ræd for at krabbe omkring – så’n oppe på stilladserne.
SOLNESS
Nå, det er nu en sag for sig, det.
​
1.utg: 201
HILDE
Men ræd for det, – det er De altså?
SOLNESS
Ja, jeg er det.
HILDE
Ræd for, at De skal falde ned og slå Dem ihjæl?
​
HIS: 375
SOLNESS
Nej, ikke for det.
HILDE
Men for hvad da?
SOLNESS
Jeg er ræd for gengældelsen, Hilde.
HILDE
For gengældelsen? (ryster på hodet) Det skønner jeg ikke.
SOLNESS
Sæt Dem ned. Så skal jeg fortælle Dem noget.
​
HU: 116
HILDE
Ja, gør det! Straks!
Hun sætter sig på en taburet ved rækværket og ser forventningsfuld på ham.
​
1.utg: 202
SOLNESS kaster sin hat på bordet
De véd jo, at det første, jeg begyndte med, det var med kirkebygninger.
HILDE nikker
Det véd jeg godt.
SOLNESS
For jeg, sér De, jeg var som gut gåt ud fra et fromt hjem på landsbygden. Og derfor så syntes jeg jo, at dette kirkebyggeriet, det var det værdigste, jeg kunde vælge.
​
HIS: 376
HILDE
Ja-ja.
SOLNESS
Og det tør jeg nok si’, at jeg bygged disse her små, fattige kirkerne med et så ærligt og varmt og inderligt sind, at – at –
HILDE
At –? Nå?
SOLNESS
Ja, at jeg synes, han burde været fornøjet med mig.
​
1.utg: 203
HILDE
Han? Hvilken han?
SOLNESS
Han, som skulde ha’ kirkerne, vel! Han, som de skulde tjene til ære og pris for.
HILDE
Nå så! Men er De da viss på, at – at han ikke var – så’n – fornøjet med Dem?
SOLNESS hånlig
Han fornøjet med mig! Hvor kan De snakke så, Hilde? Han, som gav troldet i mig lov til at rumstére slig, som det selv vilde. Han, som bød dem være på pletten både nat og dag for at tjene mig, – alle disse – disse –
HILDE
Dævlerne –
​
HIS: 377
SOLNESS
Ja, både den ene og den anden slags. Å nej, jeg fik nok føle, at han ikke var fornøjet med mig. (hemmelighedsfuldt) Se, derfor var det egentlig, at han lod det gamle huset brænde.
HILDE
Var det derfor?
​
1.utg: 204
SOLNESS
Ja, skønner De ikke det? Han vilde, jeg skulde få lejlighed til at bli’ en hel mester på mit om​
HU: 117
råde – og bygge så meget ærefuldere kirker for ham. I førstningen forstod jeg ikke, hvor han vilde hen. Men så med én gang gik det op for mig.
HILDE
Hvad tid var det?
SOLNESS
Det var, da jeg bygged kirketårnet oppe i Lysanger.
HILDE
Det tænkte jeg mig.
SOLNESS
For, ser De, Hilde, deroppe på det fremmede sted, der gik jeg så jævnlig og grubled og funderte med mig selv. Da så’ jeg så grejt, hvorfor han havde ta’t mine små barn fra mig. Det var for at jeg ingenting andet skulde ha’ at hæfte mig ved. Ikke sligt noget, som kærlighed og lykke, forstår De. Jeg skulde bare være bygmester. Ingenting andet. Og så skulde jeg hele mit liv igennem gå her og bygge for ​
1.utg: 205
ham. (lér) Men det blev der rigtignok ikke noget af!
​
HIS: 378
HILDE
Hvad gjorde De da så?
SOLNESS
Først gransked og prøved jeg mig selv –
HILDE
Og så?
SOLNESS
Så gjorde jeg det umulige. Jeg ligesom han.
HILDE
Det umulige!
SOLNESS
Jeg havde aldrig før kunnet tåle at stige højt og frit tilvejrs. Men den dag kunde jeg det.
HILDE springer op
Ja, ja, det kunde De!
SOLNESS
Og da jeg stod helt der øverst oppe og hang kransen over tårnfløjen, så sa’ jeg til ham: Hør nu her, du mægtige! Herefterdags vil jeg være fri bygmester, jeg også. På mit område. Lige​
1.utg: 206
som du på dit. Jeg vil aldrig mere bygge kirker for dig. Bare hjem for mennesker.
HILDE med store, tindrende øjne
Det var sangen, som jeg hørte gennem luften!
​
HIS: 379
SOLNESS
Men han fik vand på sin mølle bagefter.
HILDE
Hvad mener De med det?
​
HU: 118
SOLNESS ser mistrøstig på hende
Det, at bygge hjem for mennesker, – det er ikke fem øre værd, Hilde.
HILDE
Siger De det nu?
SOLNESS
Ja, for nu ser jeg det. Menneskene har ikke brug for disse her hjemmene sine. Ikke for at være lykkelige, ikke. Og jeg vilde heller ikke havt brug for så’nt et hjem. Ifald jeg havde ejet noget. (med en stille, forbittret latter) Se, det er hele opgøret, så langt, så langt jeg ser ​
1.utg: 207
tilbage. Ingenting bygget igrunden. Og ingenting ofret for at få bygge noget heller. Ingenting, ingenting – altsammen.
HILDE
Og aldrig så vil De bygge noget nyt herefter.
SOLNESS med liv
Jo, netop nu vil jeg begynde!
HILDE
Hvad da? Hvad da? Si’ mig det straks!
​
HIS: 380
SOLNESS
Det eneste, som jeg tror der kan rummes menneskelykke i, – det vil jeg bygge nu.
HILDE ser fast på ham
Bygmester, – nu mener De luftslottene vore.
SOLNESS
Luftslottene, ja.
HILDE
Jeg er ræd, De vilde svimle før vi kom halvvejs.
SOLNESS
Ikke når jeg får gå hånd i hånd med Dem, Hilde.
​
1.utg: 208
HILDE med et drag af undertrykt harme
Bare med mig? Skal vi ikke være flere i følge da?
SOLNESS
Hvem ellers, mener De?
HILDE
Å, – hun, denne Kaja ved pulten. Stakker, – skal De ikke ha’ hende med Dem også?
SOLNESS
Åhå. Var det hende, Aline sad her og snakked for Dem om.
HILDE
Er det så, eller er det ikke?
​
HIS: 381
SOLNESS hæftig
Jeg svarer Dem ikke på sligt noget! Helt og holdent skal De tro på mig!
HILDE
I ti år har jeg trod så fuldt, så fuldt på Dem.
SOLNESS
De skal bli’ ved at tro på mig!
​
1.utg: 209
​
HU: 119
HILDE
Så la’ mig få sé Dem fri og højt oppe da!
SOLNESS tungt
Å, Hilde, – slig står ikke jeg til hverdagsbrug.
HILDE lidenskabelig
Jeg vil det! Jeg vil det! (bedende) Bare en eneste gang til, bygmester! Gør det umulige om igen!
SOLNESS står og ser dybt på hende
Hvis jeg prøver det, Hilde, så vil jeg stå deroppe og snakke til ham li’som sidst.
HILDE i stigende spænding
Hvad vil De si’ til ham!
SOLNESS
Jeg vil si’ til ham: hør mig, stormægtige herre, – du får nu dømme om mig som du selv synes. Men herefter vil jeg bare bygge det dejligste i verden –
​
HIS: 382
HILDE henreven
Ja – ja – ja!
​
1.utg: 210
SOLNESS
– bygge det sammen med en prinsesse, som jeg holder af –
HILDE
Ja, si’ ham det! Si’ ham det!
SOLNESS
Ja. Og så vil jeg si’ til ham: nu går jeg ned og slår armene om hende og kysser hende –
HILDE
– mange gange! Si’ det!
SOLNESS
– mange, mange gange, vil jeg si’.
HILDE
Og så –?
SOLNESS
Så vil jeg svinge min hat – og gå ned på jorden – og gøre som jeg sa’ ham.
HILDE med udstrakte arme
Nu ser jeg Dem igen, som da der var sang i luften!
SOLNESS ser på hende med sænket hode
Hvorledes er De ble’t slig, som De er, Hilde?
​
1.utg: 211
​
HIS: 383
HILDE
Hvorledes har De fåt mig til at bli’ slig, som jeg er?
SOLNESS kort og fast
Prinsessen skal ha’ sit slot.
HILDE jublende, klapper i hænderne
Å, bygmester –! Mit dejlige, dejlige slot. Vort luftslot!
SOLNESS
Med grundmur under.
I gaden har samlet sig en mængde mennesker, der kun skimtes utydeligt mellem træerne. Musik af blæseinstrumenter høres fjernt bag det nye hus.
​
HU: 120
Fru Solness, med skindkrave om halsen, doktor Herdal, med hendes hvide sjal på armen, og nogle damer kommer ud på verandaen. Ragnar Brovik kommer samtidig op fra haven.
FRU SOLNESS til Ragnar
Skal her være musik også?
RAGNAR
Ja. Det er byggearbejdernes forening. (til Solness) Jeg skulde si’ fra formanden, at nu står han færdig til at gå op med kransen.
SOLNESS tar sin hat
Godt. Jeg går selv derned.
​
1.utg: 212
FRU SOLNESS angst
Hvad vil du dernede, Halvard?
S​
HIS: 384
OLNESS kort
Jeg må være nedenunder hos folkene.
FRU SOLNESS
Ja, nedenunder, ja. Bare nedenunder.
SOLNESS
Jeg plejer jo det. Så’n til hverdags.
Han går ned ad trappen og bort igennem haven.
FRU SOLNESS råber efter ham over rækværket
Men bed endelig manden, at han er forsigtig, når han skal op! Lov mig det, Halvard!
DOKTOR HERDAL til fru Solness
Ser De så, at jeg fik ret? Han tænker ikke mere på de galskaberne.
FRU SOLNESS
Å, hvor det letted! To gange er der nu faldet folk ned for os. Og begge to så slog de sig ihjæl på stedet. (vender sig til Hilde) Tak skal De ha’, frøken Wangel, at De holdt ham så godt fast. Jeg havde visst aldrig fåt bugt med ham.
​
1.utg: 213
DOKTOR HERDAL lystig
Ja, ja, frøken Wangel, De forstår nok at holde en fast, når De rigtig vil, De!
Fru Solness og doktor Herdal går hen til damerne, som står nærmere ved trappen og ser udover haven. Hilde blir stående ved rækværket i forgrunden. Ragnar går hen til hende.
​
HIS: 385
RAGNAR med undertrykt latter, halv sagte
Frøken, – ser De alle de unge folkene nede på gaden?
HILDE
Ja.
RAGNAR
Det er kammeraterne, som vil sé på mesteren.
HILDE
Hvad vil de sé på ham for da?
RAGNAR
De vil sé på, at han ikke tør stige op på sit eget hus.
​
HU: 121
HILDE
Nej, vil de det, de gutterne!
RAGNAR harmfuld og hånlig
Han har holdt os nede så længe, han. Nu ​
1.utg: 214
vil vi sé på, at han også værs’go’ får holde sig nedenfor.
HILDE
Det får De ikke sé. Dennegang ikke.
RAGNAR smiler
Så? Hvor får vi sé ham henne da?
HILDE
Højt, – højt oppe ved fløjen får De sé ham!
RAGNAR lér
Han! Jo, det kan De tro!
​
HIS: 386
HILDE
Han vil til toppen. Og altså får De sé ham der også.
RAGNAR
Ja, han vil, ja! Det tror jeg så gerne. Men han kan simpelthen ikke. Det vilde gå rundt for ham længe, længe før han kom halvvejs. Han måtte krybe ned igen på hænder og knæer!
DOKTOR HERDAL peger henover
Sé! Der går formanden opover stigerne.
​
1.utg: 215
FRU SOLNESS
Og så har han vel kransen at bære på også. Å, bare han nu tar sig i agt!
RAGNAR stirrer vantro og råber
Men det er jo –!
HILDE i udbrydende jubel
Det er bygmesteren selv!
FRU SOLNESS skriger i forfærdelse
Ja, det er Halvard! Å, du store gud –! Halvard! Halvard!
DOKTOR HERDAL
Hys! Skrig ikke til ham!
FRU SOLNESS halvt fra sig selv
Jeg vil til ham! Få ham ned igen!
DOKTOR HERDAL holder på hende
Stå urørlige allesammen! Ikke en lyd!
​
HIS: 387
HILDE ubevægelig, følger Solness med øjnene
Han stiger og stiger. Altid højere. Altid højere! Sé! Sé bare!
​
1.utg: 216
RAGNAR åndeløs
Nu må han vende om igen. Der er ikke råd for andet.
HILDE
Han stiger og stiger. Nu er han snart oppe.
FRU SOLNESS
Å, jeg forgår af skræk. Jeg holder ikke det synet ud!
​
HU: 122
DOKTOR HERDAL
Så sé ikke op på ham da.
HILDE
Der står han på de øverste plankerne! Helt oppe!
DOKTOR HERDAL
Ingen må røre sig! Hører De det!
HILDE jubler i stille inderlighed
Endelig! Endelig! Nu ser jeg ham stor og fri igen!
RAGNAR næsten målløs
Men dette her er jo –
​
1.utg: 217
HILDE
Slig har jeg set ham i alle de ti årene. Hvor tryg han står! Forfærdelig spændende alligevel. Sé på ham! Nu hænger han kransen om spiret!
​
HIS: 388
RAGNAR
Dette her er som at stå og sé på noget rent umuligt.
HILDE
Ja, det er jo det umulige, det, som han nu gør! (med det ubestemmelige udtryk i øjnene) Kan De sé nogen anden deroppe hos ham?
RAGNAR
Der er ingen andre.
HILDE
Jo, der er en, som han trætter med.
RAGNAR
De tar fejl.
HILDE
Hører De ikke sang i luften heller da?
RAGNAR
Det må være vinden i trætoppene.
​
1.utg: 218
HILDE
Jeg hører sang. En vældig sang! (råber i vild jubel og glæde) Sé, sé! Nu svinger han hatten! Han hilser herned! Å, så hils da op til ham igen. For nu, nu er det fuldbragt! (river det hvide sjal fra doktoren, vifter med det og skriger opad) Hurra for bygmester Solness!
DOKTOR HERDAL
La’ være! La’ være! For guds skyld –!
​
HIS: 389
Damerne på verandaen vifter med lommetørklæderne og hurraråbet istemmes nede på gaden. Da forstummer det pludselig og folkemængden slår over i et forfærdelsens skrig. Et menneskelegeme sammen med planker og træstumper skimtes utydeligt at styrte ned inde mellem træerne.
FRU SOLNESS og DAMERNE samtidigt
Han falder! Han falder!
Fru Solness vakler, segner afmægtig bagover og opfanges af damerne under råb og forvirring.
Menneskemængden på gaden bryder gærdet ned og stormer ind i haven. Doktor Herdal iler ligeledes derned. Kort ophold.
​
HU: 123
HILDE stirrer ufravendt opad og siger som forstenet
Min bygmester.
RAGNAR støtter sig skælvende til rækværket
Han må være knust. Dræbt på stedet.
​
1.utg: 219
EN AF DAMERNE medens fru Solness bæres ind i huset
Løb ned til doktoren –
RAGNAR
Kan ikke flytte en fod –
EN ANDEN DAME
Så råb ned til nogen da!
RAGNAR forsøger at råbe
Hvorledes er det? Er han ilive?
​
HIS: 390
EN STEMME nede i haven
Bygmester Solness er død!
ANDRE STEMMER nærmere
Hele hodet er knust. – Han faldt lige i stenbruddet.
HILDE vender sig til Ragnar og siger stille
Nu kan jeg ikke sé ham deroppe.
RAGNAR
Forfærdeligt dette her. Han magted det altså dog ikke.
​
1.utg: 220
HILDE ligesom i stille, forvildet triumf
Men helt til toppen kom han. Og jeg hørte harper i luften. (svinger sjalet opad og skriger i vild inderlighed) Min, – min bygmester!

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her