Henrik Ibsens skrifter

Nora!

Ah –!

Hvad er det? Ved du, hvad der står i dette brev?

Ja, jeg ved det. Lad mig gå! Lad mig komme ud!

Hvor vil du hen?

Du skal ikke redde mig, Torvald!

Sandt! Er det sandt, hvad han skriver? Forfærdeligt! Nej, nej; det er jo umuligt, at dette kan være sandt.

Det er sandt. Jeg har elsket dig over alt i verdens rige.

Å kom ikke her med tåbelige udflugter.

Torvald –!

Du ulyksalige, – hvad er det, du har foretaget dig!

Lad mig komme bort. Du skal ikke bære det for min skyld. Du skal ikke tage det på dig.

Ikke noget komediespil. (låser forstuedøren af) Her blir du og står mig til regnskab. Forstår du, hvad du har gjort? Svar mig! Forstår du det?

Ja, nu begynder jeg at forstå det tilbunds.

Å hvor forfærdeligt jeg er vågnet op. I alle disse otte år, – hun, som var min lyst og stolthed, – en hyklerske, en løgnerske, – værre, værre, – en forbryderske! – Å, denne bundløse hæslighed, som ligger i alt dette! Fy, fy!

Jeg burde have anet, at noget sligt vilde ske. Jeg burde have forudset det. Alle din faders letsindige grundsætninger –. Ti! Alle din faders letsindige grundsætninger har du taget i arv. ​Ingen religion, ingen moral, ingen pligtfølelse –. Å, hvor jeg er bleven straffet for, at jeg så igennem fingre med ham. For din skyld gjorde jeg det; og således lønner du mig.

Ja, således.

Nu har du ødelagt hele min lykke. Hele min fremtid har du forspildt for mig. Å, det er forfærdeligt at tænke på. Jeg er i et samvittighedsløst menneskes vold; han kan gøre med mig, hvad han vil, forlange af mig, hvad det skal være, byde og befale over mig, som det lyster ham; – jeg tør ikke kny. Og så jammerligt må jeg ​synke ned og gå tilgrunde for en letsindig kvindes skyld!

Når jeg er ude af verden, så er du fri.

Å ingen fagter. Slige talemåder havde din fader også på rede hånd. Hvad vilde det nytte mig, at du var ude af verden, som du siger? Ikke det ringeste vilde det nytte mig. Han kan gøre sagen bekendt alligevel; og gør han det, så blir jeg kanske mistænkt for at have været vidende om din forbryderske handling. Man vil kanske tro, at jeg har stået bagved, – at det er mig, som har tilskyndet dig! Og alt dette kan jeg ​takke dig for, dig, som jeg har båret på hænderne gennem hele vort ægteskab. Forstår du nu, hvad du har gjort imod mig?

Ja.

Dette er så utroligt, at jeg ikke kan fastholde det. Men vi må se at komme tilrette. Tag schavlet af. Tag det af, siger jeg! Jeg må se at tilfredsstille ham på en eller anden måde. Sagen må dysses ned for enhver pris. – Og hvad dig og mig angår, så må det se ud, som om alt var imellem os ligesom før. Men naturligvis kun for verdens øjne. Du blir altså ​fremdeles her i huset; det er en selvfølge. Men børnene får du ikke lov til at opdrage; dem tør jeg ikke betro dig –. Å, at måtte sige dette til hende, som jeg har elsket så højt, og som jeg endnu –! Nå, det må være forbi. Herefterdags gælder det ikke længere lykken; det gælder bare at redde resterne, stumperne, skinnet –

Hvad er det? Så sent. Skulde det forfærdeligste –! Skulde han –? Skjul dig, Nora! Sig, du er syg.

Her kom et brev til fruen.

Giv mig det. (griber brevet og lukker døren) Ja, det er fra ham. Du får det ikke; jeg vil selv læse det.

Læs du.

Jeg har næppe mod til det. Kanske er vi fortabte, både du og jeg. Nej; jeg må vide det. (bryder brevet ilsomt; løber nogle linjer igennem; ser på et indlagt papir; et glædesskrig) Nora!

Nora! – Nej; jeg må læse det endnu en gang. – Jo, jo; så er det. Jeg er frelst! Nora, jeg er frelst!

Og jeg?

Du også, naturligvis; vi er frelste begge to, både du og jeg. Se her. Han sender dig dit gældsbevis tilbage. Han skriver, at han fortryder og angrer –; at et lykkeligt omslag i hans liv –; å, det kan jo være det samme, hvad han skriver. Vi er frelste, Nora! Der er ingen, som kan gøre dig noget. Å, Nora, Nora –; nej, først alt dette afskyelige ud af verden. Lad mig se – (kaster et blik på forskrivningen) Nej, jeg vil ikke se det; det skal ikke være for mig andet, end en drøm altsammen. (river beviset og begge brevene istykker, kaster det hele ind i ovnen og ser på det, mens det brænder) Se så; nu er det ikke mere til. – Han skrev, at du siden julaften –. Å, det må have været tre forfærdelige dage for dig, Nora.

Jeg har kæmpet en hård strid i disse tre dage.

Og våndet dig, og ikke øjnet anden udvej end –. Nej; vi vil ikke mindes alt dette hæs​lige. Vi vil kun juble og gentage: det er over; det er over! Hør dog på mig, Nora; du synes ikke at fatte det: det er over. Hvad er det dog for noget – dette stivnede udtryk? Å stakkers lille Nora, jeg forstår det nok; du synes ikke du kan tro på, at jeg har tilgivet dig. Men det har jeg, Nora; jeg sværger dig til: jeg har tilgivet dig alt. Jeg ved jo, at hvad du gjorde, det gjorde du af kærlighed til mig.

Det er sandt.

Du har elsket mig, som en hustru bør elske sin mand. Det var kun midlerne, som du ikke havde indsigt nok til at dømme om. Men tror du, at du er mig mindre kær, fordi du ikke forstår at handle på egen hånd? Nej, nej; støt du dig bare til mig; jeg skal råde dig; jeg skal vejlede dig. Jeg måtte ikke være en mand, hvis ikke netop denne kvindelige hjælpeløshed gjorde dig dobbelt tiltrækkende i mine øjne. Du skal ikke ​fæste dig ved de hårde ord, jeg sagde dig i den første forfærdelse, da jeg syntes, alt måtte styrte sammen over mig. Jeg har tilgivet dig, Nora; jeg sværger dig til, jeg har tilgivet dig.

Jeg takker dig for din tilgivelse.

Nej, bliv –. (ser ind) Hvad vil du der i alkoven?

Kaste maskeradedragten.

Ja, gør det; se at komme til ro og få samlet dit sind til ligevægt igen, du min lille forskræmte sangfugl. Hvil du dig trygt ud; jeg har brede vinger til at dække dig med. (går omkring i nærheden af døren) Å, hvor vort hjem er lunt og smukt, Nora. Her er ly for dig; her skal jeg holde dig som en jaget due, jeg har fået reddet uskadt ud af høgens klør; jeg skal nok bringe dit stakkers klappende hjerte til ro. Lidt efter lidt vil det ske, Nora; tro du mig. Imorgen vil alt dette se ganske anderledes ud for dig; snart vil alting være ligesom før; jeg skal ikke længe behøve at gentage for dig, at jeg har tilgivet dig; du vil selv usvigelig føle, at jeg har gjort det. Hvor kan du tænke, det skulde kunne falde mig ind at ville forstøde dig, eller blot bebrejde dig noget? Å, du kender ikke en virkelig mands hjertelag, Nora. Det er for en mand noget så ubeskriveligt sødt og tilfredsstillende i dette, at vide med sig selv, at han har tilgivet sin hustru, – at han har tilgivet hende af fuldt og oprigtigt hjerte. Hun er jo derved ligesom i dobbelt forstand ​blevet hans ejendom; han har ligesom sat hende ind i verden påny; hun er på en måde bleven både hans hustru og hans barn tillige. Således skal du være for mig herefterdags, du lille rådvilde, hjælpeløse væsen. Ængst dig ikke for nogenting, Nora; bare åbenhjertig imod mig, så skal ​jeg være både din vilje og din samvittighed. – Hvad er det? Ikke tilsengs? Har du klædt dig om?

Ja, Torvald, nu har jeg klædt mig om.

Men hvorfor, nu, så sent –?

Inat sover jeg ikke.

Men, kære Nora –

Klokken er endnu ikke så mange. Sæt dig her, Torvald; vi to har meget at tale sammen.

Nora, – hvad er dette her? Dette stivnede udtryk –

Sæt dig ned. Det blir langt. Jeg har meget at tale med dig om.

Du ængster mig, Nora. Og jeg forstår dig ikke.

Nej, det er det just. Du forstår mig ikke. Og jeg har heller aldrig forstået dig – før iaften. Nej, du skal ikke afbryde mig. Du skal bare høre på, hvad jeg siger. – Dette er et opgør, Torvald.

Hvorledes mener du det?

Er dig ikke en ting påfaldende, således som vi sidder her?

Hvad skulde det være?

Vi har nu været gifte i otte år. Falder det dig ikke ind, at det er første gang vi to, du og jeg, mand og kone, taler alvorligt sammen?

Ja, alvorligt, – hvad vil det sige?

I otte samfulde år, – ja længere, – lige fra vort første bekendtskab, har vi aldrig vekslet et alvorligt ord om alvorlige ting.

Skulde jeg da idelig og altid indvie dig i bekymringer, som du dog ikke kunde hjælpe mig at bære?

Jeg taler ikke om bekymringer. Jeg siger, vi har aldrig siddet i alvor sammen, for at søge at komme tilbunds i noget.

Men, kæreste Nora, vilde da det have været for dig?

Der er vi ved sagen. Du har aldrig forstået mig. – Der er øvet megen uret imod mig, Torvald. Først af pappa og siden af dig.

Hvad! Af os to, – af os to, der har elsket dig højere, end alle andre mennesker?

I har aldrig elsket mig. I har bare syntes, det var fornøjeligt at være forelsket i mig.

Men, Nora, hvad er dette for ord?

Ja, det er nu så, Torvald. Da jeg var hjemme hos pappa, så fortalte han mig alle sine meninger, og så havde jeg de samme meninger; ​og hvis jeg havde andre, så skjulte jeg det; for det vilde han ikke have likt. Han kaldte mig sit dukkebarn, og han legte med mig, som jeg legte med mine dukker. Så kom jeg i huset til dig –

Hvad er det for udtryk du bruger om vort ægteskab?

Jeg mener, så gik jeg fra pappas hænder over i dine. Du indretted alting efter din smag, og så fik jeg den samme smag som du; eller jeg lod bare så; jeg ved ikke rigtig –; jeg tror det var begge dele; snart det ene og snart det andet. Når jeg nu ser på det, så synes jeg, jeg har levet her som et fattigt menneske, – bare fra hånden og i munden. Jeg har levet af at gøre kunster for dig, Torvald. Men du vilde jo ha’e det så. Du og pappa har gjort stor synd imod mig. I er skyld i, at der ikke er blevet noget af mig.

Nora, hvor du er urimelig og utaknemmelig! Har du ikke været lykkelig her?

Nej, det har jeg aldrig været. Jeg trode det; men jeg har aldrig været det.

Ikke – ikke lykkelig!

Nej; bare lystig. Og du har altid været så snil imod mig. Men vort hjem har ikke været andet end en legestue. Her har jeg været din dukkehustru, ligesom jeg hjemme var pappas dukkebarn. Og børnene, de har igen været mine dukker. Jeg syntes, det var fornøjeligt, når du tog og legte med mig, ligesom de syntes det var fornøjeligt, når jeg tog og legte med dem. Det har været vort ægteskab, Torvald.