Henrik Ibsens skrifter

 
​ ​ ​
 
​ ​ [Forfatternote: 25.5.86.] ​ ​

1.utg: 1

4.

​

HIS: 254

Rosmer

.

Ja nu vil jeg tale. Hvorfor tror du jeg la’e
mit presteembede ned?

Gylling

.

Nå, det ved jeg jo nok. Jeg finder det så gan-
ske rimeligt at du følte dig ubehagelig berørt
af og ikke kunde gå med på – de mørke pieti-
stiske retninger, som dengang havde vundet
indgang i så mange kredse her.

Rosmer

.

Jeg skulde aldrig ta’t imod noget k{r}irkeligt
embede, aldrig git mig ind på de slags studi-
er; det er hovedsagen.

Gylling

.

Men, kære, så havde du jo brudt med en af
din familjes smukkeste og ufravigeligste
traditioner. Eilert Hanibal Rosmer var mi-
litær. Følgelig måtte sønnen Eilert Alfred
Rosmer bli prest. Således har det vekslet i
mere end to hundrede år. De ting har jeg
​

HIS: 255

god rede på, jeg, som samler til slægtens stam-
tavle.

Rosmer

.

Ja det var vel også det, som var det bestem-
mende for mig dengang. Eller, rettere sagt,
de{t}r var ​

HU: 457

slet ikke tale om nogen bestemmel-
se fra min side. Far, – hm, du ved han var
obe major i sin huslige kreds også – han vilde
ha’ det så, og dermed var sagen altså afgjort.

Gylling

(med et suk.)

​

1.utg: 1

Ja, det var i de velordnede samfundsfor-
holdes tider!

Rosmer

.

Og jeg, desværre, jeg hørte vel til den slags
unge mennesker, som du før talte om, – de med
de tarvelige åndsevner.

Gylling

.

Du! Hvor i al verden kan du falde på det?

​

HIS: 256

Rosmer

.

Jo, for der var ikke gnist af oprørsånd i mig
dengang.

Gylling

Nej, med guds hjælp kommer da vel aldrig den
ånd til at fare i dig.

Rosmer

.

Jeg er dog kommen til at se på tingene i livet
med åbnere øjne end før.

Gylling

.

Hør nu, Rosmer, – du kunde dog vel aldrig være
så svag at la’ dig dåre af den tilfældighed at
massehøvdingerne har vundet en midlertidig
sejr!

Rosmer

.

De ting ligger ikke nærmest for mig; men jeg
synes dog at der i de senere år er kommet ligesom
lidt mere selvstændighed ind i de enkeltes tænk-
ning.

​

HIS: 257

Gylling

.

Og hvis så var? Vilde du virkelig regne det for
noget godt hos så ubefæstede og ufærdige men-
nesker? For resten tar du nok betydelig fejl. ​

1.utg: 2

Eller hvad er det for tanker og meninger, som
dominerer blandt de opviglede her ude på lands-
bygden hos dig? Er det ikke de samme tanker og
meninger som hidser de ildesindede inde i byen?
Jo netop. Og tror du mobben suger de tanker
{ af }og meninger af sit eget bryst? Nej, simpelt hen
– de læser sig dem til i Peder Mortensgårds a-
vis. Jo, det er en appetitlig kilde at øse af!

Fru Rosmer

.

Mortensgård skriver dog unægtelig godt for
sig.

​

HU: 458

Gylling

.

Ja men herre gud, – en mand med en så til-
smudset fortid! Nå, de radikale er jo ikke kræs-
ne, hvad det moralske grundlag angår. Derfor
er han en farlig mand, denne Mortensgård. Han
er en af de farligste, vi har her. Og han tør bli’
​

HIS: 258

endnu besværligere at trækkes med for frem-
tiden. For nu tænker han på at udvide sin a-
vis; den skal komme ud hver dag; jeg ved fra
sikker kilde at han ser sig om efter en habil
medarbejder.

Rosmer

.

Men hvorfor tænker ikke du og de andre
på at stifte et blad imod ham? Dine venner
i byen sidder jo inde med kapitalen. Det vilde
visst ikke falde {–}vanskeligt –

Gylling

.

Nå, der leder du mig lige ind på mit æren-
de. Det er netop det, vi har tænkt på. Hvad
pengespørsmålet angår, så er foretagendet ​

1.utg: 2

sikret. Men ledelsen, – den journalistiske ledelse,
Rosmer. Sig mig, – skulde ikke du for den go-
de sags skyld føle dig opfordret til at overta’
den?

Rosmer

.

Jeg!

​

HIS: 259

Fru Rosmer

.

Nej men hvor kan De ville –!

Gylling

.

Jeg selv skulde så inderlig gerne forsøge mig i
den retning også. Men det er aldeles umuligt.
Jeg er allerede i forvejen så bebyrdet med en u-
tallighed af gøremål –. Men du, som ikke læn-
ger er trykket af nogen embedsgerning –

Rosmer

.

Jeg har da i alle fald gårsdriften.

Gylling

.

Snak; gårsdriften lægger da ikke beslag på
stort af din tid.

Rosmer

.

Men alligevel; det er rent umuligt. Jeg føler
mig så aldeles uskikket –; jeg duer ikke –

Gylling

.

Det kan du aldrig vide, før du har probert det.
Vi andre skulde desuden hjælpe dig så godt
vi kunde. Og så har du desuden straks fra
​

HIS: 260

først af en ​

HU: 459

umådelig fordel i den uindskræn-
kel{ e }de agtelse, du nyder i hele egnen amtet.
Ingen anden mand kan hamle op med dig
i så henseende. Navnet Rosmer, – gud bevar’
os vel, – familjen Rosmer, den har {g}da gennem ​

1.utg: 1

5.

umindelige tider gældt som et symbol på alt
det, som gammelt og godt og ret og rigtigt er.
Derved, ser du, vilde netop du kunne trede op
med tidobbelt vægt. – Ja, hvad siger De, fru
Rosmer?

Fru Rosmer

(ler.)

Kære rektor, for mig er dette her så usige-
lig latterligt at høre på.

Gylling

.

Hvad for noget! Latterligt?

Fru Rosmer

.

Ja for nu skal jeg sige Dem rent ud –

​

HIS: 261

Rosmer

.

Nej, lad mig sige det selv –

(Madam Helset kommer i døren til højre.)

Madam Helset

.

Der er en mand ude i køkkengangen. Han si’er
han vil hilse på pastor Rosmer.

Rosmer

.

Så? Ja bed ham værs’god kommen ind.

Madam Helset

.

Her ind i stuen?

Rosmer

.

Ja vel.

Madam Helset

.

Men han ser nok ikke slig ud at { <...> }en kan slip-
pe ’en i stuen.

Fru Rosmer

.

Hvorledes ser han da ud, Madam Helset?

Madam Helset

.

​

1.utg: 1

Å, det er ikke videre, det, frue.

Rosmer

.

Sa’ han ikke, hvad han heder?

​

HIS: 262

Madam Helset

.

Jo han sa’ han heder Uldrik.

Rosmer

.

Ulrik?

Madam Helset

.

Ja, og så nævnte han et navn til. Jeg synes det
hørtes som Rosen – holm, eller noget sligt.

Rosmer

.

Ulrik Rosen–? Det skulde da vel aldrig være
Ulrik Rosenhjem?

Madam Helset

.

Jo, så var det han sa’.

Fru Rosmer

.

Den ulykkelige Ulrik Rosenhjelm.

Gylling

.

Den forlorne Rosenhjelm. Så han er på disse
kanter.

​

HU: 460

Rosmer

.

Bed ham komme ind, { <...> }madam Helset.

Madam Helset

.

Ja-ja.

(går.)

​

HIS: 263

Gylling

.

Vil du virkelig ha’ det subjekt ind i din stue?

Rosmer

.

Jeg har kendt lidt til ham i hans velmagts dage.

Fru Rosmer

.

Har ikke de også kendt ham, rektor?

​

1.utg: 2

Gylling

.

Aldrig sådan personlig. Hm –.

(Madam Helset åbner døren til højre for
Ulrik Rosenhjelm, går igen og lukker efter { me <...> }ham.
Han har uredt hår og skæg, og er klædt som en al-
mindelig landstryger. Ingen overfrakke; dårligt
skotøj; skjorte ses ikke. Gamle sorte hansker
påtrukne; en bulehat sammenklappet under ar-
men og en stok i hånden.)

Rosenhjelm

. (først usikker, går så raskt hen imod til rektoren
og rækker hånden frem.)

God dag, Rosmer!

​

HIS: 264

Gylling

.

Undskyld; (peger.) der –

Rosenhjelm

(vender sig.)

Rigtig, ja; der har vi ham. Goddag, Rosmer.
Jeg vilde ikke passere gården forbi uden at aflæg-
ge en visit.

Rosmer

.

Rejsende er altid velkomne her.

Rosenhjelm

.

{ <...> }Jeg havde ikke noget {v<...>s}kort hos mig; men jeg
håber, at den ældre dame, som jeg traf udenfor
har anmeldt mig? Nå; så er det jo godt. ({k}bukker)
Ah, fru provstinden, naturligvis. Og der? En em-
bedsbroder kan jeg se.

Rosmer

.

Byens rektor. Rektor Gylling.

Rosenhjelm

.

​

1.utg: 2

Gylling? Gylling? Bi lidt; har ikke De studeret
filologi?

​

HIS: 265

Gylling

.

Jo, selvfølgelig.

Rosenhjelm

.

Nå, men for fan’, så har jeg jo kendt dig –

Gylling

.

Undskyld –

Rosenhjelm

.

Var ikke du –

Gylling

.

Undskyld –

Rosenhjelm

.

– en af dem, som fik mig exkluderet af studen-
tersamfundet?

​

HU: 461

Gylling

.

Ganske visst; men jeg protesterer imod ethvert nær-
mere bekendtskab.

Rosenhjelm

.

Nå, nå; nach Belieben, herr rektor. Det kan kom-
me mig ud på et. Jeg blir den jeg er for det.

Fru Rosmer

.

De agter Dem vel indover til byen, her Rosenhjelm?

​

HIS: 266

Rosenhjelm

.

Ja, fru provstinde, jeg gør så. Jeg synes det er
næsten en skam for mig at jeg endnu ikke kender
denne del af landet. Hvorledes er stemningen
her i byen? Jeg tænker nemlig på at få en af-
tenunderholdning istand.

Fru Rosmer

.

Hvad skulde den bestå i?

​

1.utg: 1

6.

Rosenhjelm

.

Hvad som bedst falder i smagen. Kunde ikke
rektoren gi’ mig et godt råd? Jeg vil tillade mig
at komme indom og gøre Dem en visit.

Gylling

.

Tak; men De gør visst bedst i at henvende Dem di-
rekte til Peder Mortensgård.

Rosenhjelm

.

Mortensgård? Kender ikke nogen Mortensgård.
Hvad er det for en idiot?

​

HIS: 267

F <...> Gylling

.

Hvorfor kalder de manden en idiot, når De ik-
ke kender ham.

Rosenhjelm

.

Hører jeg ikke straks på navnet at det er en ple-
bejer?

Gylling

.

Så? Det svar havde jeg ikke ventet.

Rosenhjelm

.

Tror De kanske at Ulrik Rosenhjelm gør sig
til bon kammerat med kreti og pleti?

Gylling

.

Så vidt jeg ved, har De dog før næret en sær-
lig interesse for samfundets lavere lag.

Rosenhjelm

.

Ja, det har jeg; og det har jeg fåt svie for.
Forfølgelser fra de styrendes side; latter og hån
og spot, hos de tusender af ligegyldige, som ingen
ting vil forstå, – og så utak fra forkuede, som
jeg vilde hjælpe. Ja, se på mig. Her ser I Ul-
rik​

HIS: 268

Rosenhjelm, som hørte til det gode selskab, ​

1.utg: 1

til det bedste selskab, – ​

HU: 462

og som var den første i det
gode selskab. Mig stødte de ud fordi jeg havde
evner og mod til at sige og skrive, hvad de fi-
ne helst vilde ha’ dækket over. Nu er jeg al{l}drig
i godt selskab mere, – undtagen når jeg er alene
med mig selv.

Gylling

.

Det er vel ikke blot og bart evnerne eller modstan-
den som bestemmer ens skæbne. Det er vel også
livsførelsen –

Rosenhjelm

.

Jeg forstår. Vi har en statsmoral, og den har jeg
ikke levet i samklang med. For resten er jeg ked
af det også. Jeg vil iføre mig et nyt menneske, som der
står skrevet et steds. Findes der en afholdsforening
i byen? En total-afholdsforening? Det gør der natur-
ligvis.

Gylling

.

Ja; jeg er selv formand.

​

HIS: 269

Rosenhjelm

.

Kunde jeg ikke se det på Dem! Nå, det er ikke
umuligt at jeg kommer h˹j˺ e {n}m til {d}Dem og skriver mig
ind.

Gylling

.

Ja jeg må sige Dem at vi ikke sådan uden vide-
re optar alle og enhver.

Rosenhjelm

.

A la bonheur! Ulrik Rosenhjelm har aldrig
rendt den slags foreninger på dørene. Men jeg
tør ikke forlænge min visit. Jeg må se at kom-
me mig indover til byen og få logis. Der findes ​

1.utg: 2

dog vel et ordentligt hotel, vil jeg håbe.

Fru Rosmer

.

Vil De ikke drikke lidt varmt før De går?

Rosenhjelm

.

Hvad slags varmt?

Fru Rosmer

.

En kop té eller –

Rosenhjelm

.

Nej nej tak. Jeg lægger ikke gerne beslag på den
​

HIS: 270

private gæstfrihed. Far vel. Å det er sandt,
Rosmer; vil du gøre mig en tjeneste for gam-
melt venskabs skyld.

Rosmer

.

Ja gerne. Hvad er det?

Rosenh{ol}jelm

.

Ser du, jeg rejser til fods. Mit tøj kommer ​

HU: 463

først
bagefter. Meget Vil du låne mig en skjorte for
et par dages tid?

Rosmer

.

Meget gerne. Er der ikke noget andet?

Rosenhjelm

.

Kunde du undvære en overfrakke?

Rosmer

.

Å ja, jeg det kan jeg visst.

Rosenhjelm

.

Og så kanske et p{å}ar st<...> vinterstøvler – jeg har
bare forårskotøj med.

Rosmer

.

Det skal der nok bli’ råd for. Så snart jeg får
vide adressen, skal jeg sende sagerne ind.

​

HIS: 271

Rosenhjelm

.

​

1.utg: 2

På ingen måde. Slig ulejlighed. Jeg tar de små-
ting med.

Rosmer

.

Godt, godt; så følg med her ud.

Fru Rosmer

.

Lad heller mig. { <...> }Jeg og madam Helset skal nok
besørge det.
(går ud til højre.)

Rosmer

.

Er der ikke noget andet, jeg kan tjene med?

Rosenhjelm

.

Nej tak. Jo død og plage, det er sandt, – har du til-
fældigvis ti kroner på dig?

Rosmer

.

Det tænker jeg nok. (åbner portemonæen) Her
har jeg femten.

Rosenhjelm

.

Ja ja tak; det {v}kan være det samme. Tak så
længe. Husk på at jeg fik femten. Farvel, mi-
ne herrer.

​

HIS: 272

(han går mod højre, hvor Rosmer tar afsked
og lukker døren efter ham.)

Gylling

.

Hvad synes du! Så vidt er det kommet med den
glimrende Ulrik Rosenhjelm!

Rosmer

.

Desværre; det har jeg længe vid{t}st.

Gylling

.

Ja, det var jo noksom bekendt. Men at se det
for sine øjne! Så megen begavelse gjort ubruge-
lig af moralsk smuds –

​

1.utg: 1

7.

Rosmer

.

Skulde han ikke stå ti{ <...> }l at redde endnu?
Skulde det ikke være muligt at få løftet ham
op?

Gylling

.

Å kære, hvorledes skulde vel det gå til?

​

HIS: 273

Rosmer

.

Jeg mener, ved at ta’ sig skånsomt – kærligt ​

HU: 464

af
ham, vise ham tillid, bygge på hans gode for-
sætter – ˹et slags selverkendelse –˺

Gylling

.

Bygger du da også på de forsætter?

Rosmer

.

Jeg vilde så gerne.

Gylling

.

I så fald kunde han kanske bli’ en nyttig mand
for os. Den glimrende stil, han engang førte –; hans
flængen{ <...> }de ubarmhjertige pen –; og han lod just
ikke til at ha’ noget godt øje til radikalerne –

Rosmer

.

Mener du at han kunde sættes i spidsen for
det nye blad?

Gylling

.

I spidsen! Gud bevar’ os, hvor kan du tænke
det? Nej, han måtte naturligvis tvert imod
holdes i baggrunden så længe til han havde
rehabiliteret sig. Han måtte beflitte sig på
​

HIS: 274

et ordentligt levnet, – i al fald være forsigtig og
ikke offentlig gi’ anledning til forargelse. Og
hvis han kunde overvinde sig så vidt, og hvis
han kunde i nogen tid bringes til at yde den ​

1.utg: 1

gode sag sine bona officia –; under iagttagelse
af den aller strængeste anonymitet naturlig-
vis –.

(Fru Rosmer er imidlertid kommet ind i-
gen.)

Rosmer

.

Gik han?

Fru Rosmer

.

Ja.

Gylling

.

Ja nu får nok jeg også tænke på at komme af-
sted. Det begynder alt at bli’ mørkt.

Fru Rosmer

.

Vil De ikke drikke té med os?

Gylling

.

Nej, nej tak; det er umuligt. – Ja kære ven, jeg
​

HIS: 275

vil ikke trænge nærmere ind på dig idag. Nu
skal du overlægge med dig s{l}elv –

Rosmer

.

Er du hjemme imorgen formiddag –?

Gylling

.

Imorgen? Det kan jeg desværre ikke så nøje
sige – for –

Rosmer

.

Godt, godt, jeg forhører mig i alle fald. Jeg
vil tale med dig, jeg vil tale længe med dig, kæ-
re {g}Gylling –

Gylling

.

Du mener, om det med «Amtstidenden?

​

HU: 465

Rosmer

.

Både om det og om andre ting.

​

1.utg: 2

Gylling

. (ryster hans hånd.)

Velkommen skal du være, min kære ven. Og jeg
˹tænker˺ nok vi to snart skal bli’ enige om, hvad der
er en brav og velsindet borgers pligt i disse træng-
selens tider. Farvel frue! Farvel, kære venner.

​

HIS: 276

(Rosmer og frue føl{ <...> }ger han ud i forstuen. Der ˹tales˺
højt men uforståeligt mens han trækker yder-
frakken på. Tilsidst «Farvel, farvel, farvel» Ro <...>
i det rektoren går. Rosmer og hans hustru kom-
mer ind i stuen igen.)

Fru Rosmer

.

Hvad var det, ha sa’e da jeg kom ind. Jeg for-
stod ham, som han vilde prøve Rosenhjelm i det
nye blad.

Rosmer

.

Han kasted det flygtigt ud som en mulighed.
Men det går vist ikke.

Fru Rosmer

.

Nej det vil jeg håbe. Jeg har i alle fald gjort
mit for at det ikke skal gå.

Rosmer

.

Du, kære? Hvad har du da gjort.

Fru Ros{enhj<...> }mer

Nu skal du ikke ta’ det fortrydeligt at jeg hand-
led lidt på egen hånd. Hvad? Vi to gode venner?

​

HIS: 277

Rosmer

.

J {eg}o visst; du må gøre alt, hvad du vil. Men
hvad er det så?

Fru Rosmer

.

Jeg gav Rosenhjelm et kort med til Mortensgård

​

1.utg: 2

Rosmer

.

Gjorde du? Til Mortensgård!

Fru Rosmer

.

Ja jeg rabbled ned et par ord i al hast –

Rosmer

.

Men du hørte jo han kaldte Mortensgård en idi-
ot og en plebejer.

Fru Rosmer

.

Det er jo ikke noget at agte på. Når e{t}n mand
er dalet således nedover som Rosenhjelm, så
agerer han fornem. Han takked også og loved
at gi’ kortet af.

Rosmer

.

Så det gjorde han? Men imorgen kommer kan-
ske Gylling og { <...> }tar ham.

​

HIS: 278

​

HU: 466

Fru Rosmer

.

Hvis han først har kompromitteret sig med Mor-
tensgårds avis så kan ikke «Amtstidenden» bruge
ham.

Rosmer

.

Og så kommer det ud at det er os som har anbe-
falet ham.

Fru Rosmer

.

Hvad kan det skade. Er du ikke fast bestemt
på at imorgen skal slaget stå?

Rosmer

.

Jo, det er afgjort. I m{å}orgen skal og må det ske.
Men herre gud, hvor tungt det alligevel er at skulle
bedrøve sine trofaste venner, – volde dem en
virkelig hjertesorg.

Fru Rosmer

.

​

1.utg: 1

8.

Er det bare det alene, Rosmer? Er det ikke no-
get, som er blet tilbage i dig uden at du selv
ved af det?

​

HIS: 279

Rosmer

.

Kære, hvad skulde det være? Uvisshed eller
tvil mener du?

Fru Rosmer

.

Ikke just det.

Rosmer

.

Nej, det kan du forlade dig på. Jeg kender mig
så fri, så sikker. (sætter sig hos hende.) Du har
trofast hjulpet mig. Det gamle menneske i mig
er dødt. Jeg ser på det, som man ser på et lig.

Fru Rosmer

.

Ja. Men just da kommer disse hvide heste.

Rosmer

.

Hvide heste? Hvilke hvide heste?

(Madam Helset kommer ind med téma-
skinen og sætter den på bordet.)

Fru Rosmer

.

Hvorledes var det, De fortalte mig en gang,
madam Helset. De sa’ at fra umindelige ti-
der hændte der noget underligt her på gården
hver gang en af slægten var død.

​

HIS: 280

Madam Helset

.

Ja det er så sandt som jeg står her. Da kom-
mer den hvide hesten.

Rosmer

.

Å det gamle familjesagn.

Fru Rosmer

.

I{m<...> }nd kommer den når det lider ud over nat- ​

1.utg: 1

ten. Ind på gårdspladsen. Gennem lukket port.
Skriger højt. G Slår op med bagbenene galop-
perer en gang rudt og {u}så ud igen og væk i fy-
gende fart.

​

HU: 467

Madam Helset

.

Ja, slig går det til. Det har både min mor og
min bedstemor set.

Fru Rosmer

.

Og De selv også?

Madam Helset

.

Å jeg ved ikke så rigtig om jeg selv har set
noget. Jeg tror ikke på slige ting ellers. Men
dette her med den hvide hesten, – ja, det tror
​

HIS: 281

jeg på. Og det blir jeg ved at tro på til min
dødsdag. Ja nu skal jeg straks –
(går ud til højre.)

Rosmer

..

Me

(efter en kort taushed.)

Mener du, at dette kan anvendes på mig?

Fru Rosmer

.

Alle de frigjorte mennesker, jeg har kendt, –
alle de, som tror sig frigjorte, – alle sammen
havt har de et eller andet steds havt en slig
hvid hest, som de aldrig slipper troen på.

Rosmer

.

Og den fulde frigørelse, mener du, det er at –

Fru Rosmer

.

Det er at bli kvit sine hvide heste. ˹Vi vil ha’ lys, Rosmer.˺

Madam Helset

. ˹ (i døren til højre.) ˺

Her er lampen, frue.

---

[Forfatternote: 1.6.86.]
 
​

1.utg: 2

​

HIS: 283

[Forfatternote: 3.6.86.] ​

Anden akt.

(Dagligstuen hos Johannes Rosmer. Det
er formiddag.

(Rosmer går om i stuen og trækker sin over-
frakke. Fru Rosmer børster hans hat, som hun
derefter rækker.)

Rosmer

.

Nej, at jeg har kunnet være så fejg, så sky, så
ræd for at sige dem alting rent ud.

Fru Rosmer

.

Ja ikke sandt, du?

Rosmer

.

Jeg begriber det ikke selv.

Fru Rosmer

.

Men nu er det jo over. Se så. Gå nu lige ind
til rek{k}toren.

​

HU: 468

Rosmer

.

Jeg går lige ind –

​

HIS: 284

Fru Rosmer

.

Og kom så hjem igen så snart du kan. Jeg er
spændt på at høre, hvad han vil sige.

Rosmer

.

Bliv bare ikke utålmodig. Farvel så længe. Far-
vel!

Fru Rosmer

.

​

1.utg: 2

Farvel, kære Rosmer!

(Han åbner døren til forstuen. Fru Rosmer
følger ham ud. I det samme kom{e<...> }mer rektor
Gylling i y{g}dertøj ind i forstuen.)

Rosmer

.

Hvad for noget! Kommer du her?

Gylling

.

Ja jeg gjør.

Rosmer

.

Og nu stod jeg netop på vejen ind til dig.

Gylling

.

Jeg vilde ikke vente; og jeg var jo ikke så viss på
at du kom –

​

HIS: 285

Rosmer

.

Nå tag af dig.

Gylling

.

Hvis du tillader.
(Han trækker y{g}derfrakken af og lægger den på
en stol. Rosmer gør det samme.)

Rosmer

.

Er der noget i vejen med dig? Du ser så alvor-
lig ud.

Gylling

.

Jeg vilde gerne tale med dig under fire øjne. Kun-
de vi kanske gå ind på kontoret?

Fru Rosmer

.

Der er ikke i orden endnu. Bliv De her. Jeg har for-
retninger ude.
(går ud til højre.)

Rosmer

.

Hvad er det så? Har Ulrik Sejerhjelm været ​

1.utg: 1

9.

hos dig?

​

HIS: 286

Gylling

.

Nej; og han kommer visst ikke heller. Men
der går allerede ry a{ <...> }f ham. Det var en vakker må-
de han introducerte sig på.

Rosmer

.

Nå?

Gylling

.

Han tog ind i et sjofelt hus, slog sig ned i en
sjofel kippe – i det sjofleste selskab naturligvis
– drak og trakterte så længe han havde noget; si-
den skældte han hele kompaniet ud for pak og
pøbel – det havde ​

HU: 469

han nu for resten ret i; –; så
fik han prygl og blev kastet { <...> }på døren.

Rosmer

.

Så er han vel uforbederlig.

Gylling

.

Yderfrakken havde han også sat i pant; men
jeg hører, den skal være ble’t indløst for ham.
Og kan du gætte af hvem?

​

HIS: 287

Rosmer

.

Af hvem da?

Gylling

.

Af herr Mortensgård. Sejerhjelms første vi-
sit galdt idioten og plebejeren.

Rosmer

.

Det spåde Rebekka allerede igår.

Gylling

.

Se, se. Og nu er vi inde på en ting, som jeg
for vort gamle trofaste venskabs skyld føler
mig forpligtet til at varsle dig om.

​

1.utg: 1

Rosmer

.

Men kære, hvad er det da?

Gylling

.

Det er det, at der her i huset handles selvrådigt
og bag din ryg.

Rosmer

.

Hvem gør det?

Gylling

.

Det gør din kone. Jeg kan jo så godt forstå det.
​

HIS: 288

Lige fra Beates sidste sørgelige leveår har hun
jo været vant til at føre styret her; men alligevel –

Rosmer

.

Kære, du tar aldeles fejl. Rebekka skjuler ingen
ting for mig. Hun fortæller mig alt.

Gylling

.

Har hun også fortalt dig at hun igår gav Sejer-
hjelm et anbefalingskort med til redaktør Mortens-
gård?

Rosmer

.

Ja d naturligvis.

Gylling

.

Har hun –! Og hvad siger du til det.

Rosmer

.

Jeg billiger fuldkommen hvad Rebekka har
gjort.

Gylling

.

Er du gal! Du billiger at hun indlader sig med
vor farligste og gemeneste modstander {p}her på
stedet.

​

HIS: 289

Rosmer

.

Jeg vil sige dig det oprigtigt. Mortensgårds færd ​

1.utg: 2

virker ved mange anledninger frastødende på
dig. Men jeg kan ikke længere gå med dig og vo-
re ​

HU: 470

venner i de offentlige spørsmål. I de sager
og i mangfoldige andre må jeg helt skille mig
ud fra jer.

Gylling

. (tumler tilbage.)

Hvad er det du siger! Du, du vil skille dig
fra dine venner! Gå over i fiendens lejr! Det er
dog umuligt!

Rosmer

.

Jeg tænker ikke på at ta’ nogen del i dagens
strid. Jeg har en skræk for at gribe ind i alt
dette virvar, som jeg ikke forstår mig på.

Gylling

.

Men hvad er det så du vil.

Rosmer

.

Jeg vil prøve på at forædle frigørelsesarbejdet.
Tror du ikke jeg ser al den uhumskhed, som ud-
viklingen​

HIS: 290

fører med sig og afføder undervejs.
Dette er det jeg vil træde op imod, advare imod,
afdæmme, bundslå, så strømmen kan flyde ren
og klar –

Gylling

.

Å, Rosmer, hvor du er troskyldig! Du ved ik-
hvad elementer du får at gøre med. Men hvad
tid kom du ind på disse forvildelsens veje?

Rosmer

.

Jeg kalder de{n}m erkendelsens.

Gylling

.

Kald dem hvad du vil. Men hvad tid, spør’ jeg?

​

1.utg: 2

Rosmer

.

Det ligger langt tilbage. Jeg tror grunden blev lagt
da jeg gik os syslede med mine embedsstudier.

Gylling

.

Og dog gik du den prestelige bane?

Rosmer

.

Der har altid været stor respekt for det fastslåede
i vor slægt.

​

HIS: 291

Gylling

.

Den egenskap lader til at være uddøende i
slægten.

Rosmer

.

Sligt tænker jeg dør altid ud – senere eller tidligere –
og så slår det over i sin modsætning.

Gylling

.

Men {er}at dette skulde ske gennem dig! Og at du
med det sindelag kunde stå som kirkens prest –

Rosmer

.

Da jeg havde fåt fuld klarhed trak jeg mig jo til-
bage.

Gylling

.

Fuld klarhed. Over hvad?

​

HU: 471

Rosmer

.

Jeg kan ikke længere være med på dette mysteri-
øse. Jeg må forkaste hele den gamle lære.

Gylling

.

Frafalden altså! Fritænker! Frafalden fra
dine fædres tro!

​

HIS: 292

Rosmer

.

Jeg har grund til at antage at mine fædres tro
ikke stak synderlig dybt.

​

1.utg: 1

10.

Gylling

.

Du er altså en frafalden. Hva har du nu
til at fylde livet ud?

Rosmer

.

Jeg vil fortsætte, utrættelig, med at forske og
tænke. Jeg vil søge, så vidt muligt, at komme
til bunds i tingene. Og så vil jeg leve. Være lyk-
kelig.

Gylling

.

Ved du vel at dette åbner en afgrund af tan-
ker for mig.

Rosmer

.

Jeg forstår dig ikke.

Gylling

.

Nu vil jeg til bunds i det alt sammen. Vil
du være åben? Vil du svare ærligt på, hvad
jeg spør’ dig?

​

HIS: 293

Rosmer

.

Kære, tal, spør’ alt hvad du vil. Jeg har ingen
ting at skjule.

Gylling

.

Hvad var den dybeste grund til at Beate
endte sit liv?

Rosmer

.

Jeg forstår dig ikke. Kan du være i uvisshed
om det. Og kan der overhovedet spørges om
grundene til hvad en ulykkelig, syg, utilreg-
nelig foretar sig.

Gylling

.

Er du viss på at Beate var så aldeles u-
tilregnelig? Lægerne mente i alt fald at det ​

1.utg: 1

ikke var så aldeles afgjort.

Rosmer

.

Hvis lægerne nogensinde havde set hende så-
ledes, som jeg så mangen gang så hende, da
vilde de ikke ha’ tvilet.

Gylling

.

Jeg tvilte heller ikke dengang.

​

HIS: 294

Rosmer

.

Det var desværre umuligt at tvile. Jeg har jo
fortalt dig om hendes ulykkelige, vilde liden-
skabelighed, som hun forlangte jeg skulde gen-
gælde. Å den skræk hun indgød mig. Og så disse
pludselige omslag ​

HU: 472

hos hende; dette stumme tænder
fortærende ha{ <...> }d –

Gylling

.

Had? Til hvem?

Rosmer

.

Til os, som var om hende. {s}Til mig først og fremst –

Gylling

.

Og jeg vil sige dig at den stakkers ulykkelige { <...> }Beate
døde for sin kærlighed til dig.

Rosmer

.

Hvad vil du sige med det?

Gylling

.

{N}I I det sidste år, – når hun ikke syntes hun kun-
de bære sit liv længer, så tyed hun til mig og kla-
ged sin angst – først fordi hun påstod at du var
på frafaldets vej –

​

HIS: 295

Rosmer

.

Det tror jeg dog ikke jeg var den gang. I alt fald
indvied jeg hende aldrig i mine tvil eller i mine ​

1.utg: 2

indre kampe.

Gylling

.

Desto mere viser det sig nu, hvor vidunderlig
sandt en sindsforvildet kan ane.

Rosmer

.

Men hvorfor skjulte du da dette for mig.

Gylling

.

Jeg vilde da ikke pine og oprive dig end mere
ved at røbe disse anklager, som jeg dengang
selv trode på.

Rosmer

.

Men nu –?

Gylling

.

Ja nu har jeg fåt øjnene op for det utrolige –
for din store brøde –

Rosmer

.

Brøde!

​

HIS: 296

Gylling

.

Ja, for det brødefulde liv som har været ført
og som { <...> }føres her i dit hus.

Rosmer

.

Ikke et ord forstår jeg af dette.

Gylling

.

Somme tider kom Beate til mig, græd og jam-
red. «Rosmer elsker mig ikke mere, sa’ hun.
Han elsker Rebekka; og hun elsker ham».

Rosmer

.

Det har hun sagt!

Gylling

.

Det har hun sagt. Derfor måtte jeg jo tro at hun
var sindssyg.

​

1.utg: 2

​

HU: 473

Rosmer

.

Ja vel måtte du tro det.

Gylling

.

Sidste gang hun var inde hos mig, sa’ hun: Nu
må ingen stå i vejen for Johannes og hans lykke.
Nu må snart den vide hesten kom ind på går-
den.​

HIS: 297

Jeg forstod hende ikke.

Rosmer

.

Aldrig er det faldt mig ind at hendes syge tan-
ker kunde forvilde sig på de veje. Min stak-
kers ulykkelige Beate!

Gylling

.

Hykler!

Rosmer

(farer sammen.)

Hvad siger du!

Gylling

.

Kan jeg nu, efter alle afsløringer, tvile { <...> }på at her
har været ført et brødefuldt liv – allerede den gang.

Rosmer

.

Var det så sandt nogen anden end dig, som voved –

Gylling

.

Var det nogen anden en dig, så havde det ikke sådan
skåret mit hjerte isønder. Men du, Johannes Rosmer –
at skulle med et eneste ryk rive { m }dig ud af sindet.

​

HIS: 298

Rosmer

.

Sig mig nu; disse anklager fra Beate trode du
jo ikke et ord på af dengang.

Gylling

.

Hvor kunde jeg tro sligt om en mand som du – en
hædersmand, for det har du dog engang været.

​

1.utg: 1

11.

˹ [HIS: Tilføyelsen er gjort øverst på siden, i overkant av teksten.]

Rosmer

: Men nu –?

˺

Rosmer Gylling

.

Har du ikke nu bekendt at du allerede længe
i løndom har været en frafalden fra din fæ-
dres tro?

Rosmer

.

Jeg har længe været en tvilende og kæmpende
mand. Nu er jeg klar over mig selv; det er sandt.
Men hvad så videre{ <...> }?

Gylling

.

{ B }Resten kan du visst sige dig selv.

Rosmer

.

Nej, siger jeg; nej; jeg kan ikke. Du pligter at kom{-}me
helt og uforbeholdent frem med hvad du mener.

​

HIS: 299

Gylling

.

Jeg mener at der er vel ikke noget svælgende ​

HU: 474

dyb,
nogen uoverstigelig afgrund mellem den fri tan-
ke og –

Rosmer

.

Og hvad –?

Gylling

.

– og den fri kærlighed.

Rosmer

.

Og det vover du at sige til mig! Det skammer
du dig ikke ved at tænke og tro!

Gylling

.

Jeg ved ikke hvad der skulde hindre en mand
fra den stund han har sagt sig løs fra mor-
albudene.

Rosmer

.

Har jeg gjort det!

Gylling

.

​

1.utg: 1

Jeg holder for at tro og moral ikke kan skilles ad.
Og jeg kender ingen anden moral end vor kristne.

​

HIS: 300

Rosmer

.

Og jeg kender ingen { <...> }kristen moral; { <...> }jeg kender
ingen anden moral, end den, som jeg har i blodet.

Gylling

.

Den private, menneskelige moral er nok et skrø-
beligt værn.

Rosmer

.

Å denne grænseløse fanatisme, som er kommet
op i dig.

Gylling

.

Ja du kan kalde mig fanatisk i dette stykke. Til
min sidste stund skal jeg hade og forfølge dis-
se uheldsvangre strømninger i tiden. De har
bragt ufred og opløsning ind i mit hjem – og i
hundrede andre også. De har forbittret mig min
livsgerning –

Rosmer

.

De politiske stridigheder, ja. Men dem blander
jeg mig ikke op i.

​

HIS: 301

Gylling

.

Det ene kan ikke skilles fra det andet. Og at fra-
faldet skulde gribe også dig. Skille os så uigenkal-
delig fra hin{ <...> }anden. Men jeg ser det, jeg ser det; –
dette med dig – det er en listig og hensynsløs kvin-
des værk.

Rosmer

.

Ikke et ord mere om hende.

Gylling

.

Er det ikke hende, som fra først af fik dig ind ​

1.utg: 2

på de stier, hvor du nu går.

Rosmer

.

Jo; det være sagt til hendes pris. Og siden har
vi trofast arbejdet sammen som to venner.

​

HU: 475

Gylling

.

Du er som et barn i hendes hånd; og du ser
det ikke.

Rosmer

.

Jeg er lykkelig og fri; jeg kan leve mit eget liv.

​

HIS: 302

Gylling

. (trækker frakken på.)

Ja se, hvorledes det liv vil smage dig, når du
er skilt fra alle dem, som hidtil {p}har ståt dig nær.

Rosmer

.

De er vel ikke alle så fanatiske som du.

Gylling

.

Du vil snart komme til at prøve det.

(han hilser kort og går ud gennem forstuen.)

(Frøken Dankert kommer lidt efter ind fra højre.)

Frøken Dankert

.

Jeg så han gik.

Rosmer

.

Han kommer aldrig mere igen.

Frøken Dankert

.

De har sagt { <...> }ham alt.

Rosmer

.

Ja.

Frøken Dankert

.

Og så?

​

HIS: 303

Rosmer

.

Fuldt brud. Ulægeligt –

​

1.utg: 2

Frøken Dankert

.

Ikke ulægeligt, Rosmer. Bi bare. De skal få se.

Rosmer

.

Det gamle forhold kan aldrig oprettes.

Frøken Dankert

.

Nå tro De mig. Det er også det bedste for Dem.

Rosmer

.

Ja jeg ved nok De mener det. Men sligt gammelt
tilvant sidder så fast hos mig.

Frøken Dankert

.

Altfor fast. De var aldrig blet en fri mand, hav-
denne kreds fåt bli’ ved at øve sin indflydelse på
Dem.

Rosmer

.

Jeg pligter at sige Dem det. Efter at jeg åbenlyst
er trådt ud, vil man ikke længere se vort forhold
således, som det er.

​

HIS: 304

Frøken Dankert

.

Ikke se vort forhold –!

Rosmer

.

Af frafaldne mennesker kan der ikke ventes
nogen ren livsvandel, sa’ han.

Frøken Dankert

.

Å, disse rasende!

Rosmer

.

Hvad er der at gøre?

​

HU: 476

Frøken Dankert

.

{ <...> }Ønsker De jeg skal flytte herfra?

Rosmer

.

Om jeg ønsker det!

Frøken Dankert

.

​

1.utg: 1

12.

Ja for min skyld er det ikke nødvendigt.

Rosmer

.

Nej ikke sandt, Rebekka. De er så stolt og fri
i s{ <...> }indet. De har nok i Deres egen bevidsthed.

​

HIS: 305

Frøken Dankert

.

Ja det har jeg. Hvorfor skal vi vige for nogle
menneskers lave og gemene tænkesæt. Gøre os selv
ulykkelige. For det vilde vi bli’ –

Rosmer

.

Ja ja

Frøken Dankert

.

Nej vi holder sammen i godt venskab og hjælper
og støtter hinanden så godt vi kan. Men se der –!

Rosmer

(med et udråb.)

(Rektor Gylling har åbnet døren i baggrun-
den.)

Gylling

.

Ja jeg ved jo ikke om jeg tør komme en gang
til.

Rosmer

.

Kom kun.

(Rektoren kommer ind og beholder overtøjet på.)

​

HIS: 306

Gylling

.

Hvad sket er kan jo ikke ændres; men hør nu
Rosmer –

Rosmer

.

Jeg hører, jeg hører –

Gylling

.

Er det nogen nødvendighed for at dette dit
s{ <...> }ørgelige frafald udråbes for hele landet.

​

1.utg: 1

Rosmer

.

Jeg vil og jeg må ud af den falske stilling, jeg så
længe har ståt i. Min bog ligger færdig.

Gylling

.

Og betænker du ikke hvad følger det vil ha’ for
dig. Hele den konservative presse vil kaste sig over
dig og bogen –

Frøken Dankert

.

Men hvor kan De nu vide det, herr rektor? De
kender jo ikke bogen?

Gylling

.

Hm, De vil vel sigte os for fanatisme og forføl-
gelse af anderledes tænkende. Men det kan ikke
​

HIS: 307

undgåes i en opagiteret ti{l}d som vor. Det blir en
lige​

HU: 477

frem pligt for enhver god borger, som har
evne til det, at luge alt det farlige ugræs op, når
og hvor det viser sig.

Rosmer

.

Ja ja, jeg ved altså, hvad jeg må være forberedt
på.

Gylling

.

Nej du ved det ikke. Det vil komme ganske
anderledes overhændigt end du tænker dig det.
Derfor ber jeg dig, Rosmer – hold inde, gør det –
du, den stille tilbagetrukne forsker; – dette er
ikke noget for dig.

Rosmer

.

Men kan du da ville at jeg skulde vise mig så fejg?

Gylling

.

Det er din pligt mod dine omgivelser. Husk på
den fremskudte stilling, som din slægt i så lang ​

1.utg: 2

tid har indtaget. Den agtelse du selv nyder.
Mange ubefæstede vil du gøre vaklende, tvil-
rådige, ulykkelige.

​

HIS: 308

Rosmer

.

Tror du det?

Gylling

.

Du tviler da vel ikke selv på det?

Rosmer

.

Men jeg kan da ikke bli stående udenfor evig
og altid. Ude omkring rører der sig et rigt spi-
rende liv på alle områder. Jeg må dog begyn-
de at leve engang, jeg også. Jeg vil om må
bli lykkelig her i verden.

Gylling

.

Jeg skønner godt, hv{ad}or denne jagt efter lyk-
ken skriver sig fra. Gør ikke De også {f}det, frø-
ken.

Frøken Dankert

.

Den ligger i tiden. Det er noget af det største ved
den unge tid at vi vover åbenlyst at proklame-
re lykken som livsmål.

Gylling

.

Gør De det.

​

HIS: 309

Frøken Dankert

.

Ja det gør jeg rigtignok.

Gylling

.

Er det sådanne grundsætninger { <...> }som forkyndes i din
nye bog?

Rosmer

.

Ja, hvis den rigtig forståes.

Gylling

.

​

1.utg: 2

Du arme menneske, – du, med din skyldbetyngede
samvittighed, – du tror at kunne finde lykken
på de veje.

Frøken Dankert

.

Skyldbetynget! Hvad er dette.

​

HU: 478

Rosmer

.

Jeg føler mig fri og ren.

Gylling

.

Det tror du kanske. Men du fejler. Du har forrådt
dig. Og så bragte den ulykkelige dig sit liv til
offer. – Du bygger din lykke på vand. Husk på
mølledammen.
(han går.)

​

HIS: 310

Rosmer

.

Men dette er jo ikke sandt, Rebekka.

Frøken Dankert

.

Det ved jeg jo.

Rosmer

.

Men alligevel – ja engang må dette jo siges. Elsked jeg
{d}Dem virkelig allerede da?

Frøken Dankert

.

Elsked! De, Rosmer!

Rosmer

.

Vil De rejse nu?

Frøken Dankert

(rækker ham hånden.)

Nej min ven, just nu blir jeg hos Dem.

Rosmer

.

Tak, Rebekka!

---

[Forfatternote: 8.6.86.]
 
​

1.utg: 1

​

HIS: 311

13.

[Forfatternote: 10.6.86.] ​

Tredje akt.

(Johannes Rosmers kontor. Dør i baggrunden;
ligeså til højr venstre. Bogskabe og hylder ved
væggene. Et vindu til højre og foran samme
skrivebordet bedækket med bøger og papirer. –
Gammeldagse møbler; et bord med tæppe midt
i værelset.)

(Johannes Rosmer sidder i en højrygget
stol ved skrivebrdet og læser i et hæfteskrift, hvis
blade han efterhånden skærer op.)

(Det banker på døren til venstre.)

Rosmer

(uden at vende sig.)

Kom kun ind.

(Frøken West i morgenkjole kommer ind med
en avis i hånden.)

Frøken West

.

God morgen.

​

HIS: 312

Rosmer

(læsende.)

God morgen, kære. Er det noget De vil?

Frøken West

.

Her er «Amtstidenden» for idag.

Rosmer

. (vender sig.)

Står der noget?

​

HU: 479

Frøken West

.

​

1.utg: 1

Ja der gør.
(rækker ham bladet.)

Rosmer

.

Allerede. (læser.) Nu skal vi se.

Frøken West

(bag ham, lænet over stolryggen, læser også.)

De har villet være de første –

Rosmer

.

– for at afsvække virkningen, ja. «– ikke noksom
udtale vor foragt –» Foragt? «– for overløbere, som
​

HIS: 313

har krøbet i skjul, så længe stillingen var usikker
– Dette har ikke Gylling skrevet –

Frøken West

.

Hvem ved.

Rosmer

.

Nej, nej. «overløbere – – – men som går over med
fuld musik så snart sejren synes sikkret». At de
kan skrive sådant noget, som de ikke selv tror
på. «Når uklare viljeløse fantaster falder i hæn-
derne på intrigante beregnende personer –» jeg vil
ikke læse mere. (rejser sig) i al fald ikke nu.

Frøken West

.

Vil De svare?

Rosmer

.

Å hvad kan det nytte? Jeg er jo heller ikke lige-
frem nævnt.

Frøken West

.

Det vil dog snart rygtes, hvem dette sigter til. Den
intrigante og beregnende person, det er naturligvis
mig.

​

HIS: 314

Rosmer

​

1.utg: 2

(går nervøs om på gulvet.)

Denne forkættringens tid, – ja, det er j rigtignok
en stor opgave at få gjort ende på den.

(Madam Helset åbner døren til venstre.)

Frøken West

.

Hvad er det, madam Helset?

Madam Helset

.

Det er denne Mortensgård som gerne vilde snak-
ke med herr Rosmer.

Rosmer

.

Mortensgård? Hvad kan han vilde?

Frøken West

.

De lar ham da vel komme ind.

Rosmer

. (til madam Helset.)

Ja lad ham komme.

(Madam Helset åbner døren {og}for Mortensgård
lukker efter ham og går.)

​

HU: 480

Mortensgård

.

Det er længe siden jeg stod for Dem, herr pastor.

​

HIS: 315

Rosmer

.

Ja, der ligger år imellem. Jeg har tidt spurt
mig selv om jeg ikke dengang { <...> }greb ind med alt-
for hårde hænder.

Mortensgård

.

Siger De det, her pastor?

Rosmer

.

Nå De har jo fundet en anden stilling, som De
sikkert føler Dem mere tilfreds i.

Mortensgård

.

Å ja, på en måde.

​

1.utg: 2

Rosmer

.

Er der noget særligt De vil mig?

Mortensgård

.

Først er det nu det at jeg syntes jeg skulde takke
pastoren for det kort som kandidat Hekfeldt
havde med til mig.

Rosmer

.

Det må De takke frøken West for.

​

HIS: 316

Mortensgård

.

Det forstår sig. Frøkenen også.

Frøken West

.

Kan De bruge ham?

Mortensgård

.

Desværre, jeg tror det er for sent.

Rosmer

.

Tror De det?

Mortensgård

.

Han er ikke med i tiden; står så underlig uden-
for det som rører sig. Ser på tingene med øjne
som kan ha’ været radikale nok for tyve år siden –

Rosmer

.

Ja det var de. – Sig mig, har De læst «Amtsti-
denden» for idag?

Mortensgård

.

Nej, ikke endnu.

Frøken West

.

Sig nu ikke det, herr Mortensgård. Jeg er viss
på, De har læst den.

​

HIS: 317

Mortensgård

.

Nå ja, så løselig, – lidt hist og her.

Rosmer

.

​

1.utg: 1

14.

Så har De vel set redaktionsartiklen?

Mortensgård

.

Ja, den synes jeg var noget underlig.

Rosmer

.

Forstod De, hvem den var myntet på.

Mortensgård

.

Jeg synes ikke selv jeg kunde tro det.

˹ [HIS: Tilføyelsen er gjort i høyre marg.]

Rosmer

Nej nej.

˺

{Rosmer}Mortensgård

.

Der er altså kommet noget ivejen mellem
Dem og de andre herrerne?

​

HU: 481

Rosmer

.

Jeg er trådt ud af den kreds. Jeg vil se at ta’
en stilling for mig selv.

Mortensgård

.

Så pastoren er trådt ud? Ja så. Det havde
jeg ikke ventet.

​

HIS: 318

Frøken West

.

Det er et længe forberedt skridt, herr Mortens-
gård.

Mortensgård

.

Er det det. S <...> Må sige, havde ikke ventet det.
Svarer pastoren Ro på det angreb?

Rosmer

.

Det tror jeg neppe. Disse kævlerier mand og
mand imellem er mig så hjertelig imod.

Mortensgård

.

Men hvis det skulde bli nødvendigt, – for der
kunde kanske komme mere –

Rosmer

.

Tror De det?

Mortensgård

.

​

1.utg: 1

De plejer bruge det så. Og hvis De skulde ha’
vanskeligt for at få noget ind i «Amtstidenden»
så står mit blad åbent˹.˺ for De˹t˺ { <...> }vilde være en
stor ære for os.

​

HIS: 319

Rosmer

.

Tak. Jeg kommer kanske til at gøre brug af
Deres tilbud. Ikke i dette anliggende. Men
der er andre emner, som jeg ønsker at røre
ved.

Mortensgård

.

Hvad De vil, herr pastor. Jo mere, jo bedre.
Det vil være til uberegnelig gagn for fremskridtets
sag ud over landet om en mand, som De, en kir-
kens mand stiller Dem på vor side.

Rosmer

.

Ja hør nu; først må jeg sige Dem at jeg ikke
længer er nogen kirkens mand.

Mortensgård

.

Bevar’s, det ved jeg nok; men det gør jo ikke
fra eller til om De er trådt ud af embedet.

Rosmer

.

Det mener jeg heller ikke. Men sagen er at jeg
deler ikke længer kirkens tro.

​

HIS: 320

Mortensgård

.

Deler De ikke –? De!

Rosmer

.

Nej. Alt sligt er jeg kommet helt bort fra.

Mortensgård

.

Det skulde De helst tie med, herr Rosmer.

Rosmer

.

Det råder De mig til.

​

1.utg: 2

​

HU: 482

Frøken West

.

De selv lægger jo ikke skjul på Deres meninger.

Mortensgård

.

Det vilde lidet ny{ <...> }tte. Den, der engang har væ-
ret så uforsigtig – så uheldig som jeg –.

Rosmer

.

Sætter De da ikke sandheden over alt?

Mortensgård

.

Jeg sætter mit mål over alt. Jeg er bleven ved at
være en folkets lærer; bare på en anden måde.
Det som bragte mig til fald var nø{k}d og mangel
på kundskaber. Nu vil jeg hjælpe så mange som
​

HIS: 321

muligt frem til oplysning og større velvære. Og det
kan bare ske på frihedens vej.

Rosmer

.

Ja, der er vi ganske enige.

Mortensgård

.

På den vis gør jeg min forgåelse mod samfun-
det god igen. For mig selv kan jeg ikke håbe at
vinde noget. Jeg er jo borgerlig død, som De ved.