Kjæmpehøien, 1. versjon
| Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||
| Om verket | |||||||
| Les mer om verket | |||||||
Handlingen foregaaer paa Kysten af Normandiet, dengang kaldet 
Valland, forinden Christendommens Indførelse i Norden. –
Valland, forinden Christendommens Indførelse i Norden. –
Skovegn nærved Havet, der skimtes i Baggrunden mellem Træerne. Midt paa Scenen en Kjæmpehøi med en Bautasteen; foran Høien et lille mosklædt Alter, hvorpaa et Kors behængt med Blomster. Taget af en Hytte sees mellem Løvet; under et Træ i Forgrunden sidder Bernhard skrivende i en Pergamentrulle, ved hans Side staaer Blanka i en eftertænkende Stilling. Det er Aften.
1.utg: 3
HIS: 257
HU: 257
Skovegn nærved Havet, der skimtes i Baggrunden mellem Træerne. Midt paa Scenen en Kjæmpehøi med en Bautasteen; foran Høien et lille mosklædt Alter, hvorpaa et Kors behængt med Blomster. Taget af en Hytte sees mellem Løvet; under et Træ i Forgrunden sidder Bernhard skrivende i en Pergamentrulle, ved hans Side staaer Blanka i en eftertænkende Stilling. Det er Aften.
BERNHARD
skrivende
De vilde Kræfter, vakt et luttret Liv, –
Regjere Slægterne i Fred paany.»
(lægger Pergamentet tilside idet han reiser sig)
Du kjeder Dig ved disse Sagaskrifter
Om Nordens Folk, som aldrig Du har kjendt;
Saa maa det være, – saadan gjør jeg og,
Jeg elsker disse gamle Fortidsminder,
Ifra den Tid, jeg flakked vidt omkring
Jeg gjemte tro i Mindet hvert et Qvad
Fra Skjaldens Læbe, – Slægternes Bedrifter
Nu da jeg har mig slaaet ned til Ro
Paa Vallands Strand er de mig dobbelt kjære;
Det er mit Liv paany at gjennemleve.
HU: 258
BLANKA
livligt
Jeg kjede mig? – Nei, nei, det er ei saa, –
Just dette Norden gjælde mine Drømme,
Did stræber Sjælen længselfuldt at naa
Med raske Aareslag paa Tankens Strømme.
Hvert Sagn Du mæled, Fader! staaer saa tro,
Og Aanden hæver sig og har ei Ro
1.utg: 5
Før den i flygtig Drøm har Norden gjæstet.
BERNHARD
Du er en lille Sværmerske, min Blanka!
Tit naar Du hører disse gamle Sagn
Fra fjerne Norden, gløde dine Kinder, –
BLANKA
med Hæftighed
Hvor kan jeg andet, – hvad er Sydens Liv
Mod Folkets Heltefærd paa Nordens Fjelde,
Saa vidt forskjelligt som det bløde Siv
(venligt, idet hun griber hans Haand)
Men siig, hvi vorder Du saa sært forstemt
Ved Mindet om dit eget Liv i Norden?
Det tykkes fast som om Du havde gjemt
I Glemsel al din Ungdomsfærd paa Jorden!
HIS: 257
BERNHARD
undvigende
Spørg ei derom, min Datter! det er nok
Du veed, jeg fandt Dig som en lille Pige
1.utg: [6]
Forladt og hjælpeløs, just da en FlokAf Vikinger paa Kysten havde hærget.
Din Fader falden var for deres Haand,
Hans Borg staaer end paa Klippen i Ruiner;
Men Hævnen fulgte deres vilde Færd,
Dog spørg ei meer om Norden, om mit Liv
Blandt Folket hist, – jeg blier saa sært tilmode –
Og gad du ikke skue end engang
End bæver gjennem Hjertets Harpestrænge?
BERNHARD
O kald ei disse Ønsker frem paany,
Thi disse Tanker maa mit Hjerte fly
Hvis jeg skal finde Ro paa Vallands Strande, –
1.utg: 7
Dog tal ei meer herom; – nu vil jeg gaaeMin vante Aftenvandring gjennem Skoven.
HIS: 257
BLANKA
Jeg følger Dig og plukker Blommer smaa
Saa vil jeg bede her min vante Bøn
Ved Graven for den Dødes Fred og Hvile;
Snart skal fra Korset Krandsen frisk og grøn
Fortrøstningsfuldt mod Aftenrøden smile.
De gaae ind i Skoven.
Gandalf kommer ind fra den modsatte Side efterfulgt af Vikingerne.
GANDALF
Med Sværd i Haand paa Vallands grønne Kyst;
Hvor Faderblodet flød for fjendtligt Sværd!
Straadækte Hyttetage rage frem,
Snart røde Luer skal fortære dem, –
1.utg: 8
Hist lyder Sang og Aftenklokkens Lyd,Og Mandens Sang i stille Aftenstund
Skal vorde Dødssuk ifra maalløs Mund! –
Jeg samle vil min Faders spredte Støv
Og krandse Urnen med det friske Løv
Fra Egens Grene, og til evig Fred
I Fædrejorden skal den lægges ned!
(han drager sit Sværd)
Hævnen har fundet
Vei over fraadende Hav;
HU: 260
Sværdet er rede,Blodigt at væde
Vikingehøvdingens Grav! –
Hører mit Løfte,
Hører mit bindende Ord;
Alt, hvad vi finde,
Mand eller Qvinde,
HEMMING
der hidtil frygtsomt har holdt sig tilbage med Harpen i Haanden iler frem med Hæftighed idet han udraaber
HIS: 257
GANDALF
Her er ei Sted for Skjalden – –
1.utg: [10]
HEMMING
See dog, Gandalf!
Hvor fredsom er ei denne lyse Bred
Imellem Bøg og Egetræer høie, –
See hist hvor Bølgespeilet ligger klædt
Mens skovklædt Klippe skuer roligt ned
Paa Voverne, som ved dens Fødder glide,
Om Fjeldets Tind og paa dets steile Side!
ASGAUT
nærmer sig, – Hemming gaaer hen mod Baggrunden
HU: 261
Og Mørket spredes siden over Land;Her er det svalt og Grønsvær pryder Marken,
Her kunne vi jo slaa vor Natteleir!
1.utg: 11
JOSTEIN
Ha, en herlig Fangst!
HROLLOUG
Og dens Beboer?
GANDALF
Sende vi til Hel!
HIS: 257
KJÆMPERNE
Ja, ja til Hel!
ASGAUT
Ret saadan skal det skee, –
Dog, gaa I kun og speider Skoven ud
Forsigtigen at Ingen mærker os.
Vikingerne gaa, – Hemming bliver staaende i Baggrunden.
GANDALF
See, her er Stedet, har du jo fortalt;
Ved Klippeborgen paa den steile Pynt,
Der faldt han, sagde du; – dens Mure ligge
Forlængst i Gruus, ha, det er dog en Trøst!
1.utg: [12]
(han bemærker Gravhøien)
Men siig, – hvad seer jeg! – Er det et Bedrag! –
En Bauta rager over Høien frem,
Det er en gammel nordisk Kjæmpegrav!
ASGAUT
Ja, saadan er det, – hvad, om, – nei umuligt!
GANDALF
Min Faders Gravhøi mener Du?
ASGAUT
– Nei, nei!
Hans Lig har Skovens Fugle længst fortæret,
Hans Støv er veiret hen af Nattens Vind!
HIS: 257
GANDALF
Ved stærken Thor jeg svor den dyre Ed,
Hans Banemand skal segne for mit Sværd,
Saafremt han lever end, –
ASGAUT
Hist kommer Nogen.
1.utg: 13
GANDALF
GANDALF
Jeg myrde skal en Qvinde! Dog, min Eed
Mig byder det, –
ASGAUT
Saa har Du svoret, Gandalf!
Vent her ved Egen om det huer Dig,
Saa vil jeg hente Kjæmperne tilbage.
Han gaaer.
Blanka kommer tilbage med Skjødet fuldt af Blomster, hun knæler ned foran Altret i stille Bøn, derpaa reiser hun sig, hænger en frisk Krands paa Korset og strøer Blomsterne paa Høien.
BLANKA
1.utg: [14]
I Blomsterverdnens skjønne Rige;
HIS: 257
Hver Blommelil for Magtens SprogSom Overvunden maatte vige!
Hvor riig er ei min Fangst imod
Det Guld, som kjøbes dyrt med Blod;
Du Helt, som under Høien sover,
Hvi pløied du vel Havets Vover,
Hvi gjæsted grumt Du fremmed Strand
Og tændte Fredens Bo ibrand, –
Hvi var din Lyst kun Magt og Vælde,
Hvi blev Du ei blandt Hjemmets Fjelde?
O, var du bleven der, – da sad
Belyste blidt din Alders Vinter! –
– Jeg husker grant endnu hiin Nat,
Da Borgen hist stod lyst i Flammer,
Og gjennem Skov og dunkle Krat
Lød Sværdets Slag og Dødens Jammer;
Jeg tykkes endnu mangengang
1.utg: 15
At skue Kampens Bølgegang, –
Naar Solen dybt i Havet daler
HU: 263
Mens Vindens Pust fra Løvet taler,Da er det tit, som saae jeg end
En Viking kjæk med Sværd om Lænd; –
– – (bliver Gandalf vaer)
Men store Gud! –
GANDALF
nærmer sig
Frygt ikke, Pige!
HIS: 257
BLANKA
Er det et Syn fra Drømmens Rige!
I Nuet? – Nei, jeg seer det grant,
Du er en Helt af Nordens Kjække, –
GANDALF
Lad det Dig, Pige! ei forskrække!
Men siig, hvi smykker Du saa skjønt
Hiin Kjæmpehøi med vaarligt Grønt?
1.utg: 16
HEMMING
afbrydende, idet han nærmer sig
Er ingen jordisk Mø – –
GANDALF
heftigt
Tilbage, Hemming!
Hemming gaaer.
BLANKA
Hvo er hiin Dreng?
GANDALF
Det skorter stundom lidt ham paa Forstand;
Kun naar han griber Harpen, og dens Klang
Da vækkes han ifra den stille Drøm,
Hvori han vandrer taus igjennem Livet.
HIS: 257
BLANKA
livligt
Saa eier ogsaa Nordens Søn en Barm
Med hede Længsler og med stille Drømme!
O, dette Land mig tykkes meer og meer
1.utg: 17
At træde frem i herlig Trylleglands,Alt som det klarnes for mit Indres Blikke!
Men siig, min Helt! vil du ei hvile lidt
I Egens kjølende og svale Skygge,
Jeg vaage vil hos Dig, imens Du slumrer,
HU: 264
Og tørster Du, saa skal jeg hente hidEn Lædskedrik fra Kilden hist som sprudler
Saa klar og kjølig i det lyse Græs; –
O, siig mig, vil Du ei? –
GANDALF
heftigt
Nei, Qvinde! ti; –
Jeg fatter grant din List, – Du daare vil
Men Vikingen, der fnyser vildt af Hævn,
BLANKA
smilende
Det lykkes ei, – jeg kjender Nordens Sønner!
1.utg: [18]
GANDALF
Du kjender dem?
BLANKA
Jeg kjender dem forlængst;
Min Fader har fortalt saameget skjønt,
Saamange vakkre Sagn om Folket hist.
HIS: 257
GANDALF
Du ræddes ikke for den barske Kjæmpe?
BLANKA
Hvi skulde jeg vel det? See, Du er stærk,
Og jeg en Qvinde, værgeløs og svag;
O, skulde Helten vel fornedre sig
Til Voldsomhed imod den svage –
GANDALF
Ha!
Du fører snildt din Tale, fagre Qvinde!
Men siden du ei frygter mig, – saa svar:
GANDALF
Saa faldt han da i Heltekamp; – men siig,
Hvo kasted Høien over ham i Skoven
Paa fremmed Strand og planted Blommer smaa
Og smykked Heltens Grav med græsrigt Tæppe?
BLANKA
Jeg smykked den og planter endnu der
De spæde Blomsterskud ved Vaarens Komme;
De trives herligt, seer Du, hvert et Blad
HU: 265
Fortrolig blidt sig bøier mod det næste,Og ret som Haand i Haand de slaa en Kreds,
HIS: 257
Et Blomstergjerde rundtom Høiens Side,Som om de fredede den stille Grav
Og til et vaarligt Blomsterhjem den vied!
GANDALF
Ha, det er sært, – det kan jeg ei forstaa;
1.utg: [20]
Han kom som Fiende at plyndre Eder,Han væded Eders Land med Blodets Strømme,
Han førte Eders Slægtninge som Trælle
Mod fjerne Hjem, og endda smykker Du
Den faldne Kjæmpes Grav med Blommer, Pige!
BLANKA
Som hedder: Ræk tilgivende din Haand
Imod din Fiende, byd ham Forsoning.
GANDALF
grublende
Forsoning? Nei, det Ord forstaaer jeg ei,
dog vent, jeg troer nok jeg har fattet det;
Men anderledes øves den hos os!
BLANKA
Hvorledes da, – siig frem, jeg hører efter.
GANDALF
BLANKA
At Eders Valhal er et Stridens Bo,
Og efter Døden hist hos Odin selv.
GANDALF
Nu, hvad var Livet vel foruden Strid?
Et stivnet Kildevæld i Vintrens Tid,
HIS: 257
BLANKA
heftigt
Ja vel den indre Strid og Aandens Kamp
Og Lysets skjønne Seier over Mørket;
Men see, du fatter dens Betydning ei!
GANDALF
eftertænksomt
Nei du har Ret, jeg fatter ei dit Ord, –
1.utg: 23
BLANKA
Der er en Mythe i din Gudetro, –
Som Fader alt saatit har mig fortalt,
Han vandred tryg, af Kjærligheden fredet
Men onde Loke sine Rænker smeded
Dog, efter Natten straaler Dagen frem, –
Og Baldur hilsed glad sit Gudehjem;
HU: 267
(med ildfuld Heftighed)
Og Du er dragen som en Voldsmand hid
At brede Rædsel mellem disse Dale!
End der, hvor Sværdets røde Tunger tale?
Er der da ei en Valplads mere skjøn,
HIS: 257
Hvor Seiersskriget er en ydmyg Bøn
1.utg: 24
Og Gud den Fører, som vi Troskab sværge!Er ei et bedre Maal for denne Færd,
Som Viking over Livets vilde Vove,
End der, hvor Blodet klæber ved dit Sværd
Og Hytten brænder i de stille Skove.
Er Hjertet koldt, som Staalet om din Hærd,
Og er din Barm ei stor nok til at fatte
Det rige og det evighøie Værd
I Aandens skjønne, gyldne Himmelskatte?
Hvi tager Du ei dette Bytte med
Fra Sydens Land til dine Vinterfjelde,
Og lærer Brodersind og Kjærlighed
En bedre Herskermagt end Sværdets Vælde!
GANDALF
hæftigt
Og Troldomsmagt er i din Tale, Qvinde!
Før var min Stolthed Sværdet og min Arm,
Og Valhal Seierslønnen jeg gad vinde;
Men nu, nu retter sig min Higen mod
Et spaltet Maal, – hist Heltens Krigerhæder,
1.utg: 25
Af Sværde sjungen, ristet ind med Blod,Og baaren over Hav mod fjerne Steder;
Men paa den anden Side blinker mildt
En Lysning hist fra Freias høie Lunde,
Der toner det med sælsomt Harpespil,
HU: 268
(smerteligt)
O, har jeg sveget Odin, Asathor,
Og alle Nordens gamle stærke Guder,
Da lysted jeg at slumre dybt i Jord,
Hvor Hængebjerken over Høien luder! –
HIS: 257
Vikingerne komme ind med Bernhard, Hemming følger dem.
ASGAUT
Her, Gandalf! bringe vi en herlig Fangst!
BLANKA
O, Gud! min Fader i de Grummes Vold!
GANDALF
Frygt ikke, Pige!
1.utg: [26]
BERNHARD
i hæftig Bevægelse, pegende paa Gandalf
Er han Eders Høvding?
JOSTEIN
Saa er det. (til Gandalf) Han kan Dig fortælle om
Din Faders Død, han veed Besked derom!
BERNHARD
bevæget
Du er en Søn af Vikingen, som landed
Ved Borgen hist, hvor end Ruinen stander?
GANDALF
Saa er det, Gamle!
GANDALF
Ti! lad Gubben tale!
Vort Liv er lagt i Herrens Faderhaand,
Jeg frygter ei for Eders Mordersværde;
Men skaaner idetmindste dette Barn,
Hvis Pleiefader jeg alt længst har været.
Viid, ogsaa hendes Fader faldt i Kampen,
Han var den gamle Eiermand af Slottet,
Som Eders vilde Horder kom at plyndre!
BLANKA
til Gandalf
O, Du en Søn udaf min Faders Morder;
Dog, Gud tilgive ham!
BERNHARD
See, denne Hævn
Er Ædelsindets, vilde Hedninger!
En Bøn til Herren for den faldne Fiende,
Og hvad er Eders? Blodig Daad paany! –
HU: 269
HEMMING
Ved Baldur, Gandalf! Gubben har dog Ret!
HEMMING
O det er
Jo og en Bane altfor langt fra Skjaldens.
GANDALF
En Søn af hendes Faders Morder? Dog
HIS: 257
Nei, Qvinde, nei det er dog ikke saa!Han faldt ei for min Faders Haand, see der,
(peger paa Asgaut)
Der stander Kjæmperen, som fældte ham!
Men før mig didhen hvor min Fader faldt.
BERNHARD
pegende paa Kjæmpehøien
Hist slumrer han i Høien.
KJÆMPERNE
Auduns Høi!
GANDALF
Min Faders Kjæmpegrav!
1.utg: 29
ASGAUT
Og Bautastenen?
BERNHARD
Den satte jeg paa Heltens Grav, og hun,
Min Datter, smykker den hver Dag med Blommer.
ASGAUT
Og nu afsted at søge op hans Morder,
At tage blodig Hævn!
KJÆMPERNE
Ja, blodig Hævn!
GANDALF
Nei, nei, – jeg hævner ei i denne Stund!
HIS: 257
ASGAUT
BERNHARD
Du vil ei hævne?
GANDALF
Jeg formaaer det ei;
See, denne Møe har talt i blide Ord,
Som endnu klinge lydt udi min Sjæl.
Ja, disse Blikke! denne milde Røst! –
GANDALF
farer tilbage
Ha, Loke!
KJÆMPERNE
Ned med ham, til Hela ned!
1.utg: 31
BLANKA
styrter i Faderens Arme
O, Fader! fat Dig, – nei, det er ei saa; –
Hør mig I Kjæmper! hør mig, hør mig, Gandalf! –
HIS: 257
Jeg fandt ham blødende og mat i SkovenHiin rædselfulde Morgen efter Slaget;
Jeg bragte ham – –
ASGAUT
Ti, Qvinde! det er nok!
Frem, frem I Mænd!
KJÆMPERNE
med dragne Sværde
Far ned til Helas Skygger!
GANDALF
stiller sig foran Bernhard
Holdt, skaaner ham, – rør ikke denne Gubbe!
ASGAUT
Ha, det er jo Afsindighed, kom til
Dig selv, – han er din Faders Morder, Gandalf!
1.utg: 32
GANDALF
Jeg siger Eder, rør ei denne Gubbe!
BLANKA
O, Fader! gjenkald hine Rædselsord!
Du fælded’ ikke Vikingen, – –
BERNHARD
Min Datter,
Vær rolig kun, snart vorder Alt Dig klart!
ASGAUT
til Gandalf
Du sværged høit ved Asathor at hævne
Din Faders Død; saa løde dine Ord:
«Han eller jeg skal falde som et Offer»!
HIS: 257
GANDALF
med Følelse
Han eller jeg skal falde som et Offer! –
– Ha, Hjertet knuger sammen i min Barm,
Med Kjæmpemagt derom og slukked ud
Den sidste svage Rest af Villiekraften; –
1.utg: 33
Du, Pige! Du har vækket denne Tvivl,
HU: 271
Og kaldt en Storm tillive i mit Indre,Og Intet mægter denne Qval at lindre.
BLANKA
bevæget
O, Gandalf! fat Dig, – nu jeg føler først,
Hvor kjær Du vorden er for dette Hjerte!
GANDALF
Ha, er der Sandhed, Pige! i dit Ord?
BLANKA
O, tvivl ei Gandalf!
GANDALF
Blanka! tal ei meer! – –
Da har jeg svoret en usalig Eed; –
Jeg kan ei hævne, – nu, saa maa jeg falde!
ASGAUT
Hvad mener Du?
GANDALF
Han eller jeg, – saa lød
Mit Ord, – skal segne som et blodigt Offer!
1.utg: [34]
Han skal ei døe, thi han har fostret hende,En Verden fuld af underlige Tanker!
Min Eed maa holdes; – saa bered min Snekke,
Imod min Faders Aand i Valhals Sale!
KJÆMPERNE
Ha, Gandalf!
GANDALF
Jeg falde vil; – see, Aftenvinden blæser
Med Seierstegn, jeg vil bestige den,
Det gjorde alt saamangen Kjæmper før!
BLANKA
O, vil Du da –
GANDALF
For mig er intet Valg;
Min Faders Guder kan jeg ikke svige!
Mig tykkes denne Time som et Glimt
1.utg: 35
Fra Odins Blik igjennem Høstens Taage;Mit hele Liv var fuldt af Kamp og Strid,
Nu vinker Livet, som en Vaardag blid,
Med gylden Frugt og Foraarsblommer fage,
HU: 272
(griber hendes Haand)
Det maa saa være, – Blanka! lev da vel,
Vi sees ei meer; –
BLANKA
– Jo, i den lyse Himmel!
HIS: 257
GANDALF
Vil hæve sig hist over Stjernens Vrimmel,
Og min vil svinge sig mod Odins Borg.
Der vil jeg styrte mig i Kampens Trængsel,
Maaskee jeg flygtigt glemme kan min Sorg,
Men aldrig stilles der min hede Længsel! –
For evig skilt fra Dig! O, hvilken Tanke!
I Nattens Time skal min Skygge vanke
Med rastløs Uro ifra Strand til Strand
1.utg: [36]
Til Solen rødmer hist paa Himlens Rand,Og naar min Aandesnekke, skumbegravet,
Bær’ Vikingheltens Aand henover Havet,
Da sidder Du paa lette Skyer hist
I Maanelyset hos den hvide Christ! –
Ha, grumme Skjæbne! hvad var da min Brøde;
Dog, nu – levvel, her er vort sidste Møde,
Min Liigseng vorder Nordens vilde Hav,
Langt, langt fra Dig, – langt fra din Blomstergrav!
BLANKA
O, vend dig bort fra dine mørke Guder! –
Dog, Gandalf! nei, – jeg seer dit Blik bebuder,
En fast Beslutning raader i dit Bryst;
Nu vel, saa gaa og strid den sidste Dyst, –
Men naar Du slumrer i den sortblaa Bølge,
Da kan jeg frit min høie Længsel følge,
For blandt dit Folk at tolke Christi Ord!
HIS: 257
BERNHARD
der under de sidste Replikker øiensynligt har kjæmpet med sig selv, styrter frem og griber Blankas Haand
Ti, Blanka, ti! – jeg kan ei meer bekjæmpe
Den vilde Storm som raser i min Barm!
HU: 273
(synker paa Knæ)
Min hele Færd mod Dig var et Bedrag – –
BLANKA
hæver ham op
O, store Gud! kom til Dig selv, min Fader!
GANDALF
Ha, hvad er det?
1.utg: [38]
GANDALF
BLANKA
Gud! hvad siger Du!
ASGAUT
Du lyver, Gamle!
HIS: 257
BERNHARD
idet han blotter sin Arm og udstrækker den mod Asgaut
Asgaut! kjender Du
Med rustnet Staal forlængst udi min Arm; –
See kun – –
ASGAUT
griber overrasket hans Haand
Thors Hammer! – Audun, det er Dig! –
BLANKA
O, milde Himmel!
GANDALF
Fader! o, min Fader!
1.utg: 39
De synke i hans Arme.
BLANKA
O, herligt, Alt er løst i mild Forsoning!
AUDUN
End ikke, – Blanka! kan Du skjænke mig
Tilgivelse?
BLANKA
slynger sine Arme om ham
Hvor kan Du spørge, Fader!
O, har Du ikke været god mod mig,
Har Du ei kjærligt vogtet mine Fjed
Og baaret mig saatit paa dine Arme!
HIS: 257
AUDUN
O, saare lidt mod hvad jeg skylder Dig!
GANDALF
Men Fader, siig, hvordan jeg skal forstaae
At du blev her paa Vallands Strand tilbage?
Hør kun. Jeg sank til Jorden hist ved Borgen,
Da Slaget næsten ganske var forbi,
Bevidstløs, blødende jeg laa ved Klippen
Og Løvet skjulte mig for Mines Blik,
De klaged over deres Høvdings Død,
De droge bort, – jeg ene blev tilbage,
Og da den næste Morgen straaled frem,
Det rasled nær mig i de grønne Grene,
Det var min Blanka, da en lille Pige,
Knapt fem Aar gammel, – frygtsomt standsed hun;
Men da hun saae mig blødende og svag
Hun hented Vand ifra den nære Kilde
Med sine Hænder smaae, og pleied mig; –
Hun var den Eneste, der ei var myrdet,
Den hele Kyst var hærget og forladt.
Med blide Ord hun lindrede min Smerte,
Jeg leved lykkelig i Skoven her, –
Jeg følte ingen Længsel efter Hjemmet;
Thi du, min Gandalf! flakked vidt omkring
1.utg: 41
Som Viking fra din Ungdoms første Dage; –Jeg hørte Christi Ord fra Barnets Læbe,
AUDUN
Der grov jeg ned min Rustning og mit Sværd!
(efter en Pause)
Det tyktes mig, som om den vilde Aand,
Der raaded’ hos den blodbestænkte Viking
Var ganske revet bort ifra min Siæl.
Det tyktes mig som om en stille Ro
Alt meer og meer sig fæsted i mit Indre,
Naar barnligfromt ved Alterfoden hist
Min Blanka bad for Vikingheltens Fred.
HU: 275
ASGAUT
griber Blankas Haand
Tilgiv min Barskhed mod dig, fagre Mø!
BLANKA
kjærligt
Og dine Guder?
GANDALF
Dem kan jeg ei svige!
Hvor kunde Du vel paa min Elskov tro
Naar jeg var troløs mod min Stammes Guder?
HIS: 257
BLANKA
Nu vel, – paa Tiden vil jeg haabe, Gandalf!
Dog, ikke sandt, – eet vil Du love mig;
Du drager ikke meer paa Vikingtog!
GANDALF
Nei, høit jeg sværger dig, det skal ei skee!
Mit Rige vil jeg værne som en Helt,
Men aldrig, aldrig plyndre fredsom Kyst.
Svar, mine Venner! er I ikke rede
At lyde mig?
GANDALF
Nu, saa afsted da, mod det høie Norden!
BLANKA
O, Maalet for mit Hjertes bedste Drøm!
Du fagre Land med Snee og Nordlysflammer,
Saa skal jeg snart Dig hilse som mit Hjem!
(til Audun)
Og Du, vor elskte Fader – –
AUDUN
med undertrykt Bevægelse
Nei, min Blanka!
Min Gandalf jeg kan ikke følge Eder.
HIS: 257
GANDALF og BLANKA
O, Fader! –
AUDUN
Nei, det er urokkeligt
Bestemt, – jeg kan ei denne Kyst forlade;
1.utg: [44]
See, Kjæmpehøien vinker der saa blidt,Der skal den gamle Viking snarlig slumre;
Tro ei jeg skilles uden Savn fra Eder,
O, mangengang i Midnatstimen vil
Jeg sætte mig hist under Bautastenen
HU: 276
Og stirre vidt henover Havet hen,Og naar da fjernt de blege Nordlysstriber
Belyse Himlen lig et Aandesmiil,
Da vil jeg taksomt folde mine Hænder,
Og hilse Nordlysglimtet som et Bud,
Et Tegn paa at en Lysets Dag er kommen
I al sin Skjønhed for mit Fædreland!
Men Du, min Gandalf! Du har høie Pligter
Imod dit Folk, – Du maa ei dvæle her,
Og din, min Datter! er den skjønne Lod
At lede fromt hans Skridt igjennem Livet.
Frygt ei, mit Barn, – thi der hvor Kjærlighed
Har hjemme, see, der smelter ogsaa Troen
1.utg: 45
Tilsammen snart i salig Harmoni!
HEMMING
træder frem med Harpen i Haanden
Jeg kan ei heller, Gandalf! følge Dig, –
Af Christendommens milde, klare Flamme
Vil Mulmet engang fjernes fra min Barm.
HIS: 257
(han synger til Harpen)
Sværdet, der engang
Klang over Valen,
Vildt som en Stormvind,
Rustner i Muld.
Men bag de vilde,
Stridende Kræfters
Blodige Natmulm
Straaler en Dag!»
(lægger Harpen foran Altret)
HIS: 257
GANDALF
Og Du, min Fader! vil ei følge med?
BLANKA
Skal dine Børn ei lukke dine Øine? –
HEMMING
Med Sønnekjærlighed; –
Og maaskee fjernt engang i Fremtids Dage
Skal Harpen klinge til en hellig Bøn.
GANDALF
nedslaaet, men fattet
Det maa da skee, –
BLANKA
Gud! skal vi ham forlade!
AUDUN
At mine Hænder signe kan jers Forbund!
(de knæle hver paa sin Side af ham idet de række hinanden Haanden. Audun lægger sine Hænder velsignende paa deres Hoveder)
– Velsignet være evigt denne Pagt,
1.utg: 48
Som knytter Nordens Kraft til Sydens Mildhed.Vær from og god, min Gandalf! vogt den Skat,
Som du har hentet Dig fra Vallands Skove!
Som Gud har lagt i Qvindens Lod paa Jorden,
HU: 278
Plant Sydens Blomster hist i Granens Hal,Bred Sandheds milde Lysning over Norden!
HIS: 257
Han omfavner dem taus idet de reise sig.
KJÆMPERNE
under Skjoldebrag
Hil, hil vor Høvding! hil hans unge Brud!
Audun sætter sig ved Kjæmpehøien, Hemming ved hans Fødder.
HROLLOUG
Alt heises Seilet, – Snekken er beredt!
BLANKA
med Begeistring, gribende Banneret af Josteins Haand idet hun træder frem
Nu, saa afsted, – mod Nord skal Farten gaae
Igjennem Bølgens Skum paa Havets Blaa!
1.utg: 49
Snart straaler Dagens Lys paa Jøklens Tinde, –Alt sidder Nordens Viking paa sin Høi,
Forbi er Tiden da han vældigt fløi
Fra Kyst til Kyst og hærged vildt med Flammer;
I Støvet synker Tordengudens Hammer,
Og Norden vorder selv en Kjæmpegrav!
Men glem ei Løftet, som Alfader gav:
Naar Mos og Blommer dække Høiens Side,
Saa stiger ogsaa Norden fra sin Grav,
Til luttret Strid paa Tankens sølvblaa Hav!
