Henrik Ibsens skrifter

Min Fader! – O, hvor jeg har sukket og længtet efter dette Møde!

Guds Fred med Dig, Margrete! Hvor er Kongen?

Hos Bisp Nikolas.

Hm, – ja, saa maa han snart være her.

Og I vil tales ved og forliges, blive Venner igjen, som i gamle Dage?

Det vilde jeg gjerne.

Haakon vil det ogsaa gjerne; og jeg beder hver Dag til Gud, at det maa ske. O, men kom her og se – (griber hans Haand og fører ham hen til Vuggen)

Dit Barn!

Ja, det dejlige Barn er mit; – er det ikke forunderligt? Han heder Haakon, ligesom Kongen! Se her, hans Øjne – nej, Du kan ikke se dem nu han sover, – men han har store blaa Øjne; og saa kan han le og række Hænderne ud og gribe efter mig, – og han kjender mig allerede! (lægger Vuggeklæderne omhyggeligt tilrette)

Haakon faar Sønner, spaade Bispen.

Dette lille Barn er mig tusinde Gange kjærere end Land og Rige, – og slig er det for Haakon ogsaa. – Nej, det er ligesom jeg ikke rigtig kan tro paa Lykken; ​jeg har Vuggen staaende foran min Seng; hver Natt, naar jeg vaagner, ser jeg efter om den er der, – jeg er ligesom rædd for at det skal være en Drøm –

Er det ikke Kongen –?

Jo; han gaar opp den anden Trappe; jeg vil hente ham. (fatter Faderens Haand og fører ham spøgende hen til Vuggen igjen) Hertug Skule! Staa Vagt hos Kongsbarnet imens, – ja, for han er Kongsbarn tillige – det husker jeg aldrig paa! Og vaagner han, saa bøj Dig dybt og hils ham, som Konger skal hilses! Nu henter jeg Haakon; o Gud, Gud! nu skal der da endelig komme Lys og Fred over Ætten! (gaar ud til Højre)

Haakon har en Søn. Hans Ætt skal leve efter ham. Dør han, saa er der et Kongs-Emne, som staar Tronen nærmere end alle Andre. Alt trives for Haakon. Kanhænde han er den Urette; men hans Tro paa sig selv staar fast som før; Bispen vilde rygget den, men fik ikke Tid for Døden, ikke Lov for Gud. ​Gud skjærmer Haakon, han fik beholde Styrkebeltet. Nu at sige ham det? Nu at sværge paa Bispens Udsagn? Hvad vilde det nytte? Ingen vilde tro mig, hverken Haakon eller de Andre. Bispen vilde han troet i Dødstimen; Tvivlen vilde have forgiftet ham; men det maatte ikke ske. Og saa uryggelig som Tryggheden sidder hos Haakon, saa uryggelig sidder Tvivlen hos mig; hvilket Menneske paa Jorden kan luge den væk? Ingen, Ingen. Jernbyrd er baaren, Gud har talt, og endda kan ​Haakon være den Urette, mens jeg forspilder mit Liv. (sætter sig grublende ned ved et Bord paa højre Side) Og om jeg nu vandt Land og Rige, vilde saa ikke Tvivlen sidde der ligefuldt og gnage og tære og hule mig ud med sine evige Isdrypp? – Jo, jo; men det er bedre at sidde deroppe paa Kongssædet og tvivle paa ​sig selv, end at staa nede i Flokken og tvivle paa ham, som sidder deroppe. – Det maa ende mellem mig og Haakon! Ende? Men hvorledes? (rejser sig) Almægtige, Du, som har stellt det slig for mig, Du maa tage Skylden for det, som følger efter! (gaar frem og tilbage, standser og tænker efter) Det gjælder at bryde alle Broer af, beholde en igjen, og sejre eller falde der, – sagde Bispen ved Kongsbrylluppet i Bergen; det er nu paa tredje Aaret siden, og i al den Tid har jeg spildt og splittet mine Kræfter med at værge for alle Broerne. – (raskt) Nu maa jeg følge Bispens Raad; nu eller aldrig! Vi er Begge her i Oslo; jeg er mandstærkere end Haakon dennegang; hvorfor da ikke nytte Overtaget, – det er saa sjelden paa min Side. (vaklende) Men nu inatt – strax –? Nej, nej! Ikke ​inatt! – Ha, ha, ha, – der er det igjen, Overlægget – Ustøheden! Haakon kjender ikke til Sligt; han gaar bent frem, han, og saa sejrer han! (gjør nogle Skridt bortover Gulvet og standser pludselig ved Vuggen) Kongsbarnet! – Hvor fager en Pande. Han drømmer. (breder Tæppet bedre over og ser længe paa Barnet) En Slig, som Du, kan berge Meget i en Mands Sjæl. Jeg har ingen Søn. (bøjer sig ned over Vuggen) Han ligner Haakon. – (viger med engang tilbage) Kongsbarnet, sagde Dronningen! Bøj Dig dybt og hils ham, som Konger skal hilses! Dør Haakon før jeg, saa løftes dette Barn paa Kongsstolen; og jeg – jeg skal staa nedenfor og bøje mig dybt og hilse ham som Konge! (i stigende Opprør) Dette Barn, Haakons Søn, skal sidde deroppe paa det Sæde, som jeg, kanhænde, er nærmere til, – og jeg skal staa for hans Fodskammel, med hvide Haar, krøget af Ælde, se al min Livsgjerning ligge ugjort, – dø uden at have ​været Konge! – Jeg er mandstærkere end Haakon, – der blæser en Storm ikveld, Vinden staar udefter Fjorden –! Om jeg tog Kongsbarnet? Thrønderne kan ​jeg lide paa. Hvad turde vel Haakon vove, naar hans Barn var i min Magt! Mine Mænd vil følge mig, vil slaa for mig og sejre. Jeg faar lønne dem kongeligt, saa gjør de det. – Lad ske! Skridtet ud; Sluget over for første Gang! – Kunde jeg se om Du har Sverres Øjne – eller Haakon Sverressøns –! Han sover. Jeg kan ikke se det. (Opphold) Søvn er Værn. Sov med Fred, Du lille Kongs-Emne! (gaar over til Bordet) Haakon skal dømme; engang til vil jeg tale med ham.

Bispen død! O, tro mig, al Ufred dør med ham.

Gaa tilsengs, Margrete; Du kan være trætt efter Rejsen.

Ja, ja! (til Hertugen) Fader, vær mild og føjelig, – Haakon har lovet at være det! Tusinde Godnatt, Beggeto! (giver et Vink i Døren til Venstre og gaar; et Par Piger flytter Vuggen ind)

Kong Haakon, vi maa ikke skilles som Uvenner dennegang. Alt Ondt vil følge paa; der vil komme en Rædselens Tid over Landet.

Det har Landet været vant til gjennem Slægter nu; men I ser, Gud er med mig; hver Fiende falder, som staar mig imod. Der gives ikke Bagler, ikke Slittunger, ikke Ribbunger mere; Jon Jarl er dræbt, Guthorm Ingessøn er død, Sigurd Ribbung ​ligesaa, – alle Krav, som kom frem paa Rigsmødet i Bergen, har vist sig magtesløse, – hvem skulde saa Rædselens Tid komme fra nu?

Haakon, jeg er rædd, den kunde komme fra mig!

Da jeg blev Konge, gav jeg Eder Tredjedelen af Riget –

I beholdt selv to Tredjedele!

Altid tørstede I efter Mere; jeg øgede Eders Del; nu sidder I inde med det halve Rige.

Der mangler ti Skibreder.

Jeg gjorde Eder til Hertug; det har ingen Mand været i Norge før!

Men I er Konge! Der maa ingen Konge være over mig! Jeg er ikke skabt til at tjene Eder; jeg maa styre og raade selv!

Himlen skjærme Eders Forstand, Herre. Godnatt! (vil gaa)

I slipper ikke fra mig paa slig Vis! Vogt Jer, eller jeg siger mig løs fra Eder; I kan ikke blive ved at være min Overherre længer; vi To maa dele!

Det vover I at sige mig!

Jeg er kommen mandstærkere til Oslo end I, Haakon Haakonssøn.

Kanhænde det er Eders Agt –

Hør mig! Husk Bispens Ord! Lad os dele; giv mig de ti Skibreder til; lad mig tage min Del som frit Kongedømme, uden Skatt og Udredsler til Jer. Norge har været delt i to Riger før; – vi vil holde usvigelig sammen –

Hertug, I maa være sjælesyg at I kan kræve Sligt!

Ja, jeg er sjælesyg, og der er ingen Helsebod for mig paa anden Vej. Vi To maa være Ligemænd; der maa Ingen være over mig!

Hver træløs Holme er en Sten i den Byggning, som Harald Haarfager og den hellige Kong Olaf rejste; og I vil at jeg skal bryde fra hinanden, hvad de har føjet sammen? Aldrig!

Nu, saa lad os skiftes til om Magten; lad os raade tre Aar hver! I har raadet længe; nu er min Tid kommen. Drag af Landet i tre Aar; – jeg vil være Konge imens; jeg vil jævne Vejen for Jer til I vender ​hjem, styre og lede Alt til det Bedste; – det tærer og sløver at sidde stadig paa Vagt. Haakon, hører I, – tre Aar hver; lad os byttes til om Kronen!

Tror I at min Krone vil passe om Eders Tindinger?

Ingen Krone er for vid for mig!

Der skal Guds Rett og Guds Kald til at bære Kronen.

Og tror I saa vist, at I har Guds Rett?

Det har jeg Guds Dom for.

Stol ikke saa trygt paa den. Havde Bispen faaet tale, – dog, nu vilde det være forgjæves; I vilde ikke tro mig. Ja visselig har I mægtige Forbundsfæller deroppe; men jeg trodser alligevel! – I vil ikke skiftes til om Kongsmagten? Ja, ja – saa faar vi vælge den sidste Udvej; – Haakon, lad os To kjæmpe mod hinanden, Mand mod Mand, med tunge Vaaben, paa Liv og Død!

Taler I Alvor, Herre?

Jeg taler for min Livsgjerning og for min Sjæls Frelse!

Da er der lidet Haab om Frelse for Eders Sjæl.

I vil ikke kjæmpe med mig? I skal, I skal!

Forblindede Mand! Jeg kan ikke andet end ynke Eder. I tror det er Herrens Kald som driver Eder ​opp paa Kongssædet, I ser ikke at det kun er Hovmod. Hvad er det, som lokker Jer? Kongsringen, Kaaben med Purpurbræm, Retten til at sidde bænket tre Trin over Gulvet; – usselt, usselt, – var det at være Konge, da kastede jeg Kongedømmet i Eders Hatt, som jeg kaster en Skjærv til en Tigger.

I har kjendt mig fra I var Barn, og dømmer mig slig!

I har alle Sindets ypperlige Gaver, Kløgt og Mod, I er skabt til at staa Kongen nærmest, men ikke til at være Konge selv.

Det vil vi prøve nu!

Nævn mig et eneste Kongsværk, I har øvet, i alle de Aar I styrede Riget for mig! Var Baglerne eller Ribbungerne nogentid mægtigere end da? I var den modne Mand, men Landet hærgedes af opprørske Flokke; – fik I Bugt med en eneste? Jeg var ung og uerfaren da jeg tog Rigsstyret, – se paa mig – Alt faldt tilfode da jeg blev Konge; der er ingen Bagler, ingen Ribbunger mere!

Det skulde I mindst prale med; thi der er Faren størst. Flok maa staa mod Flok, Krav mod Krav, Landsdel mod Landsdel, hvis Kongen skal være den Mægtige. Hver Bygd, hver Ætt, maa enten trænge til ham eller frygte ham. Rydder I al Ufred ud, ​saa har I med det samme taget Magten fra Eder selv.

Og I vil være Konge, – I, som dømmer slig? I kunde blevet en dugelig Høvding paa Erling Skakkes Tider; men Tiden er voxet fra Jer og I skjønner den ikke. Ser I da ikke at Norges Rige, saaledes som Harald og Olaf rejste det, kun er at ligne med en Kirke, som ikke har faaet Vigselen endnu? Væggene højner sig med stærke Støtter, Loftshvælven spænder sig vidt over, Spiret peger oppad, lig Gran i Skogen; men Livet, det bankende Hjerte, den friske Blodflomm gaar ikke gjennem Værket; Guds levende Aande er ikke indblæst det; det har ikke faaet Vigselen. – Jeg vil bringe Vigselen! Norge var et Rige, det skal blive et Folk. Thrønder stod mod Vikværing, Agdeværing mod Hørdalænding, Haalogalænding mod Sogndøl; Alle skal være Et herefter, og Alle skal vide med sig selv og skjønne at de er Et! Det er Hvervet, som Gud har lagt paa mine Skuldre; ​

HIS: 340

​

HU: 90

det er Gjerningen, som skal gjøres af Norges Konge nu. Den Gjerning, Hertug, den tænker jeg I lader ligge, thi sandelig I aarker den ikke!