Henrik Ibsens skrifter

Der letter de anker. – God bør, du vingede løve; Akilleus følger dig i kølvandet.

Ah!

Hvad var det?

Hist faldt en stjerne.​

Hvad betyder hine vilde skrig?

Der er landet et skib fra Efesos.

Med nye lærlinger?

Ja.

Så får vi en larmfuld nat. Kom, Gregor; lad os ikke se al den utérlighed.

Se did. Er det et lysteligere syn?

Fyrst Julian –; med roser i håret, med blussende ansigt –

Ja, og bag efter ham denne ravende tin-øjede flok. Hør, hvor de lamme tunger laller af vin! De har siddet hele dagen i Lykons skænkestue.

Og mange iblandt dem er vore egne, Gregor; det er kristne ynglinge –

Så kalder de sig. Kaldte ikke Lampon sig kristen, – han, som krænkede oljehandleren Zenons datter? Og Hilarion fra Agrigent, og de to andre, der bedrev det, jeg væmmes ved at nævne –

Eja, se, se, – Kastor og Pollux fra Kappadokia!

Han har fåt øje på os. Jeg vil gå; jeg tåler ikke at se ham således.

Jeg bliver; han trænger vel til en ven.

Leve Athens lys! Leve visdommens og veltalenhedens elsker!

Al smiger er spildt. Ikke et vers mere får I idag.

Når vor fører tier, føler vi det tomt, som morgenen efter et natligt gilde.

Skal det være, så lad det være noget nyt. Lad det være en rettergangs-leg.

Ja, ja, ja; fyrst Julian på dommersædet!

Væk med fyrsten, I venner –

Stig op, du uforlignelige!

Jeg skulde formaste mig –? Hist står manden. Hvo er vel dreven i retslæren, som Gregor fra Nazianz?

Det er sandt!

På dommersædet, min vise Gregor; jeg er en anklaget.

Jeg beder dig, ven, lad mig være udenfor.

På dommersædet, siger jeg! På dommersædet! (til de andre) Hvad har jeg forbrudt?

Ja, hvad skal det være? Vælg selv!

Lad det være noget galilæisk, som vi ugudelige kalder det.

Rigtig; noget galilæisk. Nu har jeg det. Jeg har nægtet at svare kejseren skat –

Ha-ha; ikke ilde! Ypperligt!

Her føres jeg frem; skubbet i nakken; med sammensnørte hænder –

Blinde dommer – ja jeg mener, såsom retfærdigheden er blind –, se denne forvovne mand; han har vægret sig for at yde kejseren skat.

Tillad mig at kaste et ord i overvejelsens vægtskål. Jeg er en græsk borger. Hvor meget er en græsk borger kejseren skyldig?

Hvad kejseren kræver.

Godt; men hvor meget, – ja, svar nu som om kejseren selv var tilstede i retten –, hvor meget tør kejseren kræve?

Alt.

Det var sandelig svaret, som om kejseren selv var tilstede. Men nu er der en knude; thi der står skrevet: giv kejseren, hvad kejserens er, – og Gud, hvad Guds er.

Og hvad så?

Så sig mig, o kløgtige dommer, – hvor meget af mit hører Gud til?

Alt.

Og hvor meget af Guds ejendom har jeg lov til at give kejseren?

Kære venner, ikke mere af denne leg.

Jo, jo; svar ham!

Hvor meget af Guds ejendom tør kejseren kræve?

Jeg svarer ikke. Dette er usømmeligt både imod Gud og kejseren. Lad mig komme bort!

Slå ring om ham!

Hold ham fast! Hvad, du højst uheldige dommer, du har forplumret kejserens sag, og nu vil du slippe fra det? Du vil flygte? Hvorhen, hvorhen? Til Skytherne? Frem for mig! Svar mig, I kejserens og visdommens vordende tjenere, – har han ikke villet unddrage sig kejserens magt?

Jo, jo!

Og hvad straf sætter I for en slig ugerning?

Døden! Døden i et vinkar!

Lad os tænke efter. Lad os svare, som om kejseren selv var tilstede. Hvor er grænsen for kejserens magt?

Kejserens magt er uden grænse.

Det skulde jeg mene. Men at ville unddrage sig det grænseløse, o I venner, er ikke det vanvid?

Jo, jo; Kappadokieren er gal!

Og hvad er så vanvid? Hvad dømte vore forfædre om den tilstand? Hvad lærte de egyptiske prester? Og hvad siger mystikeren Maximos og de andre visdomsvenner i østerlandene? De siger at den himmelske gåde åbenbarer sig i den vanvittige. Vor Gregor – idet han sætter sig op imod kejseren – er altså i særligt forbund med det himmelske. – Udgyd vin for Kappadokieren; syng sange til vor Gregors pris; – en æresstøtte for Gregor fra Nazianz!

Priset være Kappadokieren! Priset være Kappadokierens dommer!

Ej, se, – jeg tror min broder Julian forkynder visdom på åbent torv!

Sig dårskab, min dyrebare; visdommen er jo vandret ud.

Er visdommen vandret ud?

Eller i færd med at vandre ud; thi, ikke sandt, også du agter dig ned til Piræos?

Jeg, min broder; hvad skulde jeg i Piræos?

Vor Libanios er altså den eneste lærer, som ikke ved, at der nys er landet et skib fra Efesos?

Ej, ven, hvad bryder jeg mig om hint skib!

Det er lastet til randen med lærdoms-spirer –

Det kommer jo fra Efesos!

Er ikke guldet lige vægtigt, hvor det kommer fra?

Guld? Ha-ha! De gyldne beholder Maximos for sig selv; dem slipper han ikke. Hvad er det for slags lærlinger, som vanligvis kommer hid fra Efesos? Kræmmersønner, håndværkeres førstefødte. Guld, siger du, min Julian? Jeg siger mangel på guld. Men denne guldmangel vil jeg udnytte, til deraf at præge en ægte vægtig guldmynt for eder, I unge! Eller er kanske ikke en gavnlig lære for livet, – når den fremsættes i en ​sindrig og tiltrækkende form – at ligne med en fuldvægtig guldmynt? –

Hør da, hvis det så synes eder. Her blev sagt, at visse mænd i hast er ilet ned til Piræos? Hvem er de, disse ilsomme? Det være langt fra mig at nævne navne; selv kalder de sig visdomselskere og visdomslærere. Flyt eder nu i tanken ned til Piræos. Hvad går der for sig i denne stund, mens jeg står her i eders velvilligt lyttende klynge? Jeg skal sige jer, hvad der går for sig. Hine mænd, som holder sig selv for at elske og at forkynde visdommen, de stimler sammen på ​ landgangsbroen; de puffes, de mundhugges, bides, glemmer al sømmelighed og sætter al anstand tilside. Og hvorfor? For at være den første på tofterne, – for at rive de mest velklædte ynglinge til sig, føre dem til sine huse, optage dem deri, håbende, siden at skulle drage fordel af dem på allehånde måder. – Hvilken skamfuldhed, hvilken opvågnen i tomhed, ligesom efter en rus, når det om føje tid viser sig – ha-ha-ha! – at hine ynglinge knapt førte med sig det fornødne til at betale ankomstgildet! – Lær heraf, I unge, hvor ilde det klæder en visdomselsker, og hvor ringe det lønner sig, at eftertragte de goder, som ligger udenfor sandheden.

O, min Libanios, når jeg hører dig med lukkede øjne, da hensynker jeg i en sød drøm om at Diogenes er genfødt iblandt os.

Din mund er fyrstelig ødsel, min inderlig kære!

Intet mindre. Og dog var jeg nær ved at bryde din tale af; thi denne gang vil i al fald en af dine medbrødre neppe føle sig skuffet.

Min ven spøger.

Din ven forsikrer dig at statholderen Milons to sønner er ombord.

Hvad siger du?

Den Diogenes’s efterfølger, som får dem at opdrage, vil neppe have nødig, for armods skyld, at drikke af den hule hånd.

Statholderen Milons sønner! Hin ædle Milon, som sendte kejseren syv persiske heste med sadeltøj, syet med perler –

Mange fandt at det var for ringe gave for Milon.

Meget sandt. Milon burde sendt et digt; eller han skulde sendt en vel affattet tale eller et ​brev. Milon er en rigt udrustet mand; hele statholderen Milons slægt er rigt udrustet.

Mest de to ynglinge.

Det vil jeg tro. Guderne give, for den velgørende og gavmilde faders skyld, at de må falde i gode hænder! Så havde du dog ret, o Julian; skibet bragte virkelig guld fra Efesos. Thi er ikke åndens gaver det ægte guld? Men jeg har ingen ro på mig; disse unge mænds velfærd er i sandhed en vigtig sag; der afhænger så meget af, hvem der først får fat i dem. Mine unge venner, hvis I synes som jeg, da rækker vi disse to fremmede en vejledende hånd, hjælper dem at træffe det gavnligste valg af lærer og bolig og –

Jeg er med!

Til Piræos! Til Piræos!

Vi skal hugge som vildsvin for Milons sønner!

Se, hvor de boltrer sig, lig en flok fauner. Hvor de slikker sig om mundkrogene i lystenhed ​efter det måltid, som vil vanke inat. (vender sig til Gregor) Havde de i denne stund et suk til Gud, skulde det være at han vilde tømme deres maver for frokosten.

Julian –

Se kun på mig; jeg er ædru.

Jeg ved det. Du er mådeholden i alle ting. Og dog lever du dette liv med.

Hvorfor ikke? Ved du eller jeg når lynet slår ned? Hvorfor så ikke leve en lys solrig dag? Glemmer du, at jeg har henslæbt både min barndom ​og mine første ungdomsår i et gyldent slaveri? Det var bleven mig til en vane, ja, jeg kan sige, et slags fornødenhed, at føle den visse skræk over mig. Og nu? Denne gravstilhed fra kejserens side; – denne lurende stumhed! Jeg forlod Pergamon uden kejserens samtykke; kejseren taug til det. Jeg drog på egen hånd til Nikomedia; jeg levte der og lærte både af Nikokles og af de andre; kejseren lod det ske. Jeg kom til Athen, søgte Libanios, som kejseren havde forbudt mig at se; – kejseren har tiet til denne dag. Hvorledes skal jeg tyde dette?

Du skal tyde det i kærlighed, Julian!

O, du ved ikke –! Jeg hader denne magt udenfor mig, forfærdende når den handler, – end mere forfærdende når den hviler.

Vær ærlig, ven, og sig mig om det er blot dette, som har ledt dig ind på alle de sælsomme veje.

Hvad mener du med sælsomme veje?

Er det sandt, hvad rygtet siger, – at du tilbringer dine nætter med at udforske de hedenske hemmeligheder i Eleusis?

Ah, hvad! Jeg kan forsikre dig, der er ringe udbytte at hente hos hine gådelystne drømmere. Lad os ikke tale mere derom.

Altså dog sandt! O, Julian, hvor kunde du søge dette skændselsfulde samkvem!

Jeg må leve, Gregor, – og dette her ved visdoms-skolen, det er ikke liv. Denne Libanios! Jeg tilgiver ham aldrig, at jeg har elsket ham så højt! Hvorledes gik jeg ikke ved ankomsten ydmyg og skælvende af glæde frem for det menneske, bøjed mig for ham, kyssed ham og kaldte ham min store broder.

Ja, det var alle kristnes mening at du drev det for vidt.

Og dog kom jeg hid med højtid i sjælen. Jeg så i ånden en vældig kamp imellem os to, – verdens sandhed, som skulde brydes imod Guds sandhed. – Hvad er det blevet til? Libanios har aldrig for alvor villet denne kamp. Han har aldrig villet nogen kamp overhovedet; han vil kun sit eget. Jeg siger dig, Gregor, – Libanios er ingen stor mand.

Da råber dog hele det oplyste Grækenland at han er det.

Og dog er han ingen stor mand, siger jeg dig. En eneste gang har jeg set Libanios stor; det var hin nat i Konstantinopel. Da var han stor, fordi han havde lidt en stor uret, og fordi en høj vrede fyldte ham. Men her! O, hvad har jeg ikke her været vidne til! Libanios har stor lærdom, men han er ingen stor mand. Libanios er grisk; han er forfængelig; han er optændt af misundelse. Eller tror du han har kunnet tåle det ry, som jeg, – vistnok for en stor del ved mine venners overbærenhed – har været så heldig at forhverve mig? Kommer du til Libanios, så kan han regne dig op alle dyders væsen og ​kendetegn. Han har dem på rede hånd, ligesom han har bøgerne i sin bogsal. Men øver han disse dyder? Er hans liv som hans lære? Han en efterfølger af Sokrates og af Platon, – ha-ha! Smigred han ikke kejseren inden han blev forjaget? Smigred han ikke mig ved vort sammentræf i Konstantinopel, dette sammentræf, som han siden har gjort et yderst uheldigt forsøg på at stille i et latterligt lys! Og hvad er jeg ham nu? Nu skriver han breve til Gallos, til Cæsar Gallos, til kejserens arving, og ønsker ham til lykke med hans fremgang imod Perserne, skønt denne fremgang hidtil har været ​ tarvelig nok og skønt Cæsar Gallos hverken udmærker sig ved lærdom eller ved nogen synderlig veltalenhed. ​– Og denne Libanios vedbliver Grækerne at kalde for visdomselskernes konge! Ah, jeg vil ikke nægte at dette harmer mig. Jeg troede dog, sandt at sige, at Grækerne måtte kunne træffe et bedre valg, hvis de fæstede sine øjne lidt mere på de visdommens og veltalenhedens dyrkere, som i de senere år –

Breve! Breve fra Kappadokia!

Også til mig?

Se her; fra din moder.

Min fromme moder!

Er det din søster, som skriver?

Ja, det er Makrina. Hun melder både tunge og sælsomme tidender.

Hvilke; hvilke?

Først om din høje broder Gallos. Han øver et strængt herredømme i Antiokia.