Henrik Ibsens skrifter

 
​ ​ ​

INGEBORG med et stolt, afvisende blik

Hvad nu?

​

1.utg: 74

ARNE

Vil du tie, siger jeg. (til gæsterne) Rask nu, mine frænder! Spreder jer ad, søger efter ham i hver ås, i hver houg! Afsted! Retså! Imorgen drikker vi bryllup!

Gæsterne og fru Kirstens følge går i forskellige grupper ud til begge sider.

ARNE sagte til fru Kirsten

Han må findes! Det vilde volde mig evig skam, om brylluppet –

FRU KIRSTEN

Følg med, følg med!

INGEBORG sagte til Hemming, der står nedslået

Hvi går du ikke med de andre? Bedre var det, at du skafte mig min fæstemand igen, end at du står her og signer mig for ord, som jeg lidet mener.

​

HIS: 453

ARNE ved udgangen

Kom, kom!

INGEBORG til Hemming, der vil gå

Vent, Hemming! Fæst mine skospænder!

Fru Kirsten og Arne går ud til venstre.

​

1.utg: 75

Syvende scene

Ingeborg. Hemming.

INGEBORG rækker foden frem

Se der, spænd den vel til!

Hemming knæler ned og gør, som hun byder.

INGEBORG idet hun flytter den anden fod frem

Der, spænd mig også den fast! Nu, hvorfor bøjer du hovedet? Er der gået dig noget imod?

HEMMING

Kræver I, at jeg ærligt skal sige jer –

INGEBORG

Javisst gør jeg.

HEMMING

Så må I da vide –

​

HIS: 454

INGEBORG hurtigt

Å nej, det trænges ikke.

Hun fjærner sig nogle skridt; Hemming rejser sig.

HEMMING

Ak, jomfru Ingeborg! engang var I mig så god; men nu, siden I er bleven stor og fuldvoksen jomfru – og mest, kan jeg tro, siden I gav jert fæstensord –

INGEBORG

Hvad så?

​

1.utg: 76

HEMMING

Å nej, intet! – (pause) Kan I mindes, vi har været heroppe engang før?

INGEBORG kort

Jeg mindes aldrig!

HEMMING

I var løbet efter jer brogede ged, og jeg skulde nu følge jer, som jeg altid plejede, – ja, det er længe siden, men jeg kommer det ihu, som om det var idag; lige dernede ligger myren, som –

INGEBORG nærmer sig

Var det dengang vi hørte bjørnen?

HEMMING

Ja, ret dengang.

​

HIS: 455

INGEBORG stedse mere og mere ivrig

Jeg fandt geden igen.

HEMMING

Nej, det var mig, som fandt den først.

INGEBORG

Ja, ja, sådan var det; deroppe under uren.

HEMMING

Og så tog I jert strømpebånd.

INGEBORG

Og bandt den.

​

1.utg: 77

HEMMING

Ja, for vi skulde sanke jordbær.

INGEBORG

Derborte i bakken, ja! Og du havde gjort en næverskrukke til mig.

HEMMING

Men så var det, vi hørte –

INGEBORG

Bjørnen, ha, ha, ha! Vi måtte over myren, der hvor den var blødest, –

HEMMING

Og så tog jeg dig på armen.

​

HIS: 456

INGEBORG

Og sprang med mig fra den ene tue til den anden. (leende) Hvor rædde vi var, begge to!

HEMMING

Ja, jeg var nu mest ræd for din skyld.

INGEBORG

Og jeg for din – – (standser pludselig og vedbliver at betragte ham, idet hendes ansigt antager et bydende og krænket udtryk) Hvad er det, du her står og siger? Hvorfor går du ikke? Sømmer det sig at tale så til din herres datter? Gå, gå, du skulde jo finde min fæstemand!

HEMMING

Ak, jeg glemte jer fæstemand, jeg glemte, at I er min herres datter.

​

1.utg: 78

INGEBORG

Finder du ham, så lover jeg dig en baldyret trøje til jul, så glad bliver jeg derved.

HEMMING

Jeg vil ingen trøje have; jeg tjener jer hverken for guld eller sølv, hverken for kost eller ridderklæder. Men nu går jeg; hvad jeg mægter, det skal jeg gøre, når jeg véd, det glæder jer.

INGEBORG der er stegen op på en sten, hvor hun plukker nogle blomstrende hæggekviste

Hemming! hvor rig er min fæstemand?

​

HIS: 457

HEMMING

Hvor rig han er, skal jeg ikke kunne sige; men om hans farfader heder det i visen:

Han mægter at klæde i gyldenskrud

vel hundrede terner til sin brud!

Så mægtig er nu vel ikke Olaf Liljekrans, men han ejer dog både gård og grunde.

INGEBORG fremdeles beskæftiget

Og du, hvad ejer du?

HEMMING sukkende

Min armod, det er det hele!

INGEBORG

Det er ikke meget, Hemming!

​

1.utg: 79

HEMMING

Nej, det er ikke meget, jomfru Ingeborg!

INGEBORG nynner, bortvendt fra ham, uden at forandre stilling, og beskæftiget som før

Sålidet monne mit hjerte stunde

til ham, som ejer både gård og grunde!

Langt bedre huer mig den fattige svend,

til ham står min tanke, han er min ven!

HEMMING i højeste glæde

Ingeborg! nej, er det sandt som du siger, da må jeg tifold prise min armod.

​

HIS: 458

INGEBORG vender hovedet om og siger koldt

Jeg skønner dig ikke; det, jeg sang, var kun en gammel vise. (stiger ned fra stenen med hæggekvistene i hånden og nærmer sig, idet hun betragter ham stivt) Men jeg kender en vise til, og den vil jeg sige for dig:

I kongens gård stander gangeren god;

den bejler, som ejer en ridders mod,

han skor den gule, han skor den grå,

den rappeste lægger han sadlen på!

Han løfter sin brud på gangerens ryg,

hun følger ham villig, hun følger ham tryg.

Han rider sig med hende så langt under ø,

med ham vil hun gerne både leve og dø!

HEMMING som ude af sig selv

Ingeborg! Ingeborg! da skal intet skrække mig mere! Ej at du har en fæstemand, ej at du er ​

1.utg: 80

min husbonds datter; – ja, såsandt jeg lever, jeg røver dig endnu inat!

INGEBORG heftigt, idet hun stedse kæmper med et frembrydende smil

Hjælpe mig Gud! hvordan er det fat med dig? Hvad er det, du tænker på? Vil du røve din herres datter? Du må være syg eller gal, siden du kan falde på sligt! Dog, det skal være glemt – for denne gang. Gå nu! og tak himlen, at du slap så let; thi vel har du fortjent et rap – (løfter kvistene, men lader dem synke og siger med forandret stemme) – og min røde guldring – se der, tag den! (tilkaster ham en ring, som hun har trukket af armen og iler hurtigt ud til venstre)

​

HIS: 459

Ottende scene

Hemming. Straks efter Olaf Liljekrans (fra baggrunden. Månen står op).

HEMMING

Den gyldne ring, den har hun mig skænket,

så er hun mig endnu både huld og god!

Hun mente det ikke, det var skrømt, når hun lod,

som hun var så bitterlig krænket.

Alt vil jeg friste, alt tør jeg vove!

(nedslået)

Og dog, jeg er jo så fattig en svend,

og imorgen skal hun føres for alteret hen!

(raskt)

Men brudgommen færdes i de vilde skove;

o, hvis han aldrig mere kom igen!

(vil ile ud, men standser med et udråb)

Olaf! der er han!

Olaf kommer langsomt frem mellem klipperne i baggrunden. Han går drømmende, med blottet hoved og hænderne fulde af blomster, som han sønderriver og strør på vejen; hans hele færd bærer under det følgende præg af en forvirret tilstand.

​

1.utg: 81

OLAF uden at lægge mærke til Hemming

Kunde jeg råde

de sælsomme ord, den forvildende gåde!

(vil gå ud til venstre)

HEMMING

Herr Olaf! Herr Olaf! hvor går eders vej?

Så hør dog, herr Olaf!

​

HIS: 460

OLAF halvt opvågnende

Hemming! er det dig?

Du standse mig ikke!

HEMMING

Hvad ligger jer på sinde,

at I færdes tre samfulde dage herinde?

(betragter ham nærmere)

Hvad øver I der for sælsom en leg, –

eders kind er hvid, eders pande er bleg!

OLAF

Du må ikke undres, hvi min kind er hvid,

tre nætter har jeg stridt så sær en strid;

du må ikke undres, hvi min pande er bleg,

tre nætter har jeg været i alfeleg.

HEMMING

Gud stå os bi!

OLAF

Jeg er syg, jeg er svimmel!

Jeg kan ikke mindes hverken jord eller himmel!

HEMMING ængsteligt

Herr Olaf! følg med til jer moders gård!

​

1.utg: 82

OLAF

Min moders gård! Hvor er det den står?

Her tykkes det mig, jeg har hjemme!

Skoven er bleven mit fædrenehus,

grantoppens kvæder og elvens sus

kan jeg bedre forstå, end min moders stemme.

(med stigende henrykkelse)

Ej sandt, her er fagert! Ej sandt, her er stille!

Ser du, min højsal er smykket til gilde.

​

HIS: 461

HEMMING afsides

Hvad er ham dog hændt?

OLAF

Snart kommer min brud!

HEMMING

Eders brud! I véd da –?

OLAF vedblivende

Når dagen går under,

når skyen blegner og fuglen blunder,

da kommer hun hid så ung og prud!

HEMMING korser sig

Alle hellige mænd! så er det dog sandt!

OLAF

Véd du, hvornår jeg først hende fandt?

Jeg red fra Guldvik en aften silde,

det bæres mig for, der var holdt et gilde.

Mit sind var tungt, mit hjerte var klemt!

​

1.utg: 83

noget havde mig krænket; hvad det var, har jeg glemt.

Jeg red mig alene op under li,

ved midnatstider kom jeg elven forbi,

da lød det som en klingende harpestreng,

det gik som en slåt over mark og eng,

det hørtes som et lokkende, klagende kvæde,

jeg folded mine hænder, jeg prøved at bede,

men tungen svigted og tanken med;

mig tonerne fristed, jeg måtte afsted.

Snart klang det som gråd og snart som latter,

snart lød det som lyst, og snart lød det atter,

som var der et bristende hjertes nød,

som var der en dødsens ve og vånde

​

HIS: 462

lagt i det koglende kvæde, der flød

lig en strøm omkring mig! – Knapt kunde jeg ånde!

Så sært forvildet blev sans og sind;

det var som om både stærke og milde

magter drog mig i lien ind,

jeg måtte herop, om jeg end ikke vilde.

Og stedse det lokked og lød på min vej;

hvorlangt jeg red, det mindes jeg ej.

HEMMING afsides

Og bruden, som spillemanden fortalte om, hun måtte jo også følge –

OLAF

Da standsed min fole, jeg vaktes derved,

jeg så mig om med undrende blikke;

hvor var der fagert og vént! Men det sted,

jeg var kommen til, kendte jeg ikke!

jeg stod i en dal; – skygge og fred

var drysset som dugg derover!

Månen legte ved kærnets bred,

det var som den lo, når den dukked sig ned

​

1.utg: 84

i de svale, trillende vover!

Mit hoved var tungt, min hu var mod,

mig længedes efter at blunde;

jeg lagde mig ned ved en linderod

i de væne, hviskende lunde!

HEMMING

Herr Olaf! Herr Olaf! Hvor turde I friste sligt?

​

HIS: 463

OLAF vedblivende

Så kom jeg i alfekvindernes dans;

den fagreste mellem dem bød mig en krans

af vårklokker blå, af vandliljer hvide;

hun så mig i sjælen med øjne så blide,

hun hvisked i mit øre et gådefuldt ord,

som aldrig går mig af minde:

«Olaf Liljekrans! véd du, hvor lykken gror,

véd du, når fred for dig er at vinde?

Mellem alle de urter små på rad

må du den fagreste finde,

og plukke den sønder, blad for blad,

og drysse den ud for alle vinde,

da – først da skal du lykken finde!»

HEMMING

I har sovet og drømt!

OLAF

Fra denne stund

det blev mig for trangt i min moders stue!

Gennem ur, over hej, til den fagre lund

stævned jeg op med pil og med bue!

Der mødte jeg alfepigen igen.

​

1.utg: 85

HEMMING træder forbauset tilbage

Hvad nu, har I vågen fundet –?

OLAF

Min fæstensring tog jeg og skød med den

i luften over hendes hoved hen;

nu er hun for evig bundet!

​

HIS: 464

HEMMING

Og det er bruden, I venter her?

OLAF

Det er bruden, snart er hun nær!

HEMMING afsides

Hans sjæl er hildet, hans sind er sygt;

alt skal fru Kirsten vide!

(højt)

I tør da færdes foruden frygt

heroppe?

OLAF

Her er det godt og trygt

at vugges i drømme blide!

(går langsomt ind mellem klippestykkerne i forgrunden til højre)

HEMMING

Alt imorgen skal hans bryllup stå,

men sin fæstemø agter han lidet på,

lidet véd han, at hun er nær,

og mindre, at hun har en anden kær! –

Han færdes forvildet i skoven omkring,

og mig gav Ingeborg den gyldne ring!

Hvad jeg har set, skal hans moder kende;

alle helgene véd, hvor dette skal ende!

(går ud til venstre)

​

1.utg: 86

​

HIS: 465

Niende scene

Olaf Liljekrans (træder atter ind fra højre).

OLAF idet han sønderriver nogle blomster, som han har plukket udenfor

«Mellem alle de urter små på rad

må du den fagreste finde;

og plukke den sønder, blad for blad,

og drysse den ud for alle vinde, –

da – først da skal du lykken finde!»

Jeg får ikke fred for de sælsomme ord.

Den fagreste urt? Hvor er det den gror?

Hvorpå skal den kendes? Er dens fagerhed lagt

i duftens sødme, i bladenes pragt?

Hvad heller er den lagt i lønlige kræfter,

som jeg aldrig kan finde, om jeg spejder derefter?

sålunde ejer jo mangt et sværd

under klingens rust et kosteligt værd,

sålunde kan jo en harpe hænge

glemt i en krog, ingen derpå giver agt,

og dog kan alverdens forlokkende magt

være gemt i de støvede strenge.

​

HIS: 466

Tiende scene

Olaf Liljekrans. Alfhild (fra baggrunden. Hun er fantastisk klædt og smykket med løvflætninger og blomster; ængsteligt ser hun sig om, indtil hun opdager Olaf og iler ham da glad imøde).

ALFHILD

O, bliv, bliv! gå ikke fra mig!

OLAF ligesom pludselig belivet

Alfhild! min unge, dejlige brud!

​

1.utg: 87

ALFHILD

Olaf! min fagre ridder! Det blev mig for tungt at vente, jeg måtte gå dig imøde!

OLAF

Men sig mig, hvi frygter du stedse for at komme hid?

ALFHILD

Jeg har jo sagt dig, udenfor dalen kom jeg ingensinde, før du gæsted mig. Min fader har sagt, at onde magter råder herude: kun derinde mellem bergene kunde jeg færdes tryg og trøstig! O, lad råde, hvad magter der vil, du er her, det er nok for mig! Kom, lad mig se dig ind i øjnene! Ja, ja, jeg har dig igen!

OLAF

Har mig! Ak ja, Alfhild! Du listelige, du dejlige kvinde, vel har du mig igen! Mit sind har du koglet så dybt, så dybt; før mig, hvorhen og så langt du vil, i berget, dybt under hougen, i den ​

HIS: 467

grønne græsvold, hvor slåt og sang klinger så lifligt ved kveldstid, på elvens bund, dybt under fossen, hvor der er harper for de store, klagende kvæder; hvor dit hjem er, der er jeg rede til at færdes!

ALFHILD

Hvi taler du så? Vel må du vide bedre, end du der siger. – Vætter og alfer råder i houg og fjeld, og på elvens bund bor nøkken, det har fader sagt. Mener du, jeg er en alf eller –

OLAF

Du er den fagreste i verden; vær for mig, hvad du vil, når du kun er min!

​

1.utg: 88

ALFHILD smilende

Var jeg alfekvinde, forsandt, jeg siger dig, da skulde det gå dig ilde!

OLAF

Mig!

ALFHILD

Ja, dig! Hvor du red på din enlige sti, skulde jeg træde dig imøde, glemselsdrikken skulde jeg række dig af det gyldne horn, jeg skulde kogle mine kunster deri, så du glemte himmel og jord, glemte, hvor du var født og båren, hvad navn du lød og hvor dine frænder færdes, kun ét skulde du mindes, et eneste skulde fylde din hu og din tanke.

​

HIS: 468

OLAF

Forvisst, da er du alfekvinden! Thi fra den første stund har du sålunde koglet dine kunster for mig.

ALFHILD

Har jeg?

OLAF

Gennem lien red jeg, dybt dernede hvor elven løber, – det var nat, sælsomt lød sange og klagende kvæder rundt om mig – – – –

Forvildet blev mig min sti, jeg kom langt, langt ind mellem bergene, jeg fandt den dejlige dal, hvor ingen fod har trådt, hvor intet øje har forlystet sig før mit – – – –

Tungt faldt en slummer på mig derinde, men alfekvinderne legte imens, og de drog mig ind i legen – – – –

Men da jeg vågned, var der bedrøvelse i mit sind; hjemad red jeg, men dernede kunde jeg ikke ​

1.utg: 89

trives mere; det bares mig for, som jeg havde glemt efter mig det rigeste og bedste i livet, som om en herlig skat var mig beskåret, ifald jeg kun søgte og fandt den – – – –

Til dalen måtte jeg op, før var der ikke fred for mig – – – –

Du kom mig imøde, fager og varm som i denne stund; jeg greb din hånd, jeg så dig ind i øjet – himmel og jord, alverdens dejlighed var i dit øje! – – – –

Da glemte jeg venner og frænder! – – – –

Jeg kom der næste nat, jeg favnede din midje, jeg krystede dig til mit bryst, himlens herlighed var i dit favntag – – – –

– Da glemte jeg mit kristen-navn og mine fædres hjem. – – – –

Og jeg kom den tredje nat, jeg måtte komme, jeg kyssed dine røde læber, mine øjne åd sig ind i din sjæl. – Mere end alverdens herlighed var deri! Jeg glemte mere end Gud og hjem, ​

HIS: 469

mere end himmel og jord, jeg glemte mig selv! (styrter ned for hende) Alfhild! Alfhild!

ALFHILD

Er det en glemselsdrik, det som du der nævner, da har jeg koglet mig selv dermed. Mig er det gået som spillemanden, der lærte nøkkens kvæder, for at kogle sin hjertenskær; – han koglede og koglede sålænge til kogleriet omspandt hans eget sind, og han aldrig kunde vinde sig ud deraf. (standser og bliver tankefuld stående)

OLAF idet han rejser sig

Hvad grubler du over?

ALFHILD

Højt på fjeldet er en styrtning så brat, at end ​

1.utg: 90

ikke ørnen kan fæste sin klo deroppe; der står en enlig birk, ilde trives den, og fattig er den på løv; men den bøjer sine grene nedad imod dalen, som ligger langt borte; det er som den længedes efter sine søstre i den friske, frodige lund, som om den higede efter at plantes ind i det solvarme liv dernede. – – – –

Som birken på fjeldet så var mit liv, jeg længedes udad, efter dig længedes jeg i lange, lange tider, før jeg vidste, du var til. Dalen blev mig for trang, men jeg vidste ikke, at der bag fjeldene var en anden dal som min derinde. Ridderne og fruerne, som gæstede mig hver nat, var mig ikke nok, og de sagde mig intet om livet derude!

OLAF

Riddere og fruer? Du har jo sagt mig, at ingentid mødte du nogen derinde.

​

HIS: 470

ALFHILD

Ingen som du! Men hver kveld sang min fader sine viser for mig, og når det blev nat og mine øjne lukkedes, da kom de og gæstede mig, alle de, der lever i min faders viser. Frejdige riddere, fagre kvinder var blandt dem, de kom med falk på hånden, ridende på stolte gangere. På engen dansede de, lyst og skemt lød rundt om, hvor de færdedes; alferne lyttede tyst fra hver en blomst og fuglene fra grenen, der de var sovet ind. Men når dagen randt, da var de alle borte, ensom gik jeg, jeg pyntede mig med blomster og med grønne blade; thi jeg vidste, at næste nat vilde de komme igen. Ak, det liv var mig dog ikke nok; en mægtig længsel fyldte mit bryst, aldrig var den blevet stillet, om ikke du var kommen!

​

1.utg: 91

OLAF

Du nævner din fader; ingentid så jeg ham derinde!

ALFHILD

Kun sjelden kommer han nu, han var der ej fra den kveld, vi først mødtes.

OLAF

Men sig mig, hvo er han?

ALFHILD

Du har sagt mig, at du red en sommernat i lien, der hvor elven løber; der hørte du sælsomme sange, som du kun halvt forstod, men som dog maner og maner dig, så du aldrig glemmer dem.

OLAF

Javisst, javisst!

​

HIS: 471

ALFHILD

Du har hørt min faders sange! Det er ved dem jeg er vokset op. Forsandt, heller ikke jeg har forstået dem tilfulde; de tyktes mig at være den dyreste skat, at være livet selv; nu gælder de lidet for mig; de er mig kun et bud om al den herlighed, som skulde komme. I dem alle var der en fager ridder; ham tænkte jeg mig som det bedste og herligste i alle dale, det bedste og herligste sålangt fugl kan flyve, sålangt sky kan stævne. Olaf! det var dig, jeg kender dig vel igen! O, du må fortælle mig om dit hjem, om den fjerne dal, du kommer fra; rigt og lyst må det være derude; did må det være mine fugle drager hen ved løvfaldstid; thi når de atter gæster mig, da har de såmeget sælsomt at fortælle, så mangt et under at synge om, at alle urter sprætter og blomstrer derved, alle trær ​

1.utg: 92

grønnes, og den store, dejlige sol står tidlig op og går sent til hvile, for ret at lytte til alle de fagre eventyr og sange. Men lidet fatter jeg af alt, hvad de fortæller, du må tolke det for mig, du må klare for mig alt, hvad der spørger og kræver svar i mit bryst.

OLAF

Lidet er jeg det mægtig, du spørger om mit hjem. Mit hjem? Har jeg havt et andet hjem end her, da mindes jeg kun ringe ting deraf. Det er mig alt som en tåget drøm, der glemmes i den stund vi vågner. Dog, kom! langt dernede ligger en bygd, der bæres det mig for, at jeg færdedes, før jeg så dig, der bæres det mig for, at mine frænder bor. Hører du, hvor elven maner og suser, lad os følge den; ude på kanten, ved fossefaldet, der kan vi se over bygden, hvor jeg – engang hørte hjemme. Kom, kom!

ALFHILD

Men tør jeg –

​

HIS: 472

OLAF

Følg trøstig, jeg skal værne om dig!

ALFHILD

Jeg er rede; jeg véd det jo nok, selv om jeg ikke vilde; følge dig må jeg, hvor du færdes.

De går ud til højre.

KOR AF BRUDEFOLKET og FRU KIRSTENS FØLGE fjernt fra skoven til venstre

Du agte dig vel, du fri din sjæl

fra listige alfer i lunden!

​

1.utg: 93

Ellevte scene

Fru Kirsten og Hemming (kommer ind fra venstre).

HEMMING

Her var han; – se – nej, nu er han borte!

FRU KIRSTEN

Og han sagde, at han ventede på bruden, som skulde komme?

HEMMING

Ja, men hvem han mente, kunde jeg ikke ret blive klog på; thi hans tale var sælsomt forvildet. Ingeborg mente han ikke, det er visst.

FRU KIRSTEN

Stille, gode Hemming! stille med det, han har sagt! Velgjort var det, at du lod mig alene vide, han var her. Rigelig skal du lønnes derfor, men først må vi finde ham fat –

​

HIS: 473

HEMMING idet han ser ud til højre

Se, se der, i måneskinnet, på bakken ved elven, – ja, forvisst tror jeg – –

FRU KIRSTEN

Stille, stille, det er Olaf!

HEMMING

Der er to; en kvinde står hos –

FRU KIRSTEN

Alle gode ånder!

​

1.utg: 94

HEMMING

Han viser udover bygden, som om – der går de begge!

FRU KIRSTEN

Hent herr Arne og vore folk! Vi vil mødes her; jeg bringer Olaf hid!

HEMMING

Men tør I også –?

FRU KIRSTEN

Gør som jeg siger; men ti vel med det, du har hørt og set. Du kan sige, at Olaf drog herop for at jage ren og bjørn, og at han fór vild på fjeldet.

HEMMING

I kan lide på mig, fru Kirsten!

(går ud til venstre)

​

HIS: 474

FRU KIRSTEN

Skulde det da være sandt? Skulde onde vætter have fået magt over ham? Ej, sligt kan jeg bilde Arne fra Guldvik ind, men lidet tror jeg det selv; – og dog siges der, at det tidt nok hændte i fordums tider. Men det er nok alfekvinder af kød og blod, som – –. Der stiger han ned til elven, jeg må rappe mig!

(går ud til højre i mellemgrunden)

KOR fjernt fra skoven til venstre

Med fromme sange, med klokkespil

så vide vi færdes i dale!

Du kristne mand, du lytte dertil,

vågn op af den koglende dvale!

​

1.utg: 95

Tolvte scene

Olaf og Alfhild (kommer ind fra højre i baggrunden. Senere fru Kirsten).

ALFHILD

O, du må fortælle mig mere endnu!

I mit sind falder dine ord, som duggen hin svale,

det er mig, som råded du alle min længsels runer

med din liflige tale! – – –

Sad du aldrig en sommernat ved det øde fjeldvand,

der er så dybt, at du ej kan bunde?

Så du ikke alle himlens små lys dernede,

de kloge øjne, der tolker mere end du kan udgrunde,

mere end du kan udsige, om du havde tusinde munde.

– – – – –

​

HIS: 475

Tidt sad jeg så; med mine hænder vilde jeg fange

de dybe, de tindrende gåder dernede –

jeg greb efter dem, vilde se dem nær,

da blev de dunkle, som øjne, der græde, –

det var fåfængt at spejde og lede –

– – – – –

Så var det også fordum i mit sind!

Mange, mange gåder, som jeg vilde forstå;

men de gækked mig som stjernen i det dybe vand,

bleve mig ugrundelige, desmere jeg grunded derpå!

OLAF

Og er jeg ikke bleven mig selv en ugrundelig gåde?

Er jeg Olaf Liljekrans, den stolte ridder,

den ætstore mand, der broutede af sin slægt,

og lod hånt om elskov og fuglekvidder!

Dog ligegodt, jeg river ud af mindet, hvad jeg var!

Lykkelig er jeg, det kan jeg forstå – –

din spådom slog fejl, – Lykken skulde jeg finde,

​

1.utg: 96

når jeg fandt den fagreste blandt urter små.

Ha! Lykken har jeg alt fundet!

ALFHILD

Jeg har intet spået.

Dog – fortæl mig mere om livet derude!

OLAF

Lad livet derude gå sin egen gang,

her er mit hjem, hos dig, min prude,

min dejlige viv! Alfhild, tal!

Er det ikke ret som en højenloftssal

var rejst for os under de grønne lier!

Blåklokken står pyntet på alle stier,

​

HIS: 476

her er gilde herinde, her er fryd og lyst,

mere fast, end der kan rummes i mit bryst!

Hør, fra elven klinger det dybe kvæde;

o, det er det, som volder, at jeg både må le og græde!

Det sælsomme kvad, det koglende spil,

har gjort mig så fro, så salig og vild!

(griber hende lidenskabeligt i sine arme)

Farvel jeg skikker til bygden dernede!

heroppe vil jeg min brudeseng rede;

farvel jeg skikker over verden ud, –

nu vil jeg favne min fagre brud!

ALFHILD viger ængsteligt tilbage

Olaf!

OLAF standser pludselig, som greben af en uklar og smertelig erindring

Min brud! Hvad sagde jeg der!

Sig mig – Alfhild – da jeg første gang kom her –

kan du – kan du mindes den første kveld?

Hvad var det jeg søgte, – hvad vilde jeg vel?

​

1.utg: 97

Kom jeg for at hente dig – til – bygden ned?

Var det for at bede til bryllup jeg red –?

ALFHILD

Hvad mener du? Bryllup? Jeg kan ej forstå –?

OLAF

Vort fæstensøl var jo drukket på Guldvik! Ej så?

Tre uger efter skulde vort bryllup stande –

men det tykkes mig, at – nej, det brænder i min pande!

Jeg vil ikke mere tænke derpå!

​

HIS: 477

KOR dæmpet og langt inde i skoven

Olaf Liljekrans! Olaf Liljekrans!

Hvi sover du så tungt og så længe?

ALFHILD

Tys, Olaf! hører du?

OLAF

Hørte du det med?

ALFHILD

Hvad er det?

OLAF

Et gammelt, et halvglemt minde,

som stundom får ord, når jeg færdes herinde!

Det vil mig ilde, det vil mane mig til bygden ned.

FRU KIRSTEN afsides, idet hun træder ind fra baggrunden, uden at bemærkes af de øvrige

Der er de! Han taler; kunde jeg forstå –!

(nærmer sig lyttende)

​

1.utg: 98

OLAF med stigende heftighed

Ja, ja, jeg kommer; men ene vil jeg ikke gå!

Riddere og fruer skal stævnes hid på mit bud;

med sang skal de ride herop for at hente min brud!

Guldsadlen skal lægges på min rappeste ganger,

forrest i laget skal gå spillemand og sanger,

derefter skal ride køgemester og prest,

alt folket i bygden skal bydes til gæst!

Høviske svende skal lede din ganger ved hånd,

liflige urter skal drysses på alle veje,

​

HIS: 478

bonden skal bøje sig for dig som en vånd,

og ved ledet skal hans kvinde neje!

kirkeklokkerne skal ringe over landet ud:

nu rider Olaf Liljekrans hjem med sin brud!

KOR AF BRYLLUPSGÆSTER raskt men dæmpet inde i skoven til venstre

Nu færden står

til bryllupsgård!

Folen løber let under lide!

Det drønner under hov

i den grønne skov,

der de lystige svende monne ride!

FRU KIRSTEN afsides, under koret

Himlen være lovet! Hemming har fortalt –!

ALFHILD jublende

De kommer, de kommer, jeg hører dem alt!

Hvor vent det klinger! Olaf! se, se!

FRU KIRSTEN

Olaf, min søn!

(iler hen til ham, uset af Alfhild, der vedbliver at stirre ud til venstre)

​

1.utg: 99

OLAF

Hjælp Gud! hvad er det!

Min moder!

FRU KIRSTEN

Mit arme, forvildede barn!

Nu er du frelst fra den ondes garn!

Der kommer herr Arne med Ingeborg, din viv.

​

HIS: 479

OLAF med et skrig, og ligesom på engang opvågnende

Ingeborg! – Med det navn har I brudt mit liv!

Min lykke var da idel tant og skrømt!

Ak, at I måtte mig sligt bebude!

(fortvilet)

Kære moder min! så fagert har jeg drømt;

nu har I vakt mig, nu er alting ude!

Trettende scene

De forrige. Arne, Ingeborg, Hemming, bryllupsfolk og fru Kirstens følge fra venstre.

ARNE

Til lykke, fru Kirsten! I har jo fundet ham, som jeg hører.

FRU KIRSTEN

Javisst, jeg har fundet ham. – Og nu hjemad!

ARNE til Olaf

Og der er ingen skade voldt jer?

OLAF åndsfraværende

Mig! Hvad mener I?

​

1.utg: 100

FRU KIRSTEN afbrydende

Visst ikke, herr Arne! Han fór vild på jagten og –

INGEBORG peger på Alfhild

Men denne unge kvinde –?

FRU KIRSTEN

Et fattigt barn! Hun har skænket ham ly og tilhold.

​

HIS: 480

ARNE

Men der har jo ingen sin bo heroppe.

FRU KIRSTEN

En og anden dog! Mangen enkelt slægt holder endnu til mellem fjeldene, siden landfarsottens tid.

ARNE

Så kom, kom! Hestene venter nede under lien.

OLAF smerteligt, med et blik på Alfhild

Min moder! jeg kan ikke!

FRU KIRSTEN sagte og bestemt

Du må! Det vil volde dig evig skændsel ifald –

ARNE

Hvad mener han?

​

1.utg: 101

FRU KIRSTEN

Han er syg og mødig endnu, det går over, kom! (med et betydningsfuldt blik til Olaf) Den unge kvinde følger med!

INGEBORG

I mener, at hun –!

FRU KIRSTEN

Trolig har hun plejet ham; vel bør det sig, at hun lønnes derfor.

ARNE

Og imorgen holdes gildet!

​

HIS: 481

FRU KIRSTEN

Imorgen! det sværger jeg højt og helligt!

ARNE

Jeg har jert ord!

HEMMING sagte og triumferende, idet han tager ringen frem

Og jeg har Ingeborgs røde guldring!

INGEBORG tager ringen fra ham og siger ligegyldigt

Min ring! Se, se! har du den, Hemming! Tak, nu skal jeg selv tage vare derpå!

Hemming står et øjeblik forbløffet og følger derpå langsomt efter de øvrige, der alle går ud til venstre, undtagen Alfhild.

​

1.utg: 102

Fjortende scene

Alfhild. Straks efter Thorgjerd (fra baggrunden).

ALFHILD har med stille og barnlig forbauselse betragtet det foregående optrin, dog uden at lægge mærke til handlingen; når alle er borte, farer hun efter en pause op, ligesom af en drøm

De er borte! Kan jeg tro det, er det også sandt?

Ja, ja, her stod de; månen skinned, jeg så dem grant!

Der ser jeg dem igen; over bakken drager de ned,

og jeg er bruden, jeg må med, jeg må med!

(vil ile ud til venstre)

​

HIS: 482

THORGJERD i baggrunden

Alfhild! mit barn! Hvor kommer du her?

Jeg har jo sagt dig –

ALFHILD

Min fader kær!

Nu må jeg flyve fri som alle vinde,

nu kan jeg ikke længer lukkes bag fjeldene inde!

THORGJERD nærmer sig

Hvad er dig mødt?

ALFHILD jublende

Han er kommen!

THORGJERD

Hvem?

ALFHILD

Den fagre ridder! Han vil føre mig hjem!

Nu fatter jeg al den urolige lyst,

​

1.utg: 103

som længe har knuget og tynget mit bryst!

Mangen kveld har vi siddet ved striden elv,

du sang om kongens datter, som var hekset i fjeldet!

Kongens datter, min fader! det er jeg selv;

men han, den fagre ridder! har trolden fældet! –

Nu er jeg fri, jeg véd, hvad jeg vil,

jeg vil udad i livets brogede spil!

Hans ord var sang! Det var, som gav han mig vinger;

ingen, ingen magt nu mere mig binder og tvinger!

THORGJERD

Mit arme barn! til bygden vil du ned;

nei bliv, det vil koste din hjertensfred!

​

HIS: 483

ALFHILD

Jeg må, min fader! Dit bedste kvad

vil tykkes mig nu som en disig tåge!

THORGJERD

Så gå da, Alfhild! og drøm dig glad,

din fader skal over dig våge!

Men agt dig for hver underfundig svend,

som lokker med listelig tale!

ALFHILD

Hvor Olaf færdes, did må jeg hen,

udad, langt ud i de lyse dale!

Der stander hans slot med gyldne sale!

o, jeg kender ham fra dine kvæder igen;

han er ridderen, kongesønnen, bold og prud,

og jeg, den fattige Alfhild, er hans brud!

Fattig, nej, nej, prinsessen jeg er,

o, mer end prinsesse; jeg er Olafs hjertenskær.

(bryllupskoret høres langt nede i lierne)

Hør, hør, han kalder med horn og lur!

Farvel nu, blomster og skov og ur!

​

1.utg: 104

Farvel, min dal, du est mig for trang,

mig vinker alverdens jubel og sang!

Imorgen skal jeg smykkes med gyldenskrud

og ride til kirken som Olafs brud!

Sammen skal vi sidde på højsædets hynde –

ja, nu, først nu skal mit liv begynde!

Hun iler ud til venstre. Thorgjerd ser tankefuld efter hende, koret taber sig i det fjerne, idet tæppet falder.​

HIS: 484

​

​

1.utg: [105]

​

HIS: 485

ANDEN AKT

Tunet ved fru Kirstens gård. På tilskuernes højre side ses hovedbygningen med en luge i gavlen; vinduer eller døre er ikke synlige. Længer mod baggrunden på samme side en liden stavkirke med en kirkegård. På venstre side stabur og andre udhusbygninger. På begge sider i forgrunden simple stenbænke – Det er eftermiddag.

Første scene

Fru Kirsten. Karle og piger (beskæftigede med tilberedelser til gildet).

FRU KIRSTEN

Lad der nu ikke fattes hverken i fad eller krus. (for sig selv) Hårdt holdt det og tungt har jeg stridt, før det kom så vidt; men nu vil jeg også gøre et gilde, som skal høres og spørges. (til tyendet) Se vel efter på bryllupsbordet om – dog nej, det vil jeg selv gøre. Vinen skal hældes i sølvkanderne, de store drikkehorn skal fyldes med den vælske most, øllet er kun for huskarlene, og den hjemmebryggede mjød ligeså, – og hør, se vel til, at der findes nok af gule vokslys i kirken, brudefolkene skal ikke for alteret før sent på kvelden, med røde blus skal de lyses og følges didhen fra gildestuen. Gå nu alle, og tag vare på det, jeg har sat jer til, hver især. (folkene går) Gud véd, dette bryllup koster mere end jeg vel kan bære; men Ingeborg bringer god medgift og desforuden – o ja, Arne står vel til at styres ​

1.utg: 106

og rådes, som det bedst lyster mig, når han først – (ser ud til højre) Der kommer Olaf! Ifald jeg kun vidste, at han – –

​

HIS: 486

Anden scene

Fru Kirsten. Olaf (kommer fra huset i højtidsdragt; han er bleg og tankefuld).

OLAF for sig selv

Igår og idag! Der ligger kun en midsommernat imellem, og dog bæres det mig for, som både høst og vinter var faldet på mit sind, siden den tid jeg færdedes deroppe i lierne – hos hende, hos Alfhild! (bemærker fru Kirsten) Ak, kære moder min, er I der!

FRU KIRSTEN

Retså, min søn! Pyntet med guld og silke, det må jeg vel lide. Nu er det dog at kendes på dig, hvo der er brudgom ikveld. Jeg ser, du har hvilet dig ud.

OLAF

Sovet har jeg, men lidet hvilet derved; thi jeg drømte imens.

FRU KIRSTEN

En brudgom må drømme, det er gammel skik.

OLAF

Min bedste drøm er ude, lad os ikke tænke mere derpå.

FRU KIRSTEN afledende samtalen

Vi får en lystig dag, mener jeg.

​

1.utg: 107

OLAF

Ikke lader det, som min hædersdag huer himlen.

​

HIS: 487

FRU KIRSTEN

Hvi så?

OLAF

Det arter sig til uvejr; ser I, hvor tungt skyerne trækker op i vest.

FRU KIRSTEN

Desbedre lyser brudeblussene, når du går til kirke ikveld.

OLAF går nogle gange frem og tilbage; endelig standser han foran sin moder og siger

Om jeg havde fæstet en fattigmands datter, uden gods og uden slægt, – sig mig, min moder! hvad havde I så gjort?

FRU KIRSTEN betragter ham skarpt

Hvi spørger du?

OLAF

Svar mig først. Hvad havde I så gjort?

FRU KIRSTEN

Forbandet dig og gået i jorden af sorg! – Men sig mig, hvi spørger du?

OLAF

Ej, det var kun skemt, jeg tænkte lidet derved.

FRU KIRSTEN

Det må jeg vel tro; thi du har altid holdt din æt i agt og ære. Men vær nu lystig og glad; imorgen ​

1.utg: 108

sidder Ingeborg som din viv derinde, da vil du finde både fred og lykke.

​

HIS: 488

OLAF

Fred og lykke. En ting fattes dertil.

FRU KIRSTEN

Hvad mener du?

OLAF

Den fagreste urt, som jeg skulde plukke sønder og drysse ud for alle vinde.

FRU KIRSTEN

Den tossede drøm; – tænk ikke mere derpå.

OLAF

Kanhænde det bådede mig bedst, om jeg kunde det.

FRU KIRSTEN

I fruerstuen sidder din fæstemø mellem sine piger, lidet har du talt med hende idag. Vil du ikke gå derind?

OLAF i tanker

Jo, jo! Hvor er hun?

FRU KIRSTEN

I fruerstuen, som jeg sagde dig.

OLAF livligt

Intet skal fattes hende efter denne dag. Sølvspændte sko vil jeg skænke hende; hun skal bære søljer og ringe. De visne blomsterkviste skal hun lægge af, jeg vil give hende en gylden kæde at bære.

​

1.utg: 109

​

HIS: 489

FRU KIRSTEN

Hvem taler du om?

OLAF

Om Alfhild!

FRU KIRSTEN

Jeg talte om Ingeborg, din fæstemø. Olaf! Olaf! Du gør mig angst og bange, så sælsom du er. Næsten kunde jeg fristes til at tro for alvor, at hun havde forhekset dig.

OLAF

Det har hun! Ja, forsandt, min moder! jeg har været forhekset. Jeg har været i alfekvindernes leg; salig og fro var jeg, sålænge det stod på, men nu –. I lange, lange år vil jeg tynges af kummer og ve, såtidt jeg drages det til minde.

FRU KIRSTEN

Var hun en heks, da skulde bål og brand være hende sikkert; men hun er en listig, underfundig kvinde, som har lokket dig med fager tale.

OLAF

Hun er ren som Guds moder selv!

FRU KIRSTEN

Ja, ja, se til! Men hvad som er, så kom ihu, at imorgen er du ægteviet; både synd og skændsel vilde det da volde dig, om du agtede mere på hende.

OLAF

Jeg fatter det vel, hel vel, min moder!

​

1.utg: 110

​

HIS: 490

FRU KIRSTEN

Og Ingeborg, som du har trolovet og som har dig kær, ja, Olaf! kær af hjertet – himlens straf vilde ramme dig, ifald –

OLAF

Vel sandt, vel sandt!

FRU KIRSTEN

Ej vil jeg tale om vore egne kår; men vel skal du mærke dig, at Arnes datter kan hjælpe mangt og meget på fode for os; stærkt er det gået tilagters med vor æt, og slår sæden fejl iår, så skulde det lidet undres mig, om vi måtte tage tiggerstaven i hånd.

OLAF

Jeg véd det nok.

FRU KIRSTEN

Med Arnes penge kan det altsammen bødes på; en hæderlig plads vil du vinde blandt kongens mænd. Tænk dig vel om; har du lovet Alfhild mere end du kan holde – og mig tykkes at mærke noget sligt hos hende, så stille hun end går med det – så tal med hende derom. Sig hende, nu ja, sig hende, hvad du selv vil; tomhændet skal hun ikke gå herfra, det kan du frit love. Se, der kommer hun! Olaf, min søn! tænk på din fæstemø og på din stolte æt, tænk på din gamle moder, som måtte gå i jorden af blussel, ifald – vær mand, Olaf! Nu går jeg ind og ser efter gildebordet.

(går ind i huset)

​

1.utg: 111

​

HIS: 491

Tredje scene

Olaf (alene).

OLAF ser ud til højre

Hun er så fro som den unge rå,

der den spiller ved hindens side;

snart skal hun vride de hænder små

og trænges af nød og kvide!

Snart må jeg bryde hendes frejdige tro

og vække hende op af drømme,

og så – ja så må vi skilles, vi to.

Arme Alfhild! så bitter en skål må du tømme.

(grublende)

Hvad var mig ære, hvad var mig magt,

hvad var mig min æt deroppe hos hende!

I hendes øjne mig tyktes der var lagt

en bedre skat end verden monne kende!

Jeg havde glemt bort både nød og strid,

men alt fra i nat, da jeg atter kom hid,

da jeg sad til højbords i mine fædres stue,

da jeg gik at træde for min moder frem –

(afbrydende)

Ja, ja, jeg er født og båren af en adelsfrue,

og på fjeldet har den frændeløse Alfhild sit hjem.

For Olaf Liljekrans vilde hun lidet sig skikke.

Jeg må sige hende – nej, nej, jeg kan det ikke!

Og dog – ikveld – ja, forvisst det må ske,

høre må hun, hvad der volder mig den bitreste ve!

​

1.utg: 112

​

HIS: 492

Fjerde scene

Olaf. Alfhild (fra kirken).

ALFHILD iler ham glad imøde

Olaf! Olaf! Du har ført mig på det land,

der jeg træder mellem blomster, som jeg fordum gik på sand.

Her hos dig er forvisst så vén en ø,

her kan jeg sorgeløs leve og syndeløs dø!

Såmeget gad jeg spørge, så lidet jeg forstår,

alle de underlige gåder må du klare. –

Grønnes altid herude sommer og vår?

OLAF

Ak, Alfhild!

ALFHILD

Nej, vent med at svare!

Ser du det hus med spir og fløj?

did gik jeg mig imorges at spille;

herude var leg, her var gammen og støj;

men derinde, o, der var det så stille.

Jeg tren gennem døren, jeg så en sal,

så mild en fred var derinde;

der dæmred en dagning, liflig og sval,

der knæled både mand og kvinde.

Men højt, højt oppe en jomfru stod,

hun sejled på hvide skyer,

hendes hoved skinned som rosenblod,

det skinned som himlen, når dagen gryr.

Hendes ansigt var klart, hendes kjortel var blå,

en fager alf hun bar på sine arme,

​

HIS: 493

og rundt om hende legte de engle små,

​

1.utg: 113

de lo tilhobe, der de ned på mig så

oppe fra skyernes karme!

OLAF afsides

Ve mig! jeg har øvet et usaligt spil,

jeg må al hendes lykke knuse!

ALFHILD

O, sig mig, Olaf! hvo hører til

derinde, hvo har der tilhuse?

OLAF

Hver den, der er god og from som du,

hver den, der er barn i tanker og hu.

Det er kirken, Guds hus, ham hører det til.

ALFHILD

Den store fader! Ak, skemte du vil!

Hans hus er jo højt over stjernerne små,

hvor den hvide skysvane svømmer,

så højt som intet øje kan nå

uden barnets, der det blunder og drømmer! –

Men kirken, du nævnte! Så er det jo did

vi skal ride i festligt følge,

som brud og brudgom!

OLAF afsides

Nu er det på tid,

ej tør jeg det længer fordølge!

ALFHILD

Ak, hvert af dine ord har vel brændt sig ind

så urokkeligt dybt i mit sind!

​

HIS: 494

De fylder mit bryst med fryd og med kvæder;

hvorhelst jeg færdes på tilje og toft,

​

1.utg: 114

de skinner på min sti, de lyser, hvor jeg træder,

som guldnaglerne små på nattens loft!

Du sagde, al verden skulde bydes til gæst,

foran skulde ride sanger og præst,

riddere skulde føre min ganger ved hånd,

roser skulde blomstre på alle veje,

hver den lilje på stien skulde bøje sig som en vånd,

alle de urter små skulde sig for bruden neje!

OLAF

Har jeg sagt –

ALFHILD

O, du drages det vel til minde!

Se dig om, det er sket på dit bud;

ved kirken grønnes de ranke linde,

alle rosenblommer er sprunget ud

og vugger sig som alfer i højtidsskrud.

Aldrig skinned himlens lysende øje

så lifligt som her fra det høje;

aldrig sang de fugle så vent som idag!

De synger jo brud og brudgom til behag! –

Du, du har voldt mig så livsalig en lyst,

jeg kunde trykke jord og himmel til mit bryst!

Ej findes på marken så fattigt strå,

det jeg evned under fødder at træde,

ej så ringe et kryb i jordens vrå,

at jeg vel må dele dets nød og glæde!

I min barm er al vårens herlighed inde;

det bølger og bruser som en skov i storm!

​

HIS: 495

OLAF afsides

Og snart skal sorgens tærende orm

gnave dig, du unge, dejlige kvinde!

​

1.utg: 115

ALFHILD

O, herligt er livet!

(knæler med oprakte hænder)

Du fader, som bor

fjernt i himmelen! Havde jeg ord,

havde jeg englenes tunge,

højt jeg skulde din lovsang sjunge;

men jeg kan det ikke; du er for stor,

jeg kan kun bøje mig for dig til jord –

tak, du unævnelige! Lov og ære

for alt, hvad jeg her monne nemme og lære!

(rejser sig)

Ja, livet er fagert i Olafs hjem,

fast så fagert som at bæres til døden frem!

OLAF

Kalder du det fagert at lægges på båre?

ALFHILD

Jeg véd ej, hvad du mener, men jeg grubled så såre,

og spurgte min fader, hvad døden var,

da sang han mig en vise derom til svar:

« Når menneskets barn er stedet i kval

og lyster at vugges i slummer,

da kommer en alf med hvide vinger

og frier det ud fra nød og kummer.

​

HIS: 496

Den liden alf med de hvide vinger

reder en seng så blød,

han virker af liljer de lagen små,

og bolster udaf rosen rød.

Alt på de bolster han barnet bærer,

han bærer det på sin arm,

og kører det hjem til himlen

på skyernes gyldne karm.

​

1.utg: 116

Og det jeg vil dig sige forsandt,

i himlen er mange små,

de drysser alt over det rosenbolster

perler, både hvide og blå.

Så vågner det lidet menneskebarn,

det vågner til himmelens glæde, –

men al den fryd og megen gammen

slet ingen véd om hernede.»

OLAF

Alfhild! bedre det var, om dit liv

var rundet i fred deroppe på fjeldet.

Din fryd vil visne som et brækket siv,

din tro vil dødes –

ALFHILD

Som Olafs viv

er jeg stærk og modig lig fossevældet!

Du står mig jo nær, lad komme hvad vil,

med dig vil jeg frydes, med dig vil jeg lide.

(lyttende)

Tys, Olaf! hører du det klagelige spil,

det klinger som et kvad om den dybeste kvide!

​

HIS: 497

Udenfor til højre høres dæmpet følgende kor af ligbærere:

Vi bær’ den lille døde

med sorg til gravens fred,

vi lægger ormens føde

alt under muldet ned.

Tung er den lod at friste:

med suk og sørgesang

at bære barnets kiste

den sidste, tunge gang!

ALFHILD uviss og beklemt

Hvad er det, Olaf! hvad er det? Sig frem!

​

1.utg: 117

OLAF

Et barn, som bæres til dødens hjem

af sin moder og de små søskende fem.

ALFHILD

Til døden! Hvor er da de bolstere røde,

de liljelagen, og hvor er den døde?

OLAF

Jeg ser ingen bolster, hverken røde eller blå,

men jeg ser vel de sorte fjæle;

der sover den døde på spåner og strå.

ALFHILD

På spåner og strå?

OLAF

Ja, det er det hele!

​

HIS: 498

ALFHILD

Og hvor er alfen, som bær’ ham på arm,

og kører ham hjem i himmelens karm?

OLAF

Jeg ser kun en moder, hvis hjerte vil briste,

og de småbørn, som følger den sorte kiste.

ALFHILD

Og hvor er de perler, hvide og blå,

som englene drysser i himmelhaven?

OLAF

Jeg ser kun de tårer, som søskende små

græder, der de stander ved graven.

ALFHILD

Og hvor er hjemmet, det dejlige sted,

der den døde drømmer og sover?

​

1.utg: 118

OLAF

Det ser du. De sænker ham i jorden ned,

og kaster muldet derover.

ALFHILD stille og tankefuld, efter en pause

Ej var døden så i min faders kvæde.

OLAF

Vel sandt; den megen gammen og glæde

sletingen véd om hernede. –

Har du aldrig hørt om hougkongens skat,

der lyser som røden guld hver nat;

men vil du med hænder tage derpå,

​

HIS: 499

intet du finder uden grus og strå;

og hør mig, Alfhild! det vel sig hænder,

at livet artes på samme sæt;

kom det ikke for nær, det træffer sig let

at fingrene små du brænder.

Vel sandt, det skinner som himmelens stjerne,

men kun når du ser det fra det fjerne.

(bemærker fru Kirsten udenfor til højre)

Min moder – hun vil sige dig – nu går jeg ind.

Alle engle drysse sin fred i dit sind!

Han går mod huset, men standses af fru Kirsten. – Himlen overtrækkes af mørke skyer, vinden begynder at suse i trætoppene. – Alfhild står hensunken i dybe tanker.

Femte scene

De forrige. Fru Kirsten.

FRU KIRSTEN sagte

Nu, min søn! ej sandt, du har vel sagt hende –?

​

1.utg: 119

OLAF

Alt hvad jeg mægtede at føre over mine læber, har jeg sagt. Sig nu I hende resten og så, min moder! lad mig aldrig, aldrig møde hende mere.

(kaster et blik på Alfhild og går ud ved huset)

​

HIS: 500

FRU KIRSTEN

Den dårskab vil snart brændes ud af ham, hvis – (som om hun pludselig fik et indfald) Men ifald jeg – – Ha, ha, vilde det lykkes, da var han helbredet, det lover jeg for. Men Alfhild –? Nu ja, ligegodt, det må fristes.

ALFHILD for sig selv

Så findes herude både nød og klage,

lad så være; ej vil jeg deraf forsage.

Tungt kan ej verden gå mig imod,

Olaf er mig jo huld og god!

FRU KIRSTEN nærmer sig

Det bæres mig for som tunge tanker ligger dig på sinde.

ALFHILD

Ja, ja, det voldes af de ting, som jeg nys har lært.

FRU KIRSTEN

Af Olaf?

ALFHILD

Javisst af Olaf, han har sagt mig –

FRU KIRSTEN

Jeg véd det, Alfhild! jeg véd, hvad han har sagt. (afsides) Han har nævnt sit bryllup for hende, ​

1.utg: 120

kan jeg skønne. (højt) Og alt ikveld skal det gå for sig.

ALFHILD

Hvad skal gå for sig?

​

HIS: 501

FRU KIRSTEN

Brylluppet!

ALFHILD livligt

O ja, det véd jeg!

FRU KIRSTEN

Du véd det og tager det ikke tungere end så?

ALFHILD

Nej, hvi skulde jeg tage det tungt?

FRU KIRSTEN afsides

Der er noget hun pønser på, det skønner jeg grant. (højt) Nu, såmeget bedre er det for os alle. Men sig mig, når gildet er slut, hvad agter du dig så til?

ALFHILD

Jeg? Det har jeg lidet tænkt på.

FRU KIRSTEN

Jeg mener, er du tilsinds at blive her, eller drager du hjem?

ALFHILD ser forundret på hende

Jeg er tilsinds at blive!

FRU KIRSTEN afsides

Der har vi det, hun tænker at holde ham i sin ​

1.utg: 121

snare, selv om han gifter sig. Ja, ja, det skal vi strides om. (højt) Alfhild! jeg under dig alt godt, og dersom du turde lide på mig –

ALFHILD

Ja, det tør jeg forvisst!

​

HIS: 502

FRU KIRSTEN

Nu godt, så lader du mig råde for din lykke. Jeg vil tage mig af dig, som jeg bedst kan og véd, og ifald du giver dit minde dertil, så skal du endnu ikveld gå som brud til kirken.

ALFHILD

Ja, det véd jeg jo.

FRU KIRSTEN studsende

Du véd det! Hvo har da sagt dig?

ALFHILD

Det har Olaf selv sagt.

FRU KIRSTEN

Olaf! (afsides) Skulde Olaf –? Ja, forsandt, han har havt den samme tanke som jeg, at gifte hende bort for at skille sig af med hende. Eller kanhænde for at – nu, ligegodt, er hun først bortgiftet, og er Olaf ligeledes på sin side bleven ægtemand, så – (højt) Ja, ja, godt, Alfhild! når Olaf har sagt vor hensigt med dig, så har jo ikke jeg fornødent at – Men skynd dig nu, gå derind i staburet, der hænger min egen bryllupsklædning, den skal du bære!

ALFHILD med barnlig glæde

Skal jeg! Din egen bryllupsklædning!

​

1.utg: 122

FRU KIRSTEN

Gør som jeg siger. Gå derind og klæd dig på, så prægtigt du lyster.

ALFHILD

Og får jeg også brudekrone?

​

HIS: 503

FRU KIRSTEN

Javisst! Brudekrone og sølvringe og røde guldbånd. Du vil finde nok deraf i kister og skabe.

ALFHILD

Sølvringe og røde guldbånd!

FRU KIRSTEN

Gå, gå, og rap dig så alt, hvad du kan.

ALFHILD

O, jeg skal ikke være længe derom. (klapper i hænderne) Jeg får brudekrone og røde guldbånd.

(iler ud til venstre)

Sjette scene

Fru Kirsten (alene).

FRU KIRSTEN

Den onde, forbandede kvinde! Så glad og trøstig er hun, skønt hun véd, at Olaf skal for altret med en anden. Men således er det mig ret tilpas; det går lettere end jeg tænkte. Hun ser så skyldfri ud som et barn, og dog kan hun samtykke i at tage til husbond den, jeg først vælger for hende. Og jeg som tænkte, at Olaf var hende isandhed kær; har han endnu ikke fået forvissning om hendes rette sindelag, så skal han snart få det. Han skal ​

1.utg: 123

kende hende tilbunds, han skal vide, hvi hun har koglet og lokket for ham, og så, ja så er hun ham ikke længer farlig. (smilende) Se, se! Olaf tænkte dog på den samme frelse som jeg; så snild havde jeg ikke holdt ham for at være. – Men hvor finder vi den svend, som er villig til – Nu, vakker er hun, og på sølv og en liden grund dertil, skal det ikke komme an. Skulde Olaf allerede have talt til nogen derom? Det er ikke tænkeligt! ​

HIS: 504

– Nu, så vil jeg sørge for den sag. Jeg har jo huskarle nok på gården og – (ser ud til højre) Hemming! om jeg prøvede med ham! Men han så dem jo sammen på fjeldet igår, han må vel vide, at der er noget mellem de to. Men ikke desmindre – han er en ringe svend, og derhos fattig og veg af sind – vi får se, vi får se!

Syvende scene

Fru Kirsten. Hemming (fra højre).

HEMMING for sig selv

Intet sted er Ingeborg at finde; hun lægger mig i jorden, det er visst. Igår var hun mild mod mig, hun gav mig sin armring; men så tog hun den fra mig igen, og idag vil hun aldrig så meget som glytte til den side jeg går.

FRU KIRSTEN sagte, idet hun nærmer sig

Lidt varlig får jeg være. (højt) Se, Hemming, er det dig? Du færdes helst alene, mærker jeg; ternerne og de unge karle holder du dig fra; når jeg fornemmer sligt, så skønner jeg vel, at det ikke sker uden skellig grund.

​

1.utg: 124

HEMMING

Ej, min høje frue! hvad skulde –

FRU KIRSTEN

Jo, Hemming! der er noget, som du går og bærer på iløn; du er ikke frejdig tilsinds!

HEMMING truffen

Ikke frejdig? Jeg?

​

HIS: 505

FRU KIRSTEN smilende

Her er idag en ung og vakker kvinde, som huer dig godt.

HEMMING

Alle helgene!

FRU KIRSTEN

Og hun er dig god igen.

HEMMING

Mig – Hvem? Ikke véd jeg, hvem I mener.

FRU KIRSTEN

Ej, Hemming, tal ikke så, for mig skal du lidet blues. Jo, jo, jeg ser grant, kan du tro.

HEMMING afsides

Himmel! hun må have mærket på Ingeborg, at –

FRU KIRSTEN

Jeg har vel set, at bryllupsgildet volder dig liden gammen. Kirkefærden er dig imod, efterdi du selv gad vandre med som brudgom, men ser ej udvej dertil.

​

1.utg: 125

HEMMING i højeste bestyrtelse

Ak, fru Kirsten! min ædle, høje frue! fortørnes ikke.

FRU KIRSTEN forundret

Jeg? Hvi skulde vel jeg fortørnes?

HEMMING vedblivende

Jeg har stridt og kæmpet mod denne usalige elskov, sålænge jeg mægtede, og det tror jeg forvisst, at hun har med.

​

HIS: 506

FRU KIRSTEN

Hun? Hun har da sagt dig, at hun er dig god?

HEMMING

Ja næsten!

FRU KIRSTEN

Retvel, retvel, så I har talt tilhobe derom?

HEMMING

Ja, – men kun én, kun én eneste gang, det sværger jeg.

FRU KIRSTEN

En eller ti gange, det er mig lige kært. (afsides) De er da alt enige; stor lykke havde jeg med mig, at jeg traf på Hemming; nu undrer mig ikke, at Alfhild var så villig til at træde for alteret. (højt) Hemming! jeg står i megen gæld til dig, efterdi du fandt min søn igen og ellers var mig til vilje; nu kan jeg gøre vederlag, jeg vil af al magt stå dig bi i den sag, vi nys talte om.

​

1.utg: 126

HEMMING fortumlet af glæde

I! Vil I det, fru Kirsten! Ak, Gud og helgene! jeg tør neppe tro derpå. (standser) Men herr Olaf, eders søn! hvad mener I, han vil sige?

FRU KIRSTEN

Han vil ej lægge dig sten ivejen, det skal jeg vel sørge for.

HEMMING trohjertig

Ja, forsandt, han er også bedst tjent dermed, for jeg véd, hun er ham ej god af hjertet.

​

HIS: 507

FRU KIRSTEN smilende

Det har jeg vel mærket, Hemming!

HEMMING

Har I! Ja, I er så klog, fru Kirsten! Og jeg som tænkte, at jeg var den eneste, som havde mærket det. (betænkeligt) Men mener I, at herr Arne vil give sit minde?

FRU KIRSTEN

Din husbond? Jeg skal vide at tale ham tilrette, det vil nok lykkes.

HEMMING

Mener I? Ak, men jeg er jo dog så fattig en svend.

FRU KIRSTEN

Det skal nok jeg bøde på, ifald ikke herr Arne selv er rede dertil.

​

1.utg: 127

HEMMING

Tak, tak, fru Kirsten! Himlen lønne jer for eders gode sind.

FRU KIRSTEN

Men du tier vel med det, vi her har talt sammen.

HEMMING

Det lover jeg.

FRU KIRSTEN

Så hold dig rede, herude samles gæsterne om føje tid, vær så ikke langt fra hånden. (går op mod staburdøren og spejder efter Alfhild)

​

HIS: 508

HEMMING for sig selv

Nej, dette her er mig som en forunderlig, gækkende drøm. Ingeborg og jeg, vi skulde få hinanden! Ak, kan det være sandt? Så højt turde jeg aldrig tænke; – det var mig hver morgen, som jeg havde gjort en formastelig gerning, når jeg om natten blot drømte derom. – Hm! jeg véd forresten ret vel, at det ikke er for min skyld, fru Kirsten gør sig al den besvær. Hun har noget isinde; det gælder for hende at bryde forliget med herr Arne, og nu hun har mærket, at Ingeborg er mig god, så vil hun bruge det til påskud. Ja, ja, jeg har så tidt varet min husbond ad, men han vil aldrig tro mig.

ARNE kalder udenfor til venstre

Hemming! Hemming!

FRU KIRSTEN kommer ned i forgrunden

Din husbond kalder! Gå nu! Siden skal jeg tale med ham; han føjer sig nok. Tro mig, han ​

1.utg: 128

skal følge sin svend til kirken i samme stund, han fører sin datter did.

HEMMING

Tak, tak, fru Kirsten! Forsandt, I gør en god gerning mod os alle.

(går ud til venstre)

FRU KIRSTEN for sig selv

Så ung er hun og dog så underfundig; hun har leflet med Hemming, alt imens hun bildte min søn ind, at – – Godt, han skal snart lære hendes kunster at kende. Men først må jeg have herr Arne fat; han holder meget af Hemming, vil nødig skilles fra ham; det lod også som Hemming frygtede for, at det skulde være til hinder; men de kan jo mageligt blive sammen, om end ​

HIS: 509

Hemming gifter sig. – Hemming ser ellers mere grant i tingen, end jeg tænkte mig. Hvad vil Olaf sige dertil, spurgte han; han har da altså mærket, at Alfhild endnu ligger min søn på hjertet. Nu, lad ham det; tager han hende, så tier han også, og er Alfhild først gift – jeg kender Olaf; han har stedse sat høj pris på at stå i agt og ære hos bygdens mænd, og derfor vil han vel – ja, ja, det må, det skal lykkes.

(går ud til højre)

Ottende scene

Hemming (kommer fra venstre med en ølbolle skjult under koften). Arne (følger ham forsigtigt og spejdende).

ARNE

Er der ingen?

​

1.utg: 129

HEMMING

Nej, kom I kun, husbond!

ARNE

Men det tykkedes mig, at jeg hørte fru Kirsten.

HEMMING

Nu er hun gået, kom I kun!

ARNE sætter sig på bænken tilvenstre

Hemming! godt og vel er det, at brylluppet skal gå for sig ikveld. Imorgen rejser jeg hjem; ja, det gør jeg. Ikke en dag længere bliver jeg i fru Kirstens hus.

HEMMING

Ej, husbond! er der nu igen ufred mellem jer?

​

HIS: 510

ARNE

Er det ikke nok, synes dig, at hun og alle hendes fornemme frænder lader hånt om mig; ved nadverden lo de og skemtede mellem hinanden, efterdi jeg ikke kunde komme mig for at æde af alle de ugudelige udenlandske retter. Og hvad var det så vi fik at drikke dertil? Sød vin og most, som vil ligge mig i maven i otte dage. Nej, da priser jeg mit gode hjemmebryggede øl. (drikker og tilføjer sagte og forbitret) Af dette har jeg skikket den skarnskvinde tre fulde tønder, og hvad har hun gjort? Slængt det hen for sine huskarle, og her må jeg stjæle mig til en slurk, ja, Hemming! stjæle mig til at drikke mit eget øl, for at de ikke skal skælde mig for en grov bonde, der ikke forstår sig på fornemme drikkevarer.

HEMMING

Ja, ja, husbond! jeg har jo varet jer ad.

​

1.utg: 130

ARNE

Å – varet mig ad! Du er dum, Hemming! mener du ikke, jeg selv har mærket det; men bi kun, bi kun! (opfarende) At sætte mit gode, kvægsomme øl for huskarlene, som om det ikke var værdigt at komme på et herremandsbord. –

HEMMING

Ja, fru Kirsten handler ilde med jer, det er visst.

ARNE rækker ham bollen

Der, sæt dig ned og drik! (Hemming sætter sig) Hør, Hemming! Jeg vilde ønske, vi vel var hjemme.

HEMMING

Ja, mig huer det ikke her i bryllupsgården.

​

HIS: 511

ARNE

Nej, da lover jeg min gamle stue på Guldvik; – når vi to sad sammen om kvelden og legede brikkespil og havde ølkruset mellem os –

HEMMING

Medens jomfru Ingeborg sad ved væven og baldyrede roser og alskens blomster i lindugen –

ARNE

Og sang derhos så lifligt, at det bares mig for, som jeg blev ung og rørig igen. Ja, Hemming! når brylluppet er over, vil vi fare fort med vort gamle levesæt.

HEMMING

Men da er der ingen, som slår væven og synger liflige viser dertil.

​

1.utg: 131

ARNE

Nej, det er sandt nok, Ingeborg er da borte. Det vil gå mig hårdt til hjerte; hun er vild og selvrådig, men savne hende vil jeg dog, og det tungt. (tænker sig om) Imellemstunder kunde jeg vel gæste hende her – – Men nej, det vil jeg ikke! Her ler de af mig, de hvisker bag min ryg, jeg mærker det nok.

HEMMING

Men ifald I vilde, så kunde det jo endnu gøres om.

ARNE

Gøres om. Du er dum, Hemming! altid snakker du om at gøre om. (rækker ham bollen) Der, drik! det har du godt af. Gøres ​

HIS: 512

om; nej nej, det skal aldrig gøres om! Det var onde vætter, som blæste den tanke i mig at komme i slægt med fru Kirsten. Men nu er det sket; de fornemme frænder får te sig, som de vil, men mine grander skal ikke spotte over mig, – har jeg givet mit ord, så vil jeg også holde det. (forsagt) Bare jeg vidste, at Olaf vilde være god mod hende, jeg vil bede ham derom – (heftigt) Han skal være det, ellers kommer jeg med mine gamle næver og banker ham.

HEMMING

Ja vel er det, om I tager vare på hende, for Olaf agter hende ikke stort, det tror jeg visst.

ARNE

Så, mener du det?

HEMMING

Mindes I Alfhild, den fattige pige, som fulgte med fra fjeldet igår?

ARNE

Javisst gør jeg. Hun er vakker!

​

1.utg: 132

HEMMING rejser sig

Så tykkes Olaf med.

ARNE

Hvad skal det sige?

HEMMING

Olaf har hende kær! Tidt og mange gange gæstede han hende deroppe; – hvad fru Kirsten har snakket jer for, må I aldrig tro.

​

HIS: 513

ARNE

Og hvad du snakker mig for, tror jeg endnu mindre. Du er ilde sindet mod Ingeborg, fordi hun stundom gækker dig, og derfor under du hende ikke dette anselige gifte; jo, jo, jeg kender dig nok.

HEMMING

Ej, husbond! kunde I tro, at –

ARNE

Bilde mig ind, at Olaf Liljekrans har den tiggerkvinde kær! En anselig, højbyrdig herre som han! Det var jo ligervis som én vilde sige, at Ingeborg, min datter, havde sind til dig.

HEMMING forlegen

Til mig – hvor kunde I vel falde på –

ARNE

Nej, jeg falder ikke på! Men det ene er ligeså urimeligt som det andet. Se der, drik! og kom ikke mer med den snak. (rejser sig) Der har vi fru Kirsten med gæsterne. Hvad skal nu gå for sig?

​

1.utg: 133

HEMMING

Herude skal de alle forsamles, så følger de brud og brudgom til højtidsbordet og derfra til kirken.

ARNE

Ej, hvilken forbandet skik! Til kirken ved kveldstid; er det nu en mørkets gerning at gifte sig?

​

HIS: 514

Niende scene

De forrige. Fru Kirsten, Olaf, Ingeborg, gæster, samt karle og piger (kommer efterhånden ind fra forskellige sider).

FRU KIRSTEN for sig selv

Jeg har ikke truffet Olaf alene; men når jeg tænker mig om, så er det også bedst, at han intet véd deraf, forinden det går for sig. ( sagte til Hemming, der har talt hviskende med Ingeborg) Nu, Hemming! hvordan mener du din husbond er sindet?

HEMMING sagte

Ak, fru Kirsten! Jeg har kun ringe fortrøstning, hvis ikke I hjælper til.

FRU KIRSTEN

Ej, det kommer vi nok ud af.

(blander sig mellem gæsterne)

INGEBORG sagte til Hemming

Hvad mener du? Hvad er det for et livsaligt håb du taler om?

HEMMING

Ak, jeg tør ikke selv tro derpå; men fru Kirsten mener det vel med os. Hun vil snart vise jer, at –

​

1.utg: 134

INGEBORG

Tys! der nærmer de sig.

​

HIS: 515

OLAF dæmpet

Sig mig, min moder! hvor går det hende?

FRU KIRSTEN

Vel nok, som jeg forud vidste.

OLAF

Hun véd da at trøste sig?

FRU KIRSTEN smilende

Det lader så. Vent kun lidt! Endnu ikveld skal du få visshed derfor.

OLAF

Hvad mener I?

FRU KIRSTEN

Jeg mener, at hun er en listig heks. Alle hendes fagre ord har været svig og bedrag.

OLAF

Nej, nej, min moder!

FRU KIRSTEN

Det får vi nu at se! Alfhild er fro og glad, såmeget véd jeg.

OLAF

Vel mig, om så var!

FRU KIRSTEN højt og afmålt

Herr Arne fra Guldvik! Nu er da omsider den ​

1.utg: 135

time kommen, som jeg mener vi alle har stundet efter.

​

HIS: 516

HEMMING afsides

Der bryder det løs!

FRU KIRSTEN

Snart skal kirken lyse sin fred over vore børn og knytte dem sammen til et langt og kærligt samliv.

HEMMING afsides, studsende

Hvad nu?

FRU KIRSTEN

Vilkårene er vi jo enige om. Men jeg tænker, vi her endnu engang besegler dem med hånd og mund.

HEMMING som før

Himmel og jord! Vil hun svige mig?

ARNE

Ej er det fornødent; jeg står ved mit ord som en ærlig mand.

FRU KIRSTEN

Det véd jeg vel, herr Arne! men det er snart gjort. Først skal til evindelige tider hver splid og ufred mellem vore slægter være forbi, – og den ugavn og skade, som de gamle tvistigheder har voldt på både sider, skal ingen kræve fyldest for; det må bæres, som enhver bedst véd og kan. Ej sandt, det lover vi?

​

1.utg: 136

ALLE

Det lover vi!

Gensidige håndtag mellem brudeparrets slægtninge.

​

HIS: 517

HEMMING sagte

Få du skam, så forbandet du løj for mig!

FRU KIRSTEN

Dernæst er at nævne, hvad vi alt er enige om, at grænseskellet mellem herr Arnes enemærker og mine skal flyttes så langt ind på hans grund, som gode og uvillige mænd har skønnet at være ret og billigt.

ARNE

Ja, ja, det får vel så være!

FRU KIRSTEN

Det lover vi da?

GÆSTERNE

Det lover vi!

Håndtag som før.

FRU KIRSTEN

Endelig giver herr Arne sin datter til medgift så meget af sølv, linklæder og andet bohave, som nævnt og opsat er ved fæstensøllet, og bør det sig alt tilhobe at være her tilstede på gården, fra den dag jomfru Ingeborg er flyttet herind som min søns ægtehustru, hvilket sker ikveld. Derom er vi jo enige?

GÆSTERNE

Det lover og vidner vi!

Håndslag.

​

1.utg: 137

​

HIS: 518

FRU KIRSTEN

Så række da brud og brudgom hinanden hænder for at gå til gildesbordet og derfra til kirken.

ARNE afsides

Ha, ha, nu kan Hemming se til, om fru Kirsten sviger mig.

HEMMING sagte

O, så er det da forbi med mig; en dåre var jeg, at jeg stolede på hende.

FRU KIRSTEN

Men på denne frydelige dag bør det sig os at glæde så mange som ske kan. Og derfor har jeg en bøn til eder, herr Arne!

ARNE

Sig frem! Kan jeg føje jer, så sker det gerne.

HEMMING afsides

Hvad agter hun sig nu til?

FRU KIRSTEN

Der er endnu et par unge folk, som gerne gad følges til brudeskamlen ikveld; de er indbyrdes enige, efter hvad jeg hører. Bruden skal jeg sørge for, men brudgommen må I hjælpe tilrette; det er Hemming, eders svend, og Alfhild!

INGEBORG med et udråb

Hemming!

​

1.utg: 138

OLAF ligeså

Alfhild!

​

HIS: 519

HEMMING

O, ve! ve! nu forstår jeg –

GÆSTERNE på samme tid

Hemming og Alfhild! Fjeldjenten!

Latter og hvisken.

OLAF

Alfhild! I vil gifte hende bort med – Nej, nej, det skal ikke ske! Aldrig, aldrig!

FRU KIRSTEN

Stille! – Olaf, min søn! vær stille! jeg beder dig.

ARNE for sig selv

Hvad nu! Ja, forsandt, Hemming havde ret, der er noget mellem Olaf og Alfhild. (hviskende) Ej, fru Kirsten! jeg skønner eders færd. Nu véd jeg, hvi Olaf var tre døgn på fjeldet, og nu skal Hemming skille jer af med hende. Ha, ha!

FRU KIRSTEN med tvungen fatning

Herr Arne! hvor kan I tro sligt?

ARNE dæmpet

O, jeg ser grant! Nu skulde jeg vel mene, jeg har skellig grund til at bryde forliget.

​

1.utg: 139

FRU KIRSTEN sagte og forskrækket

Bryde forliget! Jeg beder jer! Vil I beskæmme os alle?

​

HIS: 520

De taler sagte sammen.

HEMMING til Ingeborg, med hvem han imidlertid har hvisket

Så hænger det sammen, det sværger jeg eder til! Fru Kirsten og jeg har ikke forstået hinanden.

INGEBORG

Men så sig fra! Du skal! Jeg byder dig.

HEMMING

Nej, nej! det tør jeg ikke; hun vil da mærke, at det var eder, jeg tænkte på.

INGEBORG

Godt, så vil jeg. (højt) Hemming skal ikke for alteret med Alfhild; – han er for god til at ægte anden mands frille!

OLAF med et udråb

Beskæmmet!

GÆSTERNE

Frille!

ARNE til Ingeborg

Hvad siger du?

FRU KIRSTEN

Himlen stå os bi!

OLAF

Forbandelse over mig! Beskæmmet er hun!

​

1.utg: 140

​

HIS: 521

INGEBORG

Ja, højt nævner jeg ordet: Hun er anden mands frille! Lad den modsige mig, som tør.

ARNE

Ingeborg! (afsides) Hvad går der af hende?

FRU KIRSTEN sagte

Sådan er det fat! Hende, hende er det, som har Hemming kær! (sagte og bestemt til Arne) Agter I nu længere at bryde forliget? Der ser I selv på jer datters færd, hvad årsag jeg havde til at få Hemming gift!

ARNE forbløffet

Min datter! Kunde I tænke jer, at hun –

FRU KIRSTEN

Stil jer kun ikke slig an! Ingeborg har sind til eders huskarl; nu skulde jeg mene, at jeg har skellig grund til at bryde vort forlig!

ARNE

Bryde, bryde –! Hvad tænker I på! At volde mig slig tort!

FRU KIRSTEN spottende

Ja, for ellers vilde jo I gøre det!

ARNE hurtigt

Nej, nej, jeg har betænkt mig; det er bedst, vi tier, begge to!

​

1.utg: 141

FRU KIRSTEN for sig selv

Se så, nu har jeg vundet! Jeg kender Olaf; en forhånet kvinde vil ikke friste ham!

​

HIS: 522

Tiende scene

De forrige. Alfhild (kommer ubemærket ud fra staburet i glimrende brudedragt med krone og udslået hår).

ARNE afsides

Dette har været mig en forbandet dag! O, det er dog en listig hund, den Hemming! han vidste, at Ingeborg havde sind til ham, derfor var det ham så lidet tilpas, at Olaf fik hende.

FRU KIRSTEN der imidlertid har genvundet sin fatning

Og nu til gildesalen! Hemming kan vi siden tænke på. – Olaf, tag bruden ved hånd!

ARNE uvillig, da han ser Ingeborg hviske til Hemming

Hvor er bruden? Træd frem, træd frem!

ALFHILD og INGEBORG på engang, idet hver af dem griber en af Olafs hænder

Her er jeg!

GÆSTERNE

Hvordan, hun tager Olaf?

Almindelig forbauselse.

FRU KIRSTEN afsides

Så vidt har han da drevet det! (højt til Alfhild) Du fejler! Det er ikke din brudgom!

​

1.utg: 142

​

HIS: 523

ALFHILD

Jovisst, det er jo Olaf!

INGEBORG slipper hans hånd

Han har da lovet hende –!

FRU KIRSTEN i stærkt oprør

Olaf er ikke din brudgom, siger jeg. Sig hende det selv, min søn!

Olaf tier.

Fru Kirstens frænder ser forlegne på hinanden. Arnes slægtninge nærmer sig mørke og truende.

FRU KIRSTEN med hævet stemme

Olaf Liljekrans! Svar højt og lydt! Det kræves med rette af dig.

OLAF fortvilet, kæmpende med sig selv

Det ske da, som I vil, min moder! Ja, ved alle helgene! jeg skal svare. Alfhild! du fejler! Jeg er ikke din brudgom. (pegende på Ingeborg) Der – der står min brud!

ALFHILD træder som forstenet et skridt tilbage og stirrer på ham

Hun! Din – –

OLAF med stigende ophidselse

Alfhild! gå bort herfra! Gå, gå, langt ind på fjeldet igen; det tjener dig bedst. Jeg har været ​

1.utg: 143

syg og forvildet i sind, da jeg gik deroppe! Hvad jeg har sagt dig, mindes jeg lidet af! Jeg véd ​

HIS: 524

det ikke, og jeg vil ikke vide det! Hører du, jeg vil ikke! – Guldkronen kan du beholde! Behold alt, både sølv og guld, som du der er klædt i. Mere, ja tifold mere skal du få. – Nu! hvi ser du sådan på mig?

Alfhild tager kronen og de øvrige smykker af og lægger dem for Olafs fødder, idet hun vedbliver ufravendt at stirre på ham.

OLAF

Kanhænde jeg bildte dig ind, at du skulde være min brud ikveld, kanhænde du troede mig! Kanhænde du tænkte, at Olaf Liljekrans vilde ægte en – en – hvordan var det, I kaldte hende? (stamper med foden) Se ikke sådan på mig, siger jeg! Jeg kender dig nok, du har forhekset mig. Jeg glemte, hvad slægt jeg var af; jeg glemte min brud, min fæstemø! hun, som der står. (griber Alfhild med heftighed i armen) Se på hende, Alfhild! Ha, ha, ha! hende er det, jeg har kær!

Alfhild synker på knæ og bedækker ansigtet med sine hænder.

OLAF

Rejs dig, Alfhild! rejs dig, siger jeg! Dersom du tør sørge så, da slår jeg dig ihjel! – Hvi er du ikke glad? Vær lystig og vild som jeg! – Og I andre! Hvi står I der så tause og ser på hinanden? Ler, ler dog, så det kan runge i gården! – Alfhild! hvi svarer du ikke? Har jeg ikke sagt dig nok endnu! Ha, ha! så sig hende et ord, I andre med! Læg også I et ord med i laget; fru Kirsten vil det! Le dog ad hende, forhån hende, ​

1.utg: 144

træd hende under fødder! (med skingrende latter) Ha, ha, ha! Hun er jo Olafs frille!

​

HIS: 525

Alfhild synker mod jorden således, at hun kommer til at hvile i en liggende stilling ved stenbænken til venstre. Et stærkt lyn oplyser scenen, tordenen ruller; under det følgende tiltager mørket og uvejret mere og mere, indtil aktens slutning.

OLAF

Se, se! Det må jeg lide; nu stemmer de i med derovenfra! Ret nu vil jeg til kirken med min brud! Kom, jomfru Ingeborg! Men først vil vi drikke, ja drikke, drikke! Hid med krus og horn – nej derinde –! Tænd lys i kirken! Orgelet skal spille op til dans – ikke klagelige salmer – fy, fy, nej, dans! (lyn og torden) Ha, ha! Det spørges i himlen, at Olaf Liljekrans holder brudefærd!

(styrter ud til højre)

ARNE

Krist fri mig! hans forstand er borte!

FRU KIRSTEN

Ej, vær kun trøstig; det er snart forbi, – jeg kender ham.

(trækker Arne med sig)

ARNE truer sagte til Hemming i forbigående

O, Hemming, Hemming! Du er en listig hund!

Gæsterne går stille og forstemte ud til højre; tyendet til venstre.

INGEBORG holder Hemming tilbage

Hemming! jeg går ikke til kirken med Olaf Liljekrans!

​

1.utg: 145

HEMMING

Ak, hvordan skal det hindres?

​

HIS: 526

INGEBORG

Kommer det derpå an, så siger jeg nej, nej for alteret selv, i alles påsyn!

HEMMING

Ingeborg!

INGEBORG

Hold min hest sadlet og rede!

HEMMING

Hvad! I vil –!

INGEBORG

Jeg vil! Nu véd jeg først, hvor kær du er mig, nu jeg står fare for at miste dig. Gå, gør som jeg siger og var mig ad, når tid er.

(går ud til højre)

HEMMING

Ja, nu er jeg stærk; nu tør jeg friste, hvad det skal være!

(går ud til venstre)

Ellevte scene

Alfhild. Senere Hemming, Ingeborg og flere til forskellige tider.

ALFHILD bliver en tid lang ubevægelig liggende med ansigtet skjult i hænderne. Endelig hæver hun sig halvt i vejret; ser sig forvildet om, rejser sig og siger med stille, afbrudt latter

Én falk kan hvile sig på dronningens arm,

en anden må lide stor nød og harm!

​

1.utg: 146

​

HIS: 527

Én fugl fik fjære både røde og blå,

en anden må nøjes med hammen grå!

Jeg har vidst, at tårernes varme flod

husvaler, når verden går tungt imod;

men nu har jeg fristet så vild en ve,

at jeg kunde mig derover tildøde le!

Det er nu ganske mørkt. Kirkens vinduer bliver oplyste. Alfhild går hen til huset og lytter, medens det følgende kor høres dæmpet indenfor.

KOR AF BRYLLUPSGÆSTER

Hil og sæl både brudgom og brud,

de sidder i lyst og gammen herinde.

Herr Olaf er sig en ridder prud,

skøn Ingeborg så ven en kvinde!

HEMMING lister sig under koret ind fra venstre

Hesten står opsadlet! Nu et lønligt tegn til Ingeborg og så afsted!

(går ud til højre bag huset)

ALFHILD

De drikker ham til af sølverne krus,

bruden er bænket højt ved hans side;

på alteret tændes op de gule vokslys,

snart skal de til kirken udride!

Derinde de sidder ved gildebord

og taler så mangt et skemteligt ord!

Jeg må færdes alene i uvejr og nat,

ak, har mig da alle forstødt og forladt!

Olaf! Stormen slider i mit hår!

Olaf! Regnen mig pisker og slår!

​

HIS: 528

Olaf, Olaf! Kan du se mig lide

al den unævnelige angst og kvide!

(ler)

Regn og storm, det er ringe ting,

lidet at agte mod det hvasse sting

​

1.utg: 147

her i min venstre side. –

Mit hjem, min fader, alt gav jeg hen

for at følge Olaf, min hjertensven!

Han svor mig til, du skal vorde min brud!

og jeg kom – Guds kærlighed var i mit hjerte;

men han jog mig fra sig, han stødte mig ud;

så højt han lo, da jeg vred mig i smerte!

Lig en hund må jeg sidde ved gildehusets port

i uvejrsnatten. Jeg vil bort, jeg vil bort!

(vil gå, men standser)

Nej, jeg mægter det ikke; jeg kan ikke gå,

her må jeg våndes, her må jeg blive!

Så lidet markens urter formå

selver sig med rod oprive!

hos Olaf har jeg vokset mig fast med rod,

enten han er mig falsk eller god!

Pause. – Huskarlene kommer fra venstre med fakler.

ALFHILD ligesom greben af en ængstelig anelse

Hvorhen går I? Hvorhen, hvorhen? Hvad skal der ske?

EN KARL

Ej, se, se! Det er jo Alfhild; hun er her endnu!

ALFHILD

O, sig mig det! Hvad skal ske, hvad skal gå for sig?

​

HIS: 529

KARLEN

Vielsen! Har du ikke lyst til at se derpå?

ALFHILD i feberagtig angst

Vielsen! O, nej, nej! vent dermed, kun til ​

1.utg: 148

imorgen! Er vielsen holdt, da er alting forbi for mig, jeg véd det!

KARLEN

Vente! Nej, Alfhild! det er nok hverken efter brudgommens eller brudens sind.

EN ANDEN

Tænk dig om! Ifald du selv var bruden, så gad du nok ikke vente.

Latter.

FØRSTE KARL

Nu skal vi ned til kirkeporten og lyse med de røde brudeblus, når følget rider fra gården.

ANDEN KARL

Kom og vær med, Alfhild! Du skal også få et blus at bære!

FLERE

Ja, ja, det må du! Det er jo herr Olafs hædersdag!

Latter.

ALFHILD tager en af faklerne

Ja, ja, jeg vil! Som den ringeste i rækken vil jeg stå dernede, og så, når han ser mig, når jeg beder ham derom, når jeg minder ham om alt, hvad han har lovet og svoret, – o, sig mig, sig mig, ​

HIS: 530

tror I da ikke, han vil blive mig god igen! Tror I det? O, sig ja, sig ja! Sig, at I tror det!

KARLENE

Ha, ha, ha! Det vil han visst, kom nu!

De går ud til højre bag huset.

​

1.utg: 149

ALFHILD med frembrydende tårer

De håner mig alle, – hver og en!

så hård er end ikke fjeldkammens sten;

den lader dog mosset trives derpå;

mig er ingen så god! Jeg – jeg må forgå!

(lyn og torden)

Himlen selv er mig ond og gram,

den øser sin vrede over mit hoved;

men den har ej et lyn for at knuse ham,

der listeligt sveg, hvad han loved!

(orgeltoner høres fra kirken)

O, hør! Der synger Guds engle små!

de maner Olaf til det hellige alter!

og jeg skal udenfor kirkedøren stå

og våndes i gyldne pjalter!

(svinger faklen højt i vejret)

Nej, nej, du deroppe! jeg gør det ej!

frist mig ikke længer, ellers sviger jeg dig!

( holder inde og lytter til orgelsangen)

Guds engle synger! Af gravens muld

mægted de at synge den døde!

O, min barm er så bristende fuld!

(knæler og vender sig mod kirken)

Hold op med de toner bløde!

​

HIS: 531

hold op med sangen, så mild og lind!

ellers lokker I Olaf for alteret ind!

(hviskende og i den højeste angst)

Vær stille! o, vær stille! kun så liden en stund!

nu er han dysset i glemselsblund!

o, vækker ham ikke, ellers vil han ride

til kirken – og da må jeg døden lide!

(orgelet lyder stærkere gennem stormen. Alfhild springer op fortvilet og ude af sig selv)

​

1.utg: 150

Nej, alle Guds engle har mig forladt!

de håner mig i min jammer!

de maner ham ud; – nu har de ham fat!

Haha! Skal jeg færdes i sorten nat,

lyst skal der være i dit brudekammer!

(kaster faklen ind igennem den åbne luge i gavlen og styrter til jorden. – Ingeborg og Hemming kommer hurtig frem bag ved huset)

HEMMING

Nu er det tid! Hesten står sadlet bag ved staburet.

INGEBORG

Og alle karlene er nede ved kirkedøren, ej så?

HEMMING

Jo, jo, vær ganske tryg; og i gildehuset har jeg stængt både døre og luger; der er tykke jernringe for, ingen kan slippe ud!

INGEBORG

Afsted da! Op til dalen, som Alfhild har talt om!

HEMMING

Ja, didop! Der vil ingen søge os!

​

HIS: 532

De iler ud til venstre. – Alfhild bliver en tid lang ubevægelig liggende. Pludselig høres støj og skrig i brudehuset; luerne slår ud igennem taget.

ALFHILD springer fortvilet op

Det brænder! – Haha! Jeg kommer ihu!

her var mig for mørkt – det voldte mig gru!

ha, Olaf! før var det dig, som lo,

nu ler Alfhild, så vild og fro! –

I brudehuset er nød og harm,

bruden brænder på brudgommens arm!

​

1.utg: 151

Huskarlene styrter efterhånden ind uden fakler og bliver som forstenet stående. Olaf kommer tilsyne oppe i lugen, som han med fortvilet kraft søger at udvide.

OLAF

Alfhild! Dig er det! Det måtte jeg vide!

Guld og mård skal du herefter slide,

ifald du mig frelser af vånden stor!

ALFHILD med vild latter

Ja, jeg véd, du holder så vel dit ord!

rid nu til kirken med spillemand og præst!

hold nu dit bryllup og glem din frille!

Alfhild har hædret dig, som hun kunde bedst, –

hun har svunget brudeblusset ved dit gilde!

Hun styrter ud i baggrunden. Karlene iler til for at hjælpe; en del af taget styrter sammen, Olaf ses højt oppe, omringet af luerne, idet tæppet falder.

​

​

1.utg: [152]

​

HIS: 533

TREDJE AKT

En lys og blomstrende dal med den rigeste trævegetation og omringet af høje snebedækkede fjelde. I mellemgrunden et stille fjeldvand; på venstre side en fjeldpynt, der styrter stejlt nedad mod vandet. På samme side nærmere i forgrunden en ældgammel bjælkestue, næsten ganske overvokset og skjult af buske og græs. Morgenrøden skinner på fjeldene; i dalen selv er dagen kun halvt brudt frem; under de følgende scener står solen op.

Første scene

Alfhild (ligger sovende og halv skjult mellem buskene ved huset; en sagte musik udtrykker hendes vekslende drømme). Olaf (kommer ned fra lien til højre. Over bryllupsklædningen bærer han en grov kofte).

OLAF

Her var det; jeg kender grønningen her ved vandet. Hist under lindetræet drømte jeg min sælsomme drøm. På hældingen der ved fjeldet stod jeg, da Alfhild første gang kom mig imøde; lagde min fæstensring for buestrengen og skød; – det skud har været et trolddomsskud; det rammede skytten selv.

Sælsomt, når jeg færdes heroppe, højt over bygden, da er det som en anden luft legte om mig, som om et friskere blod rullede i mine årer, som om jeg fik et andet sind, et andet tænkesæt.

Hvor er hun nu?

​

1.utg: 153

Jeg skal, jeg vil finde hende igen! Hidop må hun komme; ​

HIS: 534

hun har jo intet hjem derude i den kolde, vide verden. Og jeg – er ikke også jeg en hjemløs flygtning derude? Blev jeg ikke en fremmed i min moders hus, en fremmed mellem mine frænder, fra den første stund jeg mødte hende?

Er hun da en heks, råder hun over lønlige kunster, som – –?

Min moder! Hm! det bæres mig for, som det ikke vilde både mig vel at lade hende styre min færd; hun blæser mig tanker ind i hjertet, som ikke har tilhuse der. Nej, nej, jeg vil finde Alfhild igen, afbede al min uret og så –

(standser og ser ud til venstre)

Anden scene

Olaf. Alfhild (fremdeles sovende). Thorgjerd (kommer fra venstre bag huset).

OLAF

Godt møde, fremmedkarl!

THORGJERD

Tak, det samme igen. Du er tidlig ude!

OLAF

Eller sent; tidlig på dagen, men sent på natten.

THORGJERD

Du hører vel hjemme nede i bygderne, du, kan jeg tænke.

OLAF

Min slægt hører hjemme der. Og du?

​

1.utg: 154

​

HIS: 535

THORGJERD

Der ens hu er bunden, der har en hjemme; det er derfor jeg helst færdes her; – mine grander skal ingen uskel gøre mig.

OLAF

Det har jeg mærket.

THORGJERD

Så har du tiere været heroppe?

OLAF

Jeg har jaget en hind herinde i sommer; men når jeg ser ret til, så er det et forhekset kongebarn.

THORGJERD ser stivt på ham

Den jagt er farlig!

OLAF

For skytten?

Thorgjerd nikker.

OLAF

Ja, jeg sad just og tænkte det samme ved mig selv; det bares mig for, at jeg var bleven troldskudt på den jagt.

THORGJERD

Farvel, og god lykke!

OLAF

Få du last og skam! Ønsker du en jægersmand til lykke, så kommer ham ikke vildtet på skud.

​

1.utg: 155

​

HIS: 536

THORGJERD

Ifald skuddet rammer skytten selv, så times ham den bedste lykke, når han ingen lykke har med sig.

OLAF

Du taler kløgtigt.

THORGJERD

Ja, ja, her er mangt og meget at lære herinde.

OLAF

Tilvisse! Her har jeg lært det bedste, jeg véd.

THORGJERD

Farvel! Dine frænder skal jeg bringe bud og hilsen fra dig.

OLAF

Agter du dig nedover?

THORGJERD

Så var min agt. Der er lystige dage dernede, har jeg spurgt. En mægtig riddersmand holder sit bryllup –

OLAF

Da skulde du været med inat; nu er nok den bedste gammen forbi.

THORGJERD

Jeg tænker, jeg kommer tidsnok endda.

​

HIS: 537

OLAF

Kanhænde! Men du skulde dog været med inat; så lys og varm en gildesal skulde du aldrig have set før.

​

1.utg: 156

THORGJERD

Godt og vel for den, som var inde.

OLAF

Jeg kender den, som måtte stå udenfor.

THORGJERD

Ja, ja! udenfor, – det er fattigmands plads.

OLAF

Jeg kender den, som måtte stå udenfor, og som endda havde det både bedre og værre end de, som var inde.

THORGJERD

Jeg må nok derned, kan jeg skønne; jeg vil spille op i laget. Nu henter jeg min strengeleg og så –

OLAF

Du er spillemand?

THORGJERD

Og ikke blandt de sletteste. Nu henter jeg min strengeleg, der den ligger gemt ved fossen; de strenge skulde du høre. Med dem sad jeg engang på sengestok og spillede bruden ud af gildehuset over hej og mark – Har du aldrig hørt liden Ingrids vise? Den, som kunde spille bruden af fæstemandens arm, kan ​

HIS: 538

vel spille barnet hjem til sin fader igen. Farvel! Dvæler du her, så kan vi mødes, når jeg kommer nedover.

(går ud til højre ved vandet)

​

1.utg: 157

Tredje scene

Olaf. Alfhild.

OLAF

Ha, om det var – Ja forvisst, jeg kan ikke tvile derpå. Alfhild sagde jo selv, hendes fader slog strengelegen så lifligt, at det, engang hørt, aldrig kunde glemmes igen. Han nævnte jomfru Ingrid, som blev borte på bryllupskvelden for mange år siden, – der var en ung spillemand, hed Thorgjerd, han havde hende kær, så blev der sagt. Mange underlige sagn gik siden om ham; stundom stod han midt nede i bygden og spillede så fagert, at alle måtte græde derved; men ingen vidste, hvor han havde tilhuse. Alfhild – ja, hun er hans barn! Her er hun vokset op, her i denne øde dal, som ingen har vidst af at sige i mange år; og Ingrid, som forsvandt – han sagde jo – (bemærker Alfhild) Alfhild! Der er hun! I brudeklæderne er hun flygtet herop. Her skal du altså vågne efter bryllupsnatten; så tung en dag blev min hædersdag for dig! Du vilde ud i livet, sagde du; du vilde lære alverdens herlighed at kende. Så tung en vandring har du været på; men nu skal det alt blive godt. Hun rører sig; det er som hun vånder sig i sorg og angst; – når du vågner, skal det være til fryd og glæde!

ALFHILD endnu halvt i drømme

Det brænder! Frels ham, han er derinde!

Han må ikke dø! Lad ham redning finde!

(springer forfærdet op; musiken standser)

Hvor er jeg! Mig tykkes – der står han jo!

​

HIS: 539

(iler hen til ham)

Olaf Liljekrans! frels mig fra mine drømme!

​

1.utg: 158

OLAF

Alfhild! vær trøstig, slå dig til ro!

ALFHILD viger sky og ængstelig tilbage

Mener du at kogle mig med ord så ømme?

Ondt bær’ du i hjertet, smil bær’ du om mund,

du lokke mig ikke i trolddoms-blund!

OLAF

Alfhild! kom til dig selv igen;

jeg er jo Olaf, din hjertensven!

tungt er du krænket; jeg har handlet dig imod;

men jeg var dig dog altid i hjertet god!

Svag har jeg været, forblindet, bedåret, –

det er deraf jeg har dig tildøde såret!

Alfhild! kan du forlade mig min færd,

jeg sværger dig til, jeg skal blive dig værd!

Kummerens tårer skal jeg kysse fra din kind,

skal jevne din sti, skal bære dig på hænder,

skal svale sorgen, som svider i dit sind,

skal læge det sår, som i hjertet brænder!

ALFHILD mildt og klagende

Jeg kender dig vel, jeg skønner din list.

Tro mig, jeg er bleven klog siden sidst.

Du vil dåre mig med ord, du vil bilde mig ind,

det er dig, som ligger mig så tungt i sind.

Du vil bilde mig ind, det var dig, som lærte

mig at smeltes i fryd, at våndes i smerte!

Det lykkes dig lidet, jeg kender dig vel,

​

HIS: 540

enten du kommer ved morgen eller kveld.

Jeg kender dig vel; thi jeg læser på panden

de svigfulde mærker. Så var ej den anden!

​

1.utg: 159

OLAF

Den anden? Hvem mener du?

ALFHILD

Han, som er død!

Det er deraf mig voldes så bitter en nød.

Forstår du mig ikke? Du skal vide, der var to;

det er deraf jeg aldrig fanger hvile og ro!

Den ene bar mig med elskov i hu,

den anden var mig ond og svigagtig som du;

den ene kom til mig ved sildig sommerkveld,

da blomstred mit hjertes rosenblommer;

den anden lokked mig dybt i fjeld,

hvor der aldrig er sol og sommer!

Den onde, svigagtige Olaf er du;

den anden, som bar mig med elskov i hu,

den anden, som aldrig går mig af minde,

ham brændte jeg inde!

(synker ned på en sten ved huset og brister i gråd)

OLAF

Har han røvet din fred, har han ranet din ro,

så lad ham ej længer i hjertet bo!

ALFHILD

Ak, om jeg sænktes i graven ned,

jeg føler det vel, min sorg fulgte med!

​

HIS: 541

Jeg vidste det ikke, – jeg sværger dig til,

jeg tænkte, jeg var ham så lidet mild;

nu ser jeg, jeg må mig tildøde græmme,

og kan ham dog ikke forglemme!

(kort pause)

Sig mig, ejer du strenge i dit bryst?

Jeg tror det; thi lifligt klinger din røst;

lifligt – skøndt den med svig er blandet.

Har du strenge i dit bryst, da gå trindt om landet

​

1.utg: 160

Og syng om Alfhild en klagelig sang

for bygdens piger; hør kun engang:

Jeg var mig igår så liden en hind,

jeg gik i de grønnende lunde;

alle så kom de i skoven ind,

og jaged mig med falk og med hunde!

Jeg var mig igår så fattig en fugl,

jeg sad under lindegrene;

alle så jog de mig fra mit skjul,

og kasted på mig med stene.

Jeg var mig igår den vilde due,

der aldrig fanger fred og hvile;

alle så kom de med kogger og bue,

og skød mig i hjertet med pile!

OLAF smerteligt bevæget

Ak, at jeg lå under grønnen tue,

stedet til evig hvile!

Hvert dit ord er som stålsat bue,

der rammer mit hjerte med pile!

​

HIS: 542

ALFHILD springer op med barnlig glæde

Sådan skal det være, så er det ret!

Ja, forsandt, vel ejer du strenge i brystet!

Slig skal det synges; da mener de let,

at du selv er af al min smerte krystet.

De mener, din egen ve er så stor,

som den du gøgler i klagende ord!

(standser og ser sørgmodig på ham)

Dog nej, du skal ikke synge derom;

af Alfhilds kummer vil ingen røres!

Hvorhen jeg gik og hvorfra jeg kom,

skal aldrig derude spørges og høres!

​

1.utg: 161

Syng heller om Olaf Liljekrans,

som red sig i alfekvindernes dans!

Syng om Alfhild, den falske kvinde,

som lokked ham hans fæstemø af sinde;

syng om al den sorrig og nød,

da Olaf Liljekrans lå på båren død.

Syng om al den vånde og ve,

da de bar af stuen de døde tre!

Den ene var Olaf, den anden hans mø!

Og dertil hans moder af sorg måtte dø.

OLAF

Ja, Olaf er død, det er ret, som du siger;

men jeg vil være dig så fuldgod en ven,

hvorhelst du dvæler og hvor du går hen;

aldrig fra din side jeg viger!

Må jeg lide så tungt for det, jeg forbrød,

straffen selv skal være mig sød.

Det skal mig lindre, det skal mig husvale,

at færdes hos dig i de øde dale!

Fra sol går op, til sol går ned,

​

HIS: 543

skal jeg tro som hunden følge dit fjed!

Jeg skal klæde min anger i klagende ord,

så lydt og sålænge til du derpå tror.

Hver en livsalig stund herinde

skal jeg mane frem for dit minde!

Hver en blomstrende urt skal derom tale,

derom skal synge både gøg og svale!

Alle de trær, som grønnes i lunde,

skal hviske derom med tusinde munde!

ALFHILD

Hold op! Jeg véd det, du vil dåre mig påny;

langt bedre om du vilde bort fra mig fly!

Så fager en falskhed er dit ord,

så svigfulde tanker i dit hjerte bor!

​

1.utg: 162

Hvad vil du heroppe? Hvi kommer du herhen?

Vil du bilde mig ind, du kan kende dig igen?

Her var jo fordum så fagert et sted,

nu er forbandelsens lyn slået ned!

Fordum, da jeg gik her alene,

var der duftende løv på alle grene!

Alle fugle sang, alle blomster sprang ud,

da du tog mig i favn og kaldte mig din brud!

Men nu – hele dalen er brændt inat;

brændt er både trær og krat;

visnet er strået, brændt er løv,

hver en blomst er vorden til smuldrende støv! –

Ja, jeg ser det vel, – på en eneste nat

er verden bleven gammel! – Da jeg gik forladt

derude, og segned af kval og skam,

da blegnede livets gyldne ham.

Intet lever igen uden svig og bedrag;

det har Olaf lært mig på min bryllupsdag!

​

HIS: 544

Min fader løj; han bød mig tro,

at den døde bæres til englenes bo;

men Olaf kendte et sandere ord;

den døde sænkes i sorten jord!

(udbryder med den dybeste smerte)

Ja, jeg kan vidne, du vidste besked;

selv er jeg sænket i jorden ned.

OLAF

Alfhild! Dit ord falder knusende tungt!

O, Gud! dit sind var så friskt og ungt – –

forlad mig min brøde, forglem din ve!

ALFHILD med et stærkt og stigende udtryk af forvildelse

Tys, tal ikke til mig! Se, Olaf, se!

De bærer et lig til graven frem;

men der er ingen moder, ingen søskende fem,

​

1.utg: 163

der er ingen bolster, hverken røde eller blå, –

Alfhild ligger på spåner og strå!

Aldrig skal jeg køres i himmelens karm

for at vågne i Gud Faders arm.

Jeg har ingen moder, hvis hjerte vil briste,

jeg har ingen, som sørger ved den sorte kiste;

jeg har i verden vide hverken store eller små,

som græder for mig ved graven.

Der er ingen engle, som drysser perler blå

alt for min fod i himmelhaven,

og aldrig jeg kommer til det dejlige sted,

der den døde drømmer og sover!

OLAF

Alfhild!

​

HIS: 545

ALFHILD

Nu sænkes jeg i jorden ned!

nu kaster de muldet derover!

Og her må jeg ligge med al min nød,

må leve og lide, skøndt jeg er død:

må vide, at alt er for mig forbi,

og kan dog ikke glemme, kan ej kæmpe mig fri;

må høre, når han, som min elskov jeg gav,

rider til kirken over min grav!

Må høre ham våndes i vildene flammer,

og kan ikke mildne hans jammer!

O, hvor mit bryst er trangt sluttet inde!

Jeg er gåen Guds engle af minde!

Ingen af dem hører mig klage og bede –

jeg er stængt ude bag livets port –

grav mig op igen! Lad mig ikke ligge hernede!

(iler ud til venstre)

OLAF

Alfhild! Alfhild! O, Krist, hvad har jeg gjort?

(følger ilsomt efter)

​

1.utg: 164

Fjerde scene

Ingeborg og Hemming (kommer efter en kort pause ind fra højre).

INGEBORG

Se så, nu er vi da heroppe! Hvor her er dejligt og lyst og fredsomt.

HEMMING

Ja, her skal vi leve godt tilsammen!

​

HIS: 546

INGEBORG

Men mærk dig vel, at du er min svend, ikke andet, – sålænge til min fader har givet sit minde.

HEMMING

Det gør han aldrig!

INGEBORG

Vær du rolig, vi finder nok på råd. – Men nu må vi tænke på at vælge os en stue til at bo i.

HEMMING

Her er nok af dem. Over hele dalen ligger øde huse; alt står endnu, som den gang de sidste mennesker døde bort i den store landfarsot for mange år siden.

INGEBORG

Her huer det mig godt! Derhenne ligger også slig en gammel stue; vandet har vi nærved, og skoven er visst rig på vildt. Du kan fiske og jage; ja, vi skal leve et dejligt liv!

HEMMING

Ja, forvisst, et dejligt liv! Jeg fisker og jager, og du sanker bær imens og ser huset tilrette.

​

1.utg: 165

INGEBORG

Gør jeg? Nej, det må du tage vare på!

HEMMING

Ja, ja da, som du vil. O, et lysteligt liv skal vi leve! (standser og tilføjer noget forknyt) Men når jeg ret tænker mig om; – jeg har hverken bue eller fiskeredskab med.

​

HIS: 547

INGEBORG ligeledes med et udtryk af forsagthed

Og det falder mig ind, her er ingen terner, som kan gå mig tilhånde.

HEMMING

Det gør jeg så gerne!

INGEBORG

Nej, ellers tak. – Og alle mine gode klæder – Jeg tog ikke andet med end brudestakken, som jeg står og går i.

HEMMING

Det var ilde betænkt af dig!

INGEBORG

Sandt nok, Hemming! Og derfor skal du en nat liste dig ned til Guldvik og tage med dig af klæder og andre ting, så meget jeg har brug for.

HEMMING

Og blive hængt som tyv!

INGEBORG

Nej, derfor skal du vare dig vel, det byder jeg. (betænkeligt) Men når så den lange vinter kommer? Ingen mennesker er heroppe, dans og sang får ​

1.utg: 166

vi aldrig at høre – Hemming! skal vi blive her eller – –

HEMMING

Ja, hvor skulde vi ellers ty hen?

INGEBORG utålmodigt

Ja, men der kan jo ingen mennesker leve her.

​

HIS: 548

HEMMING

Jovisst kan de leve!

INGEBORG

Ej, du ser jo selv, de er døde allesammen! Hemming! jeg mener, det er bedst, jeg rejser ned til min fader.

HEMMING

Men hvad skal der blive af mig?

INGEBORG

Du skal ride i krigen!

HEMMING

I krigen! Og blive slået ihjel!

INGEBORG

Visst ikke! Du skal udføre en berømmelig gerning, så bliver du riddersmand, og så vil ikke min fader være dig imod.

HEMMING

Ja, men om de nu slår mig ihjel?

INGEBORG

Nu, det kan vi altid tænke på. Idag og imorgen får vi vel blive her; sålænge sidder gæsterne i ​

1.utg: 167

gildehuset og tærer bryllupskosten, – søger de efter os, så sker det vel rundt om i bygden; heroppe kan vi være trygge og – –

(standser og lytter)

Udenfor til højre høres langt borte følgende:

​

HIS: 549

KOR

Afsted, afsted at finde

Alfhild, den onde kvinde;

for vor sorg og møde

skal hun med livet bøde!

HEMMING

Ingeborg! Ingeborg! De er efter os!

INGEBORG

Hvor skal vi ty hen?

HEMMING

Ja, hvor kan jeg vide –

INGEBORG

Gå ind i stuen; gør døren tilrette, så den kan stænges indenfra.

HEMMING

Ja, men –

INGEBORG

Gør som jeg siger! Jeg går op på bakken imens og ser efter, om de er langt borte.

(går ud til højre)

HEMMING

Ja, ja da! Ak, bare de ikke får os fat.

(går ind i huset)

​

1.utg: 168

​

HIS: 550

Femte scene

Olaf (kommer fra skoven til venstre). Straks efter Ingeborg (fra højre).

OLAF ser sig om og kalder med dæmpet stemme

Alfhild! Alfhild! Intet sted er hun at se! Som en fugl smuttede hun mig afsyne inde i skoven og jeg –

INGEBORG

De er lige herved og – (standser forskrækket) Olaf Liljekrans!

OLAF

Ingeborg!

HEMMING stikker ubemærket hovedet ud af døren og får øje på Olaf

Herr Olaf! Så! Nu er det da vel forbi med mig!

(trækker sig ilsomt tilbage)

INGEBORG afsides

Han må være redet i forvejen.

OLAF afsides

Hun må være kommen her op med sin fader for at lede om mig.

INGEBORG afsides

Men jeg følger ikke med!

​

HIS: 551

OLAF afsides

Jeg viger ikke herfra!

​

1.utg: 169

INGEBORG højt, idet hun træder nærmere

Olaf Liljekrans! Du har mig nu fat; men ilde gør du, om du tænker at tvinge mig.

OLAF

Det er sålidet min agt!

INGEBORG

Hvi kommer du da hid, sammen med mine frænder?

OLAF

Gør jeg det? Det er jo tvertom dig, som –

INGEBORG

Det påfund dårer mig ikke; jeg så jo nylig hele følget –

OLAF

Hvem? Hvem?

INGEBORG

Min fader og vore slægtninge!

OLAF

Heroppe?

INGEBORG

Javisst, lige her ved!

OLAF

Ha, da er min moder med dem.

​

HIS: 552

INGEBORG

Ja, det er hun rigtignok; men hvor kan det skrække dig?

​

1.utg: 170

OLAF

Jo, det er mig, de søger!

INGEBORG

Nej, det er mig!

OLAF forbauset

Dig!

INGEBORG begynder at fatte sammenhængen

Eller – bi lidt – Ha, ha, ha! hvad falder mig ind! – Hør, skal vi to være ærlige mod hinanden?

OLAF

Ja, det var just min agt!

INGEBORG

Nu godt, så sig mig, hvad tid kom du herop?

OLAF

Inat!

INGEBORG

Jeg ligeså!

OLAF

Du!

INGEBORG

Javisst, javisst! Og du drog bort, uden at nogen vidste derom?

​

HIS: 553

OLAF

Ja!

INGEBORG

Jeg ligeså!

OLAF

Men så sig mig –

​

1.utg: 171

INGEBORG

Tys, vi har knap tid! Og du flygtede herop, fordi du havde kun ringe lyst til at følge mig for alteret?

OLAF

Ej, hvor kan du tro –

INGEBORG

Jo, det kan jeg godt tro. Sig kun frem; vi skulde jo tales ærligt ved.

OLAF

Nuvel da, det var derfor jeg –

INGEBORG

Godt, godt, jeg gjorde ligeså!

OLAF

Du, Ingeborg!

INGEBORG

Og nu ser du vel nødig, at nogen kommer dig på spor?

​

HIS: 554

OLAF

Ja, det skal ikke nægtes!

INGEBORG

Jeg ligeså! Ha, ha, ha! det er et lystigt træf; jeg flygtede for dig, og du for mig! Begge flygtede vi hidop, og nu mødes vi, just som vore frænder er efter os! Hør, Olaf Liljekrans! det er et ord, vi forråder ikke hinanden!

OLAF

Det er et ord!

​

1.utg: 172

INGEBORG

Men nu må vi skilles ad!

OLAF

Jeg forstår!

INGEBORG

Thi fandt de os sammen, så –

OLAF

Ja, så vilde det falde dig sværere at blive fri for mig!

INGEBORG

Farvel! Kommer jeg engang til at holde bryllup, så skal du være min brudesvend.

OLAF

Og skulde sligt times mig, så vil du nok være mig til vilje på samme vis.

​

HIS: 555

INGEBORG

Det forstår sig! Farvel! Farvel! og vær ikke umildt sindet mod mig.

OLAF

Visst ikke; jeg skal række dig hånden, hvor vi mødes!

INGEBORG

Jeg ligeså! Hvor vi mødes – bare ikke for alteret.

(går ind i huset. Olaf ind i skoven til højre i baggrunden)

​

1.utg: 173

Sjette scene

Fru Kirsten, Arne fra Guldvik, bryllupsgæster, bønder og huskarle (fra højre).

FRU KIRSTEN

Se, her vil vi begynde jagten. Vore folk må spredes ad og søge rundt om vandet; – hun skal herfrem og da – ve, ve hende! der er ikke nåde og barmhjertighed i mit sind.

ARNE

Hvad vil I da gøre?

FRU KIRSTEN

Holde dom over hende – lige på stedet, der hun træffes! Den udåd, hun har øvet på mine enemærker, har jeg magt og myndighed til at straffe efter ret og skøn.

ARNE

Ja, hvad hjælper det til? Hvad som er tabt vindes ikke derved tilbage.

​

HIS: 556

FRU KIRSTEN

Nej, men jeg får hævn over hende, og det er ingen ringe vinding. Hævn, hævn må jeg have, ifald jeg skal bære og overleve mit tab og al den skam, hun har påført mig. Uvejret inat har fordærvet hele årets grøde for mig, ikke et uskadt strå står igen på min ager, og herinde, hvor hun selv har sagt, at hun holder til, her blomstrer og trives det alt så rigt, som jeg aldrig har set! Er det ikke hemmelige kunsters virkning? Olaf har hun hildet så fast i sit djævelske garn, at han inat i det vildeste uvejr flygtede af bygden for at følge hende. Mit hus har hun brændt af lige til grunden; ​

1.utg: 174

alle luger og døre havde hun stængt udenfra; – det var et Guds under, at huskarlene bragte betimelig hjælp!

ARNE

Ak, Gud bedre det; jeg er dog ræd for, at det har kostet to liv, som jeg såmeget holdt af, – Ingeborg og min svend, Hemming!

FRU KIRSTEN

Ej, ej, herr Arne! I må ikke rent fortvile endnu. Ingeborg kan nok være sluppen derfra; alle vi andre kom jo uskadte ud, trods den forbandede heksekvindes list; – Ingeborg er bleven forvildet af skrækken og er flygtet et sted hen.

ARNE

Ja, ja, lad så være med Ingeborg; men Hemming er nu aldrig at spørge efter, det véd jeg visst!

FRU KIRSTEN

Hvi så?

​

HIS: 557

ARNE

O, han var bleven slig en listig, udtænkt djævel på den sidste tid! Han har ladet sig brænde inde bare for at få hævn over mig, han vidste, jeg kan ikke være ham en dag foruden. O, jeg kender ham!

FRU KIRSTEN

Ja, hvordan end er, Alfhild må vi fange; hun skal forhøres, dømmes og fældes; jeg har ugerninger nok at påsige hende.

ARNE

Og jeg kan nævne flere, ifald det gøres behov; ​

1.utg: 175

hun har stjålet min abildgrå hest ud af stalden inat; imorges var den borte både med sadel og bidsel.

FRU KIRSTEN afsides

Ingeborg og Hemming borte, og hans hest ligeså; var jeg i hans sted, jeg véd nok, hvad jeg vilde tro. (højt) Nu bryder vi op og deles ad i små hobe; den, som først får øje på Alfhild, blæser i horn eller lur; de andre lytter derefter og følger lyden, til vi samles.

De går ud til forskellige sider.

ARNE som er bleven alene tilbage

Og jeg, som ikke er kendt her, hvor skal jeg finde frem. (kalder) Hemming, Hemming! (holder inde) Nå, det er jo sandt, han er – (hovedrystende) Hm! hm! Det var skammeligt gjort af ham.

(går ud til højre)

​

HIS: 558

Syvende scene

Alfhild (kommer frem ved vandet på venstre side; hun bærer en liden bylt).

ALFHILD

Tilende har jeg klaget, tilbunds har jeg grædt;

jeg må hvile, nu er jeg til døden træt!

(synker ned på en sten i forgrunden)

Først vil jeg sige min fader farvel!

Så vandrer jeg ind på det øde fjeld!

Hernede ser jeg Olaf, hvorhelst jeg færdes;

jeg må op i højden, at mit sind kan hærdes!

jeg må døve og glemme den tunge lære,

må dysse i blund alle minder kære!

​

1.utg: 176

Ak, jeg som tænkte mig livet så rigt!

Intet er sandhed, alt er digt,

alt er kun tant og gøglende løgne;

intet kan gribes og fattes med hænder,

intet må skues med vågne øjne,

intet holder stand, når vi ret det kender!

(lurtoner høres fra skoven)

Min moders arvesølv bringer jeg med;

det vil jeg grave i jorden ned!

Jeg vil grave det ned under birkens rod,

derude, hvor jeg fordum med Olaf stod!

(åbner bylten og fremtager en brudekrone og andre smykker)

Denne sølverne krone har min moder båret;

også hende har da verden forlokket og dåret,

også hun har da troet på kærligheds magt.

Blev også hun så bitterlig vakt?

Var det kun spot, når min fader kvad

​

HIS: 559

om elskovs lyst, som gør barmen glad?

Ak, da skulde han tiet dermed;

hans sange har røvet mig livsens fred,

hans sange bygged i min barm et hus

for verdens fryd, – nu ligger det i grus!

(luren høres atter)

Sølvet er sig så ædelt malm,

det smuldres ikke som høstens halm;

lå det i jorden vel tusinde år,

det skinner endda, det aldrig forgår!

Livets lyst er som høstens halm,

sorgen er sølvet, det ædle malm!

(pakker smykkerne sammen i bylten)

Min fader har nævnt mig en trolddomsskat,

deraf drypped ni blanke perler hver nat;

men hvormange perler den end monne føde,

lige stor og rig blev dog skatten hin røde!

Min sorg er for mig en trolddomsskat;

​

1.utg: 177

deraf skal dryppe ved dag og nat

ikke ni, – nej tusinde perler små,

og skatten vil dog aldrig forgå! –

Ja, verden har gjort mig så klog, så klog!

Fordum fulgte jeg skyernes tog,

fløj drømmende med på de vide baner

og kaldte dem himmelens svaner!

Fordum jeg tænkte, at træets grene

bredte sig ud for at skygge min vandring,

jeg tænkte mig liv i fjeldets stene.

Nu er mig voldt så tung en forandring.

Nu véd jeg det bedre; – kun menneskets bryst

kan våndes i smerte, kan vugges i lyst.

Der bor ingen ven mellem blomster og grene,

jeg må bære min sorg alene.

​

HIS: 560

(rejser sig)

Velan da! Op mellem is og sne, –

både her og hist er kun gravens læ!

(vil gå)

Ottende scene

Alfhild. Fru Kirsten. Arne. Bryllupsgæster, bønder og karle (fra forskellige sider). Senere Olaf Liljekrans.

FRU KIRSTEN

Der er hun! Stå stille, Alfhild! Prøv ikke på at undkomme, ellers skyder vi dig ned.

ALFHILD

Hvad vil du mig?

FRU KIRSTEN

Det skal du tidsnok erfare! (peger på bylten) Hvad bærer du der?

​

1.utg: 178

ALFHILD

Min moders arv!

FRU KIRSTEN

Giv hid! Se, se! En sølvkrone! Forsandt, Alfhild! er du din moders eneste datter, da frygter jeg stærkt, at brudekronen ikke mere vil trænges om i hendes æt. (til karlene) I binde hende! Hun står der og lader så sorgløs i sind; ingen kan vide, hvad hun pønser på.

Alfhild bindes.

​

HIS: 561

FRU KIRSTEN højt og med undertrykt lidenskabelighed

Retten er sat. Som I alle vide, har jeg lovlig hævd og adkomst til at værne om mine enemærker, til at fælde dom efter landets lov over hver den, der gør mig uskel på min egen grund. Dette er hvad du, Alfhild! har fordristet dig til, og derfor står du nu her som anklaget for din dommer. Forsvar dig, om du kan, men glem ikke, at det gælder livet.

ARNE

Men hør, fru Kirsten!

FRU KIRSTEN

Forlad mig, herr Arne! Jeg er i min ret, og den vil jeg holde på. (til Alfhild) Træd frem og svar mig!

ALFHILD

Spørg du kun, jeg skal svare!

FRU KIRSTEN

Mange og hårde er de beskyldninger, som rejses mod dig. Først og fremst påsiger jeg dig her ​

1.utg: 179

ved ugudelige kunster at have dåret min søn, Olaf Liljekrans, så at hans sind og tanker vendte sig fra hans fæstemø, som han havde trolovet, – så at han, syg i hjertet, ingen dag fandt fred i sit hjem, men drog hid op til denne ukendte dal, hvor du har holdt til. Alt sligt kan ikke være tilgået på vanlig vis; du er derfor sigtet for trolddom, forsvar dig, om du kan.

ALFHILD

Lidet har jeg hertil at svare. Trolddom kalder du hin sælsomme magt, som drog Olaf hid op. Kanhænde du har ret; men denne trolddom kom ikke fra den onde; – hver den stund Olaf har været her, Guds øje måtte se derpå! hver den tanke jeg har ​

HIS: 562

fæstet på Olaf, Guds engle måtte kende den! og de skulde ikke blues derover.

FRU KIRSTEN

Nok, nok! Du føjer endnu bespottelser til din brøde. Ve dig, Alfhild! hvert et ord tynger med i skålen. Dog, du om det! (til de øvrige) Jeg æsker eder alle til vidne på hendes svar. (vender sig til Alfhild) Jeg beskylder dig dernæst for atter igen inat at have, ved de samme hemmelige kræfter, trukket Olaf her op, samt at du holder ham gemt herinde!

ALFHILD

Der har du ret! Lønligt er han gemt herinde!

FRU KIRSTEN

Det vedgår du?

ALFHILD

Ja, men så mægtig du end er, fri ham ud kan du ikke. Kanhænde det bådede mig bedst, om du var ​

1.utg: 180

dertil istand; men ikke du, ikke den hele vide jord har så stærk en magt og evne!

FRU KIRSTEN i heftigt udbrud

Nu er døden dig viss! Sig frem, hvor har du ham?

ALFHILD trykker hænderne mod brystet

Herinde – i hjertet! Kan du rive ham ud deraf, da hekser du bedre end jeg!

FRU KIRSTEN

Det svar gavner lidet; sig frem! hvor er han?

​

HIS: 563

ALFHILD

Jeg har svaret!

FRU KIRSTEN med tilbagetrængt forbitrelse

Godt, godt!

ARNE til de omstående

Havde Hemming været ilive, så skulde han nok fået sandheden ud af hende; han var bleven så listig på sine sidste dage.

FRU KIRSTEN

Nu kommer den tredie klage mod dig: du har inat stukket ild på min gård og brændt den af til grunden. Kanhænde menneskeliv er gået tilspilde, det véd vi endnu ikke, men hvad som end er, derved hverken skades eller rettes på din sag; thi din agt at brænde os inde alle tilhobe ligger klarlig for dagen. Nægter du mit påsagn at have brændt gården af inat?

​

1.utg: 181

ALFHILD

Jeg nægter det ikke, jeg har brændt din gård!

FRU KIRSTEN

Og hvormed vil du besmykke din gerning? (med bitter spot) Du skal ej kunne sige, at du handlede overilet. God lejlighed havde du, såvidt jeg mindes, til at tænke dig om; du stod udenfor, ingen kom dig nær, ingen hindrede dig fra at overlægge så roligt du kunde og vilde. Ej skal du sige, at gildestuens lystighed steg dig til hovedet, ej heller at vinen gjorde dig hed og fortumlet; thi du var nok ikke med derinde, du stod udenfor, og der var svalt nok, der var kølige vinde, som nok kunde gøre dig besindig.

​

HIS: 564

ALFHILD

Ja, jeg har brændt din gård inat; men du og Olaf og alle I andre derude har øvet en værre færd mod mig. Verden var mig en højsal, som hørte den store fader til. Himlen blå var dens tag, stjernerne var de lamper, som lyste fra dens loft. Jeg gik glad og rig derinde; men I, I kastede en brand midt ind i den gyldne herlighed; nu er alting dødt og fortørret!

FRU KIRSTEN

Slig tale båder dig lidet! End engang spørger jeg, hvor er Olaf Liljekrans, min søn?

ALFHILD

Jeg har svaret!

FRU KIRSTEN

Så har du også fældet din dom, og jeg vil bekræfte den.

​

1.utg: 182

Olaf kommer frem på klippepynten mellem træerne, uden at bemærkes af de tilstedeværende.

OLAF afsides

Alfhild –! Hjælp Gud! hvad er det?

(trækker sig uset tilbage)

FRU KIRSTEN

Som skyldig i trolddomskunster og mordbrand er du efter landets lov hjemfalden til døden. Denne straf udsiges herved over dig, og skal den ufortøvet samt her på stedet fuldbyrdes.

ARNE

Men hør, fru Kirsten!

​

HIS: 565

FRU KIRSTEN

Dommen er fældet! Alfhild skal lide døden!

ALFHILD

Gør som dig lyster; lidet skal jeg være dig hinderlig deri. Da Olaf fornægtede sin kærlighed, da slukkedes mit liv, – jeg lever ikke længer.

FRU KIRSTEN

Før hende op på fjeldstupet der!

To karle fører Alfhild op.

FRU KIRSTEN

For sidste gang, Alfhild! giv mig min søn tilbage!

ALFHILD

Jeg svarer ikke mere!

FRU KIRSTEN

Det ske da, som du vil! (til karlene) Styrter hende ud! Nej, vent! Der falder mig noget ind. (til Alfhild) ​

1.utg: 183

Som du der står, kommer jeg til at mindes dig, da du igår trådte frem med guldkronen på og mente, at du var Olaf Liljekrans værdig til brud. Nu skal vi dog se, hvormeget du agtes; her er bønder og karle og mange ringe mænd tilstede; – kanhænde dit liv end står til at frelses! Ja, Alfhild! Du ser på mig, men så er det; jeg vil være dig nådig! (vender sig til de øvrige) Ej sandt, I kender alle den gamle vedtægt, at når en kvinde er dømt for en halsløs gerning, som hun der, da frelses hendes liv og hun er fri, ifald en uberygtet mand træder frem og nævner hende uskyldig og siger sig villig og rede til at ægte hende. Ej sandt, den vedtægt kender I?

​

HIS: 566

ALLE

Ja, ja!

ALFHILD med frembrydende tårer

O, at måtte forhånes, forhånes så dybt i min sidste stund!

FRU KIRSTEN

Nuvel, Alfhild! Denne vedtægt skal komme dig tilgode. Ifald kun den ringeste karl i mit følge træder frem og siger sig villig til at ægte dig, da er du fri. (ser sig om) Er der ingen som melder sig?

Alle tier.

FRU KIRSTEN

Giv hende sølvkronen på; den skal følge med i købet; kanhænde, Alfhild! at du derved stiger i pris!

Kronen sættes på Alfhilds hoved.

FRU KIRSTEN

For anden gang, spørger jeg, er ingen villig til at frelse hende?

Hun ser sig om. Alle tier.

​

1.utg: 184

FRU KIRSTEN

Nu gælder det; nu frygter jeg for, at dine øjeblikke er talte. Hører mig vel, I karle deroppe! Ifald ingen svarer på det tredje opråb, da agte I på mit tegn og styrter hende i søen! Brug nu dine kunster, Alfhild! se til, om du kan kogle dig fra døden. (med høj røst) For sidste gang! Der står heksekvinden og mordbrændersken; hvo frelser og ægter hende?

​

HIS: 567

Hun ser sig om. Alle tier. – Fru Kirsten hæver raskt hånden til tegn, karlene griber Alfhild; i samme øjeblik styrter Olaf frem på klippepynten i fuld bryllupsklædning.

OLAF

Jeg frelser og ægter hende!

Han støder karlene bort og afriver hendes bånd. Alfhild synker med et skrig til hans bryst; han omslynger hende med den venstre arm og løfter den højre truende ivejret.

ALLE står som forstenede med udråbet

Olaf Liljekrans!

FRU KIRSTEN

Olaf Liljekrans, min søn! hvad har du gjort? Beskæmmet dig for evig!

OLAF

Nej, jeg aftvætter den skam og skændsel, som jeg pådrog mig ved min færd mod hende! Min brøde vil jeg udsone og gøre mig selv lykkelig derved! (fører Alfhild frem) Ja, for eder alle nævner jeg højt og lydt denne unge kvinde som min brud! Hun er uskyldig i alt det, som er påsagt hende; kun jeg har forbrudt mig. (bøjer knæ for hende) Og for din fod beder jeg dig glemme og forlade –

​

1.utg: 185

ALFHILD hæver ham op

Ak, Olaf! Du har givet mig al verdens herlighed tilbage!

FRU KIRSTEN

Du vil ægte hende! Godt og vel, så er jeg ikke længere moder for dig!

​

HIS: 568

OLAF

Stor sorg voldes mig derved, skøndt det er længe siden I var en sand moder for mig. I brugte mig kun til at bygge eders egen stolthed ivejret, jeg var svag og fandt mig deri. Men nu har jeg vundet kraft og vilje; nu står jeg fast på mine fødder og grunder min egen lykkes bygning!

FRU KIRSTEN

Men betænker du da ikke –

OLAF

Intet vil jeg mer betænke, jeg véd hvad jeg vil. Nu først forstår jeg min sælsomme drøm. Det blev mig spået, at jeg skulde finde den fagreste blomst, at jeg skulde plukke den sønder og drysse den ud for alle vinde. O, således er det sket! En kvindes hjerte er den fagreste blomst i verden; alle de rige og gyldne blade deri har jeg sønderrevet og drysset ud for alle vinde. Men trøst dig, Alfhild! Mangt et sædefrø er fulgt med, sorgen har modnet det, og deraf skal spire et rigt liv for os herinde i dalen; thi her vil vi bo og bygge!

ALFHILD

O, nu er jeg salig som den første stund vi mødtes.

​

1.utg: 186

FRU KIRSTEN afsides

Ingeborg er borte, denne rige dal hører Alfhild til; ingen anden har ret dertil – (højt) Nuvel, Olaf! Jeg vil ikke være din lykke imod. Mener du at finde den på den vis, så – – Mit minde har I dertil!

OLAF

Tak, min moder, tak! Nu fattes mig intet mere!

​

HIS: 569

ALFHILD til fru Kirsten

Og mig forlader du al min brøde?

FRU KIRSTEN

Nu, nu! Kanhænde der var fejl på min side med, lad os ikke tale mere derom!

ARNE

Men jeg da? Og min datter, som herr Olaf havde trolovet – Dog, det er jo sandt, kanhænde hun ikke mere er til!

OLAF

Jovisst er hun til!

ARNE

Hun lever! Hvor er hun? Hvor?

OLAF

Det kan jeg ikke sige; men det er at nævne, at vi begge to i venskab har brudt trolovelsen.

FRU KIRSTEN

I ser, herr Arne! at jeg – –

ARNE

Ja, ja, min datter skal ikke tvinges på nogen. ​

1.utg: 187

Alfhild var det beskåret at få en riddersmand; det samme kan vel times Ingeborg. (med værdighed) I ædle herrer og velbyrdige mænd! Hører mit ord! Det er kommet mig for øre, at jeg, blandt mange af jer, holdes for en mand, der er lidet bevandret i høviske sæder og skikke. Jeg vil nu vise, at det er løgn i jer hals! I de gamle krøniker fortælles, at når en brav konge mister sin datter, så udlover han hendes hånd og halvdelen af riget til den, som ​

HIS: 570

finder hende igen. Jeg vil gøre som de gamle, brave konger; den, som finder Ingeborg igen, får hendes hånd og mit halve gods og eje dertil. Er I med på det?

DE UNGE KARLE

Ja, ja!

Niende scene

De forrige. Ingeborg (træder hurtig ud fra huset og trækker Hemming efter sig).

INGEBORG

Her er jeg! Hemming har fundet mig!

ALLE forbausede

Ingeborg og Hemming! Heroppe!

ARNE forbitret

Ej, så skal da også – –

INGEBORG kaster sig om hans hals

O, fader, fader! Det nytter dig ikke; du har givet dit ord!

​

1.utg: 188

ARNE

Ham gjaldt det ikke! Nu skønner jeg det nok; han har selv ført dig bort!

INGEBORG

Nej, tvertom, fader! Det var mig, som førte ham bort!

ARNE forskrækket

Vil du tie med slige ord! Er du da forrykt?

​

HIS: 571

INGEBORG sagte

Så sig ja, straks på stedet! Ellers fortæller jeg til alle mennesker, at det var mig, som – –

ARNE

Ti, ti! Jeg siger jo ja! (træder mellem dem og ser bistert på Hemming) Dig var det altså, som stjal min abildgrå hest med sadel og bidsel?

HEMMING

Ak, herr Arne! –

ARNE

O, Hemming! Hemming! Du er en – (betænker sig) Nå, du er min datters fæstemand; lad det så være godt dermed.

HEMMING og INGEBORG

O, tak, tak!

​

1.utg: 189

Tiende scene

De forrige. Thorgjerd (med en strengeleg i hånden, har under det foregående blandet sig mellem mængden).

THORGJERD

Ej, se, se! Her er folksomt i dalen idag!

BØNDERNE

Thorgjerd spillemand!

ALFHILD kaster sig i hans arme

Min fader!

​

HIS: 572

ALLE

Hendes fader!

OLAF

Ja, ja, gubbe! Idag er her folksomt og lysteligt herinde, og så skal det herefterdags blive ved. Det er din datters bryllup, som holdes; af kærlighed har hun kåret sin fæstemand, om kærlighed har du sjunget for hende, – du vil ikke være os imod!

THORGJERD

Alle gode vætter værne om eder!

ALFHILD

Og du bliver hos os!

THORGJERD

Nej, nej, Alfhild!

En spillemand har ikke hjem eller bo,

hans hu stævner vidt, han aldrig finder ro!

​

1.utg: 190

Hver den, som ejer en sangbund i sit bryst,

han er hjemløs i dale, han er hjemløs ved kyst;

i liens løvsal, på den grønnende eng

må han synge og røre den dirrende streng,

han må lure på det liv, som lønligt bor

under fossens væld, ved den vilde fjord,

må lure på det liv, som i brystet banker,

klæde folkets drømme i toner og ord,

og klare dets gærende tanker!

​

HIS: 573

OLAF

Men stundom vil du dog gæste os her!

Nu skal en hal mellem birkene bygges;

her, min Alfhild! skal dit liv betrygges,

jeg og min elskov skal leve dig nær,

aldrig dit øje af tårer skal skygges!

ALFHILD

Ja, nu jeg ser det, livet er rigt!

rigt som mit hjertes fagreste digt!

Så tung og så sort var end aldrig sorgen,

den følges engang af en lysende morgen!

(knæler)

Guds engle små! I har ledet mit fjed,

I har atter skænket mig trøst og fred!

I styred min gang ved afgrundsranden,

I støtted min fod, der var veg og svag!

O, kan jeg end ikke tro med forstanden, –

med hjertet vil jeg tro til min sidste dag!

Ja, himmelske magter! I våger endnu!

Klart skinner solen efter uvejrets gru; –

af livets brand blev min kærlighed frelst;

lad så times og mødes hvadhelst!

​

1.utg: 191

Nu er jeg frejdig, nu er jeg stærk,

rede til livets vekslende værk!

(med et blik til Olaf)

Og når vi engang – –

(afbryder og hæver hænderne højt i vejret)

På englenes arm

bæres vi hjem i himmelens karm!

De øvrige har dannet en gruppe om hende; tæppet falder.