Rypen i Justedal
| Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||
| Om verket | |||||||
| Les mer om verket | |||||||
1850.
Vild Fjeldegn; til 
Venstre en gammel
Sæterhytte, i Baggrunden høie Fjelde der
hæve sig over hinanden. Bjørn og Paal
komme ned fra Lien med Buer og an-
dre Jagtredskaber paa Ryggen; det er Aften. –
Venstre en gammel
Sæterhytte, i Baggrunden høie Fjelde der
hæve sig over hinanden. Bjørn og Paal
komme ned fra Lien med Buer og an-
dre Jagtredskaber paa Ryggen; det er Aften. –
Bjørn
Det haster ikke, {
Paal,
}kom
og sæt dig her paa Hellen, lad os hvile.
Bjørn
Det {
<...>
}er ei derfor, Paal!
men her er jo saa kjøligt og saa vakkert
see her hvor Fjeldet skinner rødt som Guld
1.utg: [2]v
som viste os sin hele rige Skat.Bjørn
Troer du da ei
at saadant findes meer?
Paal
Jo at det findes,
det veed jeg sagtens vel saa godt som du
men netop derfor skulde du ei snakke
Bjørn
.Du mener at det kunde være muligt
det viste sig?
Paal
Ja hvorfor ikke det
sligt har jeg seet før –
Paal
Ja vist
og det for ikke længe siden –
Bjørn
Hvor?
Paal
Her lige Nord i Sæteren, der var jeg
en Lørdagskvæl i Sommer
Paal
Saa var det nok omtrent,
hun ligger der tilsæters –
Bjørn
.Ja, det kan være, – men hvad saa du da?
(han tager Nisten frem medens Paal
fortsætter.)
fortsætter.)
Paal
Nu skal du høre, – vent nu bare lidt;
det var i Kvældingen omtrent som nu,
jeg trasked opad saa i egne Tanker –
men aller bedst jeg gik saa fløi der op
en Rype tæt ved mig i Graneholtet
Bjørn
Og saa?
Paal
Jeg spændte Buen i en Fart
– men væk var Fuglen –
Bjørn
Ja det troer jeg gjerne
HIS: 197
PaalJa hør nu bare (med la{
d
}v Stemme) da jeg saa mig om
paa samme Sted hvor Rypen just blev borte.
.HU: 245
BjørnPaal
Saa,
troer du da ei at jeg kan skjelne Huldra
jeg ved nok hvem det var, – og Rypen da? –
Bjørn
Men hvordan saa hun ud, hun var vel vakker?
Paal
Ja hun var vel nok skabt, det maa jeg sige –
men det saa jeg nu ikke vidre efter –
Bjørn
Du løb din Vei?
Paal
Ja det er nok det bedste
HIS: 198
i slige Tilfælde; Folk sige jo,at Huldra passer paa; naar det kan skee
saa lokker hun de {
<...>
}raske Karle til sig –
Bjørn
{
<...>
}Det er nok helst de unge!
Paal
Nu, ja vel,
jeg er da ingen Gamling endnu heller,
for tredive Aar tilbage var jeg kun
en Unggut endnu, –
Bjørn
Ja det kan nok være.
Paal
Og lod ham blive der i mange Aar,
og da han endelig kom ud igjen
HIS: 199
saa kjendte Ingen ham i Bygden mere.Bjørn
Nu ja, hvad Skade var der vel i det?
Bjørn
Ja hvorfor ikke!
Paal
Jeg tænkte det; – jeg har nok længe mærket
HU: 246
du her omkring fra Morgen og til Kvæl;igaar da jeg traf paa dig, – hør, hvor havde
du været da?
Bjørn
Nu, kan du gjætte det?
Paal
Vel høit tilfjelds som ellers!
Paal
Gud forlade dig! –
har sat sin Fod i mange Herrens Aar;
Bjørn
Jeg ved det nok –
Bjørn
Det kan nok være!
Paal
Har du intet seet?
Bjørn
Nei intet seet, – men hørt –
HIS: 201
PaalHvad, – har du hørt, –
Bjørn
Nu, Suus fra Granetop og Fuglekvidder
og sligt som altid høres her tilfjelds –
Paal
Og ikke andet?
Bjørn
Gjør Huldren?
Paal
Ja, og at hun gjæter der
sin hele Buskap, –
Bjørn
Det kan gjerne være
jeg saa ei {n}Noge{t}n, –
springer op.HU: 247
BjørnDet høre de?
Paal
Det er ei længer siden end igaar
jeg hørte det {
af
}paa Sæteren hernede;
at ligge her tilfjelds –
Bjørn
Forunderligt!
det haster ei vi kan jo hvile {
<...>
}her
saagodt som andetsteds
(han drikker og rækker
Paal Hornet.)
Paal
Du er da bleven rent som folkesky
og trives ingensteds som her i Skogen;
at blive her inat, saa vil jeg søge
(han reiser sig.)
Bjørn
Ja gaa du kun, – jeg sidder her paa Hellen
og pudser Rusten af min Bue, –
Bjørn
efter
en Pause.
Nei alt hvad jeg end strider derimo{m}d,
jeg kan ei blive fri for disse Tanker!
Har jeg da ikke hørt saa tydeligt
hvordan hun lokked med sin Luur fra Lien;
og fra den første Gang jeg hørte det
1.utg: [6]r
da forekom det mig som jeg blev dreven
HU: 248
af en usynlig Magt derop; – hver Dagjeg maatte vandre did, selv mod min Villie.
som sang deroppe, høit i Furutoppen,
det skal betyde Lykke siger man,
nu, gid det var saavel, – tys, hvad er det?
HIS: 205
Godkvæl!Bjørn
Godkvæl igjen, – hvor skal du hen
saa seent paa Kvælden –
Harald
Nedad imod Bygden!
Bjørn
Du boer vel over paa den anden Kant
af Fjeldet?
Harald
Ja, det kan du gjerne sige,
dog ikke mere der end andetsteds,
mit Hjem er hvorsomhelst det kan sig træffe.
Bjørn
Hvorledes mener du?
Harald
Jeg vanker om
jeg er en Spillemand, som du nok seer
HIS: 206
BjørnOg du har intet Hjem?
Harald
Er der ei Ly
da, under hvert et Træ i Granelien?
Bjørn
Ja, du har Ret, naar man er ung saa gaar
det sagtens an; – men –
Harald
Snak dog ei om Alder!
vid, man kan gjerne leve hundred’ Vintre
og endda være lige ung, min Gut!
Bjørn
Du taler underligt!
Harald
Det kan nok være, –
det er fordi du ikke skjønner mig; –
men jeg maa nok begive mig paa Veien. –
– Gaaer ikke denne Sti til Bjerkehoug?
HU: 249
BjørnTil Bjerkehoug? Ja, skal du did iaften?
HIS: 207
Haraldpaa mange Aar og derfor vil jeg gjerne
1.utg: [7]r
BjørnDet kan du lide paa –
Harald
Det troer jeg og!
Bjørn
Nu saa farvel, – og lad ei Veien falde
dig altfor lang –
For lang, hvor kan den det?
gaar du i Skogen med det rette Sind
saa savner du ei Selskab, mener jeg,
hvad eller tykkes dig at det er énsomt
her hvor dog Li og Fjeld er fuldt af Liv?
Du troer det ei? – det er dog som jeg siger
saa er det kun fordi du ikke eier
(han gaar)
HIS: 208
det rette Syn og Hørelse! – Godkvæl.Bjørn
. seer efter ham
Det var dog sælsomt hvad han sagde der,
hvad mente han, – jeg kan ei fatte det.
(Luurtoner høres fra Baggrunden.)
Hør, hør, der lyder det igjen fra Fjeldet.
(lytter.)
Jeg kjender Tonerne, – ja, det er hende.
(Han lytter i taus {f}Forventning, Luur-
tonerne høres atter og Alfhild viser
sig i Baggrunden paa en Fjeldtop.)
tonerne høres atter og Alfhild viser
sig i Baggrunden paa en Fjeldtop.)
(synger
1.utg: [7]v
Alfhilduden at bemærke Bjørn)
Kun Bækken risler bag Stene,
Og Trosten kviddrer saa stur i Kvæl
En Sang fra Bjerkens Grene.
(Hun gjør et Par {S}skridt fremad og
bemærker Bjørn; overrasket bliver hun et Øieblik
staaende og forsvinder derpaa bag Træerne.)
bemærker Bjørn; overrasket bliver hun et Øieblik
staaende og forsvinder derpaa bag Træerne.)
Bjørn
.hun ligned ikke Jenterne i Dalen.
D{
<...>
}et var da Sandhed hvad den Gamle sagde
at Li og Fjeld er fuld af Liv; jeg vil
dog tale med ham end engang ikvel
(raaber ind i Selet.)
staa op og lad os give os paa Veien!
Paal
kommer
Hvad er paa færde, – er her Vildt i Lien!
HIS: 210
PaalSaa har du sagtens atter sigtet feil
1.utg: [8]r
det er ei skjeldent i den sidste Tid!
{
Paal
}Bjørn
Jeg har ei skudt engang.
Paal
Nu endnu bedre.
Bjørn
Det var en Fjeldfugl kun. –
Paal
En Rype kanske.
Bjørn
Ja netop ligedan som den du saa,
med et forsvandt den oppe der i Lien!
Paal
Ja vil du bare see, – jeg havde Ret; –
Bjørn
Nei vist, men kom nu, – skynd dig, lad os gaa!
(De gaa mod Venstre)
HIS: 211
gammeldags Bjelkehal paa
Bjerkehoug, øverst staaer Høisædet, paa den
ene VægArnen, paa den anden en Dør. –
1.utg: [8]v
HU: 251
En gammeldags Bjelkehal paa
Bjerkehoug, øverst staaer Høisædet, paa den
ene Væg
Arnen, paa den anden en Dør. –Mereta
Sæt Hornet der paa Bordet, Ingeborg!
vor Gjæst behøver sagtens Tidsfordriv
for ei at kjede sig her altformeget.
Ingeborg
.O, derfor kan du være ganske rolig;
paa Bjerkehaug sin hele Levetid –
Mereta
Hvorledes mener du?
Ingeborg
.Aa, du har nok
forlængesiden mærket hvad jeg mener.
(hun gaar idet Einar
træder ind.)
1.utg: [9]r
MeretaO, det var
kun for at skaffe dig en Lædskedrik
du snakked jo saameget for mig, Einar
Einar
Vil du nu atter gaa, du har da aldrig Tid,
at høre hvad jeg har at sige dig!,
Mereta
Nei, det er sagtens og det klogeste!
Einar
Du leer kun ad mig, troer ei hvad jeg siger.
du tvivler paa min Ærlighed –
Mereta
O til
med Ærlighed, den læres ei i Staden.
og der var du jo fra din Barndom alt
1.utg: [9]v
EinarJeg vented ei
HU: 252
at komme hid til Bjerkehoug den Dagda du ei skjønned hvad der ærligt menes.
Mereta
muntert
Nu, lad os ikke trætte me{r}er derom
men kom og lad os være gode Venner!
Einar
vil tage hendes Haand
.Mereta!
Mereta
Nei, vær rolig nu, ung Einar!
Ja, du maa tro, vi har ei glemt dig heller,
du skulde see det lille Æbletræ,
du planted her for syv A{
rs
}ars Tid i {
<...>
}Haven
HIS: 214
EinarDet mindes du endnu?
Mereta
Jeg seer til det
hver Dag, – det heder Einars Træ, Godkvæl!
(hun gaar)
Einar
Jeg kan ei rigtig blive klog paa hende,
snart støder hun mig bort med Spot og Skjemt
(Mogens træder ind.)
1.utg: [10]r
MogensEinar
Han kommer sikkert snart
Mogens
Vel, saa vil jeg vente, (sætter sig) ja, nu
er du jo atter bleven vor Nabo, – du har
er du jo atter bleven vor Nabo, – du har
HIS: 215
jo selv overtaget din Faders Gaard igjen, –Mogens
Du gjør Ret,
beati sunt agricolæ, – men
hvad { <...> }har du i Hornet d{it}er, – naa,Mjød,
– jeg troer en liden Taar vil gjøre godt ˹ (drikker) ˺ – –
– jo jo, Bengt af Bjerkehoug har gode Sager
i Kjelderen, men de komme nu skjel-
den fordagen, – her gaar ikke saa lystigt
til som i gamlesalig Thormods Dage,
Einar! –
beati sunt agricolæ, – men
hvad { <...> }har du i Hornet d{it}er, – naa,
Mjød,
– jeg troer en liden Taar vil gjøre godt ˹ (drikker) ˺ – –
– jo jo, Bengt af Bjerkehoug har gode Sager
i Kjelderen, men de komme nu skjel-
den fordagen, – her gaar ikke saa lystigt
til som i gamle
salig Thormods Dage,
Einar! –
.HU: 253
EinarMogens
Ja det maa du sige, Gud lad det bare ikke
blive værre, – det er Ungdommens Synder og
Forfængelighed som tynger paa Alderdommen,
et Verdens Barn, en af dem, der
foretrække
rumores ante salutem, som
det heder, –
blive værre, – det er Ungdommens Synder og
Forfængelighed som tynger paa Alderdommen,
HIS: 216
– han er nu et Verdens Barn, en af dem, der
foretrække
rumores ante salutem, som
det heder, –
Mogens
Ja, saa er det nok –
Einar
Men hvorledes gik det da til – –
Mogens
Ja, det kan jeg gjerne sige, – her er vel Ingen
inde, – for du er enbrav {g}Gut og din Fader var al-
tid rundhaandet ˹med allhaande Gaver og godSkjænk til˺
mod
Klostret; (drikker) seer
du, Alf var den ældste Søn, han var en stille
from Sjæl, medens Bengt var vild og hidsig, ret
ligesom Bjørn; Alf skulde nu have Gaarden
efter Faderens Død og det kunde Bjørn Bengt da
ikke finde sig i, for han var nu et Verdens
{ <...> }Barn, og saa satte han altid Ondt i Faderen
imod Alf – –
inde, – for du er en
brav {g}Gut og din Fader var al-
tid rundhaandet ˹med allhaande Gaver og god
Skjænk til˺
mod
Klostret; (drikker) seer
du, Alf var den ældste Søn, han var en stille
from Sjæl, medens Bengt var vild og hidsig, ret
ligesom Bjørn; Alf skulde nu have Gaarden
efter Faderens Død og det kunde Bjørn Bengt da
ikke finde sig i, for han var nu et Verdens
{ <...> }Barn, og saa satte han altid Ondt i Faderen
imod Alf – –
HIS: 217
EinarMen det var nok især da Alf giftede sig –
1.utg: [11]r
MogensJa, netop da, – Faderen var imod Giftermaalet
men Alf vilde have sin Villie dengang, og da
han efter Byllupet traadte ind til Faderen
saa lyste han sin Forbandelse over ham og
svor at han aldrig vilde see ham mere, –
det kan da ikke nægtes at det var Bengts –
Skyld, – Gud forlade ham –
men Alf vilde have sin Villie dengang, og da
han efter Byllupet traadte ind til Faderen
saa lyste han sin Forbandelse over ham og
svor at han aldrig vilde see ham mere, –
det kan da ikke nægtes at det var Bengts –
Skyld, – Gud forlade ham –
Einar
Men hvor blev der af Alf –
Mogens
.Mogens
.Men siden den Tid har det ikke været godt paa Bjer-
kehoug, – den Gamle døde nu snart efter, og Bengt
vil ikke lade sig mærke med noget, – menErindrin-
gen om Alf den nager ham, det skjønner jeg
nok; en mægtig Mand er han da, – og endnu mægtigere
vil nu Bjørn blive, dersom det bliver noget af mellem
kehoug, – den Gamle døde nu snart efter, og Bengt
vil ikke lade sig mærke med noget, – men
Erindrin-
gen om Alf den nager ham, det skjønner jeg
nok; en mægtig Mand er han da, – og endnu mægtigere
vil nu Bjørn blive, dersom det bliver noget af mellem
1.utg: [11]v
ham og Mereta.Einar
Mereta, – tænker Bjørn paa – –
Mogens
Na, det ved jeg ikke, men hans Fader tænker paa det –
Mogens
Hvad siger I? – Tys, der kommer han nok! (reiser sig.)
Einar
Saa vil jeg gaa. – (gaar ud til Venstre idet Bjørn Bengt træ-
HIS: 219
der ind fra Baggrunden)
Mogens
Her er de allesammen.
Bengt
Og der er ingen anden Arving end Mereta?
Mogens
.Ingen; det er en Lykke for hende, for hendes salig
Faders Ei{ <...> }endom var da ikke stor –
Faders Ei{ <...> }endom var da ikke stor –
Bengt
Nei, I har Ret!
Mogens
Og nu er d{a}er da ingenting iveien for Bryllupet kan
jeg tænke –
jeg tænke –
Bengt
opfarende
Hvad, Præst! mener I at det er derfor jeg har holdt det
hemmeligt, troer I at Mosterens Arv – –
hemmeligt, troer I at Mosterens Arv – –
HU: 255
MogensMen hverken Bjørn eller Mereta ved noget om det –
Bengt
Mogens
Det har I gjort som en god Christen – –
Bengt
Og alligevel, – men lad os ikke tale mere herom, –
(gaar hen til Arnen.)
Naa, hvad er I saa lystige over. –
HIS: 221
MeretaKom, sæt dig Fader, skal du høre –
Mereta
Men Bedstefa’r fortalte jo saa tit
og han sov altid roligt
Bengt
Gjorde han? –
Mereta
O ja, om Sangerknud, hvor det var morsomt
Mogens
Hvem er da sangerknud?
Einar
Her kom han aldrig –
Mereta
Ikke det jeg veed,
jeg saa ham aldrig –
Bengt
Nei det troer jeg gjerne
det Hele er jo kun et Eventyr –
Mereta
Nei vist, han lever endnu, – spørg kun Paal –
HU: 256
BengtMereta
Men du har selv fortalt om Sangerknud –
Bengt
Ja dengang – –
HIS: 223
MeretaKan du ikke huske det
naar jeg og Bjørn og Einar sad omkring dig –
og naar du saa fortalte, blev du munter,
aa, Fa’er fortæl –
Bengt
klapper hende paa Kinden
Na, ja, det kan jeg gjerne.
(de sætte sig.)
gjennem Skog og i dybe Dale,
men hvorsomhelst han tilhuse kom,
man lyttede taus til hans Tale; –
der fór fra hans Strenge en deilig Lyd,
og Fuglen kviddred derved af Fryd
og svang sig i lystige Ringe.
og redte sig til at synge;
ei Fjeld eller Fjord kunde standse hans Gang,
Guds Fred med enhver som i Stuen er at finde!
Bengt
Knud
Mit Navn er Knud og jeg har mit Tag
under Busken som flygtige Hare.
Min Hal er den kjølige Furuskog
der føler jeg mig som hjemme
HU: 257
der synger jeg glad og spiller dertilMen ofte saa driver en lønlig Magt
mig bort fra de {
eg
}fagre Lunde,
jeg hviler da stundom ved lave Strand,
Mereta
Den stakkels Gamle der maa saadant trænge!
Knud
Jeg trænger ikke Sølv, ei heller Guld
end aldrig sang jeg nogentid for Penge
Knud
Jeg takker eder –
Mereta
Jeg vil bringe dig
{
<...>
}en kraftig Lædskedrik, det skjænker Kræfter.
(bringer ham Mjødhornet.)
Knud
{d}Det er jeg rede til naar det forlanges –
Knud
reiser sig
Du troer da ei
paa vore Sagn –
Bengt
Sligt er jo kun for Børn
og Kvinder –
Einar
O nei vist, fortæl og syng!
Bengt
stolt
Ja vil du synge, kom da med en Vise
om mine gjæve Fædre, der er nok
.HU: 258
Knudom eders andre Slægtninge, – maaskee
Mereta
O, Fader bliv ei v{
er
}red –
1.utg: [14]v
MogensHoldt inde, Gamle!
Bengt
jeg jaget dig fra Gaarden som en Hund!
HIS: 228
KnudNu, saa er her ei mere Sted for mig,
men hør mig roligt, Bengt af Bjerkehoug!
lad mig kun synge, det vil bringe Held
for eder og for eders hele Slægt
Mogens
Jeg troer han er ifra {f}Forstanden –
Bengt
til Knud
Ti,
hvis du har Noget at berette mig
saa siig det frem i Korthed.
Knud
Nei, min Magt
er lagt i mine Strænge; kun i Sang
og Eventyr jeg virker, – ellers ei –
Mereta
Der kommer Bjørn tilbage!
1.utg: [15]r
Knud
<...>
Ha, er det dig,
du hører hjemme her paa denne Gaard, –
her er ei godt at være –
Bengt
Kjender du
den Gamle, –
Bjørn
.
{
<...>
}Ja, jeg mødte ham paa Fjeldet.
(mistroisk)
HU: 259
BengtBjørn
Han sagde selv han vilde gjæste dig.
Mereta
Vær ikke vred –
Bengt
Ti, Pige – lad mig raade, –
HIS: 230
Knudder har ei Lykken hjemme, – nu Godkvæl!
I skal nok endnu engang høre fra mig! –
(gaaer)
Paal
forskrækket
For Herrens Skyld! I jaged ham vel ei
afgaarde Husbond? –
Bengt
Hvad mener du?
Mereta
Hvem var han?
(Bevægelse blandt Huusfolkene)
Bjørn
Han! – Sangerknud!
Bengt
Hvad staar du der og snakker!
Paal
.Jo, som jeg siger!
Mereta
Veed du det da vist?
Paal
.Ja vist, min gamle Fa’er {
<...>
}har tit fortalt
om ham; – han bringer Lykke hvor han kommer
og hvor man lytter til hans Eventyr;
men er {
<...>
}man streng, og viser man ham bort
saa bringer det kun Uheld over Gaarden! –
HIS: 232
BengtNu det har vi jo sagtens nok af {
<...>
}før, –
HU: 260
(Mereta og Pigerne gaa)
til Hvile; vil I følge mig Herr Mogens!
jeg har dog lidt at tale med jer om. –
(Han og Præsten gaar)
Paal
Saa vil jeg ogsaa lægge mig til Hvile, –
men Sangerknud! – Gud hved
{
<...>
}hvad der vil skee! –
(gaar)
(Bjørn sætter sig i en grundende Stilling.)
Einar
(stiller sig foran ham)
Nu Bjørn! hvad fattes dig?
Bjørn
.Jeg veed ei selv!
Einar
Har noget Uheld truffet dig idag?
Bjørn
.Jeg veed ei enten Uheld eller Held; –
HIS: 233
(reiser sig.)
men Noget er det, – hør jeg vil betro
det til dig – høit imellem Fjeldene
hen imod Justedalen traf jeg paa
en ung og fager Kvinde –
Einar
leende
Ikke andet,
det var da sagtens intet Uheld, Bjørn!
Einar
Saa har hun sagtens faret vild deroppe –
Bjørn
.Nei, nei, – hun ligned ikke andre Piger –
1.utg: [16]v
hun stod imellem Træerne og sang,og saa forsvandt hun pludselig –
Einar
Jeg raader dig
HU: 261
at være lidt forsigtig, vogt dig vel,forsee dig ei paa Sæterjenterne –
Bjørn
–Jeg siger jo –
Einar
.Nu nu, paa Huldren da!
Men hør mig Bjørn! det er alvorligt meent, –
din Fader har nok andre Hensigter,
han saae nok gjerne at der blev et Par
af dig og af Mereta –
B{engt}jørn
O, umuligt,
det har han aldrig talt om; – hun og jeg
betragte jo hinanden blot som Søskend.
HIS: 235
EinarMen hør mig Bjørn!
Bjørn
.Nei, nei, det nytter ei,
det gaar ei an, jeg tænker kun paa hende
jeg saa idag –
Einar
Det er jo Galskab, Bjørn!
Bjørn
.Ja lad det være som det vil, – jeg kan
ei stride længer mod, jeg har jo kjæmpet,
jeg hørte Luren tænker jeg paa hende
jeg har jo bedet Gud og hellig Olaf
at styrke mig, men nei det hjælper ei
jeg maa afsted derop at finde hende! –
En vild {
<...>
}men skjøn Egn i Justedalen; Træer
{ <...> }og Fjeld{ <...> }e i Baggr: og paa Siderne, til Venstre enlille
Bjerghule der sk˹j˺ules af Grene og Blade. –
{ <...> }og Fjeld{ <...> }e i Baggr: og paa Siderne, til Venstre en
lille
Bjerghule der sk˹j˺ules af Grene og Blade. –
Bjørn
kommer
Snart er det Aften, – jeg har vanket om
den hele Dag igjennem Skog og Lier
indunder Granens mørke Tag paa Fjeldet.
Her er da Dalen; denne fagre Dal,
den anden Side af de vilde Fjelde
da tror han mindst at finde mellem dem
en fager Dal med Blomster og med {
l
}Lunde.
Deroppe stod jeg høit paa Aasens Top
dengang jeg hørte først de klare Toner;
hvad skal jeg tro, man siger jo at naar
da standser han og lytter taus dertil
(Luurtoner høres.)
HIS: 237
og siden kan han aldrig Spillet glemme.der seer jeg hende komme gjennem Skoven!
Alfhild
, kommer.han var der ei, han kommer ikke mere, –
(bliver ham vaer)
O, jo, der er han, – (iler imod ham) nu maa du ei meer
saasnart forlade Alfhild, –
Alfhild
Spørger du hvem Alfhild er, –
det veed du jo, – men her, her maa du blive,
du maa ei gaa saa hastigt som i Nat!
.HIS: 238
AlfhildO, du gik saa s{
a
}nart, –
Bjørn
Hvad mener du?
Alfhild
.Hør nu skal jeg fortælle;
men kom og sid i Græsset her hos mig.
(de sætte sig under
et Træ i Forgrunden)
Det var saa underligt; men hør du kjender
Bjørn
{H}Nei, nei –
Alfhild
Hvad <...>
Du kjender ei
imellem Blomsterne i Skoven naar
Bjørn
.Nu ja, det veed jeg, men fortæl, fortæl!
1.utg: [18]v
BjørnOg hvorfor ei?
Alfhild
Det veed {
j
}ei Alfhild heller,
hun tror de frygtede for dig, som hun
dengang hun saa dig første Gang i Lien. –
O, Alfhild tænkte siden kun paa dig,
da kom du hid igjen; vi vandred sammen
igjennem Skoven, – da var Alfhild glad! –
O, men idag var du her ikke mere! –
Bjørn
Du har kun drømt!
.HIS: 240
BjørnJeg maa ei gaa?
Alfhild
.Nei, nei du maa ei gaa!
Bjørn
Ja vist jeg kjender den –
Alfhild
Om Aftnen kommer
ned paa dens Blade, og de blanke Lys
– da blier den lille Blomst saa glad, saa glad!
1.utg: [19]r
men ak, saa gaa de alle bort med Natten,og da er Blomsten ikke mere glad,
da lukker den sit lille Blad og græder; –
(hæftigt idet hun griber hans Haad.)
Bjørn
.Ja ja, jeg bliver, men fortæl mig dog
hvorledes kom du hid, er der da Ingen
som lever her hos dig –
Alfhild
.Hvad mener du?
Bjørn
.Har du da ingen Fader eller Moder?
Alfhild
O jo, men de er ikke meer hos Alfhild!
nu sove de; – de komme ei igjen.
Dengang da Alfhild var en liden Pige
da var hun hos sin Fader og sin Moder
men det er længe, meget længe siden.
Bjørn
afsides
Saa er de sikkert døde, stakkels Barn! –
Alfhild
.
M
{in}O Moder var saa god, – min
˹og˺ Fader ogsaa,
han ligned dig –
Alfhild
Nei, Alfhild er ei ene
HU: 265
see her er Blomster jo, og Fugle smaa
1.utg: [19]v
og Alfhild kjender godt dem allesammen,og saa har Alfhild sine hvide Lam
og si{
tt
}ne Gjeder, – nu er de paa Fjeldet;
og Alferne, de bo i Skoven her,
en Alf
naar hun er glad saa lege de med hende,
Bjørn
Og her er ingen anden –
Alfhild
Stundom, jo, –
saa kommer ogsaa Alfhilds gamle Fader, –
Bjørn
–Din gamle Fader! – Du fortalte jo
han var ei mere her –
HIS: 243
AlfhildDet er den Anden,
o, kjender du da ei den gamle Mand
som har saameget vakkert at fortælle;
da sidder Alfhild her og lytter til
og spørger ham om det hun ikke fatter,
men nu da du er kommen hid saa vil
hun heller høre paa hvad du fortæller.
Alfhild
O, det har Alfhild aldrig spurgt ham om; –
(betænker sig og siger pludselig)
– men hør, – nu falder der mig Noget Ind,
– kan Alfhild være Andetsteds end her? –
Bjørn
.Det kan du, – Alfhild! hvis du vilde følge
mig til mit Hjem –
Bjørn
Det har jeg, Alfhild! vil du følge med –
Alfhild
Ja gjerne, gjerne følger Alfhild dig! –
(Knud kommer langsomt
ud af Skoven.)
ud af Skoven.)
Knud
Godkvæl min Alfhild!
Alfhild
iler ham imøde.Fader! kommer du
saa seent,
Bjørn
overrasket
Jeg var paa Jagt – –
Knud
Det har du lovet?
Bjørn
Ja, det har jeg, Gamle!
Alfhild
Han siger at han har et Hjem, en Dal
som denne, – didhen vil han føre Alfhild!
– o, Alfhild vil saa gjerne følge ham
hun kan ei blive her naar han er borte! –
–1.utg: [20]v
KnudDu fører hende til din Faders Gaard?
Bjørn
–Det er min Agt –
Alfhild
Da maa du komme, Fader
og synge for ham alt hvad du har sunget
for Alfhild før, –
Bjørn
Men siig,
hvi lod du hende blive her i Dalen
saa ene, saa forladt –
Knud
Det kan jeg ikke sige dig, min Søn,
men jeg skal vaage over dig og hende!
Alfhild
Og vil du ikke følge med os Fader?
Knud
.Det kan jeg ikke, Alfhild! jeg maa gaa
som trænger til at lindres, mang et Bryst
som gjærer, svangert med sin egen Fylde,
HU: 267
og hvad der rører sig i Folkets Barm
(han gaar)
1.utg: [21]r
det maa jeg tolke gjennem mine Strenge!Bjørn
Du vil da følge mig? –
Alfhild
Ja, ja, jeg vil! –
o, du vil sikkert være god mod Alfhild,
naar hun forlader denne fagre Dal
da har hun Intet, Intet uden dig.
Bjørn
griber hendes Haand
Ja, Alfhild, jeg vil være god mod dig, –
o, jeg vil elske dig mit hele Liv –
Alfhild
Hvad vil du? – elske mig? hvad mener du?
Alfhild
O, nu er Alfhild glad, nu troer hun at
hun har forstaaet dig men hør, saa maa du
bestandig elske mig –
Bjørn
Bestandig Alfhild –
Alfhild
Thi ellers maatte Alfhild sikkert dø;
i Furutoppen under Aasen der,
saa kom en fremmed Due did, da fløi
den ene bort med den, – den anden sad
1.utg: [21]v
og vented efter den ved Nat, ved Dag,men ak, den vendte aldrig meer tilbage,
– da maatte Duen dø; –
Bjørn
.Nei, Alfhild, nei!
forlad dig roligt kun paa mig men hvad
er det du lytter efter –
(en sagte Musik høres)
Bjørn
–Det er kun Aftenvinden –
(Under det Følgende staar Alfhild taus
og lytter idet hun yttrer sine Fø-
lelser efter Sangens Indhold, – Bjørn
betragter hende med ængstelig Forundring.)
og lytter idet hun yttrer sine Fø-
lelser efter Sangens Indhold, – Bjørn
betragter hende med ængstelig Forundring.)
Chor af Alfer
.Kjærligt det sidste Farvel
Snart skal vi ei i Maaneskin glade
Dandse under
˹duggede˺
Blomsternes
Blade,
O, da ville
vi i stille
Aften Blomsterne med Taarer bade.
({m}Musikken hendøer
efterhaanden.)
efterhaanden.)
jeg bli’er saa sært tilmode, – lad os gaa –
Alfhild
griber hans Haand
Nu følger Alfhild dig, nu har hun hvisket
Farvel til Blomster og til Alfer smaae –
(de gaae)
Thunet paa Bjerkehoug; Træer i Baggrun-
den, til Venstre sees {v}Væggen af Huset <...> –
den, til Venstre sees {v}Væggen af Huset <...> –
{
<...>
}kommer og møder Mereta
.HIS: 251
Paal
.HU: 269
MeretaOg saa? –
1.utg: [22]v
PaalMereta
.Ja, Paal, jeg har mærket det, alle Folk er bange for
ham –
ham –
Paal
Gud veed hvad der er iveien, alle skyer ham, selv
Bjørn hans egen Søn –
Bjørn hans egen Søn –
Mereta
Gud, troer du det?
Paal
.Det har jeg længe mærket –
HIS: 252
{Paal}MeretaOg derfor er det han flakker om paa Jagt i Fjeldene,
og aldrig har Ro hjemme –
og aldrig har Ro hjemme –
Paal
.Ja det var den første Grund, men siden –
Mereta
–Men siden? hvad da –
Paal
Aa det var ikke Noget, – Spørg mig ikke mere,
der kommer Bengt Alfsen! –
der kommer Bengt Alfsen! –
Mereta
Saa vil jeg gaa –
(hun gaar)
Bengt Alfsen
kommer
Hvem var det du talte med her –
Paal
Det var jers Pleiedatter!
.1.utg: [23]r
BengtOg hvorfor gik hun bort da hun saa mig kom-
me!
me!
Paal
Bengt
Paal
.Bengt Alfsen det er eders egen Skyld –
Bengt
–Ti stille, jeg vil ikke høre mere derom.
Paal
–Naa, jeg kan sagtens tie; det var ellers til je{
<...>
}rs eget
Vel jeg sagde det –
Vel jeg sagde det –
Bengt
–Godt, godt; – har du ikke seet Herr Mogens iaften –
HU: 270
BengtSaa søg ham op, – siig ham at jeg venter paa ham.
Bengt
efter en Pause.der ligger noget Tungt paa mine Skuldre,
men denne Præst! – fordømt, hvor blier han af,
det letter stundom mig at tale med ham; –
– du ta’er dig dyrt betalt, min Broder Alf! –
(seer sig om)
(korser sig og gaaer ind i Huset.)
Einar
Og hvorfor vil du ikke dandse med mig?
Mereta
.Fordi jeg ikke vil, – see det er Grunden.
Einar
Du handler ikke ret mod mig, Mereta!
HIS: 255
MeretaJasaa! hvad har du da at fordre?
Einar
Ja snakker! – leer, hvisker –
Einar
Ja, jeg seer det nok, Mereta!
Saa var jeg ogsaa dengang jeg kom hid,
men det Par Dage har forandret mig, –
Mereta, hør mig –
Mereta
Nu, gaaer du Einar!
Einar
–Farvel, Mereta! –
Mereta
, skjelmsk.Lykke da paa Reisen –
(idet han er ved Udgangen)
Nei ve{
l
}nt dog lad mig snakke med dig Lidt
. vender sig –1.utg: [24]v
EinarMereta
.Kom hid, – hør Einar
du lover mig at tie stille med
det Snak om Kjærlighed –
mørk
HIS: 257
EinarJa vist, det gjør jeg –
Mereta
Og naar jeg leer lidt ad dig saa maa
du ei see suurt –
Einar
Aa nei, gjør som du vil –
Mereta
See det er Ret; Tak, Tak, nu kan du gaa –
nu vil jeg bare gi’e dig med paa Reisen
Einar
Og hvad er det –
Mereta
See der!
(rækker ham Haanden)
der har du den, – min Haand og Tro!
Einar
omfavner hende.Mereta!
Er det dit Alvor? –
1.utg: [25]r
BengtNu hvad er paafærde?
Einar
.Bengt Alfsen! hør! – –
Bengt
.Ti, – det behøves ikke,
jeg saa nok hvad her foregik, – Mereta!
(Mereta gaaer)
(til Einar)
Og dig, min Ven! kan jeg berette kort
at hvis du beiler til Meretas Gunst
bestemt det anderledes, – kom Herr Mogens!
(De gaa)
.HIS: 259
EinarDet var da sandt hvad Præsten sagde mig
Nu, lad det gaa! Mereta har mig kjær,
Hun sætter nok igjennem hvad hun vil
Forresten stoler jeg paa Lykkens Hjælp –
(Paal, flere Spillemænd, Bønder og Bondepiger
komme under Musik.)
komme under Musik.)
