Henrik Ibsens skrifter

Og hvad er det for noget?

De må få ham til at legalisere forholdet, frøken West.

Det forhold, som han står i til mig?

Ja. De må sé at få ham til det.

De kan altså slet ikke gøre Dem fri for den tro, at vort forhold trænger til at – legaliseres, som De siger?

Jeg vil ikke indlade mig nærmere på sagen selv. Men jeg tror rigtignok at ha’ iagttaget, at der, hvor det falder lettest at bryde med alle såkaldte fordomme, det er i – hm.

Det er i forholdet mellem mand og kvinde, mener De?

Ja, – oprigtig talt, – jeg tror det.

Jeg havde nær sagt, – gid De havde ret, rektor Kroll.

Hvad mener De med det? De siger det så besynderlig.

Å hvad! Lad os ikke snakke mere om de ting. – Ah, – der kommer han.

Allerede! Så vil jeg gå.

Nej, – bli’ her. For nu skal De få høre noget.

Ikke nu. Jeg synes ikke, jeg tåler at sé ham.

Jeg bér Dem, – bli’. Gør det. Ellers vil De angre det siden. Det er sidste gang jeg be’r Dem om noget.

Nu vel, frøken West. Lad så være da.

Hvad! – Er du her!

Han vilde helst ikke ha’ mødt dig, Rosmer.

Du!

Ja, herr rektor. Rosmer og jeg – vi siger du til hinanden. Forholdet imellem os har ført det med sig.

Var det det, som De lovte, jeg skulde få høre?

Både det – og lidt mere til.

Hvad er hensigten med besøget her idag?

Jeg vilde endnu en gang prøve på at standse dig og vinde dig tilbage.

Efter det, som står der?

Jeg har ikke skrevet det.

Gjorde du noget skridt for at holde det tilbage?

Det vilde ha’ været uforsvarligt imod den sag, jeg tjener. Og desuden så stod det ikke i min magt.

Se så. Nu er det ude af øje. Og lad det så være ude af sind også. For der kommer ikke mere af den slags, Rosmer.

Å ja, kunde De så sandt mage det så.

Kom, og lad os sætte os, kære. Alle tre. Så vil jeg sige det altsammen.

Hvad er det for noget, som er kommet over dig, Rebekka! Denne uhyggelige ro –. Hvad er det for noget?

Beslutningens ro. (sætter sig) Sæt Dem, De også, rektor.

Beslutningens, siger du. Hvilken beslutning?

Jeg vil gi’ dig igen, hvad du trænger for at leve livet. Du skal få din glade skyldfrihed tilbage, kære ven.

Men hvad er dog dette!

Jeg vil bare fortælle. Der behøves ikke andet.

Nu!

Da jeg var kommen her ned fra Finmarken – sammen med doktor West, – så syntes jeg, at der ligesom åbned sig en ny, stor, vid verden for mig. Doktoren havde lært mig både løst og fast. Alt det spredte, som jeg vidste ​om tingene i livet den gang. (kæmpende og neppe hørligt) Og så –

Og så?

Men, Rebekka, – dette her ved jeg jo.

Ja, ja, – det har du i grunden ret i. Du ved nok om dette.

Det er kanske rettest, at jeg går.

Nej, De skal bli’ siddende, kære rektor. (til Rosmer) Ja, det var altså det, ser du, – jeg vilde være med i den nye tid, som brød frem. Være med i alle de nye tankerne. – Rektor Kroll fortalte mig en dag, at Ulrik Brendel havde havt svær magt over dig en tid, mens du endnu var gut. Jeg syntes, det måtte kunne gå an for mig at ta’ dette her op igen.

Kom du hid med en dulgt hensigt –!

Jeg vilde, at vi to skulde gå sammen fremad i frihed. Altid videre. Altid yderligere frem. – Men så var der jo denne skumle, uoverstigelige mur imellem dig og den hele, fulde frigørelse.

Hvilken mur, mener du?

Jeg mener det, Rosmer, at du ikke kunde vokse dig fri uden i det lyse solskinnet. Og så gik du her og skranted og sygned i et sligt ægteskabs mørke.

Aldrig før idag har du talt til mig om mit ægteskab på den måde.

Nej, det turde jeg ikke, for så havde jeg skræmt dig.

Hører du det!

Men jeg skønte godt, hvor frelsen var for dig. Den eneste frelse. Og så handled jeg.

Hvad er det for handlinger, du sigter til?

Vil De dermed sige, at –!

Ja, Rosmer –. (rejser sig) Bli’ bare siddende. De også, rektor Kroll. Men nu må det for dagen. Det var ikke dig, Rosmer. Du er skyldfri. Det var mig, som lokked –, som kom til at lokke Beate ud på de vildsomme veje –

Rebekka!

– på de vildsomme veje!

På de veje, – som førte til møllefossen. Nu ved I det, begge to.

Men jeg forstår ikke –. Hvad er det, hun står og siger? Jeg forstår ikke et ord –!

Å jo, du. Jeg begynder at forstå.

Men hvad har du da gjort! Hvad har du da kunnet sige hende for noget? Der var jo intet. Slet intet!

Hun fik vide, at du holdt på at arbejde dig ud af alle de gamle fordommene.

Ja, men det gjorde jeg jo ikke dengang.

Jeg vidste, at du snart vilde komme til at gøre det.

Aha!

Og så? Hvad mere? Nu vil jeg vide resten også.

En tid bagefter – så bad og bønfaldt jeg hende om, at jeg måtte få rejse fra Rosmersholm.

Hvorfor vilde du rejse – dengang?

Jeg vilde ikke rejse. Jeg vilde bli’ her, hvor jeg var. Men jeg sa’ til hende, at det nok var bedst for os alle – om jeg kom bort i tide. Jeg lod hende forstå, at blev jeg længere her, – så kunde der, – så kunde der ske, – hvad det så skulde være.

Dette er altså, hvad du har sagt og gjort.

Ja, Rosmer.

Det var det, som du kaldte at handle.

Jeg kaldte det så, ja.

Har du nu skriftet alt, Rebekka?

Ja.

Ikke alt.

Hvad mere skulde der være?

Lod De så ikke til slut Beate forstå, at det var nødvendigt, – ikke blot at det var bedst, – men at det var nødvendigt, af hensyn til Dem og Rosmer, at De rejste et andet steds hen – så fort som muligt? – Nu?

Kanske jeg sa’ noget sligt også.

Og dette spind af løgn og bedrag har hun, – den ulykkelige syge, gåt her og trod på! Trod så fuldt og fast! Så uryggelig! (ser op på Rebekka) Og aldrig vendte hun sig til mig. Aldrig med et ord! Å, Rebekka, – jeg ser det på dig, – du har rådet hende fra det!

Hun havde jo sat sig i hodet, at hun, – som børnløs hustru, ikke havde ret til at være ​her. Og så bildte hun sig ind, det var pligt imod dig at vige pladsen.

Og du, – du gjorde intet for at få hende ud af denne indbildning?

Nej.

De bestyrked hende kanske i den? Svar! Gjorde De ikke det?

Hun forstod mig vel så, kan jeg tro.

Ja, ja, – og for din vilje bøjed hun sig i alle ting. Og så gav hun plads. (springer op) Hvor kunde, – hvor kunde du drive dette forfærdelige spil!

Jeg syntes, at her var to liv at vælge imellem, Rosmer.

De havde ingen ret til at træffe et sligt valg!

Men tror I da, at jeg gik her og handled med kold og kløgtig fatning! Jeg var da ikke slig, dengang, som nu, da jeg står og fortæller det. Og så er der da vel to slags vilje i et menneske, skulde jeg mene! Jeg vilde ha’ Beate væk. På den ene måden eller på den anden. Men jeg trode aldrig, at det skulde komme alligevel. Ved hvert skridt, som jeg fristed og voved fremad, syntes jeg ligesom noget skreg indeni mig: Nu ikke længer! Ikke et skridt længer! – Og så kunde jeg ikke la’ det være endda. Jeg måtte friste et bitte lidet gran til. Bare et eneste et. Og så et til – og altid et til. – Og så kom det. – Det er på den vis, sligt noget går for sig.

Hvorledes tror du, det herefter skal gå med dig? Efter dette?

Med mig får det gå, som det kan. Det kommer det ikke så nøje an på.

Ikke et ord, som tyder på anger. Føler De kanske ingen?

Undskyld, herr rektor, – det er en sag, som ikke kommer nogen anden ved. Det skal jeg nok klare med mig selv.

Og denne kvinde er det, som du lever under tag sammen med. I fortroligt forhold til. (ser om på portrætterne) Å, – de, som er borte, – de skulde bare se op nu!

Går du indover til byen?

Ja. Jo før jo heller.

Så går jeg med dig.

Vil du det! Ja, jeg tænkte nok, vi ikke helt havde mistet dig.

Kom så, Kroll! Kom så!

Ikke over kloppen idag heller. Går ovenom. Kommer aldrig over møllefossen. Aldrig. (går fra vinduet) Ja, ja da!

Hvad er det, frøken?

Madam Helseth, vil De kanske være så snil at få min rejsekoffert hentet ned fra loftet.

Rejsekofferten?

Ja, den brune sælskindskofferten, som De ved.

Ja vel. Men gud bevare mig, – vil da frøkenen ud og rejse?

Ja, – nu vil jeg ud og rejse, madam Helseth.

Og det så fort på timen!