Henrik Ibsens skrifter

Hm, min kære Johan, jeg vil oprigtig sige dig at historien endnu ikke er så ganske glemt.

Ikke det? Nå, hvad rager det mig, når jeg igen sidder derover på min farm –

Du rejser altså tilbage?

Forstår sig.

Men dog ikke så snart, håber jeg?

Så snart som muligt. Det var jo kun for at føje Lona at jeg tog med herover.

Så? Hvorledes det?

Jo, ser du, Lona er jo ikke ung længer, og i den sidste tid begyndte længselen efter hjemmet at mane og drage hende; men hun vilde aldrig vedgå det; (smiler) hvor turde hun vove at lade mig letsindige krop alene tilbage, mig, som alt i nittenårsalderen havde givet mig af med –

Og så?

Ja, Karsten, nu kommer jeg med et skriftemål, som jeg skammer mig over.

Du har da ikke betroet hende sammenhængen?

Jo. Det var urigtigt af mig; men jeg kunde ikke andet. Du gør dig ingen forestilling om hvad Lona har været for mig. Du har aldrig kunnet udstå hende; men for mig har hun været som en moder. I de første år, da vi havde det så trangt derover, – hvorledes arbejded hun ikke? Og da jeg så lå syg en lang tid, og ingenting kunde fortjene, og ikke kunde forhindre det, så gav hun sig til at synge viser i kaffehusene, – holde foredrag, som folk gjorde løjer med; og så skrev hun en bog, som hun siden både lo og græd ​over, – altsammen for at holde livet i mig. Kunde jeg så se på at ​hun i vinter gik der og tærtes hen, hun, som havde slidt og slæbt for mig? Nej, det kunde jeg ikke, Karsten. Og så sagde jeg: rejs du, Lona; du skal ikke være ræd for mig; jeg er ikke så letsindig, som du tænker. Og så – så fik hun det at vide.

Og hvorledes tog hun det?

Nå, hun mente, som sandt var, at når jeg vidste mig uskyldig, så kunde det ikke være mig imod at gøre en trip med herover. Men vær du rolig; Lona røber intet, og jeg skal nok vogte min mund anden gang.

Ja, ja, det stoler jeg på.

Her er min hånd. Og så vil vi ikke tale mere om den gamle historie; lykkeligvis er det den eneste gale streg, nogen af os har gjort sig skyldig i, tænker jeg. Nu vil jeg rigtig nyde de få dage, jeg blir her. Du kan ikke tro, hvilken prægtig tur vi havde iformiddag. Hvem skulde troet at den lille tøsunge, som løb her og spilled engle på theatret –! Men sig mig, du, – hvorledes gik det siden med hendes forældre?

Å, kære, jeg ved ikke mere at fortælle, end hvad jeg skrev dig til straks efter du var rejst. Ja, du fik dog vel de to breve?

Ja vel, ja vel; jeg har dem begge to. Det fordrukne menneske løb jo fra hende?

Og slog sig siden ihjæl i fuldskab.

Hun døde jo også kort efter? Men du gjorde vel for hende, hvad du sådan i stilhed kunde?

Hun var stolt; hun forrådte intet og hun vilde intet modtage.

Nå, det var ialfald rigtigt af dig at du tog Dina i huset.

Ja visst var det så. Forresten var det egentlig Marta, som drev den sag igennem.

Så det var Marta? Ja, Marta – det er sandt – hvor er hun henne idag?

Å hun – når hun ikke har skolen at passe, så har hun sine syge.

Det er altså Marta, som har taget sig af hende.

Ja, Marta har jo altid havt en viss svaghed for opdragelsesvæsnet. Derfor har hun også taget en post ved almueskolen. Det var en kapital dumhed af hende.

Ja, hun så svært medtaget ud igår; jeg frygter også for at hun ikke har helbred til det.

Å, hvad helbreden angår, så kunde hun vel altid stå i det. Men det er ubehageligt for mig; det ser ud som om jeg, hendes broder, ikke var villig til at underholde hende.

Underholde? Jeg trode, hun havde såvidt formue selv –

Ikke en skilling. Du husker nok, hvilken kneben tid det var for moder da du rejste. Hun fortsatte da en stund med bistand af mig; men det kunde jeg naturligvis ikke i længden være tjent med. Så lod jeg mig optage i firmaet; men det gik heller ikke på den måde. Jeg måtte derfor overtage det hele, og da vi opgjorde vor status, viste det sig at der sågodtsom intet ​blev tilovers på moders part. Da så moder kort efter døde, stod naturligvis også Marta på en bar bakke.

Den stakkers Marta!

Stakkers? Hvorfor det? Du tror da vel ikke at jeg lader hende savne noget? Å nej, det tør jeg dog sige, at jeg er en god broder. Hun bor ​naturligvis sammen med os og spiser ved vort bord; lærerinde-gagen kan hun rundeligt klæde sig for, og et enligt fruentimmer, – hvad skal hun med mere?

Hm; på den vis tænker vi ikke i Amerika.

Nej, det tror jeg nok; i et opagiteret samfund, som det amerikanske. Men her i vor lille kreds, hvor, Gud ske lov, fordærvelsen til dato ialfald ikke har fåt indpas, her nøjes kvinderne med at indtage en sømmelig om end beskeden stilling. Det er forresten Martas egen skyld; hun kunde såmæn have været forsørget for længe siden, hvis hun selv havde villet.

Du mener, hun kunde have giftet sig?

Ja, hun kunde været meget favorabelt anbragt endogså; hun har havt flere gode tilbud; besynderlig nok; en ubemidlet pige, ikke længer ung, og derhos ganske ubetydelig.

Ubetydelig?

Nå, jeg lægger hende det slet ikke til last. Jeg ønsker hende overhovedet ikke anderledes. Du kan vide, – i et stort hus, som vort, – det er altid godt at have et sådant jævnt menneske, som man kan sætte til hvad der forefalder.

Ja, men hun –?

Hun? Hvorledes? Nå ja, hun har naturligvis nok at interessere sig for; hun har jo mig og Betty og Olaf og mig. Menneskene bør da ikke i første række tænke på sig selv, og allermindst kvinderne. Vi har jo dog alle et større eller mindre samfund at støtte og at virke for. Således gør jeg ialfald. (tyder mod fuldmægtig Krap, som kommer fra højre) Ja, der har du straks et bevis. Tror du, det er mine egne affærer, som optager mig? På ingen måde. (hurtigt til Krap) Nå?

Alle købekontrakterne i orden.

Ypperligt! Fortræffeligt! – Ja nu, svoger, må du sandelig have mig undskyldt sålænge. (dæmpet og med et håndtryk) Tak, tak, ​Johan; og vær overbevist om at alt, hvad jeg kan tjene dig i, – nå, du forstår mig nok. – Kom, herr Krap.

Hm –

Nej se, Marta!

Ah – Johan, – er det dig?

Så tidligt på farten du også.

Ja. Vent lidt; nu kommer visst de andre straks. (vil gå ud til venstre)

Hør, Marta, har du altid sådant hastværk?

Jeg?

Igår gik du ligesom af vejen, så jeg ikke fik tale et ord med dig, og idag –

Ja, men –

Før var vi dog altid sammen, – vi to gamle legekammerater.

Ak, Johan, det er mange, mange år siden.

Nå, Herregud, det er femten år siden, hverken mere eller mindre. Synes du kanske, jeg har forandret mig så meget?

Du? Å ja, du også, endskønt –

Hvad mener du?

Å, det var ingenting.

Du lader ikke til at være bleven meget oplivet ved at se mig igen.

Jeg har ventet så længe, Johan, – for længe.

Ventet? At jeg vilde komme?

Ja.

Og hvorfor, mente du, jeg vilde komme?

For at sone, hvad du har forbrudt.

Jeg?

Har du glemt at en kvinde døde i nød og skam for din skyld? Har du glemt at for din skyld blev et opvoksende barns bedste år forbittret?

Og dette må jeg høre af dig? Marta, har da aldrig din broder –?

Hvad han?

Har han aldrig –; nu ja, jeg mener, har han aldrig havt så meget som et undskyldende ord for mig?

Ak, Johan, du kender jo Karstens strænge grundsætninger.

Hm –, ja visst, ja visst, jeg kender nok min gamle ven Karstens strænge grundsætninger. – Men dette er jo –! Nå. Jeg talte nylig med ham. Jeg synes at han har forandret sig adskilligt.

Hvor kan du sige det? Karsten har da altid været en udmærket mand.

Ja, det var just ikke således ment; men lad gå. – Hm; nu skønner jeg altså, hvad lys du har set mig i; det er den forlornes hjemkomst, du har gåt og ventet på.

Hør, Johan, jeg vil sige dig, hvad lys jeg har set dig i. (peger ned i haven) Ser du hende, som leger dernede i græsset med Olaf? Det er Dina. Erin​drer du det forvirrede brev, du skrev mig til da du rejste? Du skrev at jeg skulde tro på dig. Jeg har troet på dig, Johan. Alt det onde, som her bagefter gik rygter om, må være sket i forvildelse, uden tanke, uden overlæg –

Hvad mener du?

O, du forstår mig jo nok; – ikke et ord mere om det. Men bort måtte du jo, begynde forfra – et nyt liv. Ser du, Johan, jeg har været din stedfortræder herhjemme, jeg, din gamle legekammerat. De pligter, du ikke husked på at varetage her, eller ikke kunde varetage, dem har jeg varetaget for dig. Jeg siger dig dette, for at du ikke skal have også det at bebrejde dig. Det forurettede barn har ​jeg været en moder for, har opdraget hende, så godt jeg kunde –

Og spildt hele dit liv for den sag –

Det har ikke været spildt. Men du kom sent, Johan.

Marta, – dersom jeg kunde sige dig –. Nå, lad mig da ialfald takke dig for dit trofaste venskab.

Hm –. Ja, nu har vi altså udtalt, Johan. Hys; der kommer nogen. Farvel; jeg kan ikke nu –

Men for Guds skyld, Lona, hvad tænker du på!

Lad mig være, siger jeg; jeg vil og må tale med ham.

Men det vilde jo være den største skandale! Ah, Johan, er du endnu her?

Ud med dig, gut; stå ikke her og hæng i stueluften; gå ned i haven og snak med Dina.

Ja, det tænkte jeg netop på.

Men –

Hør du, John, har du set rigtig på Dina?

Ja, det tror jeg nok.

Ja, du skulde se rigtig tilgavns på hende, gut. Det var noget for dig!

Men, Lona –!

Noget for mig?

Ja, at se på, mener jeg. Gå nu!

Ja, ja, jeg går mere end gerne.

Lona, jeg er som forstenet over dig. Dette kan dog umuligt være dit alvor.

Jo så minsæl er det så. Er hun ikke frisk og sund og sand? Det er netop en kone for John. Det er slig en, han trænger til derover; det vil være noget andet end en gammel halvsøster.

Dina! Dina Dorf! Betænk dog –

Jeg betænker først og fremst guttens lykke. For hjælpe til, det må jeg; selv er han ikke videre fremmelig i sligt; småpiger og fruentimmer har han aldrig havt noget rigtigt syn for.

Han? Johan! Nå, jeg synes rigtignok, vi har havt sørgelige beviser for –

Å pokker i vold med den dumme historie! Hvor er Bernick henne? Jeg vil tale med ham.

Lona, du gør det ikke, siger jeg!

Jeg gør det. Synes gutten om hende, – og hun om ham, – så skal de også have hverandre. Bernick er jo slig en klog mand; han må finde på en udvej –

Og du kan tænke dig, at disse amerikanske usømmeligheder skulde blive tålt her –

Sniksnak, Betty –

– at en mand, som Karsten, med hans strænge moralske tænkemåde –

Å pyt, den er vel ikke så urimelig stræng.

Hvad er det, du vover at sige?

Jeg vover at sige, at Bernick er vel ikke synderlig mere moralsk end andre mandfolk.

Så dybt sidder altså hadet til ham endnu! Men hvad vil du da her, når du aldrig har kunnet glemme at –? Jeg begriber ikke at du turde træde ham under øjnene efter den skammelige fornærmelse, som du dengang tilføjed ham.

Ja, Betty, dengang forløb jeg mig stygt.

Og hvor højmodigt har han ikke tilgivet dig, han, som dog aldrig havde forbrudt noget! Thi han kunde dog ikke for at du gik her og gjorde dig forhåbninger. Men siden den tid har du hadet mig også. (brister i gråd) Du har aldrig undt mig min lykke. Og nu kommer du her for at vælte alt dette over mig, – for at vise byen, hvilken familje jeg har bragt Karsten ind i. ​Ja, det er mig, det går ud over, og det er det, du vil. O, det er afskyeligt af dig!

Stakkers Betty.

Ja, ja, det er godt, herr Krap; det er udmærket. Send 400 kroner til bespisning af de fattige. (vender sig) Lona! (nærmere) Du er alene? Kommer ikke Betty her?

Nej. Skal jeg kanske hente hende?

Nej, nej, nej, lad være! O, Lona, du ved ikke, hvor jeg har brændt efter at få tale åbent ​med dig, – efter at få trygle om din tilgivelse.

Hør nu, Karsten, lad os ikke blive sentimentale; det klæder os ikke.

Du må høre mig, Lona. Jeg ved jo, hvorledes jeg har skinnet imod mig nu, da du har erfaret dette med Dinas moder. Men jeg sværger dig til, det var kun en kortvarig forvildelse; jeg har virkelig, sandt og oprigtigt, holdt af dig engang.

Hvorfor tror du jeg er kommen herhjem?

Hvad du end har isinde, så bønfalder jeg dig om, ikke at foretage noget før jeg har retfærdiggjort mig. Jeg kan det, Lona; jeg kan ialfald undskylde mig.

Nu er du ræd. – Du har engang holdt af mig, siger du. Ja, det forsikred du mig tidt nok i dine breve; og kanske det også var sandt – på en måde, sålænge du leved derude i en stor og frigjort verden, som gav dig mod til selv at tænke frit og stort. Du fandt kanske hos mig lidt mere karakter og vilje og selvstændighed, end hos de fleste herhjemme. Og så var det jo ​en hemmelighed mellem os to; der var ingen, som kunde gøre sig lystig over din slette smag.

Lona, hvor kan du dog tro –?

Men da du så kom tilbage; da du hørte spottegloserne, som hagled ned over mig; da du fornam latteren over alt det, som de her kaldte mine forkertheder –

Du var hensynsløs dengang.

Mest for at ærgre disse skørteklædte og bukseklædte snærper, som sjokked om i byen. Og da du så traf den unge forlokkende skuespillerinde –

Det var en lapsestreg; intet videre; jeg sværger dig til, ikke tiendedelen var sandt af de rygter og den sladder, som kom i omløb.

Lad gå; men da så Betty kom hjem, smuk, opblomstrende, forgudet af alle, – og da det blev bekendt at hun skulde arve alle pengene efter tante og at jeg ingenting vilde få –

Ja, der er vi ved sagen, Lona; og nu skal du høre det uden omsvøb. Jeg elsked ikke Betty ​dengang; jeg brød ikke med dig for nogen ny tilbøjelighed. Det var for pengenes skyld ligefrem; jeg var nødt til det; jeg måtte sikkre mig dem.

Og det siger du mig lige i øjnene?

Ja, jeg gør. Hør mig, Lona –

Og dog skrev du mig til at en ubetvingelig kærlighed til Betty havde grebet dig, påkaldte min højmodighed, besvor mig for Bettys skyld at tie med det, som havde været imellem os –

Jeg måtte det, siger jeg.

Nu, ved den levende Gud, da angrer jeg ikke på at jeg dengang forløb mig, som jeg gjorde.

Lad mig koldt og rolig sige dig, hvorledes stillingen var i de dage. Min moder stod, som du husker, i spidsen for forretningen; men hun var aldeles uden forretningssans. Jeg blev skyndsomt kaldt hjem fra Paris; tiderne var kritiske; jeg skulde bringe affærerne påfode. Hvad fandt jeg? Jeg fandt, hvad der måtte holdes i den dybeste hemmelighed, et sågodtsom ruineret hus. ​Ja, det var sågodtsom ruineret, dette gamle ansete hus, der havde ståt i tre generationer. Hvad havde jeg, sønnen, den eneste søn, andet at gøre end at se mig om efter et redningsmiddel?

Og så redded du huset Bernick på en kvindes bekostning.

Du ved godt at Betty elsked mig.

Men jeg?

Tro mig, Lona, – du var aldrig bleven lykkelig med mig.

Var det af omsorg for min lykke at du gav mig til pris?

Tror kanske du at jeg af egennyttige bevæggrunde handled som jeg gjorde? Havde jeg dengang ståt alene, så skulde jeg ​med frejdigt mod begyndt forfra. Men du skønner ikke, hvorledes en forretningsmand vokser sammen, under et umådeligt ansvar, med den forretning, han tager i arv. Ved du at hundreders, ja tusenders vel og ve afhænger af ham? Betænker du ikke at hele det samfund, som både du og jeg kalder vort hjem, vilde på den føleligste måde være ​blevet berørt deraf, om huset Bernick havde gåt tilgrunde?

Er det også for samfundets skyld at du i disse femten år er bleven stående i løgnen?

I løgnen?

Hvad ved Betty om alt det, som ligger under og forud for hendes forbindelse med dig?

Kan du tro at jeg til ingen nytte vilde såre hende ved at blotte de ting?

Til ingen nytte, siger du? Ja, ja, du er jo forretningsmand; du må jo forstå dig på det nyttige. – Men hør nu, Karsten, nu vil jeg også tale koldt og roligt. Sig mig, – er du nu også rigtig lykkelig?

I familjen, mener du?

Ja vel.

Det er jeg, Lona. Å, du har ikke forgæves været en så opofrende veninde for mig. Jeg tør sige at jeg er bleven lykkeligere år for år. Betty ​er både god og føjelig. Og hvorledes hun i årenes løb har lært at bøje sit væsen efter det, som er ejendommeligt hos mig –

Hm.

Før havde hun jo en hel del overspændte forestillinger om kærligheden; hun kunde ikke forlige sig med den tanke, at den lidt efter lidt skulde gå over til en mild venskabsflamme.

Men nu finder hun sig tilrette i det?

Fuldstændig. Du kan vide at den daglige omgang med mig ikke er bleven uden modnende indflydelse på hende. Menneskene må gensidig lære at nedstemme sine fordringer, hvis man skal gøre fyldest i det samfund, hvori man er sat. Det har Betty også efterhånden lært at indse, og derfor er vort hus nu et mønster for vore medborgere.

Men disse medborgere ved ingenting om løgnen?

Om løgnen?

Ja, om løgnen, som du nu i femten år har ståt i.

Og det kalder du –?

Løgnen kalder jeg det. Den trefoldige løgn. Først løgnen mod mig; så løgnen mod Betty; så løgnen mod Johan.

Betty har aldrig krævet at jeg skulde tale.

Fordi hun ingenting har vidst.

Og du vil ikke kræve det; – af hensyn til hende vil du det ikke.

Å nej, jeg skal nok vide at bære latter-salverne; jeg har en bred ryg.

Og Johan vil heller ikke kræve det; det har han tilsagt mig.

Men du selv, Karsten? Er der ikke noget indeni dig, som kræver at komme ud af løgnen?

Jeg skulde frivilligt ofre min familjelykke og min stilling i samfundet!

Hvad ret har du til at stå der du står?

I femten år har jeg daglig tilkøbt mig en smule ret – ved min vandel, og ved det, jeg har virket og fremmet.

Ja, du har virket og fremmet meget, både for dig selv og for andre. Du er byens rigeste og mægtigste mand; under din vilje tør de ikke andet end bøje sig, alle, fordi du gælder for at være uden plet og lyde; dit hjem gælder for et mønsterhjem, din færd for en mønsterfærd. Men al denne herlighed, og du selv med, står som på en gyngende myr. Et øjeblik kan komme, et ord kan blive udtalt, – og både du og hele herligheden går tilbunds, hvis du ikke berger dig itide.

Lona, – hvad er det, du vil herover?

Jeg vil hjælpe dig til fast grund under fødderne, Karsten.

Hævn! Du vil hævne dig? Jeg ante det nok. Men det lykkes dig ikke! Her er kun en, som kan tale med myndighed, og han er taus.

Johan?

Ja, Johan. Vil nogen anden anklage mig, så nægter jeg alt. Vil man tilintetgøre mig, så strider jeg på livet. Men det skal aldrig lykkes dig, siger jeg! Han, som kunde fælde mig, han tier – og han rejser igen.

Goddag, goddag, kære Bernick; du må komme med os op i handelsforeningen; vi har møde i jernbanesagen, ved du.

Jeg kan ikke. Umuligt nu.

De må sandeligen, herr konsul –

Du må, Bernick. Der er folk, som arbejder imod os. Redaktør Hammer og de andre, som holdt på kystlinjen, påstår at der stikker private interesser bag det nye forslag.

Nå, så forklar dem da –

Det hjælper ikke, hvad vi forklarer, herr konsul –

Nej, nej, du må komme selv; dig vil jo naturligvis ingen vove at mistænke for sligt.

Nej, det skulde jeg mene.

Jeg kan ikke, siger jeg; jeg er uvel; – eller ialfald, bi – lad mig samle mig.

Undskyld, herr konsul; De ser mig her i det heftigste oprør –

Ja, ja, hvad fejler Dem?

Jeg må gøre Dem et spørgsmål, herr konsul. Er det med Deres minde at den unge pige, som har fundet et asyl under Deres tag, viser sig på offentlig gade i selskab med et menneske, som –

Hvilket menneske, herr pastor?

Med det menneske, som hun, blandt alle mennesker i verden, burde holdes længst borte fra.

Håhå!

Er det med Deres minde, herr konsul?

Jeg ved ikke af noget. Undskyld; jeg har hastværk; jeg skal op i handelsforeningen.

Betty, Betty, hør her!

Hvad er det?

Du bør gå ned i haven og gøre en ende på det lefleri, som en viss person driver med denne ​Dina Dorf. Jeg er bleven ganske nervøs af at høre på det.

Så? Hvad har da personen sagt?

Å, ikke andet end at han vil hun skal følge med ham til Amerika. Uf!

Kan sligt være muligt!

Hvad siger du!

Men det vilde jo være prægtigt.

Umuligt! Du har hørt fejl.

Så spørg ham selv. Der kommer parret. Men lad bare mig blive udenfor.

Jeg kommer efter, – om et øjeblik –

Hurra, Lona, hun følger med os!

Men, Johan, – du ubesindige –!

Er dette virkeligt! En så topmålt skandale! Ved hvilke forførelseskunster har De –?

Nå nå, mand; hvad er det De siger?

Svar mig, Dina; er dette Deres agt, – er det Deres fulde fri beslutning?

Jeg må bort herfra.

Men med ham – med ham!

Nævn mig nogen anden her, som havde mod til at tage mig med.

Nu, så skal De også få vide, hvem han er.

Tal ikke!

Ikke et ord mere!

Da tjente jeg dårligt det samfund, hvis moral og sæder jeg er sat til at være en vogter for; og uforsvarligt handled jeg mod denne unge pige, i hvis ​opdragelse også jeg har havt en væsentlig del og som er mig –

Vogt Dem for hvad De gør!

Hun skal vide det! Dina, det er denne mand, som voldte al Deres moders ulykke og skam.

Herr adjunkt –!

Han! (til Johan Tønnesen) Er dette sandt?

Karsten, svar du.

Ikke et ord mere! Idag skal her ties.

Sandt altså.

Sandt, sandt. Og mere end det. Dette menneske, som De sætter lid til, løb ikke tomhændet hjemmefra; – enkefru Bernicks kasse –; konsulen kan bevidne det!

Løgner!

Ah –!

O Gud, o Gud!

Og det vover du –!

Slå ham ikke, Johan!

Jo, forgrib Dem kun på mig. Men sandheden skal frem; og det er sandhed; konsul ​Bernick har selv sagt det, og hele byen ved det. – Nu, Dina, nu kender De ham.

Karsten, Karsten, hvad har du gjort!

O, Karsten, at jeg skulde bringe dig ind i al denne skændsel.

Nu må De endelig komme, herr konsul! Hele jernbanen hænger i en tråd.

Hvad er det? Hvad skal jeg –?

Du skal op og støtte samfundet, svoger.

Ja kom, kom; vi behøver al Deres moralske overvægt.

Bernick, – vi to tales ved imorgen.

Se så; nu er der da endelig engang bleven alvor af det; den lusing tænker jeg han skal huske. (til nogen inde i værelset) Hvad siger du? – Og jeg siger, du er en uforstandig moder! Du undskylder ham, gir ham medhold i alle hans slyngelstreger. – Ikke slyngelstreger? Hvad kalder du det da? At liste sig ud af huset ved nattetid, gå tilhavs med fiskerbåden, blive borte til langt ud på dagen og sætte mig i slig dødelig angst, mig, som har så meget andet at stå i. Og så vover den knægt at true med at han vil løbe sin vej! Ja, lad ham prøve på det! – Du? Nej, det tror jeg nok; du bekymrer dig ikke stort om hans ve og vel. Jeg tror gerne, at om han satte livet til –! – Så? Ja, men jeg har en gerning at efterlade mig her i verden; jeg er ​ikke tjent med at blive barnløs. – Ingen indvendinger, Betty; det blir, som jeg har sagt; han har husarrest – (lytter) Hys; lad ingen mærke noget.

Har De tid et øjeblik, herr konsul?

Ja vel, ja vel. Kommer De fra værftet?

Nu netop. Hm –

Nå? Der er dog ikke noget ivejen med «Palmetræet»?

«Palmetræet» kan sejle imorgen, men –

«Indian Girl» altså? Aned det mig ikke at den stivnakke –

«Indian Girl» kan også sejle imorgen; men – den kommer visst ikke langt.

Hvad mener De?

Undskyld, herr konsul; den dør står på klem og jeg tror der er nogen derinde –

Se så. Men hvad er det dog for noget, som ingen må høre?

Det er det, at bygmester Aune nok har isinde at lade «Indian Girl» gå tilbunds med mand og mus.

Men Gud forbarme sig, hvor kan De tro –?

Kan ikke forklare mig det på anden måde, herr konsul.

Nå, så sig mig dog i få ord –

Skal så. De ved selv hvor sendrægtigt det er gåt på værftet siden vi fik de nye maskiner og de nye uvante arbejdere.

Ja, ja.

Men imorges, da jeg kom derned, mærked jeg at reparationen på Amerikaneren var skredet ​påfaldende vidt frem; det store spunds i bunden, – De ved, det pilrådne sted –

Ja, ja, hvad det?

Fuldstændig repareret, – tilsyneladende da; forhudet; så ganske ud som nyt; hørte at Aune selv havde arbejdet med lys dernede hele natten.

Ja ja, og så –?

Gik og funderte på dette; folkene hvilte just til frokost, og så fandt jeg anledning til ube​mærket at se mig om både udenbords og indenbords; havde svært for at komme ned i den lastede skude; men fik troen i hænderne. Der sker underfundigheder, herr konsul.

Jeg kan ikke tro Dem, herr Krap. Jeg kan ikke, jeg vil ikke tro sligt om Aune.

Gør mig ondt, – men er den skære sandhed. Sker underfundigheder, siger jeg. Intet nyt tømmer indsat, så vidt jeg kunde skønne; bare dyttet og drevet og overklinket med plader og pressenninger og sådant noget. Rent fusk! «Indian ​Girl» når aldrig New-York; går tilbunds som en sprukken gryde.

Dette er jo forfærdeligt! Men hvad tror De han kan have til hensigt?

Vil rimeligvis bringe maskinerne i miskredit; vil hævne sig; vil have den gamle arbejdsstok tagen til nåde igen.

Og så ofrer han kanske alle de mange menneskeliv.

Han sagde nylig: der findes ikke mennesker ombord i «Indian Girl», – bare udyr.

Ja, ja, lad så være; men agter han da ikke den store kapital, som går tabt?

Aune har ikke noget godt øje til den store kapital, herr konsul.

Sandt nok; han er en opvigler og en urostifter; men en så samvittighedsløs handling –. Hør, herr Krap; denne sag må undersøges to gange. Ikke et ord derom til nogen. Vort værft er blameret, hvis folk får sligt at vide.