Henrik Ibsens skrifter

​Løverdags Aften i forrige Uge sad Redaktionen i god Ro i sit Værelse og tænkte paa Fred og ingen Fare; Regnskabet for forrige Kvartal var opgjort, og efterat Votering ​desangaaende var foretagen, blev det mod een Stemme vedtaget, at Overskudet efter Skik og Brug skulde anvendes til ​Punsch. Den ene Stemme, der havde voteret mod Forslaget, var ​det statsøkonomiske Medlem, som derpaa udbad sig Ordet for at motivere sin Stemmegivning; han ytrede sig som følger:

«Hr. Præsident! Det er en sørgelig Kjendsgjerning, Regnskabet for sidste Kvartal lægger for Dagen. Det viser sig nemlig, at Indtægten med et rundt Tal beløber sig til en Daler, der nu skal anbringes i Punsch; i ​næstforegaaende Kvartal udgjorde Overskudet ½ Daler, som ogsaa anvendtes til et lignende Øiemed. Det er altsaa klart at Bladet er gaaet tilbage; thi naar et Individ i eet Aar forbruger 300 Daler og i det følgende 600, saa er det jo indlysende, at Status ved Udløbet af det andet Aar staar paa en misligere Fod, end ved Udløbet af det første, – saaledes forholder det sig ogsaa med Nationer og Blade: Vort Forbrug er forøget, ergo er vor Forfatning bleven misligere!» Denne Tale belagdes med mange Citater af ​Welckers og Rottecks statsøkonomiske Værker, af ​ ​Petitionen om Statsbankens Oprettelse og andre authentiske Skrifter; den frembragte derfor en kjendelig nedslaaende Stemning hos Redaktionen, der ligetil dette Øieblik havde svævet i den behagelige Vildfarelse, at Bladets Forfatning var forbedret, eftersom Abonnenternes Tal var steget. Punschen blev imidlertid indbaaren og Redaktionen kom saaledes i et muntrere Lune, Præsidenten udbragte de officielle Skaaler for Regjeringen, Storthinget, Politiet og Abonnenterne; derpaa erindredes ogsaa hver især af de Thingmænd, som ved deres Virken for Landets Vel havde afgivet det rigeste Stof til Bladet, – for imidlertid ikke at saare deres Beskedenhedsfølelse, skulle vi her afholde os fra at udhæve dem.

Men Alting har en Ende her i Verden, endog ​S’s Foredrag, og det fik ogsaa Redaktionen at sande; just som Bollens Bund begyndte at blive synlig og den sunde Fornuft havde sagt Godnat, (hvilket kan sluttes deraf, at et Medlem foreslog en Skaal for Morgenbladet) saa indløb en ​Depesche fra vor Korrespondent paa Ringerike; den var af følgende Indhold:

«Til Redaktionen!

Oprøret er udbrudt! ​Hattemager og Folkegeneral Halsten Knudsen har sat sig i Spidsen for ​Insurgenthæren, 43 Mand stærk, foruden Kvinder og Børn, og indtaget en fast Stilling i ​Madame Glatveds Gaardsrum ved Hønefossen. ​Det loyale Parti, som kun havde en ringe disponibel Styrke under Anførsel af ​Sorenskriver Meinick, afsendte nu en Afdeling bestaaende af en Befalingsmand (Lensmanden) og to Menige. Uagtet Fiendens store Overmagt lykkedes det dog denne Hærafdeling at bemægtige sig den fiendtlige General, som uopholdelig bragtes til ​Hovedkvarteret. Herfra holdt Generalen en Tale til Folket, hvori han imidlertid blev forstyrret, og Øvrighedsarmeen trak sig i god Orden tilbage, transporterende Fangen med sig. Men Insurgenterne rykkede bagefter og foruroligede Fienden ved en levende Ild af allehaande lettere Vaaben, saasom Hurraraab, Skrig, Skjeldsord o. s. v. ​Skjærmydslerne vare dog ikke blodige; imidlertid lykkedes det Oprørerne at befri deres General. I Stridens Hede ​geraadede denne atter i Fangenskab; og blev for anden Gang befriet paa ​Hønefosbroen, hvor Kampen rasede heftigst, og det uagtet Lensmanden af alle Kræfter holdt fast paa ham.

Saadan staae Sagerne for Øieblikket. Store Hærmasser skulle have vist sig ​hiinsides Fjeldet. Vorherre see i Naade til os!

Ærbødigst

……»

Der stod nu Redaktionen ligesaa «frapperet» som ​Thorvald Olsen, da han modtog hiin ​famøse Politiskrivelse; thi Andhrimner tæller en skikkelig Mængde Abonnenter paa Ringerike, og hvis nu Nogen af disse skulde befinde sig blandt ​Insurgenterne, saa maatte jo Bladets «Værdighed» ansees for krænket (ikke at tale om Kontingenten, som vi da kunde ​skyde en hvid Pind efter).

Efterat det økonomiske Medlem var praktiseret i Seng, begav Redaktionens øvrige Medlemmer sig ud for at indhente nøiere Underretning fra Krigsskuepladsen.

Der saa det mørkt og truende ud, mørk Himmel, mørke Gader og mørke Ansigter, ja selve Husene syntes os langt mørkere, end da vi ved Middagstid gik opad Gaden; kort, Alt syntes at bebude en blodig Dag, ligesaa blodig, som ​24de Februar kunde have været, dersom det dengang blot var blevet Noget af. Det var klart, at Rygtet om Krigens Udbrud allerede var bekjendt; Arbeiderne stode der i store Hobe politiserende og diskuterende, idet de med ​halvdulgte Øiekast skottede hen til de Forbigaaende og altid bleve saare høirøstede, naar Nogen gik forbi; de ansaae sig for Dagens Helte, paa hvilke Alles Øine vare rettede, thi Sligt ​kildrer naturligviis Forfængeligheden, og er jo en almindelig menneskelig Skrøbelighed, (hvilket ​Schweigaard smukt skulde have betænkt og faret lidt ​lempeligt med ​Olsen og Sverdrup & «Fraktion» i Anledning af ​Værdigheds‐Ophjælpelsesforslaget; thi Schweigaard har saamen ogsaa sin Rem af Huden). Det var især udenfor de mistænkelige Huse, der sædvanligviis kaldes ​Brændeviinskipper, at Sværmen var størst; dog saa man ogsaa ellers overalt paa Gaden Afdelinger paa een, to, ja indtil 5–6 Mand, hvilke naturligviis alle ​«havde Ondt udi Sinde.»

​Fraktionisterne vare især kjendelige den Aften; vi bemærkede Flere af dem, som altid omhyggeligt søgte over til den modsatte Side af Gaden, naar de paa deres Vei stødte paa en eller anden Arbeiderafdeling, hvilket jo ogsaa var ganske rimeligt; thi hvad havde vel de med Arbeiderne at skaffe? De ​«høviske Øren,» som Morgenbladet efter ​Arbeiderhøvdingernes Arrestation raadede til at holde sig borte ved slige Leiligheder, syntes for en stor Del at have ​taget sig dette Raad ad notam, hvilket man ogsaa kunde vente sig; thi Morgenbladet har, som bekjendt, sin ​Force i at skræmme høviske Øren.

Endelig brød da Militæret op; den bedste Aand herskede blandt Tropperne; de barske, skjæggede Krigere strøge deres ​Knebelsbarter, som vare paasatte specielt for denne Anledning, og Hestene vrindskede af Kamplyst. Og det var jo ogsaa Noget, man kunde vente sig; siden ​Feldttoget i Skaane har jo vore Krigere ingen Laurbær tilkjæmpet sig af synderlig Betydenhed; thi den ​24de Februar kom de paa Grund af Omstændighederne, som bekjendt, ikke i Ilden, og de Fortjenester Enkelte i Mellemtiden have indlagt sig af ​Depotet o. s. v., kan egentlig ikke siges at komme Armeen tilgode. Vi hørte rigtignok enkelte krakilske og uvidende Mennesker ytre, at man gjorde en Muus til en Elephant, naar man ved en Leilighed som denne rykkede i Marken med en saa stor Styrke af forskjellige Vaabenarter; men sligt Raisonnement er naturligviis kun til at lee af for Enhver, der veed, hvad det vil sige at føre Krig paa et saa kouperet Terrain som Ringerike, hvor der jo gjerne kunde ligge en Fiende bag hver Busk; man veed jo desuden, hvordan det gik ​Skotterne i Gudbrandsdalen:

Nei, det er nok bedst at tage sig iagt; Forsigtighed er en stor Dyd, og, Gudskelov! den manglede da heller ikke dennegang!

De Beretninger, vi meddelte i første Kapitel, omhandlede de respektive Hæres Bedrivter paa Feldttogets første Dag; vi skulle nu referere de fra vor Korrespondent indløbne ​Bulletins, der maae ansees for aldeles authentiske, da han den hele Tid (naturligviis udenfor Skudvidde) har været Øienvidne til Krigsoperationerne, og desuden tilføie, hvad vi troe at være nødvendigt til en fuldstændig Opfattelse af Sagerne. Oppe paa en Skrænt, der behersker Veien til Hønefossen, ligger en Borg (eller et Huus, hvad man nu vil kalde det), som stærkt minder om de berygtede Ridderborge, især naar det er mørkt, saa at Detaillerne ikke saa godt kunne skjelnes. Her have ​Insurgentgeneralen huseret i længere Tid; ligesom hiin Middelalderens Røverriddere sad han her, naar Veiret var nogenlunde skikkeligt, paa sin høie Huustrappe, og naar den ulykkelige, troskyldige Reisende drog forbi, skjød han ned som en ​Falk paa sit Rov og plyndrede ham ligetil Skjorten (NB. saafremt det var ​honnette og velklædte Reisende; Fattigfolk lod han derimod uantastet passere.) Dette maa imidlertid ikke forstaaes saaledes, som om han, efter sine barbariske Forgjængeres Exempel, strax bemægtigede sig sit Bytte og lod den Udplyndrede staae tilbage paa Landeveien ​in puris naturalibus; han erklærede vel ​Effekterne for god ​Prise, men tilstædede dog Vedkommende Brugen af Samme, indtil Arbeiderne havde ​overtaget sine Funktioner som Indehavere af de to Statsmyndigheder, til hvilken Tid Laantagerne da formodentlig havde at indfinde sig ved Hønefossen for at gjøre Rede og Rigtighed for sig.

Herhen trak Insurgenthøvdingen sig tilbage efter ​Slaget paa Hønefosbroerne; en ​Landstorm var imidlertid ​opbudt, og med denne i Forbindelse med Politiet stormede man Borgen, men ​Hr. Knudsen var intetsteds at finde, og det viste sig siden, at han ​forsigtigen havde trukket sig tilbage over ​Fjeldet og ned i Aadalen.

Den Aften kom det imidlertid ikke til Fiendtligheder. Aadølerne havde nemlig paa Marschen ​diverteret sig med at ​jage alle skikkelige og fredeligsindede Bønder til Skogs; de vare følgelig trætte efter Dagens Besværligheder og begave sig strax tilsengs, stolende paa deres Modstanderes ​Høihjertethed, der ikke vilde tilstæde dem at overfalde sovende Fiender. Denne Tiltro svigtede hellerikke, og Natten forløb, som en ganske sædvanlig Nat; men store Begivenheder forestode.

Den næste Morgen lod det, som Insurgenterne vare tilbøielige til at kapitulere, (da de nemlig maatte ​befrygte, at det snart vilde skorte dem paa Proviant.) Heraf blev dog Intet, thi da man kom til den Fredsbetingelse, der lød saaledes: «​Ingen maa arresteres, medmindre han officielt underrettes derom saa ​betimeligt, at han derved kan komme bort, førend Politiet griber ham,» saa satte Politiet sig paa Bagbenene og vilde under ingen Omstændighed indgaae herpaa.

Oprørerne brøde derfor op. I Spidsen gik ​den tilbagekomne General, Knudsen, med ​Banneret i Haanden, og efter ham fulgte det lange Tog med ​Pauker og ​klingende Spil.

– De seneste Efterretninger ere meget ufuldstændige, og vi skulle derfor for Øieblikket afholde os fra at meddele Noget desangaaende; det paastaaes imidlertid som tilforladeligt, at ​Hr. Knudsen, Hr. Semmen og en Hr. Tytaasen atter skulle være indbragte som Fanger.

Morgenbladet har naturligviis i Anledning af disse Affærer været ude. Før har det, som man vil erindre, altid ​ladet haant om den farlige Side af Arbeideragitationen – nu har det imidlertid ​sadlet om, og taler paa en heel anden Maade. Herregud! at Morgenbladet altid skal komme for seent til Torvs med sin Viisdom!