Henrik Ibsens skrifter

Erindringen om denne mærkelige Mand blev for nogen Tid siden i videre Kredse her i Landet vakt tillive ved ​det bekjendte Eckdalske Skrift. De i dette Skrift mod Nordmændene rettede ​usandfærdige Beskyldninger bleve ​fuldstændigt gjendrevne, og da paa den anden Side Grev Platens Optræden, som norsk Statholder, der ​i sin Tid gjordes til Gjenstand for en saa skaanselløs Bedømmelse, nu, da en roligere Tid er indtraadt, sees fra et ​uhildet Standpunkt og med upartisk Øie, saa maa en Retfærdiggjørelse af hans Virken ansees ligesaa ​ubetimelig som overflødig. Herpaa skal vi altsaa ikke indlade os, men tror dog at en kort Skildring af hans Liv ikke vil være Bladets Læsere uvelkommen.

Baltzar Bogislaus von Platen, Søn af ​Feltmarschal og ​Generalguvernør Philip Julius von Platen, blev født den 27de Mai 1766 paa Familiens gamle ​Stamgods Dornhoff i ​svensk Pommeren. Som Barn fulgte han sine Forældre over til Skaane, og, efter hvad der i ​hans Biographi i «Svenska Vet. Akad. Handl.» 1829 antydes, bidrog allerede tidlig Modgang til i hans Fremtræden at udvikle en vis ydre Alvor og Strenghed, som siden aldrig ganske forlod ham. I 1779 indsattes han i ​Karlskronas Sø‐ og Kadetskole og udnævntes Aaret efter til ​Fændrik i Marinen. De sædvanlige Øvelsestogter i Fredstid synes imidlertid ikke at have tilfredsstillet hans tidlige Trang til et driftigt Liv, og han tog derfor, som Overstyrmand, Tjeneste ombord i ​et Handelsfartøi, der foer paa lange Reiser, og besøgte i denne Stilling flere Lande baade i og udenfor Europa.

Efterat han igjen i Aaret 1786 var indtraadt i svensk Orlogstjeneste, deeltog han, blandt Andet, i en ​Gesandtskabsreise til Marokko. Da ​den finske Krig udbrød, var han ansat ombord i ​Linieskibet Gustaf, men havde her det Uheld allerede i ​Slaget ved Hogland at blive saaret og, tilligemed sine Kammerater paa det erobrede Skib, ført som Krigsfange til det ​indre Rusland. Saavel under som efter Fangenskabet forfremmedes han imidlertid hurtigt, indtil han i 1795 udnævntes til Oberstlieutenant i ​Admiralitetet og ​Ridder af Sværdordenen. Aaret efter var han Chef for Linieskibet Fredrik, der deeltog i et ​kombineret svensk og dansk Krydstogt i Østersøen.

Hermed endte Platens Sømandsbane. Flere tilstødende Omstændigheder foranledigede ham til i Aaret 1800 at udtræde af Krigstjenesten, ved hvilken Leilighed han erholdt Obersts Rang. Han ​kastede sig nu med Iver paa Landbruget, og giftede sig omtrent paa samme Tid med Hedvig Elisabet Ekman, Datter af ​Kommerceraad ​Ekman i Gøtheborg. Men hans stedse rastløse Aand fandt sig i Længden ikke tilfredsstillet ved den rolige landlige ​Virkekreds, hvortil han nu var henvist. Han optog nu den ​flere Gange paatænkte og igjen opgivne Plan til en Kanalforbindelse mellem de store Søer og valgtes i 1801 til Medlem af ​den i dette Anliggende nedsatte Kommission. Ved nøiagtig Befaring af Vasdraget ​overtydede han sig mere og mere om at Foretagendet var udførbart. Resultatet af denne og flere paa egen Bekostning foretagne Undersøgelser var ​en trykt Afhandling, som i den Grad vakte Regjeringens Opmærksomhed, at man i 1808 indkaldte den udmærkede ​engelske Ingeniør Tellford, der, efter at have sat sig ind i Sagen, næsten i et og alt billigede de tidligere fremsatte Anskuelser. Aaret efter ​fremlagde Platen et Overslag over Omkostningerne ved Kanalanlægget.

​Krigen hindrede imidlertid Planens videre Fremgang indtil ​Revolutionen udbrød. ​Fra flere Kanter nævnes Platen som Deeltager i denne, og saameget er ialfald vist, at han stod ​paa en fortrolig Fod med flere af Hovedmændene, samt at ​den nye Regjering overdrog ham flere vigtige Hverv. Han betroedes saaledes ​en diplomatisk Sendelse til den daværende Kronprinds, Karl August, valgtes ved Rigsdagens Begyndelse til Medlem af ​Konstitutionskommitteen, ​blev derpaa Statsraad, fik i 1811 ​Sværdordenens Storkors og ophøiedes 1815 i ​den grevelige Stand.

Som Ordfører i ​Kanalkommissionen virkede han med utrættelig Kraft og Fasthed for Planens Gjennemførelse; og da disse Anliggender lagde Beslag paa hans hele Virksomhed, udtraadte han allerede 1812 af Statsraadet, og gjennem stadige, ligetil hans Livs Ende fortsatte ​Kampe med Rigsdagen vidste han at drive sit Foretagende igjennem. I November 1827 udnævntes han til ​Statholder i Norge og ankom strax efter 5te Januar 1828 til Christiania. Allerede næste Vaar vendte han for en kort Tid tilbage til Stockholm. Rigsdagen behandlede nemlig Kanalanlægget, og for sidste Gang udvirkede han nu ​en fornyet Bevilgning af ​Stænderne. Hans Ophold i Norge var idetheletaget afbrudt af hyppige Reiser; efterat han udover Høsten for anden Gang var ​indtruffen her, angrebes han i November af et ​Mavetilfælde, hvortil han i lang Tid havde baaret Spiren og som han fra først af under sin tidligere Sømandsstilling ved et Skibbrud havde paadraget sig. Efter en kort Sygdom endte hans Liv den 7de December 1829. I Begyndelsen af Januar førtes hans Lig til Sverig, eskorteret indtil Grændsen af et ​Detaschement norske Jægere, og blev underveis bisat i Kirkerne. Hovedstadens Autoriteter og en talrig Skare af Borgere ledsagede Sørgetoget til ​Oslo, og efter hans eget Ønske medførtes norsk Jord til det Hvilested, han havde udseet sig paa et fremspringende Næs i Nærheden af ​Motala ved Gøthakanalen, hvis Fuldførelse skyldes hans urokkelige Villie og Fasthed.

De ​under hans Statholdertid forefaldne Begivenheder i Norge hører ikke herhen. Alle, der kom i personlig Berørelse med ham, ere enige i at anerkjende hans sjeldne Retskaffenhed og et varmt Hjerte, der vistnok for den Fjernerestaaende skjultes under en vis sømandsmæssig Barskhed, som let kunde give Anledning til Miskjendelse. Den frisindede amerikanske Forfatning, som han paa sine Reiser havde havt Leilighed til at sætte sig ind i, skattede han høit; at hans Optræden i Norge ikke stærkere vidner om denne Kjendsgjerning, maa tilskrives de vanskelige Forholde, hvorunder han her var stillet.