Nedlastbare filer:Last ned kildefilLast ned pdf
KildekodePDF
Innledning til brev
av Narve Fulsås
EPIKER ELLER DRAMATIKER
Forholdet mellom bok og teater vedrører også de helt grunnleggende komposisjonsspørsmål i Ibsens diktning. I en berømt studie fra 1956, Theorie des modernen Dramas, identifiserer Peter Szondi Ibsen som det første symptomet på dramaets krise i den moderne tid. Szondis problemstilling tar utgangspunkt i det klassiske forbudet mot alt episk i den dramatiske diktning. Ibsen stilte seg ikke kritisk til dette, sier Szondi, men ble tvert om hyllet for sin dramatiske teknikk. Hans retrospektive metode respekterer tilsynelatende kravet om tidens og stedets enhet. Men den ble gjennomført med en slik perfeksjon, hevder Szondi, at den skjuler at tiden, som er konstituerende for romanen, men fremmed for dramaets krav om absolutt nåtid, i realiteten er grunnlaget for hans stykker. Ibsens tematikk forblir fremmed for scenen, for selv om den blir knyttet til en nåtidig handling, blir den likevel trengt tilbake i fortiden og inn i menneskenes indre. Dette er formproblemet i Ibsens dramatikk, som han greier å skjule: «Ettersom utgangspunktet hans var episk, var det nødvendig for ham å utvikle den uforlignelige dyktigheten i å konstruere drama. Og siden han maktet det, var ikke det episke grunnlaget lenger synlig» (Szondi 1973, 30; til norsk ved HIS).
Vi skal ikke ta stilling til spørsmålet om forholdet mellom episk og dramatisk (for en kritikk av Szondi, jf. Aarseth 1999, 313–18), men bare konstatere at det Szondi hevder ble skjult av Ibsens dyktighet, slett ikke var skjult for samtiden. Forholdet mellom episk og dramatisk hos Ibsen er tvert om et standardemne i den kritiske resepsjonen helt fra 1870-årene. Karl Frenzels hovedinnvending mot Ibsen da han først ble introdusert i Tyskland, var at Ibsen var epiker, ikke dramatiker (jf. kommentarer til brev til L. Josephson 14. juni 1876 og F. Hegel 6. mars 1878). Georg Brandes’ første reaksjon på Gengangere var: «Ingen Handling. Handlingen er Afdækning af Personernes Fortid» (GEBB 2, 107; jf. kommentar til brev til F. Hegel 1. desember 1881). Brandes mente likevel at det var briljant. Det mente også Otto Brahm og Julius Hoffory, idet de eksplisitt fremhevet forholdet mellom det episke og det dramatiske – med Hofforys ord: «dette vidunderligste Forsøg paa at forvandle Fortælling til Handling, Berettet til Oplevet, som Dramaets Historie har at Opvise» (Hoffory 1888, 62; jf. Brahm 1915, b. 1, 78). Også i England var dette et tema. I 1891 skrev Austin Fryers Rosmer of Rosmerholm for å forbedre Ibsen. «Det ble generelt holdt mot hans evner som dramatiker,» skrev Fryers om Ibsen, «at de dramatiske hendelsene i Rosmersholm alle hadde funnet sted før teppet ble hevet første gang» (sitert etter Rem 2006, 143).
I Norge var det Johan Vibe, som hadde forårsaket Ibsens boikott av Christiania Theater da han var sjef der 1877–79, som formulerte den mest systematiske kritikken av Ibsen med dette som utgangspunkt:
Den overordentlige Rolle, Forhistorien spiller i de fleste af Ibsens Stykker, maa overraske Enhver. […] Hovedhandlingen er ofte passeret, før Stykket tager sin Begyndelse. […] Der fortælles ofte meget mere om Fortiden, end der sker i Nutiden […]. Saa gaa Dramatikere af første Rang sjelden eller aldrig frem. […] Den Forhistorie, som trænges, meddele de gjerne i første Akt og, om det lader sig gjøre, i første Scene, og derpaa lade de Handlingen udvikle sig af den givne Situation og af Sammenstødet mellem de handlende Personer. De lade Tilskueren opleve en Række Begivenheder, tragiske eller komiske; men hvad der skal ske, lade de saavidt mulig ske paa Scenen eller i alle Fald i det Tidsrum, da Stykket spilles. […] Saaledes gaa Shakespeare, Molière, Holberg, Sheridan og Goldsmith frem […]. Og saa er Ibsen ogsaa gaaet frem i det bedste af sine Stykker: «De Unges Forbund» samt i «En Folkefiende» (Vibe 1887b, 482).
At Vibe foregriper Szondi med 70 år, gjør ikke at Szondis analyse nødvendigvis blir mindre interessant eller relevant. Men det gjør den til et ufrivillig vitnemål om den historiske glemsel og tillukning som alltid ledsager kanoniseringsprosesser.