Når vi døde vågner
| Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||
| Om verket | |||||||
| Les mer om verket | |||||||
1.utg: [IV]
KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
BERLIN
S. FISCHER
1899
1.utg: [VI]
GRÆBES BOGTRYKKERIEN REJSENDE DAME
TJENERE, BADEGÆSTER og BØRN
Første akt foregår ved et 
kystbad. Anden og tredje akt i nærheden og i omegnen af et højfjeldssanatorium.
kystbad. Anden og tredje akt i nærheden og i omegnen af et højfjeldssanatorium.
1.utg: [VIII]
Udenfor badehotellet, hvis hovedbygning delvis sés til højre. Åben parklignende plads med springvand, grupper af store, gamle træer og buskvækster. Til venstre en liden pavillon, næsten dækket af murgrønt og vild vin. Bord og en stol udenfor. I baggrunden udsigt over fjorden, lige til havet, med landtunger og små holmer i det fjerne. Det er en stille, solvarm sommerformiddag.
Til venstre en liden pavillon, næsten dækket af murgrønt og vild vin. Bord og en stol udenfor. I baggrunden udsigt over fjorden, lige til havet, med landtunger og små holmer i det fjerne. Det er en stille, solvarm sommerformiddag.Professor Rubek og fru Maja sidder i kurvstole ved et dækket bord på plænen udenfor hotellet og har spist frokost. Nu drikker de champagne og selters og har hver sin avis i hånden. Professoren er en ældre, distingueret herre, klædt i sort fløjels jakke og for øvrigt sommerligt antrukken. Fru Maja er ganske ungdommelig, med et livfuldt ansigt og muntre drillende øjne, dog med et anstrøg af træthed. Klædt i elegant rejsedragt.
champagne og selters og har hver sin avis i hånden. Professoren er en ældre, distingueret herre, klædt i sort fløjels jakke og for øvrigt sommerligt antrukken. Fru Maja er ganske ungdommelig, med et livfuldt ansigt og muntre drillende øjne, dog med et anstrøg af træthed. Klædt i elegant rejsedragt.
FRU MAJA
sidder en stund ligesom ventende på, at professoren skal sige noget. Så lader hun bladet synke og sukker
PROFESSOR RUBEK
sér op fra sin avis
Nå Maja? Hvad er der i vejen med dig?
1.utg: 2
FRU MAJA
Hør bare hvor lydløst her er.
PROFESSOR RUBEK
smiler overbærende
Og det kan du høre?
HIS: 172
FRU MAJA
PROFESSOR RUBEK
Det lydløse?
FRU MAJA
Ja det kan jeg da rigtignok.
FRU MAJA
Ja det skal gud vide en kan. Når den er så rent overvældende som her, så –
1.utg: 3
PROFESSOR RUBEK
Som her ved badet, mener du?
FRU MAJA
Overalt her hjemme, mener jeg. Inde i byen var der jo larm og uro nok. Men alligevel, – jeg syntes, at selve larmen og uroen havde noget dødt over sig.
HU: 216
PROFESSOR RUBEK
med et forskende blik
FRU MAJA
sér på ham
Er du glad?
HIS: 173
PROFESSOR RUBEK
undvigende
Jeg –?
1.utg: 4
FRU MAJA
Ja. Du, som har været så meget, meget længere borte end jeg. Er du rigtig glad nu, da du er hjemme igen?
PROFESSOR RUBEK
Nej – oprigtig talt – ikke sådan rigtig glad –
FRU MAJA
livfuldt
Der kan du bare sé! Var det ikke det, jeg vidste!
PROFESSOR RUBEK
Jeg har kanske været altfor længe borte. Er kommen helt væk fra alt dette her, – dette her hjemlige.
FRU MAJA
ivrig, rykker sin stol nærmere til ham
Der kan du bare sé, Rubek! Lad os lige
1.utg: 5
så godt rejse vor vej igen! Så fort vi bare kan.
PROFESSOR RUBEK
lidt utålmodig
Ja-ja, det er jo også meningen, kære Maja. Det véd du da.
FRU MAJA
PROFESSOR RUBEK
smiler overbærende
Egentlig skulde man vel si’e: vort nye dejlige hjem.
FRU MAJA
kort
Jeg siger heller hus. Lad os bli’ ved det.
dvælende på hende
HIS: 174
PROFESSOR RUBEK
ser dvælende på hende
1.utg: 6
FRU MAJA
Er jeg så underlig?
PROFESSOR RUBEK
Ja jeg synes det.
FRU MAJA
PROFESSOR RUBEK
Hvem af os var det, som på død og liv vilde ha’, at vi skulde rejse nordover i sommer?
HU: 217
FRU MAJA
Nå, det var vel mig, det.
PROFESSOR RUBEK
Ja mig var det sandelig ikke.
1.utg: 7
FRU MAJA
PROFESSOR RUBEK
– som gift, ja.
HIS: 175
FRU MAJA
PROFESSOR RUBEK
vedbliver
– blev Frau Professor og fik dig et prægtigt hjem, – om forladelse, – et herskabeligt hus skulde jeg vel sige. Og en villa ved Taunitzer See, hvor det jo nu er ble’t aller finest –. Ja, for fint og prægtigt er det alt sammen, Maja, det tør jeg nok sige. Og rummeligt også. Vi behøver ikke altid at hænge sådan over hinanden –
Frau Professor og fik dig et prægtigt hjem, – om forladelse, – et herskabeligt hus skulde jeg vel sige. Og en villa ved Taunitzer See, hvor det jo nu er ble’t aller finest –. Ja, for fint og prægtigt er det alt sammen, Maja, det tør jeg nok sige. Og rummeligt også. Vi behøver ikke altid at hænge sådan over hinanden –
henkastende
1.utg: 8
FRU MAJA
henkastende
Nej, nej, nej, – husrum og sligt noget, det skorter det jo slet ikke på –
PROFESSOR RUBEK
FRU MAJA
sér på ham
Nå, så du tror, det er mig, som er ble’t forandret?
FRU MAJA
Bare mig? Ikke menneskene her?
1.utg: 9
PROFESSOR RUBEK
Å jo, de også. En smule kanské. Og slet ikke i retning af det elskelige. Det kan jeg godt indrømme.
HIS: 176
FRU MAJA
PROFESSOR RUBEK
slår om
Véd du, hvad for en stemning jeg kommer i, når jeg sér på menneskelivet her omkring mig?
FRU MAJA
Nej? Sig det.
PROFESSOR RUBEK
Da kommer jeg til at huske på den natten, vi rejste opover med jernbanen –
HU: 218
FRU MAJA
Da sad du jo og sov i kupéen.
1.utg: 10
PROFESSOR RUBEK
Ikke ganske. Jeg mærked, at det blev så lydløst ved alle de små stoppestederne –. Jeg hørte lydløsheden, – ligesom du, Maja –
FRU MAJA
Hm, – ligesom jeg, ja.
PROFESSOR RUBEK
– og så forstod jeg, at nu var vi kommet over grænsen. Nu var vi rigtig hjemme. For ved alle de små stoppestederne holdt toget stille, – skønt der ingen trafik var.
FRU MAJA
Hvorfor holdt det så stille. Når der ingenting var?
HIS: 177
PROFESSOR RUBEK
Véd ikke. Ingen rejsende steg ud og ingen kom ind. Og toget, det holdt stille banemænd, som gik på perronen, – den ene havde en lygte i hånden, – og de talte med hinanden, dæmpet og klangløst og intetsigende ud i natten.
1.utg: 11
en lang, endeløs stund alligevel. Og ved hver station hørte jeg, at der var to banemænd, som gik på perronen, – den ene havde en lygte i hånden, – og de talte med hinanden, dæmpet og klangløst og intetsigende ud i natten.
FRU MAJA
Ja, du har ret i det. Der går altid et par mænd og taler sammen –
PROFESSOR RUBEK
– om ingenting.
(slår over i en kvikkere tone)
1.utg: 12
PROFESSOR RUBEK
kort, uvillig
Jeg har sét mere end nok.
FRU MAJA
Tror du, at en sjørejse vilde være bedre for dig?
PROFESSOR RUBEK
Det er altid en afveksling.
HIS: 178
FRU MAJA
Ja-ja, hvis det bare er godt for dig, så –
PROFESSOR RUBEK
For mig? Godt? Jeg fejler jo ikke nogen verdens ting.
HU: 219
FRU MAJA
rejser sig og går hen til ham
Jo, du gør, Rubek. Og det må du da føle selv.
1.utg: 13
PROFESSOR RUBEK
Men, kæreste Maja, – hvad skulde da det være for noget?
FRU MAJA
bag ham, bøjer sig frem over stolryggen
FRU MAJA
Det kan da ikke undgå nogen, som kender dig. Og så synes jeg, det er så sørgeligt, at du har tabt lysten til at arbejde.
PROFESSOR RUBEK
Har jeg det også?
1.utg: 14
FRU MAJA
Tænk, du, som før kunde arbejde så utrættelig, – både sent og tidligt!
PROFESSOR RUBEK
formørket
Ja før, ja –.
HIS: 179
FRU MAJA
Men lige siden du fik dit store mesterværk vel fra hånden –
1.utg: 15
FRU MAJA
Hvorfor det?
PROFESSOR RUBEK
Da jeg havde skabt dette mit mesterværk – –
(slår i hæftighed ud med hånden)
– for «Opstandelsens dag» er et mesterværk! Eller var det fra først af. Nej, det er det endnu. Skal, skal, skal være et mesterværk!
FRU MAJA
ser forundret på ham
Ja Rubek, – det er jo da noget, som hele verden véd.
PROFESSOR RUBEK
kort, afvisende
Hele verden véd ingenting! Forstår ingenting!
HU: 220
FRU MAJA
Nå, så aner de da vel i alle fald noget –
Noget, som slet ikke er der, ja. Noget, som aldrig har været i min tanke. Sé, det falder de i henrykkelse over!
(brummer hen for sig)
FRU MAJA
Synes du da det er bedre, – eller at det er dig værdigt at gå der og gøre bare sådan en portrætbyste en gang imellem?
PROFESSOR RUBEK
smiler lunt
Det er ikke rigtige portrætbyster, det, som jeg går der og laver, Maja.
FRU MAJA
1.utg: 17
PROFESSOR RUBEK
Det er alligevel ikke rene portrætbyster, siger jeg dig.
FRU MAJA
Hvad er det da for noget?
PROFESSOR RUBEK
HIS: 181
FRU MAJA
Så?
PROFESSOR RUBEK
afgørende
Bare jeg kan sé det. Og det morer mig så inderligt. – Udenpå er det denne «slående lighed», som det heder, og som folk står og gaber så forbauset på –
(sænker stemmen)
gaber så forbauset på –– men i sin dybeste grund er det agtværdige, hæderlige hestefjæs og énvise æselsnuder slukørede, lavpandede hundeskaller og mæskede svinehoder, – og slappe, brutale studekontrafejer også iblandt –
énvise æselsnuder 1.utg: 18
og slukørede, lavpandede hundeskaller og mæskede svinehoder, – og slappe, brutale studekontrafejer også iblandt –
FRU MAJA
ligegyldig
– alle de kære husdyr altså.
PROFESSOR RUBEK
Bare de kære husdyr, Maja. Alle HU: 221
de dyr, som menneskene har forkvaklet i sit billede. Og som har forkvaklet menneskene til gengæld.
1.utg: 19
PROFESSOR RUBEK
stryger sig gentagende over panden og læner sig tilbage i stolen
Jeg er glad, Maja. Virkelig glad. På en måde da.
(tier lidt)
uberoende til alle sider. Ha’ fuldt op af alle de ting, som en kan falde på at ønske sig. Sådan udvendig da. – Synes ikke du det samme som jeg, Maja?
HIS: 182
For der er dog en viss lykke i det at føle sig fri og
uberoende til alle sider. Ha’ fuldt op af alle de ting, som en kan falde på at ønske sig. Sådan udvendig da. – Synes ikke du det samme som jeg, Maja?
FRU MAJA
(sér på ham)
Men kan du huske, hvad du lovte mig den dag vi blev enige om – om dette vanskelige –
PROFESSOR RUBEK
nikker
1.utg: 20
FRU MAJA
vedbliver uforstyrret
– og at jeg skulde få rejse med dig til udlandet og bo der for bestandig – og ha’ det godt. – Kan du huske, hvad du lovte mig dengang?
PROFESSOR RUBEK
ryster på hovedet
Nej, jeg kan sandelig ikke. Nå, hvad lovte jeg dig så?
PROFESSOR RUBEK
studser
Lovte jeg virkelig dig også det?
FRU MAJA
sér på ham
Mig også? Hvem ellers?
Nej, nej, jeg mener bare, om jeg lovte at vise dig –?
FRU MAJA
– al verdens herlighed. Ja, det sa’ du. Og al den herlighed skulde være min og din, sa’ du.
FRU MAJA
Bare et mundheld?
PROFESSOR RUBEK
Ja, noget fra skoledagene. Sligt noget, som jeg lokked naboungerne med, når jeg vilde ha’ dem ud og lege med mig i skog og fjeld.
1.utg: 22
FRU MAJA
sér fast på ham
Vilde du kanské bare ha’ mig ud og lege også?
FRU MAJA
koldt
Jeg rejste ikke med dig bare for at lege.
FRU MAJA
Og du tog mig heller aldrig med dig op på noget højt berg og viste mig –
HIS: 184
PROFESSOR RUBEK
irriteret
– al verdens herlighed? Nej, jeg gjorde bergstiger,
lille Maja.
1.utg: 23
ikke det. For jeg skal sige dig noget: du er ikke egentlig skabt til
bergstiger,
lille Maja.
FRU MAJA
søger at beherske sig
Da lod det dog til, at du syntes det engang.
PROFESSOR RUBEK
For en fire–fem år siden, ja.
(strækker sig i stolen)
FRU MAJA
ser på ham med et bittert udtryk
Har den tiden faldet dig så svært lang, Rubek?
Hun sætter sig i sin stol, tager avisen og blader i den.
Taushed fra begge sider.
HIS: 185
FRU MAJA
koldt, uden at sé op
Nej, slet ikke.
Badegæster, mest damer, begynder at komme enkeltvis og i grupper gennem parken fra højre og ud til venstre.
Inspektøren, med handsker og stok i hånden, kommer fra sin rundgang i parken, møder gæsterne, hilser forbindtligt og veksler nogle ord med enkelte af dem.
forbindtligt og veksler nogle ord med enkelte af dem.
INSPEKTØREN
går frem til professor Rubeks bord og tager hatten høfligt af
1.utg: 25
PROFESSOR RUBEK
God morgen, god morgen, herr inspektør.
FRU MAJA
Jo, mange tak; aldeles udmærket – for mit vedkommende. Sover altid som en sten om nætterne.
INSPEKTØREN
HIS: 186
PROFESSOR RUBEK
lader deltagende
1.utg: 26
INSPEKTØREN
lader deltagende
Å – det gør mig da ondt. Men nogen ugers ophold her ved badet, – så vil det rette på sig.
PROFESSOR RUBEK
sér op på ham
Sig mig, herr inspektør, – er der nogen af Deres patienter, som bruger at ta’ bad ved nattetid?
INSPEKTØREN
forundret
Ved nattetid? Nej, det har jeg da aldrig hørt tale om.
HU: 224
PROFESSOR RUBEK
Ikke det?
INSPEKTØREN
Nej, jeg véd ikke af, at der er nogen så syge her, at det skulde behøves.
1.utg: 27
PROFESSOR RUBEK
Nå, men er her da nogen som bruger at gå tur i parken om natten?
INSPEKTØREN
smiler og ryster på hodet
Nej, herr professor, – det vilde være imod reglementet.
FRU MAJA
blir utålmodig
Herregud, Rubek, det er som jeg sa’ dig i morges, – du har drømt.
HIS: 187
PROFESSOR RUBEK
tørt
Så? Har jeg det? Tak!
(vender sig til inspektøren)
Jeg stod nemlig op i nat; for jeg kunde ikke få sove. Og så vilde jeg sé efter vejret –
INSPEKTØREN
opmærksom
Ja vel, herr professor? Og så –?
1.utg: 28
PROFESSOR RUBEK
Så sér jeg ud af vinduet, – og så får jeg øje på en lys skikkelse der inde mellem træerne.
FRU MAJA
smilende til inspektøren
Og professoren fortæller, at skikkelsen var klædt i badedragt –
PROFESSOR RUBEK
– eller i noget lignende, sa’ jeg. Jeg kunde ikke skelne det så nøje. Men noget hvidt var det jeg så.
INSPEKTØREN
Højst mærkværdigt. Var det en herre eller en dame?
PROFESSOR RUBEK
Det forekom mig ganske bestemt, at det måtte være en dame. Men bag efter kom Ligesom en skygge –
1.utg: 29
der en anden skikkelse. Og den var ganske mørk. Ligesom en skygge –
INSPEKTØREN
studsende
En mørk en? Ganske sort kanské?
PROFESSOR RUBEK
Ja, det så næsten slig ud for mine øjne.
HIS: 188
INSPEKTØREN
som der går et lys op for
Og bag efter den hvide? Lige bag efter hende –?
PROFESSOR RUBEK
Ja. I nogen afstand –
HU: 225
INSPEKTØREN
1.utg: 30
PROFESSOR RUBEK
Nå, hvad var det så for noget?
FRU MAJA
samtidigt
Har virkelig ikke professoren ligget og drømt!
En slank dame, klædt i fint, krémfarvet hvidt kashmir, og fulgt af en diakonisse i sort og med et sølvkors i kæde på brystet, kommer frem bag hotelhjørnet og går gennem parken over mod pavillonen til venstre i forgrunden. Hendes ansigt er blegt og trækkene ligesom stivnede; øjenlågene sænkede og øjnene synes uden sékraft. Hendes dragt er fodsid og slutter i lige, nedfaldende folder til legemet. Over hovedet, nakken, brystet, skuldrene og armene har hun et stort, hvidt krépsjal. Armene holder hun korslagte op for sig over brystet. Stillingen ubevægelig. Skridtene stive og afmålte. Diakonissens holdning er ligeledes afmålt og ligesom en tjenerindes. Hun følger damen ufravendt med de brune, stikkende øjne. Opvartere med servietten på armen kommer frem i hotellets dør og kikker nysgærrigt efter de to fremmede. Disse agter intet og går uden at sé sig om ind i pavillonen.
kashmir, og fulgt af en diakonisse i sort og med et sølvkors i kæde på brystet, kommer frem bag hotelhjørnet og går gennem parken over mod pavillonen til venstre i forgrunden. Hendes ansigt er blegt og trækkene ligesom stivnede; øjenlågene sænkede og øjnene synes uden sékraft. Hendes dragt er fodsid og slutter i lige, nedfaldende folder til legemet. Over hovedet, nakken, brystet, skuldrene og armene har hun et stort, hvidt krépsjal. Armene holder hun korslagte op for sig over brystet. Stillingen ubevægelig. Skridtene stive og afmålte. Diakonissens holdning er ligeledes afmålt og ligesom en tjenerindes. Hun følger damen ufravendt med de brune, stikkende øjne. Opvartere med servietten på armen kommer frem i hotellets dør og kikker nysgærrigt efter de to fremmede. Disse agter intet og går uden at sé sig om ind i pavillonen.
1.utg: 31
HIS: 189
PROFESSOR RUBEK
har rejst sig langsomt og uvilkårligt op fra stolen og stirrer mod den lukkede pavillondør
Hvem var den dame?
INSPEKTØREN
Det var en fremmed dame, som har lejet den lille pavillonen der.
PROFESSOR RUBEK
Udenlandsk?
INSPEKTØREN
Sandsynligvis det. De kom i alle fald begge to hertil fra udlandet. For en uges tid siden. Har aldrig været her før.
PROFESSOR RUBEK
bestemt, sér på ham
Det var hende, jeg så i parken inat.
1.utg: 32
INSPEKTØREN
Det må det visst ha’ været. Jeg tænkte det straks.
PROFESSOR RUBEK
Hvad heder den dame, herr inspektør?
PROFESSOR RUBEK
tænker sig om
Satow? Satow –?
PROFESSOR RUBEK
ryster på hovedet
Nej, slet ingen. – Satow? Det klinger
(til inspektøren)
1.utg: 33
som russisk. Eller som slavisk i alle fald.Hvad sprog taler hun?
INSPEKTØREN
Når de to damer taler sammen, så er det i et sprog, som jeg ikke kan bli’ klog på. Men ellers taler hun ægte godt norsk.
INSPEKTØREN
Nej, det kan jeg da ikke ta’ fejl i.
PROFESSOR RUBEK
sér spændt på ham
De har selv hørt det!
INSPEKTØREN
Ja. Jeg har selv talt med hende. Nogle
1.utg: 34
få gange. – Bare et par ord forresten. For hun er svært fåmælt. Men –
PROFESSOR RUBEK
Men norsk var det?
HIS: 191
PROFESSOR RUBEK
stirrer betaget hen for sig og hvisker
Det også.
FRU MAJA
lidt stødt og ilde berørt
Kanské den damen engang har stået model for dig, Rubek? Tænk dig om.
1.utg: 35
FRU MAJA
med et tirrende smil
Ja, i dine yngre år, mener jeg. For du skal jo ha’ havt så utallig mange modeller. Før i tiden naturligvis.
PROFESSOR RUBEK
i samme tone
INSPEKTØREN
som har vendt sig og stået og sét ud til venstre
HU: 227
PROFESSOR RUBEK
ser også udover
Den jægeren, som kommer der? Hvem er det?
1.utg: 36
INSPEKTØREN
Det er godsejer Ulfhejm ude fra –
PROFESSOR RUBEK
Å godsejer Ulfhejm.
HIS: 192
INSPEKTØREN
– bjørnedræberen, som de kalder ham –
PROFESSOR RUBEK
Ham kender jeg.
INSPEKTØREN
Ja hvem kender ikke ham?
PROFESSOR RUBEK
Bare en liden smule forresten. Er han ble’t patient – nu endelig?
INSPEKTØREN
Nej, mærkeligt nok, – endnu ikke. Han
1.utg: 37
ta’r bare ind her en gang om året, – når han er på vejen opover til jagtmarkerne. – Undskyld så længe –Han vil gå ind i hotellet.
GODSEJER ULFHEJMS STEMME
høres udenfor
INSPEKTØREN
standser
Render sletikke, herr godsejer.
Godsejer Ulfhejm kommer ind fra venstre, fulgt af en tjener, som fører et kobbel jagthunde. Godsejeren er i jægerdragt, med høje støvler og filthat med fjær i. Han er en mager, lang, senet skikkelse, med filtret hår og skæg, højrøstet, af ubestemmelig alder efter udseendet, men ikke ung længer.
jægerdragt, med høje støvler og filthat med fjær i. Han er en mager, lang, senet skikkelse, med filtret hår og skæg, højrøstet, af ubestemmelig alder efter udseendet, men ikke ung længer.
HIS: 193
GODSEJER ULFHEJM
buser imod inspektøren
Er det en måde at ta’ imod fremmede folk på, De? De piler jo afsted med svandsen haserne på Dem.
1.utg: 38
mellem bagbenene, – som om De havde en dævel i haserne på Dem.
GODSEJER ULFHEJM
brummer
Har ikke havt den ære at sé noget dampskib.
(med hænderne i siden)
(til tjeneren)
Sørg godt for dine medskabninger, Lars. Men pass på, at de blir skrubsultne ligevel. Friske kødben. Men vommen selv også.
(sparker efter ham)
Lars. Men pass på, at de blir skrubsultne ligevel. Friske kødben. Men HU: 228
ikke for meget kød på, hører du. Og råt, rygende blodigt skal det være. Og få dig så noget i vommen selv også.Tjeneren går ud med hundene bag hotelhjørnet.
1.utg: 39
INSPEKTØREN
Vil ikke godsejeren gå ind i spisesalen så længe?
GODSEJER ULFHEJM
INSPEKTØREN
Jaja, efter behag.
HIS: 194
GODSEJER ULFHEJM
INSPEKTØREN
afbrydende
Vi kender det fra før.
1.utg: 40
(vender sig)
Skal jeg bringe opvarteren nogen besked, herr professor? Eller kanske for fru Rubek?
PROFESSOR RUBEK
Nej tak; ingenting for mig.
FRU MAJA
Ikke for mig heller.
Inspektøren går ind i hotellet.
Vi har mødt hinanden et par gange i selskabslivet. Den høst jeg sidst var hjemme.
HU: 229
GODSEJER ULFHEJM
PROFESSOR RUBEK
smiler
Jeg bider ikke nu heller.
FRU MAJA
sér interesseret på Ulfhejm
Er De en virkelig, rigtig bjørnejæger?
GODSEJER ULFHEJM
sætter sig ved nabobordet, nærmere hotellet
Helst bjørnejæger, frue. Men ellers tar jeg til takke med hvad slags vildt, som kommer ørn og ulv og kvindfolk og elg og rén –. Bare det er friskt og frodigt og blodrigt, så –
1.utg: 42
ud for mig. Både ørn og ulv og kvindfolk og elg og rén –. Bare det er friskt og frodigt og blodrigt, så –
GODSEJER ULFHEJM
(smiler lidt)
Vi arbejder med et hårdt materiale begge to, frue, – både jeg og Deres mand. Han maser vel med marmorstenen, kan jeg tænke mig. Og jeg maser med spændte, dirrende bjørnesener. Og begge så lægger vi materialet under os tilslut. Gør os til herre og mester over det. Gi’er os ikke, før vi har vundet bugt med det, som strider så hårdt imod.
maser vel med marmorstenen, kan jeg tænke mig. Og jeg maser med spændte, dirrende bjørnesener. Og begge så lægger vi materialet under os tilslut. Gør os til HIS: 196
herre og mester over det. Gi’er os ikke, før vi har vundet bugt med det, som strider så hårdt imod.
1.utg: 43
PROFESSOR RUBEK
tænkende hen for sig
Det er et nokså sandt ord, De der siger.
GODSEJER ULFHEJM
FRU MAJA
Vil De nu rejse op og jage i skogene?
GODSEJER ULFHEJM
Helt op på højfjeldet vil jeg. – De har vel aldrig været på højfjeldet, De, frue?
FRU MAJA
Nej aldrig.
HU: 230
GODSEJER ULFHEJM
Død og pine, så se at komme Dem derop
1.utg: 44
nu i sommer da! De kan få følge med mig. Gerne både De og professoren.
FRU MAJA
Tak. Men Rubek tænker på en sjørejse i sommer.
PROFESSOR RUBEK
Indenskærs rundt kysten.
HIS: 197
GODSEJER ULFHEJM
FRU MAJA
Der kan du høre, Rubek.
GODSEJER ULFHEJM
Nej, kom så heller med mig op på fjeldet. Der er menneskefrit og menneskerént.
menneskefrit og menneskerént. 1.utg: 45
De kan ikke tænke Dem, hvad det er for mig. Men slig en liden frue –Han standser.
Diakonissen kommer ud fra pavillonen og går ind i hotellet.
GODSEJER ULFHEJM
følger hende med øjnene
Sé på hende der, De. Den svarte fuglen. – Hvem er det, som skal begraves?
PROFESSOR RUBEK
Jeg véd ikke, at her er nogen –
GODSEJER ULFHEJM
FRU MAJA
Har De selv været syg, herr godsejer?
FRU MAJA
Og hvad har De så gjort for Deres nærmeste?
GODSEJER ULFHEJM
Skudt dem, naturligvis.
PROFESSOR RUBEK
sér på ham
Skudt dem?
GODSEJER ULFHEJM
nikker
Jeg skyder aldrig bom, frue.
GODSEJER ULFHEJM
Jeg snakker ikke om mennesker –
FRU MAJA
Deres nærmeste, sa’ De –
GODSEJER ULFHEJM
Mine nærmeste, det er da vel hundene, det.
FRU MAJA
Er hundene Deres nærmeste?
HIS: 199
GODSEJER ULFHEJM
Jeg har ingen nærmere. Mine ærlige, trofaste, grundhæderlige jagtkammerater –. Når en af dem blir syg og skrøbelig, så – plaff! Dermed er vennen ekspederet – over i det hinsidige.
1.utg: 48
Diakonissen kommer ud fra hotellet med et bret, hvorpå mælk og brød, og sætter det fra sig på bordet udenfor pavillonen, som hun atter går ind i.
GODSEJER ULFHEJM
lér hånligt
FRU MAJA
smiler over til professoren og rejser sig
Ja, gerne det.
GODSEJER ULFHEJM
rejser sig også
Han går ud om hjørnet af hotellet. Fru Maja følger efter ham.
1.utg: 49
Næsten i det samme kommer den fremmede dame ud fra pavillonen og sætter sig ved bordet.
Damen løfter mælkeglasset og vil drikke, men standser og sér hen på Rubek med tomme udtryksløse øjne.
HIS: 200
PROFESSOR RUBEK
blir siddende ved sit bord og stirrer alvorlig og ufravendt på hende. Endelig rejser han sig, går nogle skridt nærmere, standser og siger dæmpet
DAMEN
med klangløst mæle, sætter glasset ned
Kan du gætte dig til det, Arnold?
HU: 232
PROFESSOR RUBEK
uden at svare
Og du kender også mig igen, sér jeg.
DAMEN
Med dig er det en helt anden sag.
1.utg: 50
PROFESSOR RUBEK
Hvorfor det, – med mig?
DAMEN
Jo, du er jo i live endnu.
PROFESSOR RUBEK
fatter ikke
I live –?
DAMEN
kort efter
Hvem var den anden? Hun, som du havde hos dig – der ved bordet?
PROFESSOR RUBEK
lidt nølende
Hun? Det var min – min hustru.
DAMEN
nikker langsomt
Sådan. Det var godt, Arnold. Altså en, som ikke kommer mig ved –
DAMEN
– en, som du har fået til dig efter min levetid altså.
PROFESSOR RUBEK
sér pludselig stivt på hende
Efter din –? Hvorledes mener du det, Irene?
IRENE
uden at svare
PROFESSOR RUBEK
smiler som i en fjern erindring
Vort barn? Ja, vi kaldte det jo så – dengang.
IRENE
I levetiden, ja.
1.utg: 52
PROFESSOR RUBEK
søger at slå over i munterhed
Ja, Irene, – nu kan du tro, «vort barn» er ble’t berømt over den hele vide verden. Du har da visst læst om det?
IRENE
nikker
Og har gjort sin far berømt også. – Det var din drøm.
IRENE
sidder lidt og grunder
Hvis jeg dengang havde gjort min ret, Arnold –
HIS: 202
PROFESSOR RUBEK
Nå? Hvad så?
1.utg: 53
IRENE
Jeg skulde ha’ dræbt det barn.
PROFESSOR RUBEK
Dræbt det, siger du!
HU: 233
IRENE
hviskende
PROFESSOR RUBEK
ryster bebrejdende på hovedet
Det havde du ikke kunnet, Irene. Du havde ikke hjerte til det.
IRENE
Nej, dengang havde jeg ikke den slags hjerte.
PROFESSOR RUBEK
Men siden? Bagefter?
1.utg: 54
IRENE
Bagefter har jeg dræbt det utallige gange. Ved dagslys og i mørke. Dræbt det i had – og i hævn – og i kval.
PROFESSOR RUBEK
går helt frem til bordet og spørger sagte
Irene, – sig mig nu endelig – efter så mange år, – hvorfor rejste du fra mig dengang? Flygted så sporløst – og var ikke til at finde mere –
HIS: 203
PROFESSOR RUBEK
IRENE
Der var én, som ikke havde brug for min kærlighed. Ikke brug for mit liv længer.
1.utg: 55
PROFESSOR RUBEK
afledende
IRENE
Nej, nej, bare ikke tale om det hinsidige. Om det, som nu er hinsidigt for mig.
PROFESSOR RUBEK
PROFESSOR RUBEK
Har du rejst meget omkring i verden?
IRENE
Ja. Rejst i mange riger og lande.
1.utg: 56
PROFESSOR RUBEK
sér deltagende på hende
Og hvad har du taget dig til, Irene?
IRENE
retter øjnene på ham
Bi lidt; lad mig sé –. Jo, nu har jeg det. Jeg har stået på drejeskiven i varietéer. HU: 234
Stået som nøgen statue i levende billeder. HIS: 204
Strøget mange penge ind. Det var jeg ikke vant til hos dig; for du havde ingen. – Og så har jeg været sammen med mandfolk, som jeg kunde gøre gale i hodet. – Det var jeg heller ikke vant til hos dig, Arnold. Du holdt bedre stand, du.
PROFESSOR RUBEK
haster forbi spørsmålet
Og så har du jo giftet dig også?
IRENE
Ja; med én af dem.
1.utg: 57
PROFESSOR RUBEK
Hvem er din mand?
IRENE
Han var en sydamerikaner. Høj diplomat.
(sér hen for sig med et forstenet smil)
PROFESSOR RUBEK
Og hvor lever han nu?
IRENE
1.utg: 58
PROFESSOR RUBEK
Dræbte han sig selv?
HIS: 205
IRENE
Ja. Han behaged at komme mig i forkøbet.
PROFESSOR RUBEK
Sørger du ikke over ham, Irene?
IRENE
uforstående
Hvem skulde jeg sørge over?
IRENE
Han hed ikke Satow.
PROFESSOR RUBEK
Ikke?
1.utg: 59
IRENE
Min anden mand heder Satow. Han er russer –
PROFESSOR RUBEK
Og hvor er han henne?
PROFESSOR RUBEK
Der lever han altså?
IRENE
trækker på skuldrene
Lever? Lever? Egentlig har jeg dræbt ham –
1.utg: 60
IRENE
Dræbt med en fin, spids dolk, som jeg altid har med mig i sengen –
PROFESSOR RUBEK
i udbrud
Jeg tror dig ikke, Irene!
IRENE
smiler mildt
Du kan så godt tro det, Arnold.
PROFESSOR RUBEK
ser deltagende på hende
Har du aldrig havt noget barn?
IRENE
Jo, jeg har havt mange børn.
PROFESSOR RUBEK
Og hvor er de børn henne nu?
1.utg: 61
IRENE
Jeg dræbte dem.
PROFESSOR RUBEK
strængt
Nu sidder du og lyver for mig igen!
IRENE
Jeg har dræbt dem, siger jeg dig. Så ret inderligt har jeg myrdet
HIS: 207
dem. Så fort, så fort de bare kom til verden. Å, længe, længe før. Det ene efter det andet.
PROFESSOR RUBEK
Jeg tror, jeg er den eneste, som aner meningen.
1.utg: 62
IRENE
Du burde vel være den eneste.
PROFESSOR RUBEK
støtter hænderne mod bordet og sér dybt på hende
Der er strenge i dig, som er sprunget i stykker.
PROFESSOR RUBEK
Å Irene, kom dog bort fra disse forvildede forestillinger –! Du lever jo! Lever, – lever!
IRENE
rejser sig langsomt op fra stolen og siger bævende
HIS: 208
Hun sætter sig atter.
PROFESSOR RUBEK
lidt efter
Holder du mig for at være den skyldige?
IRENE
Ja.
PROFESSOR RUBEK
Skyldig i det, – som du kalder din død?
IRENE
Skyldig i det, at jeg måtte dø.
(slår over i en ligegyldig tone)
Hvorfor sætter du dig ikke ned, Arnold?
1.utg: 64
PROFESSOR RUBEK
PROFESSOR RUBEK
flytter en stol og sætter sig ved bordet
IRENE
Lidt på afstand fra hinanden. Også ligesom i fordums dage.
PROFESSOR RUBEK
rykker nærmere
Det måtte så være dengang.
HIS: 209
IRENE
Måtte det?
1.utg: 65
PROFESSOR RUBEK
afgørende
Der måtte være afstand mellem os –
IRENE
Ja, måtte der endelig det, Arnold?
PROFESSOR RUBEK
vedbliver
IRENE
PROFESSOR RUBEK
Som model for mit kunstværk –
IRENE
– i fri, fuld nøgenhed –
1.utg: 66
PROFESSOR RUBEK
bevæget
Og du tjente mig også, Irene, – så frejdigt, – så glad og hensynsløs.
HU: 237
IRENE
Ja, med hele min ungdoms bankende blod tjente jeg dig!
PROFESSOR RUBEK
afværgende
Jeg forbrød mig aldrig imod dig! Aldrig, Irene!
1.utg: 67
IRENE
Jo, du gjorde! Du forbrød dig imod det inderst medfødte i mig –
PROFESSOR RUBEK
rykker tilbage
Jeg –!
IRENE
Ja, du! Jeg stilled mig helt og rundt frem for dig til beskuelse –
(sagtere)
Og aldrig en eneste gang rørte du mig.
PROFESSOR RUBEK
IRENE
fortsætter uforstyrret
Og alligevel, – havde du rørt mig, så tror jeg, jeg havde dræbt dig på stedet. For
(stryger sig grublende over panden)
1.utg: 68
jeg havde en spids nål med mig. Gemt den inde i håret –Ja men – nej, alligevel, – alligevel; – at du kunde –
PROFESSOR RUBEK
sér eftertrykkeligt på hende
Jeg var kunstner, Irene.
HIS: 211
IRENE
mørkt
PROFESSOR RUBEK
Først og fremst kunstner. Og jeg gik der syg og vilde skabe mit livs store værk.
(fortaber sig i erindring)
Det skulde kaldes «Opstandelsens dag». Skulde fremstilles i lignelse af en ung kvinde, som vågner af dødssøvnen –
1.utg: 69
IRENE
Vort barn, ja –
HU: 238
PROFESSOR RUBEK
vedbliver
PROFESSOR RUBEK
Just derfor kunde jeg mest bruge dig. Dig og ingen anden. Du blev mig en høj-hellig skabning, som bare måtte røres ved i tilbedende tanker. Jeg var jo endnu ung den gang, Irene. Og den overtro fyldte mig, at rørte jeg dig, begærte jeg dig i sanselighed,
høj-hellig skabning, som bare måtte røres ved i tilbedende tanker. Jeg var jo endnu ung den gang, Irene. Og den overtro fyldte mig, at rørte jeg dig, begærte jeg dig i sanselighed, 1.utg: 70
så vilde mit sind vanhelliges, så at jeg ikke kunde skabe færdig det, som jeg stræbte efter. – Og jeg tror endnu, at der er nogen sandhed i det.
HIS: 212
PROFESSOR RUBEK
Ja du får dømme om det, som du vil. Men jeg var helt under min opgaves magt dengang. Og følte mig så jublende lykkelig ved det.
PROFESSOR RUBEK
Takket og velsignet være du, – så vandt jeg bugt med opgaven. Jeg vilde skabe den 1.utg: 71
rene kvinde således, som jeg syntes hun måtte vågne på opstandelsens dag. Ikke undrende over noget nyt og ukendt og uanet. Men fyldt af en helligdoms glæde over at genfinde sig selv uforvandlet, – hun, jordkvinden, – i de højere, friere, gladere egne, – efter den lange, drømmeløse dødssøvn.
IRENE
lægger hænderne fladt på bordet og læner sig tilbage mod stolryggen
Og så var du færdig med mig –
HU: 239
PROFESSOR RUBEK
bebrejdende
Irene!
IRENE
– havde ikke brug for mig længer –
1.utg: 72
PROFESSOR RUBEK
Og det kan du sige!
HIS: 213
IRENE
– begyndte at sé dig om efter andre idealer –
IRENE
Og ingen andre modeller, Arnold?
PROFESSOR RUBEK
Du var ingen model for mig. Du var min skabnings ophav.
IRENE
tier en liden stund
Hvad har du digtet siden? I marmor mener jeg. Efter den dag, jeg rejste fra dig?
1.utg: 73
PROFESSOR RUBEK
Intet har jeg digtet efter den dag. Bare gået og puslet og modelleret.
IRENE
Og den kvinde, som du nu lever sammen med –?
PROFESSOR RUBEK
afbryder hæftigt
Tal ikke om hende nu! Det svier mig for brystet.
IRENE
Hvor tænker du at rejse hen med hende?
PROFESSOR RUBEK
slap og træt
Nu får jeg vel rejse en langsommelig færd nordefter kysten.
Rejs heller højt op mellem fjeldene. Så højt op, du kan komme. Højere, højere, – altid højere, Arnold.
PROFESSOR RUBEK
spændt, i forventning
Vil du did op?
IRENE
Har du mod til at træffe mig én gang til?
PROFESSOR RUBEK
kæmpende, usikker
Ifald vi kunde, – å, ifald vi kunde –!
IRENE
Hvorfor kan vi ikke, hvad vi vil?
(sér på ham og hvisker bedende med foldede hænder)
Kom, kom, Arnold! Å, kom op til mig –!
Fru Maja kommer blussende glad frem bag hjørnet af hotellet og skynder sig hen til bordet, hvor de før sad.
1.utg: 75
FRU MAJA
endnu ved hjørnet, uden at se sig om
Nej nu får du sige, hvad du sige vil, Rubek, så –
(standser da hun får øje på Irene)
HU: 240
Å undskyld, – du har nok gjort bekendtskab, mærker jeg.
PROFESSOR RUBEK
kort
Fornyet bekendtskab.
(står op)
Hvad var det så, du vilde mig?
HIS: 215
FRU MAJA
PROFESSOR RUBEK
Hvorfor ikke det?
1.utg: 76
FRU MAJA
Nej, for jeg vil op på fjeldet og i skogene, – vil jeg.
(indsmigrende)
Å, du må la’ mig få lov til det, Rubek! – Jeg skal være så snil, så snil bagefter!
PROFESSOR RUBEK
Hvem er det, som har sat dig på de tanker?
FRU MAJA
Det er han. Den fæle bjørnedræberen. Å du kan ikke forestille dig alt det vidunderlige, han fortæller om fjeldet. Og om livet deroppe! Stygt, fælt, skrækkelig afskyeligt er det meste af det, han lyver sammen –. Ja for jeg tror næsten, at han lyver. Men så vidunderlig dragende er det alligevel. Å må jeg få lov til at rejse med ham? Bare for at jeg kan få sé, om det er sandt, han siger, skønner du. Må jeg det, Rubek?
må jeg få lov til at rejse med ham? Bare for at jeg kan få sé, om det er sandt, han siger, skønner du. Må jeg det, Rubek?
1.utg: 77
PROFESSOR RUBEK
Ja, det må du så gerne for mig. Rejs du bare op mellem fjeldene – så langt og så længe, som du selv vil. Jeg rejser kanske samme vej som du.
FRU MAJA
hurtigt
Nej, nej, nej, det behøver du jo slet ikke! For min skyld ikke!
HIS: 216
PROFESSOR RUBEK
Jeg vil tilfjelds. Har bestemt mig til det nu.
FRU MAJA
Å tak, tak! Må jeg fortælle det til bjørnedræberen straks?
HU: 241
PROFESSOR RUBEK
Fortæl du til bjørnedræberen alt, hvad du lyster.
1.utg: 78
FRU MAJA
Å tak, tak, tak!
(vil gribe hans hånd; han afværger det)
Å nej, – hvor du er sød og snil idag, Rubek!
Hun løber ind i hotellet.
I det samme åbnes døren til pavillonen sagte og lydløst på klem. Diakonissen står spejdende på vagt indenfor i døråbningen. Ingen sér hende.
PROFESSOR RUBEK
bestemt, vender sig til Irene
Træffes vi altså deroppe?
1.utg: 79
IRENE
med et drag af spøgende bitterhed
Fra den tid det gik op for mig, at jeg havde givet dig noget nok så umisteligt, Arnold. Noget, som en aldrig burde skille sig ved.
HIS: 217
PROFESSOR RUBEK
bøjer hovedet
Ja, det er så nagende sandt. Du gav mig tre–fire af din ungdoms år.
PROFESSOR RUBEK
Ja, ødsel var du, Irene. Du gav mig hele din nøgne dejlighed –
IRENE
– til beskuelse –
1.utg: 80
PROFESSOR RUBEK
IRENE
Ja, til forherligelse for dig selv. – Og for barnet.
PROFESSOR RUBEK
For dig også, Irene.
IRENE
Men den dyreste gave har du glemt.
PROFESSOR RUBEK
Den dyreste –? Hvilken gave var det?
HIS: 218
IRENE
Jeg gav dig min unge, levende sjæl. Så
(sér stivt stirrende på ham)
1.utg: 81
stod jeg der og var tom indvendig. – Sjælløs.Diakonissen åbner døren helt og gør plads for hende.
Hun går ind i pavillonen.
PROFESSOR RUBEK
står og sér efter hende; så hvisker han
Irene!
Oppe ved et højfjeldssanatorium. Landskabet strækker sig som en træløs, umådelig vidde indover imod et langt fjeldvand. På den anden side af vandet stiger en række af højfjeldstinder med blånende sné i kløfterne. I forgrunden til venstre risler en bæk i delte striber nedover en brat fjeldvæg og flyder derfra i jævnt løb over vidden ud til højre. Kratskog, planter og stene langs bækkeløbet. I forgrunden til højre en bakke med en stenbænk oppe på højden. Det er en sommereftermiddag hen imod solnedgang.
højfjeldssanatorium. Landskabet strækker sig som en træløs, umådelig vidde indover imod et langt fjeldvand. På den anden side af vandet stiger en række af højfjeldstinder med blånende sné i kløfterne. I forgrunden til venstre risler en bæk i delte striber nedover en brat fjeldvæg og flyder derfra i jævnt løb over vidden ud til højre. Kratskog, planter og stene langs bækkeløbet. I forgrunden til højre en bakke med en stenbænk oppe på højden. Det er en sommereftermiddag hen imod solnedgang.I frastand inde på vidden hinsides bækken leger og danser en flok syngende småbørn. De er dels byklædte dels i folkedragter. Glad latter høres dæmpet under det følgende.
frastand inde på vidden hinsides bækken leger og danser en flok syngende småbørn. De er dels byklædte dels i folkedragter. Glad latter høres dæmpet under det følgende.Professor Rubek sidder oppe på bænken med et plæd over skulderen og ser ned på børnenes leg.
Lidt efter kommer fru Maja frem mellem nogle busker på vidden til venstre i mellemgrunden og spejder udover med hånden skyggende for øjnene. Hun bærer en flad turisthue, kort, ophæftet skørt, som kun rækker til midt på læggen, og høje, solide snørestøvler. I hånden har hun en lang springstav.
flad turisthue, kort, ophæftet skørt, som kun rækker til midt på læggen, og høje, solide snørestøvler. I hånden har hun en lang springstav.
1.utg: 83
FRU MAJA
får omsider øje på professor Rubek og råber
Halloj!
HIS: 220
FRU MAJA
pustende
PROFESSOR RUBEK
nikker ligegyldig og spørger
Kommer du nede fra sanatoriet?
PROFESSOR RUBEK
sér lidt hen på hende
Du var ikke ved middagsbordet, la’ jeg mærke til.
1.utg: 84
FRU MAJA
Nej, vi holdt vor middag under åben himmel, vi to.
PROFESSOR RUBEK
«Vi to»? Hvad er det for nogen to?
HU: 244
FRU MAJA
Jeg – og så denne fæle bjørnedræberen, vel.
PROFESSOR RUBEK
Nå så, han.
FRU MAJA
Ja. Og imorgen tidlig, så skal vi ud igen.
PROFESSOR RUBEK
Efter bjørn?
FRU MAJA
Ja. Ud og dræbe bamsen.
PROFESSOR RUBEK
Hvor da?
FRU MAJA
Dybt under. Nede i lierne; i tykkeste skogen. Hvor det er rent ufremkommeligt for almindelige byfolk –
PROFESSOR RUBEK
Og der skal I to ned imorgen?
FRU MAJA
kaster sig ned i lyngen
Ja, vi har aftalt det. – Eller kanske vi
1.utg: 86
ta’r afsted allerede iaften. – Hvis ikke du har noget imod det da?
PROFESSOR RUBEK
(afbrydende)
Men vil du ikke heller sætte dig ordentligt her på bænken?
FRU MAJA
døsig
Nej tak. Jeg ligger så dejligt i den bløde lyngen.
PROFESSOR RUBEK
Det kommer først bagefter, det. Når spændingen er over –
FRU MAJA
i søvnig tone
Ja. Jeg vil ligge og lukke øjnene.
Kort ophold.
FRU MAJA
pludselig utålmodig
Uh, Rubek, – at du kan HU: 245
holde ud at sidde og høre på de ungernes skrål! Og så sé på alle de bukkespring, de gør!
PROFESSOR RUBEK
Der er noget harmonisk, – næsten som
1.utg: 88
musik, – i de bevægelser – en gang imellem. Midt i alt det klodsede. Og de enkelte gange er det morsomt at sidde og passe på – når de kommer.
FRU MAJA
lér lidt hånligt
Ja, du er nu evig og altid kunstner, du.
HIS: 223
PROFESSOR RUBEK
opmærksom
Hvem er det, som ikke er kunstner?
FRU MAJA
atter i søvnig tone
Han, den anden, vel.
1.utg: 89
PROFESSOR RUBEK
Bjørneskytten, mener du?
FRU MAJA
Ja. Ikke spor af kunstner er han. Ikke spor!
PROFESSOR RUBEK
smiler
Nej, det tror jeg, du har så grundig ret i.
HIS: 224
FRU MAJA
Nej, jeg har sét det længe.
PROFESSOR RUBEK
trækker på skuldrene
Man ældes. Man ældes, fru Maja.
FRU MAJA
Det er sletikke den slags, jeg mener. Men du har fået noget så træt, så opgivet i øjekastet –. nådigst skotter hen til mig – en gang imellem.
HU: 246
Når du sådan nådigst skotter hen til mig – en gang imellem.
1.utg: 91
PROFESSOR RUBEK
Synes du, du har mærket det?
FRU MAJA
nikker
PROFESSOR RUBEK
Så?
(venlig, men alvorlig)
Kom her og sæt dig hos mig, Maja. Så skal vi snakke lidt sammen.
FRU MAJA
hæver sig halvt ivejret
PROFESSOR RUBEK
Nej det må du ikke. For folk kan sé os nede fra hotellet.
(flytter sig lidt)
1.utg: 92
Men du kan få sidde her på bænken – ved siden af mig.
HIS: 225
FRU MAJA
Nej tak; så blir jeg heller liggende, hvor jeg ligger. Jeg kan godt høre her.
(sér spørgende på ham)
Nå, hvad var det så for noget, du vilde snakke om?
PROFESSOR RUBEK
begynder langsomt
Hvorfor, tror du, det egentlig var, jeg gik ind på, at vi skulde gøre denne sommerrejsen?
FRU MAJA
Jah, – du påstod jo rigtignok blandt andet, at jeg vilde ha’ så urimelig godt af det. Men –
PROFESSOR RUBEK
Men –?
1.utg: 93
FRU MAJA
PROFESSOR RUBEK
Og hvorfor da, tror du nu?
FRU MAJA
Nu tror jeg, at det var for denne blege damens skyld.
PROFESSOR RUBEK
For fru von Satows –!
HU: 247
FRU MAJA
Ja hun, som hænger i hælene på os. I går aftes dukked hun jo op her også.
HIS: 226
PROFESSOR RUBEK
Men hvad i al verden –!
1.utg: 94
FRU MAJA
Nå, du har jo kendt hende så inderlig godt. Længe før du kendte mig.
PROFESSOR RUBEK
Havde glemt hende igen også, – længe før jeg kendte dig.
FRU MAJA
sætter sig oprejst
Kan du glemme så let, du, Rubek?
PROFESSOR RUBEK
kort
Ja så overmåde let.
(tilføjer barskt)
Når jeg vil glemme.
FRU MAJA
En kvinde, som har stået model for dig også?
1.utg: 95
PROFESSOR RUBEK
afvisende
Når jeg ikke har brug for hende længer, så –
FRU MAJA
En, som har klædt sig helt af for dig?
PROFESSOR RUBEK
(slår om i en anden tone)
Og så, hvorledes, – om jeg tør spørge, – skulde jeg kunne ane, at hun var her i landet?
HIS: 227
FRU MAJA
PROFESSOR RUBEK
anstiller sig træt
1.utg: 96
FRU MAJA
anstiller sig træt
Nå herregud, så var det vel af en anden grund, at du endelig vilde rejse da.
PROFESSOR RUBEK
alvorlig
Ja, Maja, – det var af en anden grund. Af en helt anden. Og det er det, vi da engang må komme til at udtale os om.
HU: 248
PROFESSOR RUBEK
mistroisk forskende
Ja kanske lidt mere højtidelig, end nødvendigt er.
FRU MAJA
Hvorledes –?
1.utg: 97
PROFESSOR RUBEK
Og godt og vel er jo det, for os begge.
FRU MAJA
Du begynder at gøre mig nysgærrig, Rubek.
PROFESSOR RUBEK
Bare nysgærrig? Ikke en smule urolig?
HIS: 228
FRU MAJA
ryster på hodet
Ikke spor.
PROFESSOR RUBEK
Godt. Så hør da her. – Du sa’ den dagen dernede ved badet, at du syntes jeg var ble’t så nervøs i den senere tid –
FRU MAJA
Ja det er du da virkelig også.
1.utg: 98
PROFESSOR RUBEK
Og hvad tror du årsagen kan være til det?
FRU MAJA
Daglige samliv da. Vi har jo nu gået dernede, vi to enlige mennesker, i samfulde fire–fem år og næsten ikke været en time fra hinanden. – Vi to ganske alene.
PROFESSOR RUBEK
interesseret
Nå ja? Og så –?
1.utg: 99
FRU MAJA
lidt trykket
Du er jo ingen selskabsmand, Rubek. Gåer helst så’n for dig selv og tumler med dit eget. Og jeg kan jo ikke tale ordentligt med dig om dine sager. Om alt dette med kunst og sligt noget –
selskabsmand, Rubek. Gåer helst så’n for dig selv og tumler med dit eget. Og jeg kan jo ikke tale ordentligt med dig om dine sager. Om alt dette med kunst og sligt noget –HIS: 229
(slår ud med hånden)
PROFESSOR RUBEK
Nå ja-ja; derfor så sidder vi jo mest ved kaminen og prater om dine sager.
HU: 249
FRU MAJA
Å herregud, – jeg har ingen sager at prate om.
PROFESSOR RUBEK
Nå, det er småting kanské. Men tiden går i alt fald for os på den måde også, Maja.
1.utg: 100
FRU MAJA
Ja, det har du ret i. Tiden går. Den holder på at gå fra dig, Rubek! – Og det er vel egentlig det, som gør dig så urolig –
PROFESSOR RUBEK
nikker hæftigt
Og så hvileløs!
(vrider sig på bænken)
FRU MAJA
rejser sig og står en liden stund og sér på ham
Vil du være kvit mig, så sig bare til.
PROFESSOR RUBEK
Hvad er nu det igen for talemåder? Være kvit dig?
FRU MAJA
Ja hvis du vil være af med mig, så skal du sige det lige ud. Og så skal jeg gå straks på timen.
FRU MAJA
Det, jeg sa’, kan så visst ikke være nogen trusel for dig.
PROFESSOR RUBEK
rejser sig
Nej, du har egentlig ret i det.
(tilføjer lidt efter)
Du og jeg kan umulig bli’ ved at leve så’n sammen –
FRU MAJA
Nå altså –!
PROFESSOR RUBEK
Ikke noget altså.
(med eftertryk på ordene)
Fordi om vi to ikke kan bli’ ved at leve sammen alene, – så behøver vi jo ikke at skilles for det.
1.utg: 102
FRU MAJA
smiler hånligt
PROFESSOR RUBEK
ryster på hodet
Behøves heller ikke.
FRU MAJA
Nå da? Ryk ud med hvad du vil gøre med mig.
Hvad jeg nu føler så levende – og så pinligt – at jeg trænger til, det er at eje en omkring mig, som stod mig rigtig inderlig nær –
FRU MAJA
afbryder ham i spænding
Gør ikke jeg det, Rubek?
1.utg: 103
PROFESSOR RUBEK
afvisende
PROFESSOR RUBEK
Å nej, det vilde du nok pænt la’ være, Maja.
FRU MAJA
udbryder
Og jeg havde, ved gud, heller ikke nogen lyst til det, du!
PROFESSOR RUBEK
1.utg: 104
FRU MAJA
iagttager ham
PROFESSOR RUBEK
Så? Jeg har ellers ikke mærket, at du var tankelæser. Men du kan altså sé det?
HIS: 232
FRU MAJA
Ja jeg kan. Å jeg kender dig så godt, så godt, Rubek!
PROFESSOR RUBEK
Så kan du kanske også sé, hvem det er, jeg tænker på?
FRU MAJA
Ja det kan jeg da rigtignok.
1.utg: 105
FRU MAJA
Du står og tænker på denne – denne modellen, som du engang har brugt til at –
(slipper pludselig tanketråden)
Véd du, at folk nede i hotellet tror hun er gal?
PROFESSOR RUBEK
Så? Og hvad tror folk nede i hotellet om dig og bjørnedræberen da?
FRU MAJA
Det kommer jo ikke sagen ved.
HU: 251
(fortsætter, hvor hun før slap)
Men det var denne her blege damen, som du stod og tænkte på.
PROFESSOR RUBEK
frejdig
Just netop på hende. – Da jeg ikke længer havde brug for hende –. Og da hun desuden rejste fra mig, – forsvandt – sådan uden videre –
PROFESSOR RUBEK
hensynsløsere
Noget sådant, oprigtig talt, lille Maja. Jeg havde da i et år eller halvandet gået der ensom og grublende, og lagt den sidste – den aller sidste hånd på mit værk. « Opstandelsens dag» gik ud over verden og bragte mig ry – og al anden herlighed forresten.
(varmere)
lille Maja. Jeg havde da i et år eller halvandet gået der ensom og grublende, og lagt den sidste – den aller sidste hånd på mit værk. « Opstandelsens dag» gik ud over verden og bragte mig ry – og al anden herlighed forresten.Men jeg elskede ikke mit eget værk længer. Menneskenes blomster og virak kunde gerne jaget mig kvalmende og fortvilet ind i de tykkeste skoge.
(sér på hende)
virak kunde gerne jaget mig kvalmende og fortvilet ind i de tykkeste skoge.Du, som jo er tankelæser, – kan du gætte, hvad der så faldt mig ind?
1.utg: 107
PROFESSOR RUBEK
nikker
Efter bestilling, ja. Med dyrefjæs bag maskerne. Det fik de gratis; på købet, forstår du.
(smilende)
Men det var nu ikke egentlig det, jeg nærmest mente.
FRU MAJA
Hvad da?
PROFESSOR RUBEK
atter alvorlig
1.utg: 108
PROFESSOR RUBEK
Livet, Maja.
FRU MAJA
Livet?
PROFESSOR RUBEK
Ja er da ikke livet i solskin og skønhed noget ganske anderledes værdifuldt end det, at gå her til sine dages ende i et råt, fugtigt hul og mase sig dødsens træt med lérklumper og stenblokke?
FRU MAJA
med et lidet suk
Jo, det har jeg rigtignok altid syntes.
PROFESSOR RUBEK
1.utg: 109
FRU MAJA
slår ind i hans tone
PROFESSOR RUBEK
spøger bortledende
HIS: 235
FRU MAJA
med et sagtmodigt udtryk
PROFESSOR RUBEK
lér irriteret
(udbryder hæftigt)
Men véd du, hvad det mest fortvilede er? Kan du ane det?
1.utg: 110
FRU MAJA
i stille trods
Ja, det er vel det, at du gik hen og tog mig med dig – for hele livet.
PROFESSOR RUBEK
Jeg vilde ikke udtrykke mig med så hjerteløse ord.
FRU MAJA
Men meningen er visst lige så hjerteløs.
PROFESSOR RUBEK
Du har ikke noget rigtig klart begreb om, hvorledes en kunstnernatur sér ud indvendig.
HU: 253
FRU MAJA
smiler og ryster på hodet
Herregud, jeg har ikke engang begreb om, hvorledes jeg selv sér ud indvendig.
1.utg: 111
PROFESSOR RUBEK
vedbliver uforstyrret
Jeg lever så ilsomt, Maja. Vi lever så, vi kunstnere. Jeg for min part har gennemlevet et helt livsløb i de få år vi to har kendt hinanden. Jeg er kommet til at sé, at det slet ikke ligger for mig at søge lykken i ørkesløs nydelse. Livet ligger ikke sådan
(med overvindelse)
ilsomt, Maja. Vi lever så, vi kunstnere. Jeg for min part har gennemlevet et helt livsløb i de få år vi to har kendt hinanden. Jeg er kommet til at sé, at det slet ikke ligger for mig at søge lykken i ørkesløs nydelse. Livet ligger ikke sådan HIS: 236
til rette for mig og mine lige. Jeg må bli’ ved at virke, – skabe værk på værk, – lige indtil min sidste dag.
FRU MAJA
rolig
Vil det med rene, simple ord sige, at du er ble’t ked af mig?
PROFESSOR RUBEK
bruser ud
Ja det vil det sige! Jeg er ble’t ked, –
( 1.utg: 112
uudholdelig ked og træt og slap af samlivet med dig! Nu véd du det.fatter sig)
Det er stygge, hårde ord, jeg siger dig. Jeg føler det så godt selv. Og du har ingenting forskyldt i det stykke; – det erkender jeg villigt. Det er ene og alene mig, som nu igen har undergået en omvæltning –
(halvt hen for sig)
undergået en omvæltning –– en opvågnen til mit egentlige liv.
FRU MAJA
folder uvilkårlig hænderne
Men hvorfor i al verden kan vi så ikke gå fra hinanden da?
PROFESSOR RUBEK
sér forbavset på hende
Kunde du ville det?
1.utg: 113
PROFESSOR RUBEK
ivrig
Men der er andet for. Der er en udvej –
PROFESSOR RUBEK
Ja, ærligt talt, så må jeg uafladelig tænke på hende. Lige siden jeg traf hende påny.
(et skridt nærmere)
For nu vil jeg betro dig noget, Maja.
FRU MAJA
Nå?
PROFESSOR RUBEK
banker sig på brystet
Her inde, sér du, – her har jeg et bitte lidet dirkefrit skrin. Og i det skrinet ligger alle mine billedsyner forvaret. Men da hun rejste så sporløst væk, så gik skrinet i baglås.
dirkefrit skrin. Og i det skrinet ligger alle mine billedsyner forvaret. Men da hun rejste så sporløst væk, så gik skrinet i baglås. 1.utg: 114
Og hun havde nøglen, – og den tog hun med sig. – Du, lille Maja, du havde ingen nøgle, du. Derfor ligger det altsammen ubrugt derinde. Og årene går! Ikke muligt for mig at komme til skatten.
FRU MAJA
kæmper med et underfundigt smil
Så få hende til at lukke op for dig igen –
PROFESSOR RUBEK
uforstående
Maja –?
PROFESSOR RUBEK
Ikke med et ord har jeg rørt ved de ting for hende!
PROFESSOR RUBEK
Synes du, at dette her er så ganske ligefrem?
FRU MAJA
Ja det synes jeg da rigtignok. Slut du dig bare til den, du mest behøver.
(nikker til ham)
Jeg skal nok altid vide at finde mig en plads.
PROFESSOR RUBEK
Hvor, mener du?
FRU MAJA
sorgløst, undvigende
PROFESSOR RUBEK
usikker
Og tror du, at det vil kunne gå i længden?
FRU MAJA
i en let tone
Herregud, – går det ikke, så går det ikke. Der er ikke noget at snakke om den ting.
PROFESSOR RUBEK
Og hvad gør vi så, Maja, – hvis det nu ikke går?
HIS: 239
FRU MAJA
ubekymret
Så går vi to simpelt hen af vejen for hinanden. Helt væk. Jeg finder mig altid noget nyt et steds i verden. Noget frit! Det har ingen nød med det, professor Rubek!
(peger pludselig ud til højre)
1.utg: 117
Frit! Frit! – Det har ingen nød med det, professor Rubek!Sé der! Der har vi hende.
PROFESSOR RUBEK
vender sig
Hvor?
FRU MAJA
Ude på sletten. Skridende – som en marmorstøtte. Hun kommer hidover.
PROFESSOR RUBEK
står og stirrer med hånden over øjnene
Sér hun ikke ud som den levendegjorte opstandelse?
(hen for sig)
FRU MAJA
Hvad skal det sigte til?
1.utg: 118
PROFESSOR RUBEK
afværgende
Ingen ting. Ikke noget, som du vil kunne forstå.
Irene kommer fra højre frem over vidden. De legende børn har allerede tidligere fået øje på hende og er løbne hende imøde. Nu er hun omringet af børneflokken; nogle synes frejdige og tillidsfulde, andre sky og ængstelige. Hun taler sagte til dem og betyder dem,
løbne hende imøde. Nu er hun omringet af børneflokken; nogle synes frejdige og tillidsfulde, andre sky og ængstelige. Hun taler sagte til dem og betyder dem, HIS: 240
at de skal gå ned til sanatoriet; hun selv vil hvile sig lidt ved bækken. Børnene løber ned over skråningen til venstre i mellemgrunden. Irene går hen til bergvæggen og lader vandstrålerne risle kølende over sine hænder.
FRU MAJA
dæmpet
Gå ned og tal med hende på tomands hånd, Rubek.
HU: 256
PROFESSOR RUBEK
Og hvor går du hen imens?
Hun går nedover bakken og svinger sig ved springstaven over bækkeløbet. Ved Irene standser hun.
1.utg: 119
FRU MAJA
Professor Rubek står der oppe og venter på Dem, frue.
IRENE
Hvad vil han?
FRU MAJA
Han vil få Dem til at hjælpe sig med et skrin, som er gået i baglås for ham.
IRENE
Kan jeg hjælpe med det?
FRU MAJA
Han mener, De er den eneste, som kan.
HIS: 241
IRENE
Så får jeg prøve da.
1.utg: 120
FRU MAJA
Det må De endelig gøre, frue.
Hun går ned over vejen til sanatoriet.
Lidt efter stiger professor Rubek ned til Irene, dog således, at de har bækken imellem sig.
IRENE
efter et lidet ophold
Hun, den anden, sa’, at du har ventet på mig.
PROFESSOR RUBEK
Jeg har ventet på dig år efter år, – uden selv at forstå det.
IRENE
Kunde ikke komme til dig, Arnold. Lå jo dernede og sov den lange, dybe, drømmefyldte søvn.
PROFESSOR RUBEK
Å men nu er du vågnet, Irene!
1.utg: 121
IRENE
ryster på hodet
Jeg har den tunge, dybe søvn i øjnene endnu.
PROFESSOR RUBEK
Du skal sé, det vil dages og lysne for os begge.
IRENE
Tro aldrig det.
HIS: 242
PROFESSOR RUBEK
indtrængende
Det tror jeg! Og det véd jeg! Nu, da jeg har fundet dig igen –
IRENE
Opstanden.
PROFESSOR RUBEK
Hvor har du været henne hele dagen, Irene?
IRENE
smiler
Min veninde holder godt øje med mig alligevel.
1.utg: 123
PROFESSOR RUBEK
Kan hun det?
HIS: 243
IRENE
skotter omkring sig
Du kan tro, hun kan. Hvor jeg så står og går. Taber mig aldrig af syne –
(hvisker)
Indtil jeg en skøn solskinsmorgen dræber hende.
PROFESSOR RUBEK
Vilde du det?
IRENE
Så inderlig gerne. Ifald jeg bare kunde komme til.
PROFESSOR RUBEK
Hvorfor vilde du?
1.utg: 124
IRENE
Fordi hun går og øver trolddomskunster.
(hemmelighedsfuldt)
Tænk dig, Arnold, – hun har skabt sig om til min skygge.
PROFESSOR RUBEK
søger at berolige hende
Nå, nå, nå, – en skygge må vi jo alle ha’.
PROFESSOR RUBEK
tungt
Jo, jo, Irene, – jeg forstår det nok.
HIS: 244
Han sætter sig på en sten ved bækken. Hun står bag ved ham, lænet mod fjeldvæggen.
IRENE
lidt efter
Hvorfor sidder du der og vender øjnene fra mig?
IRENE
Hvorfor tør du ikke det mere nu?
PROFESSOR RUBEK
Du har en skygge, som piner dig. Og jeg har min tyngende samvittighed.
IRENE
med et glad befriende skrig
Endelig!
PROFESSOR RUBEK
springer op
Irene, – hvad er det!
IRENE
afværgende imod ham
Bare rolig, rolig, rolig!
(ånder tungt og siger ligesom lettet fra en byrde)
Sé så. Nu slap de mig. For denne
1.utg: 126
gang. – Nu kan vi sætte os og tale sammen som før – i livet.
PROFESSOR RUBEK
Å, om vi så sandt kunde tale som før.
HIS: 245
IRENE
Sæt dig der, hvor du sad. Så sætter jeg mig her hos dig.
Han sætter sig ned igen. Hun sætter sig på en anden sten lige i nærheden.
1.utg: 127
PROFESSOR RUBEK
IRENE
Har du hver eneste dag ventet på mig?
IRENE
med et sideblik
Nej, du turde vel ikke det. For du forstod jo ingenting.
PROFESSOR RUBEK
Var det virkelig ikke for en andens skyld, at du sådan med én gang blev borte?
IRENE
Kunde ikke det godt være for din skyld, Arnold?
IRENE
Da jeg havde tjent dig med min sjæl og med mit legeme, – og billedstøtten stod færdig, – vort barn, som du kaldte den, – da lagde jeg for din fod
HU: 259
det dyreste offer – ved at udslette mig selv for alle tider.
PROFESSOR RUBEK
sænker hodet
Og lægge mit liv øde.
IRENE
blusser pludselig op
1.utg: 129
IRENE
koldt
Jeg tror, det nærmest var had.
PROFESSOR RUBEK
Had? Had til mig?
IRENE
atter hæftig
HIS: 247
PROFESSOR RUBEK
1.utg: 130
IRENE
koldt, som før
Jeg vil sige dig én ting, Arnold.
PROFESSOR RUBEK
Nu?
IRENE
Aldrig har jeg elsket din kunst, før jeg mødte dig. – Og ikke siden heller.
PROFESSOR RUBEK
Men kunstneren, Irene?
IRENE
Kunstneren hader jeg.
PROFESSOR RUBEK
Kunstneren i mig også?
1.utg: 131
IRENE
Mest i dig. Når jeg klædte mig helt af og stod der for dig, da haded jeg dig, Arnold –
PROFESSOR RUBEK
hæftig
Det gjorde du ikke, Irene! Det er ikke sandt!
IRENE
Jeg haded dig, fordi du kunde stå der så uberørt –
HIS: 248
PROFESSOR RUBEK
lér
Uberørt? Tror du?
IRENE
HU: 260
(slår over i en varm, inderlig tone)
ler, den elsked jeg – alt efter som der steg frem et sjælfuldt menneskebarn af disse rå, uformelige masserne, – for den var vor skabning, vort barn. Mit og dit.
1.utg: 132
Men denne støtte i det våde, levende ler, den elsked jeg – alt efter som der steg frem et sjælfuldt menneskebarn af disse rå, uformelige masserne, – for den var vor skabning, vort barn. Mit og dit.
IRENE
PROFESSOR RUBEK
pludselig opmærksom
For marmorbilledets –?
IRENE
Kald det hvad du vil. Jeg kalder det vort barn.
1.utg: 133
PROFESSOR RUBEK
urolig
Og nu vil du sé det? Færdigt? I marmor, som du altid syntes var så koldt?
(ivrig)
Du véd kanske ikke, at det står opstillet i et stort musæum etsteds – langt ude i verden?
HIS: 249
IRENE
Jeg har hørt som et sagn om det.
PROFESSOR RUBEK
Og musæer var dig jo altid en afsky. Du kaldte dem for gravhvælvinger –
PROFESSOR RUBEK
i angst og uro
Du må aldrig sé det billede mere! Hører
1.utg: 134
du, Irene! Jeg bønfalder dig –! Aldrig, aldrig sé det mere!
IRENE
Tror du kanske, jeg vilde dø en gang til af det?
PROFESSOR RUBEK
knuger hænderne
IRENE
Det var fuldbåret. Derfor kunde jeg gå fra dig. Og la’ dig alene.
sidder med albuerne på knæerne og vugger hodet, med hænderne for øjnene
HU: 261
PROFESSOR RUBEK
sidder med albuerne på knæerne og vugger hodet, med hænderne for øjnene
Det var ikke hvad det senere hen blev til.
1.utg: 135
IRENE
griber stille og lynsnar en tynd, spids kniv halvt frem fra brystet og spørger hæst hviskende
Arnold, – har du gjort noget ondt ved vort barn?
HIS: 250
PROFESSOR RUBEK
undvigende
Noget ondt? – Jeg kan jo ikke så bestemt afgøre, hvad du vil kalde det.
IRENE
åndeløs
Sig mig straks, hvad du har gjort ved barnet!
PROFESSOR RUBEK
Jeg skal sige dig det, hvis du vil sidde og høre rolig efter hvad jeg siger.
IRENE
gemmer kniven
Jeg skal høre så rolig, som en mor kan, når hun –
1.utg: 136
PROFESSOR RUBEK
afbryder
Og så skal du ikke sé på mig, mens jeg fortæller.
IRENE
flytter sig hen på en stén bag hans ryg
Her sætter jeg mig bag ved dig. – Fortæl så.
PROFESSOR RUBEK
tager hænderne fra øjnene og sér hen for sig
Da jeg havde fundet dig, vidste jeg straks, hvorledes jeg skulde bruge dig til mit livsværk.
IRENE
«Opstandelsens dag» kaldte du dit livsværk. – Jeg kalder det «vort barn».
PROFESSOR RUBEK
IRENE
hurtigt
Ja, – og således står jeg jo nu der i vort værk?
PROFESSOR RUBEK
nølende
Ikke egentlig ganske således, Irene.
HU: 262
IRENE
i stigende spænding
Ikke ganske –? Står jeg ikke således, som jeg stod for dig?
PROFESSOR RUBEK
uden at svare
Jeg blev verdensklog i de årene, som fulgte efter, Irene. «Opstandelsens dag» plint, hvor dit billede stod rankt og ensomt, – den gav ikke længer rum for alt det, jeg nu vilde digte til –
verdensklog i de årene, som fulgte efter, Irene. «Opstandelsens dag» 1.utg: 138
blev noget mere og noget – noget mere mangfoldigt i min forestilling. Den lille runde plint, hvor dit billede stod rankt og ensomt, – den gav ikke længer rum for alt det, jeg nu vilde digte til –
IRENE
famler efter kniven men lader være
Hvad digted du så til? Sig det!
PROFESSOR RUBEK
Jeg digted det til, som jeg rundt omkring mig i verden så med mine øjne. Jeg måtte ha’ det med. Kunde ikke andet, Irene. Plinten vided jeg ud – så den blev stor og rummelig. Og på den lagde jeg et stykke af den buede, bristende jord. Og op af jordrevnerne vrimler der nu mennesker med dulgte dyreansigter. Kvinder og mænd, – slig som jeg kendte dem ude fra livet.
den buede, bristende jord. Og op af jordrevnerne vrimler der nu mennesker med dulgte dyreansigter. Kvinder og mænd, – slig som jeg kendte dem ude fra livet.
IRENE
i åndeløs forventning
Men midt i mylderet står den unge lysglæden over sig? – Gør jeg ikke det, Arnold?
1.utg: 139
kvinde med lysglæden over sig? – Gør jeg ikke det, Arnold?
HIS: 252
PROFESSOR RUBEK
undvigende
Ikke ganske i midten. Jeg måtte desværre rykke den statuen noget tilbage. For helhedsvirkningens skyld, forstår du. Den vilde ellers domineret altfor meget.
PROFESSOR RUBEK
Det gør den nok, Irene. På en måde da. Lidt afdæmpet kanské. Således, som min ændrede tanke kræved det.
IRENE
rejser sig lydløst
Dette billede udtrykker det liv, du nu sér, Arnold.
1.utg: 140
PROFESSOR RUBEK
Ja, det gør det vel.
HU: 263
IRENE
Og i dette billede har du flyttet mig hen, lidt afbleget, – som en baggrundsfigur – i en gruppe.
Hun trækker kniven frem.
PROFESSOR RUBEK
Ikke nogen baggrundsfigur. Lad os i det højeste kalde det en mellemgrundsskikkelse, – eller sådant noget.
IRENE
hvisker hæst
Nu har du sagt dommen over dig selv. (vil støde til)
PROFESSOR RUBEK
vender sig og sér op på hende
Dommen?
Min hele sjæl, – du og jeg, – vi, vi, vi og vort barn var i denne ensomme skikkelse.
PROFESSOR RUBEK
ivrig, river hatten af sig og tørrer sveddråberne af panden
Ja men hør nu også, hvorledes jeg har stillet mig selv hen i gruppen. Foran ved en kilde, ligesom her, sidder en skyldbetynget mand, som ikke kan komme helt løs fra jordskorpen. Jeg kalder ham angeren over et forbrudt liv. Han sidder der og dypper sine fingre i det rislende vand – for at skylle dem rene, – og han nages og martres ved tanken om, at det aldrig, aldrig lykkes ham. Han når i al evighed ikke fri op til opstandelsens liv. Blir evindelig siddende igen i sit helvede.
mand, som ikke kan komme helt løs fra jordskorpen. Jeg kalder ham angeren over et forbrudt liv. Han sidder der og dypper sine fingre i det rislende vand – for at skylle dem rene, – og han nages og martres ved tanken om, at det aldrig, aldrig lykkes ham. Han når i al evighed ikke fri op til opstandelsens liv. Blir evindelig siddende igen i sit helvede.
1.utg: 142
PROFESSOR RUBEK
Hvorfor digter?
IRENE
Fordi du er slap og sløv og fuld af syndsforladelse for alle dit livs gerninger og for alle dine tanker. Du har dræbt min sjæl, – og så modellerer du dig selv i anger og bod og bekendelse, –
(smiler)
anger og bod og bekendelse, –– og dermed er dit regnskab opgjort, mener du.
PROFESSOR RUBEK
trodsende
Jeg er kunstner, Irene. Og jeg skammer mig ikke over den skrøbelighed, som
HU: 264
kanské klæber ved mig. For jeg er født til kunstner, sér du. – Og blir så aldrig andet end kunstner alligevel.
fordulgt ondt smil og siger mildt og blødt
HIS: 254
IRENE
sér på ham med et fordulgt ondt smil og siger mildt og blødt
Digter er du, Arnold.
1.utg: 143
(stryger ham lindt over håret)
Du kære, store, aldrende barn, – at du ikke kan sé det!
PROFESSOR RUBEK
misfornøjet
Hvorfor blir du ved at kalde mig digter?
IRENE
med lurende øjne
Fordi der ligger noget undskyldende i det ord, min ven. Noget syndsforladende, – som breder en kåbe over al skrøbeligheden.
(slår pludselig om i tonen)
noget undskyldende i det ord, min ven. Noget syndsforladende, – som breder en kåbe over al skrøbeligheden.Men jeg var et menneske – dengang! Og jeg havde også et liv at leve – og en menneskeskæbne at fuldbyrde. Sé, alt det lod jeg ligge, – gav det hen for at gøre mig dig underdanig. – Å det var et selvmord. En dødsens brøde imod mig selv.
(halvt hviskende)
En dødsens brøde imod mig selv.Og den brøde kan jeg aldrig gøre bod for.
Hun sætter sig nær ham ved bækken, passer ubemærket på ham med øjnene og plukker ligesom åndsfraværende nogle blomster af buskerne omkring dem.
1.utg: 144
IRENE
tilsyneladende behersket
PROFESSOR RUBEK
fortabt i erindringen
Det var dog dejlige tider, Irene. Vidunderlig dejlige tider, – når jeg nu tænker tilbage –
HIS: 255
IRENE
sér på ham med et blødt udtryk
Kan du mindes et lidet ord, som du sa’, – da du var færdig, – færdig med mig og med vort barn?
(nikker til ham)
Kan du mindes det lille ord, Arnold?
HU: 265
PROFESSOR RUBEK
sér spørgende på hende
Sa’ jeg dengang et lidet ord, som du husker endnu?
1.utg: 145
IRENE
Ja du gjorde det. Kan du ikke mindes det nu længer?
PROFESSOR RUBEK
ryster på hodet
Nej, så sandelig om jeg kan. Ikke nu i øjeblikket i alt fald.
IRENE
PROFESSOR RUBEK
sér tvilende ud
Sa’ jeg episode? Jeg bruger ellers ikke det ord.
IRENE
Du sa’ episode.
1.utg: 146
PROFESSOR RUBEK
med påtagen frejdighed
Nå ja, – men i grunden var det jo også en episode.
IRENE
kort
På det ord gik jeg fra dig.
HIS: 256
PROFESSOR RUBEK
Du ta’r alle ting så smærteligt dybt, Irene.
IRENE
stryger sig over panden
Du kan ha’ ret i det. Lad os ryste det dybe og det tunge af os.
(plukker bladene af en fjeldrose og strør dem i bækken)
Sé der, Arnold. Der svømmer vore fugle.
PROFESSOR RUBEK
Hvad er det for fugle?
1.utg: 147
IRENE
PROFESSOR RUBEK
Flamingoer svømmer ikke. De bare vader.
PROFESSOR RUBEK
(plukker brede grønne blade og kaster dem ud)
Nu sender jeg mine skibe ud efter dem.
1.utg: 148
PROFESSOR RUBEK
Nej der skal ingen fangstmænd være.
(smiler til hende)
HU: 266
Kan du huske den sommer vi sad sådan udenfor det lille bondehuset ved Taunitzer See?
HIS: 257
IRENE
nikker
Lørdags aftenerne, ja, – når vi var færdige med vort arbejde for ugen –
PROFESSOR RUBEK
– og rejste ud med jernbanen. Og blev derude søndagen over –
IRENE
med et ondt, hadfyldt glimt i øjet
Det var en episode, Arnold.
PROFESSOR RUBEK
som om han ikke hører
1.utg: 149
IRENE
PROFESSOR RUBEK
PROFESSOR RUBEK
Hvor glad du var i den leg, Irene.
IRENE
Vi legte den ofte om igen.
PROFESSOR RUBEK
Hver eneste lørdag, tror jeg. Hele sommeren udover.
PROFESSOR RUBEK
Sa’ jeg det? Ja, det kan godt være.
(optaget af legen)
Nej sé bare, hvor mågerne svømmer nedover elven, du.
IRENE
lér
Og alle dine skibe strander.
PROFESSOR RUBEK
sætter mere løv i bækken
(følger løvet med øjnene, stikker flere blade ud og siger lidt efter)
Du Irene, – jeg har købt det lille bondehuset ved Taunitzer See.
IRENE
Har du købt det nu? Du sa’ så tidt, at du vilde købe det, hvis du havde råd til det.
1.utg: 151
PROFESSOR RUBEK
Siden fik jeg nokså god råd. Og så købte jeg det.
skeler hen på ham
HU: 267
IRENE
skeler hen på ham
Bor du da nu derude – i vort gamle hus?
PROFESSOR RUBEK
Nej det har jeg ladt rive ned for længe siden. Og så har jeg bygget mig en stor, prægtig, bekvem villa på tomten, – med park omkring. Der er det, vi plejer –
HIS: 259
(standser og retter udtrykket)
– der plejer jeg at holde til om sommeren –
IRENE
betvinger sig
Så du og – og den anden holder til derude nu?
1.utg: 152
PROFESSOR RUBEK
lidt trodsende
Ja. Når min hustru og jeg ikke er på rejser, – som nu iår.
IRENE
sér vidt frem for sig
Dejligt, dejligt var livet ved Taunitzer See.
PROFESSOR RUBEK
sér ligesom tilbage i sig selv
Og alligevel, Irene –
1.utg: 153
IRENE
svarer ham ikke, men sidder en stund stille; så peger hun bort over vidden
Sé der, Arnold. Nu går solen under bag tinderne. Sé bare – hvor rødt den skinner på skrå hen over alle lyngtuerne derhenne.
PROFESSOR RUBEK
sér også did hen
Det er længe siden jeg har sét en solnedgang på fjeldet.
IRENE
End en solopgang da?
HIS: 260
PROFESSOR RUBEK
En solopgang tror jeg aldrig jeg har sét.
IRENE
smiler som fortabt i en erindring
Jeg har engang sét en vidunderlig dejlig solopgang.
1.utg: 154
PROFESSOR RUBEK
Har du? Hvor var det?
IRENE
Højt, højt oppe på en svimlende fjeldtop. – få sé al verdens herlighed, dersom jeg bare –
HU: 268
Du narred mig med derop og loved, at jeg skulde få sé al verdens herlighed, dersom jeg bare –Hun standser brat.
PROFESSOR RUBEK
Dersom du bare –? Nå?
IRENE
Jeg gjorde, som du sa’. Fulgte med dig op i højden. Og der faldt jeg på mine knæ, – og tilbad dig. Og tjente dig.
(tier lidt; så siger hun sagte)
der faldt jeg på mine knæ, – og tilbad dig. Og tjente dig.
Da så jeg solopgangen.
PROFESSOR RUBEK
afledende
Kunde du ikke ha’ lyst til at rejse med og bo hos os i villaen dernede?
1.utg: 155
IRENE
sér hånligt smilende på ham
Sammen med dig – og den anden dame?
HIS: 261
PROFESSOR RUBEK
indtrængende
IRENE
ryster på hodet
Jeg har ikke nøglen til dig længer, Arnold.
PROFESSOR RUBEK
Du har nøglen! Ingen uden du har den!
(trygler og beder)
Hjælp mig, – så jeg kan komme til at leve livet om igen!
IRENE
ubevægelig som før
Tomme drømme. Ørkesløse – døde drømme. Vort samliv har ingen opstandelse efter sig.
1.utg: 156
PROFESSOR RUBEK
kort, afbrydende
IRENE
Ja lege, lege, – bare lege!
De sidder og strør løv og blomsterblade ud i bækken og lader dem svømme og sejle.
Op over skrænten til venstre i baggrunden kommer godsejer Ulfhejm og fru Maja i jagtudstyr. Efter dem følger tjeneren med hundekobbelet, som han fører videre ud til højre.
IRENE
Din dame, ja.
PROFESSOR RUBEK
Eller den andens.
1.utg: 157
FRU MAJA
spejder undervejs over vidden, får sé de to ved bækken og råber hen
God nat, professor! Drøm om mig. Nu går jeg ud på eventyr!
PROFESSOR RUBEK
råber tilbage
Hvad skal det eventyr gå ud på!
FRU MAJA
kommer nærmere
Jeg vil sætte livet i stedet for alt det andet.
PROFESSOR RUBEK
spottende
Nej vil du også det, lille Maja?
FRU MAJA
1.utg: 158
(synger og jubler)
Mit fangenskabs liv er forbi!
Ja for jeg tror, jeg er vågnet nu – endelig.
HIS: 263
PROFESSOR RUBEK
FRU MAJA
ånder af fuldt bryst
Åh, – hvor guddommelig let det kendes at vågne!
PROFESSOR RUBEK
God nat, fru Maja, – og lykke til –
GODSEJER ULFHEJM
råber afværgende
1.utg: 159
PROFESSOR RUBEK
Hvad bringer du mig hjem fra jagten, Maja?
Ja vingeskyde – af vanvare, – det har længe været noget for dig, det.
HU: 270
FRU MAJA
kaster med nakken
Å lad mig bare herefter få skøtte mig selv, så –!
(nikker og lér skælmsk)
Farvel, – og god rolig sommernat på vidden!
FRU MAJA
léende
Tak, tak, tak, professor!
De er begge komne over den synlige del af vidden og går ud gennem krattet til højre.
PROFESSOR RUBEK
efter et kort ophold
Sommernat på vidden. Ja, det havde været livet.
PROFESSOR RUBEK
breder armene ud
Ja, ja – kom!
1.utg: 161
IRENE
PROFESSOR RUBEK
Å Irene!
IRENE
hæst, smiler og famler ved brystet
Det blir bare en episode –
(hurtigt, hviskende)
Hys, – sé dig ikke om, Arnold!
PROFESSOR RUBEK
ligeledes sagte
Hvad er det?
HIS: 265
IRENE
Et ansigt, som står og stirrer på mig.
PROFESSOR RUBEK
vender sig uvilkårligt
Hvor?
(farer sammen)
Ah –!
ufravendt rettet mod Irene.
1.utg: 162
Diakonissens hoved er kommet halvvejs til syne mellem buskerne ved nedstigningen til venstre. Hendes øjne er ufravendt rettet mod Irene.
IRENE
rejser sig og siger dæmpet
Så må vi skilles da. Nej, du skal bli’ siddende. Hører du! Du må ikke følge med mig.
(bøjer sig ned over ham og hvisker)
På gensyn inat. På vidden.
HU: 271
PROFESSOR RUBEK
Og du kommer, Irene?
PROFESSOR RUBEK
gentager drømmende
Sommernat på vidden. Med dig. Med dig.
(hans øjne møder hendes)
Å Irene, – det kunde ha’ været livet. – Og det har vi forspildt, – vi to.
1.utg: 163
IRENE
Det uoprettelige sér vi først, når – (bryder kort af)
HIS: 266
PROFESSOR RUBEK
sér spørgende på hende
Når –?
PROFESSOR RUBEK
ryster tungsindig på hodet
Ja, hvad sér vi så egentlig?
Hun går henover mod bakken og stiger ned. Diakonissen gør plads for hende og følger efter.
Professor Rubek blir siddende ubevægelig ved bækken.
1.utg: 164
FRU MAJA
høres juble og synge oppe mellem fjeldene
Mit fangenskabs liv er forbi!
Jeg er fri som en fugl! Jeg er fri!
Vildt, kløftet højfjeld med styrtende afgrunde ned mod baggrunden. Snédækte tinder rejser sig til højre og taber sig i drivende tåger højt oppe. Til venstre i en stenstyrtning ligger en gammel, halvt sammenfalden hytte. Det er tidlig morgen. Dagen gryr. Solen er endnu ikke oppe.
stenstyrtning ligger en gammel, halvt sammenfalden hytte. Det er tidlig morgen. Dagen gryr. Solen er endnu ikke oppe.Fru Maja Rubek kommer blussende rød og ophidset nedover styrtningen til venstre. Godsejer Ulfhejm følger halvt vred, halvt léende efter og holder hende fast i ærmet.
FRU MAJA
forsøger at rive sig løs
Slip mig! Slip mig, siger jeg!
1.utg: 166
FRU MAJA
slår ham over hånden
Vil De så slippe, har jeg sagt! Og være rolig –
FRU MAJA
Ja, så går jeg ikke et skridt længer med Dem. Hører De, – ikke et eneste skridt –!
GODSEJER ULFHEJM
Ho-ho, – hvorledes vil De slippe fra mig her på vilde fjeldet?
HIS: 268
FRU MAJA
Jeg springer lige ud over bergvæggen derborte, om det så skal være –
GODSEJER ULFHEJM
(slipper hende)
fodsti, som er næsten ufremkommelig.
1.utg: 167
Vær så god. Spring nu udover bergvæggen, hvis De har lyst. Der er svimlende brat. Bare en trang fodsti, som er næsten ufremkommelig.
FRU MAJA
børster sit skørt med hånden og sér på ham med vrede øjne
Jo, De er rigtig en dejlig en at gå på jagt med!
HU: 273
GODSEJER ULFHEJM
FRU MAJA
Nå så De kalder dette her for sport, De?
GODSEJER ULFHEJM
Ja jeg ta’r mig den ærbødige frihed. – Det er slig sport, jeg liker allerbedst.
FRU MAJA
kaster på nakken
Nå – det må jeg si’e!
(lidt efter; sér prøvende på ham)
Hvorfor slap De hundene løs deroppe?
plirer med øjnene og smiler
1.utg: 168
GODSEJER ULFHEJM
plirer med øjnene og smiler
For at de også kunde få jage lidt på egen hånd, skønner De vel.
HIS: 269
FRU MAJA
Det er sletikke sandt! Det var ikke for hundenes skyld, at De slap dem.
GODSEJER ULFHEJM
smiler fremdeles
Nå, hvorfor slap jeg dem da? Lad os høre –?
FRU MAJA
De slap dem, fordi De vilde være Lars kvit. Han skulde løbe efter og fange dem ind igen, sa’ De. Og imens så –. Jo, det var rigtig pænt af Dem!
GODSEJER ULFHEJM
– og imens så –?
1.utg: 169
FRU MAJA
kort afbrydende
Det kan være det samme.
GODSEJER ULFHEJM
i fortrolig tone
Lars finder dem ikke. Det kan De trygt bande på. Han kommer ikke med dem, før tiden er inde.
FRU MAJA
sér vred på ham
Nej det gør han visst ikke.
GODSEJER ULFHEJM
griber efter hendes arm
For Lars – han kender mine – mine sportsvaner, han, sér De.
FRU MAJA
undviger og måler ham med øjnene
Véd De, hvad De ligner for noget, godsejer Ulfhejm?
1.utg: 170
GODSEJER ULFHEJM
Jeg tænker vel, at jeg ligner nærmest mig selv.
HIS: 270
FRU MAJA
GODSEJER ULFHEJM
En faun –?
FRU MAJA
Ja netop en faun.
GODSEJER ULFHEJM
HU: 274
FRU MAJA
1.utg: 171
GODSEJER ULFHEJM
Ej-ej, – har han også horn?
FRU MAJA
Et par fæle horn ligesom De, ja.
GODSEJER ULFHEJM
Kan De sé de stakkers hornene, jeg har?
GODSEJER ULFHEJM
tager hundesnoren op af lommen
Så er det bedst, at jeg ta’r og binder Dem da.
HIS: 271
FRU MAJA
Er De ble’t rent gal! Vil De binde mig –?
GODSEJER ULFHEJM
FRU MAJA
beroligende
Så-så-så, – vær nu pænt skikkelig, godsejer Ulfhejm.
(afbryder)
Men hvor har De så Deres jagtslot, som De snakked så vidt og bredt om? Det skulde jo ligge et steds her omkring, sa’ De.
FRU MAJA
sér på ham
Den gamle svinestien der?
GODSEJER ULFHEJM
lér i skægget
Den har huset mere end en kongedatter, den.
1.utg: 173
FRU MAJA
GODSEJER ULFHEJM
Ja, fru jagtkammerat, – her er åstedet.
(med en indbydende håndbevægelse)
Hvis De behager at træde ind, så –
HIS: 272
GODSEJER ULFHEJM
Å, et menneskepar kan dorme bort en sommernat nokså lunt derinde. Eller en hel sommer, – om så skulde være.
HU: 275
FRU MAJA
Tak! Det måtte der høre appetit til.
(utålmodig)
Men nu er jeg ked både af Dem og af
ked både af Dem og af 1.utg: 174
jagtturen. Nu vil jeg ned til hotellet, – før folk vågner dernede.
GODSEJER ULFHEJM
peger mod baggrunden
FRU MAJA
Nå, ser De –. Med en smule god vilje, så –
GODSEJER ULFHEJM
– men prøv De bare, om De tør gå den vejen.
betænkelig
1.utg: 175
FRU MAJA
betænkelig
Tror De ikke?
GODSEJER ULFHEJM
Aldrig i verden. Hvis ikke jeg får hjælpe Dem –
HIS: 273
FRU MAJA
urolig
Nå så kom og hjælp mig da! Hvad har jeg Dem ellers til?
GODSEJER ULFHEJM
Vil De helst jeg skal ta’ Dem på ryggen –
FRU MAJA
Sludder!
GODSEJER ULFHEJM
– eller bære Dem på armene?
1.utg: 176
FRU MAJA
Kom nu ikke med sligt noget vås igen!
FRU MAJA
Og alligevel så tog De hende op og bar hende på hænderne?
1.utg: 177
FRU MAJA
Nej. Hvad fik De da?
HIS: 274
GODSEJER ULFHEJM
sér på hende, smiler og nikker
FRU MAJA
Å jo; nokså pudsig. Men jeg véd en anden historie, som er endda pudsigere.
GODSEJER ULFHEJM
Hvorledes er den historien da?
FRU MAJA
Den er sådan. Der var engang et dumt pigebarn, som havde både far og mor. Men et nokså tarveligt tilhold. Så kom der en stormægtig herremand ind i al denne tarveligheden. Og han tog pigebarnet på sine
tarveligt tilhold. Så kom der en stormægtig herremand ind i al denne tarveligheden. Og han tog pigebarnet på sine 1.utg: 178
arme, – ligesom De, – og rejste langt, langt bort med hende –
GODSEJER ULFHEJM
Vilde hun så gerne være der, hvor han var?
FRU MAJA
Ja for hun var dum, sér De.
FRU MAJA
HIS: 275
GODSEJER ULFHEJM
1.utg: 179
FRU MAJA
Ja han var det – på sin vis.
GODSEJER ULFHEJM
Og så tog han jentungen op med sig –?
Joh – han tog hende herligt op med sig, kan De tro! Å nej, han narred hende ind i et koldt, klamt bur, hvor der hverken var sol eller fri luft, – syntes hun da, – men bare forgyldning og store, forstenede menneskespøgelser rundt væggene.
HU: 277
GODSEJER ULFHEJM
FRU MAJA
Ja men synes De ikke det er en ganske pudsig historie alligevel?
1.utg: 180
GODSEJER ULFHEJM
sér en stund på hende
Hør mig her, min gode jagtkammerat –
FRU MAJA
Nå? Hvad er det nu igen?
HIS: 276
GODSEJER ULFHEJM
1.utg: 181
FRU MAJA
GODSEJER ULFHEJM
slår ud med hånden
Så står vi der, frit og frejdigt, – som de, vi selv er!
FRU MAJA
lér
De med Deres bukkebén, ja!
GODSEJER ULFHEJM
Og De med Deres –. Nå, lad gå.
FRU MAJA
Ja kom, – lad os gå.
GODSEJER ULFHEJM
Stop! Hvor hen, kammerat?
1.utg: 182
FRU MAJA
Ned til hotellet, vel.
GODSEJER ULFHEJM
Og så bagefter?
FRU MAJA
Så siger vi hinanden pænt farvel og tak for følget.
HIS: 277
GODSEJER ULFHEJM
Kan vi skilles, vi to? Synes De, vi kan det?
FRU MAJA
Ja De fik da ikke bundet mig, véd jeg.
1.utg: 183
FRU MAJA
peger mod hytten
Mage til det der?
GODSEJER ULFHEJM
Det er ikke ramlet sammen endnu.
GODSEJER ULFHEJM
Et slot, siger jeg –
FRU MAJA
Tak! Slotte har jeg fåt nok af.
HU: 278
GODSEJER ULFHEJM
– med prægtige jagtmarker milevidt omkring.
FRU MAJA
Er der kunstværker også i det slottet?
1.utg: 184
GODSEJER ULFHEJM
langsomt
Nej – kunstværker er der rigtignok ikke; men –
HIS: 278
FRU MAJA
lettet
Nå, det var endda godt!
GODSEJER ULFHEJM
Ja vil De så gå med mig, – så langt og så længe, jeg kræver?
FRU MAJA
Der er en tam rovfugl, som sidder vagt over mig.
GODSEJER ULFHEJM
vildt
Ham skyder vi en kugle i vingen, Maja!
FRU MAJA
sér et øjeblik på ham og siger besluttet
Så kom da og bær mig ned gennem dybet.
1.utg: 185
GODSEJER ULFHEJM
slår armen om hendes liv
FRU MAJA
Er vejen frygtelig farlig nedover?
GODSEJER ULFHEJM
Fjeldtågen er farligere.
Hun river sig løs, går hen til kløften og sér ned, men farer hurtig tilbage.
GODSEJER ULFHEJM
går hende imøde og lér
Nå, svimler det lidt for Dem?
FRU MAJA
mat
Ja det også. Men gå derbort og sé udover. De to, som kommer –
Det er jo bare Deres rovfugl – og hans fremmede dame.
FRU MAJA
Kan vi ikke slippe forbi dem, – uden at de sér os?
FRU MAJA
mander sig op
Ja-ja, – så lad os trodse dem her da!
GODSEJER ULFHEJM
Talt som en ægte bjørnedræber, kammerat!
HU: 279
Professor Rubek og Irene kommer til syne op over dybet i baggrunden. Han har sit plæd over skuldrene, hun en pelsværkskåbe kastet løselig over sin hvide dragt og en svaneduns hætte over hodet.
1.utg: 187
PROFESSOR RUBEK
endnu kun halvt synlig over fjeldkanten
FRU MAJA
med påtagen sikkerhed
Til tjeneste. Vær så god og kom nærmere.
Professor Rubek stiger helt op og rækker hånden til Irene, som også kommer helt op på højden.
PROFESSOR RUBEK
koldt til fru Maja
Du har altså været på fjeldet hele natten, du også, – ligesom vi?
HIS: 280
FRU MAJA
GODSEJER ULFHEJM
peger hen imod dybet
Er De gået op ad den stien der?
1.utg: 188
PROFESSOR RUBEK
Det så De jo.
GODSEJER ULFHEJM
Og den fremmede damen også?
PROFESSOR RUBEK
(med et blik til fru Maja)
Den fremmede damen og jeg agter ikke at gå på skilte veje herefter.
1.utg: 189
GODSEJER ULFHEJM
PROFESSOR RUBEK
smiler og sér på ham
Skal dette her betyde vismands tale, herr godsejer?
HIS: 281
GODSEJER ULFHEJM
Vorherre bevare mig for at føre vismands tale.
(indtrængende, peger op mod højden)
PROFESSOR RUBEK
lytter
Det lyder som forspillet til opstandelsens dag.
1.utg: 190
GODSEJER ULFHEJM
Det er stormkast fra tinderne, mand! Sé bare, hvor skyerne vælter sig og sænker sig. Snart ligger de omkring os som et liglagen.
IRENE
farer sammen
Det lagen kender jeg.
FRU MAJA
trækker i ham
Lad os sé at komme ned.
GODSEJER ULFHEJM
til professor Rubek
Jeg kan ikke hjælpe flere end en. Hold til i hytten der sålænge – mens stormvejret står på. Så sender jeg folk op og henter Dem begge to.
IRENE
i skræk
Henter os! Nej! Nej –!
1.utg: 191
GODSEJER ULFHEJM
barsk
Ta’r Dem med magt, ifald det trænges. For det står om liv og død her. Nu véd De det.
HIS: 282
(til fru Maja)
GODSEJER ULFHEJM
begynder nedstigningen og råber til de andre
Godsejer Ulfhejm, med fru Maja i armene, klattrer skyndsomt men varligt ned i dybet.
IRENE
sér en stund med skrækslagne øjne på professor Rubek
Hørte du det, Arnold? – Der vil komme mænd op og hente mig! Mange mænd vil komme herop –!
1.utg: 192
PROFESSOR RUBEK
Vær bare rolig, Irene!
IRENE
i stigende rædsel
Og hun, den sortklædte, – hun vil også komme. For nu må hun ha’ savnet mig for længe siden. Og så vil hun gribe mig, Arnold! Og lægge mig i spændetrøjen. Ja, for den har hun med sig i kufferten. Jeg har selv sét den –
HU: 281
spændetrøjen. Ja, for den har hun med sig i kufferten. Jeg har selv sét den –
PROFESSOR RUBEK
Ikke noget menneske skal få lov til at røre dig.
IRENE
med et forvildet smil
Å nej, – det har jeg nok selv et middel imod.
HIS: 283
PROFESSOR RUBEK
Hvilket middel mener du?
1.utg: 193
IRENE
drager kniven frem
Denne her!
PROFESSOR RUBEK
griber efter den
Har du kniv –!
IRENE
Altid, altid. Både dag og nat. I sengen også.
PROFESSOR RUBEK
Giv mig den kniven, Irene!
IRENE
gemmer den
Du får den ikke. Den kan jeg så godt finde brug for selv.
PROFESSOR RUBEK
Hvad vil du bruge den til her?
1.utg: 194
IRENE
sér fast på ham
Den var bestemt for dig, Arnold.
PROFESSOR RUBEK
For mig!
PROFESSOR RUBEK
Ved Taunitzer –?
HIS: 284
IRENE
PROFESSOR RUBEK
Hvad så, – hvad så?
1.utg: 195
IRENE
– og da jeg hørte dig sige så isnende gravkoldt – at jeg ikke var andet, end en episode i dit liv –
PROFESSOR RUBEK
Det var dig, som sa’ det, Irene! Ikke jeg.
IRENE
vedbliver
– da havde jeg kniven fremme. For jeg vilde støde den ind i ryggen på dig.
PROFESSOR RUBEK
mørkt
Og hvorfor stødte du så ikke til?
1.utg: 196
PROFESSOR RUBEK
Død?
IRENE
Død. Død, du som jeg. Vi sad der ved Taunitzer See, vi to klamme lig – og legte med hinanden.
HU: 282
PROFESSOR RUBEK
Jeg kalder det ikke død. Men du forstår mig ikke.
HIS: 285
IRENE
Hvor er da det brændende begær efter mig, som du stred og kæmped imod, da jeg stod fri frem for dig som den opstandne kvinde?
1.utg: 197
IRENE
Den kærlighed, som er jordlivets, – det dejlige, vidunderlige jordlivs, – det gådefulde jordlivs, – den er død i os begge.
PROFESSOR RUBEK
lidenskabeligt
IRENE
Og jeg? Har du glemt, hvem jeg er nu?
PROFESSOR RUBEK
Vær for mig, hvem og hvad du vil! For mig er du den kvinde, jeg drømmer at sé i dig.
IRENE
1.utg: 198
PROFESSOR RUBEK
HIS: 286
IRENE
sér nedad
For sent. For sent.
PROFESSOR RUBEK
Ikke et hårsbred har alt det, som ligger imellem, forringet dig i mine øjne.
IRENE
med hævet hoved
Ikke i mine heller.
PROFESSOR RUBEK
Ja hvad så! Så er vi jo fri. Og det er endnu tid for os at leve livet, Irene.
1.utg: 199
IRENE
sér tungt på ham
Livsbegæret døde i mig, Arnold. Nu er jeg opstanden. Og spejder efter dig. Og finder dig. – Og så sér jeg, at du og livet ligger lig – ligesom jeg har ligget.
HU: 283
IRENE
smiler og ryster på hodet
PROFESSOR RUBEK
slår armene voldsomt om hende
Så lad os to døde leve livet en eneste gang til bunds – før vi går ned i vore grave igen!
1.utg: 200
IRENE
med et skrig
Arnold!
HIS: 287
PROFESSOR RUBEK
IRENE
henreven i lidenskab
PROFESSOR RUBEK
Der oppe vil vi fejre vor bryllupsfest, Irene, – du min elskede!
(griber hendes hånd)
1.utg: 201
PROFESSOR RUBEK
IRENE
Ja, gennem alle tågerne. Og så helt op til tårnets tinde, som lyser i solopgangen.
HIS: 288
Tågeskyerne sænker sig tættere om landskabet. Professor Rubek med Irene ved hånden stiger op over snebræen til højre og forsvinder snart inde i de lave skyer. Hvasse stormstød jager og hviner gennem luften.
stenstyrtningen til venstre. Hun standser der og sér sig taus og spejdende omkring.
1.utg: 202
Diakonissen kommer frem oppe i stenstyrtningen til venstre. Hun standser der og sér sig taus og spejdende omkring.
FRU MAJA
høres juble og synge fjernt nede i dybet
Mit fangenskabs liv er forbi!
Jeg er fri som en fugl! Jeg er fri!
HU: 284
Pludselig høres en tordenlignende larm oppe fra snebræen. Den glider og hvirvler i rasende fart nedover. Professor Rubek og Irene skimtes utydeligt at hvirvles med i snemasserne og begraves i dem.
DIAKONISSEN
udstøder et skrig, strækker armene mod de faldende og råber
Irene!
(står en stund taus, så slår hun kors foran sig i luften og siger)
Fru Majas jubel og sang lyder endnu fjernere op fra dybet.
